Bitre bitches blogger bedre

Overskriften er desværre en sandhed. Jeg kan ikke skrive, fordi jeg ikke er bitter længere... Hvor sært er det lige?

Jeg har det så godt, jeg er glad og fro og netop derfor har jeg måttet opgive min tidligere yndlingsbeskæftigelse - nemlig at skrive.

Hende den bitre er skrinlagt og med hende døde bloggen åbenbart. Trist (eller er det?) men sandt...

Hvad der dog er virkelig sært, og som jeg har funderet en del over, er, hvorfor jeg ikke kan skrive om ting der gør mig glad? Jeg har prøvet, virkelig, tro mig! Men det virker ikke. Det bliver noget platværk - som end ikke jeg selv gider læse... og hvorfor skulle andre så?

Og hvis ingen gider at læse det, så er der virkelig ingen grund til at skrive det, for at være helt ærlig. Vel?

Så for nu, er jeg vist den der er smuttet. Forårssolen, min hund og agility-konkurrencebanerne kalder. Jeg vender tilbage hvis bitterheden en dag indfinder sig igen...

Indtil da, må I nok leve med den larmende stilhed og vide, at det er et godt tegn.

For bitre bitches blogger bare bedre!

Hmmm...

Måske virker det med hunden allerede?

Ihvertfald er min menstruation 2 dage forsinket nu.... Tror I jeg er gravid?

*Indsæt bitter latter her*

Tilbage til det der med at gøre bjørne en tjeneste

Siden Fapril forsøget gik i vasken har jeg tænkt meget over bjørnetjenesten. Over at der faktisk er et kort forsøg til os på Skejby, hvis vi ellers vil have det...

Det er 2 år siden, at jeg aftalte dette med Skejby. Det er 1 år siden, at jeg fik det "konverteret" til et kort forsøg (og, troede jeg, til et forsøg med egen sæd, men journalen siger dog stadig donor - men det kan jo laves om...) Jeg spekulerer på, om der mon er forældelsesfrist på den slags aftaler?

Men mest af alt spekulerer jeg på, om jeg overhovedet synes det er en god ide at gå igang med? En del af mig tænker: "Go for it! Det er der jo, det er et forsøg! En chance, et skud mere i bøssen..." En anden del af mig tænker: "Nej, nej, nej! Du har det godt. Alt er godt. Der er ikke flere angstanfald. Ikke mere uprovokeret vrælen i tide og utide, ikke flere følelsesmæssige voldsomme op og ned ture. Lad dog være med at starte lavinen een gang til...

Tingene har ændret sig meget, siden jeg lavede aftalen. Vi har haft 2 forsøg siden da. Begge med samme udgang som altid. Bliver hun dog aldrig klogere, kunne man foranlediges til at tænke? Jeg er kommet ovenpå igen. Jeg har det godt. Vi har det godt. Skal vi virkelig sætte det på spil, når chancen for at få noget godt ud af det, er så minimal?

Jeg mangler feedback, kan I nok høre. Får man nogensinde noget godt ud af, at gøre en bjørn en tjeneste?

Facts om solsorte

Jeg er meget bekymret for livet i den lille rede. Jeg har ikke set hunnen på reden i en uge nu, og det synes jeg jo ikke kan være sundt for æggene. Jeg har forsøgt at læse mig til lidt solsorteviden rundt omkring på nettet, og har fundet følgende facts:

Facts om Solsorte

Solsorten yngler fra april til august

De lægger 3-6 æg pr. gang

Henover sommeren kan de få 4-5 kuld unger

Det er primært hunnen der ruger, og hun kan finde på at forlade reden og æggene, såfremt hun ikke føler den er sikker længere

Og det sidste der er noget skidt, for jeg er bange for at det er det hun har gjort nu. Øv, øv.

I et øjebliks vanvid overvejede jeg at anskaffe mig en ultraviolet lampe og selv udruge de små. Men det nytter jo ingenting. Uden en fuglemor ville de jo gå til efter udklækning, og det ville jo være endnu mere tragisk (i min verden ihvertfald) end hvis det blot er æg der går til...

Så altså ingen æg til udklækning denne gang.

Sådan er reglerne

Det er ikke alle der ved det, men så er det heldigt, at jeg kan springe til og uddanne jer.

For der er faktisk regler, der gør sig gældende, når man er igang med et forsøg, som viser sig at ikke at blive til noget, på grund af ingen æg til oplægning.

Og de regler er som følger: Man må købe et par sko pr. æg der ikke overlevede!
Og regler er jo til for at blive overholdt, ikke sandt. Så det har jeg gjort, som den artige lille pige jeg nu engang er.

Nej, nej, det er ikke noget jeg har fundet på, sådan er reglerne...

Pasta

Min mand synes Crinone lyder som en pasta, og stiller spørgsmål såsom: "Skulle det være Fettucini eller Crinoni?"

Det giver "hytteost-rekylet" et helt nyt perspektiv *ydrk*

Fapril?

Jeg er i syv sind om hvorvidt det bliver fapril eller ej for mig... Det blev det for Freudika i år... Bliver det også det for mig?

Jeg har ikke specielt lyst, det synes som at sætte sig selv op til endnu en fiasko, men på den anden side, så ligger de æg der jo... De er af mit og G's arvemateriale, så de kan ikke engang doneres væk så andre kan få glæde af dem, så hvis jeg ikke bruger dem skal de blot destrueres...

Det er jo også lidt spild af æg...

Puha. Jeg synes ikke jeg er klar til at gå igang igen, men bliver jeg det mon nogensinde tænker jeg? Og bliver jeg mere klar af at vente en måned mere, et halvt år mere, et år mere? Næppe... Måske er det bare om at kaste sig ud i det...?

Jeg er i gang med at søge nyt job. Den praktiske del af mig synes at jeg bør tage forsøget mens jeg er på en arbejdsplads, der har kendt mig i årevis og har stor forståelse for at jeg tager sygedage i forbindelse med et sådant forsøg... Istedetfor at skulle ud i at involvere en ny arbejdsgiver i en paragraf 28 (som vist hedder 56 nu), lige efter jobstart...

Man kan selvfølgelig mene, at det at stå med en graviditet og jobsøgning heller ikke er optimal, men det kalkulerer jeg slet ikke med inde i mit hoved. Der kalkulerer jeg kun med de fraværsdage forsøget vil bringe... Ikke med en evt. graviditet bagefter...

Det er nok en beskyttelsesforanstaltning går jeg ud fra?

Men bliver det Fapril i år? Jeg kan ærligt talt ikke fortælle jer det...

Mangler ord...

Jeg har helt vildt mange ting jeg gerne ville sige, ville skrive... Ting der gerne vil ud...

Men jeg kan ikke finde ordene i mit hoved, eller rettere, jeg kan ikke få dem ført videre derfra til mine fingre...

Håber de snart finder vej...

Kalender

Ja, så blev det jo 2008, det går godt nok hurtigt! Time flies when you're having fun... eller noget i den retning.

Nå, men i anledning af årsskiftet har jeg købt en kalender, dette synes måske ikke som en usædvanlig ting at gøre, men i mit tilfælde er det faktisk ret usædvanligt.... Jeg har nemlig i årevis kun haft studiekalendre, I ved, den slags der er halvt det ene og halvt det andet år... Og det betyder jo, at man køber sig en ny kalender hver sommer, og altså ikke ved årsskiftet...

Og nu tænker I nok ved jer selv: "Øh ok... og hva' så?" Og det er i sådan set i jeres gode ret til at tænke... Men for mig er det faktisk en ret stor ting. Det er sådan helt symbolsk. Et eller andet med at acceptere, at jeg rent faktisk ikke er studerende længere, (at jeg ikke har skrevet mit speciale ser vi her stort på), at jeg er sådan een der arbejder og at året faktisk går fra januar til december og ikke fra juli til juni...

Jeg ved at Fru Larsen vil sætte pris på det hehe, da det er flere år siden hun proklamerede, at jeg burde tage mig sammen og få en rigtig "voksen-kalender"... Og det har jeg så altså fået nu! Jojo, så nu kan jeg skrive aftaler ned for hele året, hvis jeg altså havde nogen...

Men faktisk, så elsker jeg nye kalendre. Der er sådan et eller andet dejligt ved sådan en helt ny frisk ren kalender, helt uden aftaler endnu... Blanke sider der bare venter på at blive fyldt... Eller er det bare mig der er lidt sær på det punkt?

The official party line

Som opfølger på gårsdagens indlæg og de mange forslag til "hvad man siger..." kan jeg fortælle, at vores officielle aftale er sådan set, at der ikke er en officiel aftale...

Manden er som regel ærlig og siger det som det er, og jeg svarer i øst eller vest afhængig af humør, begivenhed og person der spørger...

Det er jo ikke fordi det er en hemmelighed, alle ved det jo i familien og omgangskredsen og har vidst det siden dag 1. Men når man tager til bryllupper hos kusiner og des lige, så vil der uvægerligt være en del fremmede til stede... Det er ikke altid jeg synes de behøver at vide alt om mig og mit privatliv...

Sådan har det ikke altid været, engang fortalte jeg det til alle der ville lytte, men jeg har ikke det behov længere... Og det tror jeg såmænd er meget sundt...

Og til sidst: Jeg har det ok. Undskyldninger for aldrig at følge op på det triste indlæg, men jeg er faktisk ok. Sådan generelt. Engang imellem dykker jeg lidt, men hvem gør ikke det?

History repeating

Jeg synes jeg har været her før. Og jeg har ret. Jeg har været her før. Set disse følelser, denne angst, denne vrede i øjnene før. Og det gør mig ked af det, at det er min egen fejl at jeg står her igen. For jeg kunne have undgået det.

“Those that fail to learn from history, are doomed to repeat it.”
Winston Churchill

Jeg kunne have fortsat på den rute jeg havde taget og haft det godt, men i stedet valgte jeg at vende om og foretage den samme fejl igen. Grave alting op igen. Uden tanke på, at når man har sagt A må man også sige B. Og hvis A var behandling, så var B alle de ting der følger med...

Angsten, vreden, smerten. Alle de forbandede følelser jeg ikke kan kontrollere eller styre. Nu er de igen overalt, de gravide maver, barnevognene og forældrene med de bitte små børn. De har hele tiden været der, det ved jeg godt, men jeg har ikke bemærket dem synderligt i lang lang tid. Men nu er de overalt igen. Og jeg føler indædt vrede mod dem. Og mod mig selv.

Kroppens forræderi er blevet klart for hjernen, og vreden mod den er vendt tilbage. Tankerne om at straffe den, om at fjerne det hele, er vendt tilbage. Smerten over situationen er vendt tilbage. Den har heller aldrig været væk, men den har været begravet sammen med drømmen, i hi, og jeg har haft det godt uden den. Men nu er den her, stor og altoverskyggende, i følgeskab med vrede og misundelse.... og angsten for at det aldrig lykkes...

Men måske havde jeg slet ikke valget, måske havde jeg slået drømmen ihjel for hurtigt, måske var jeg slet ikke klar til at lade den hvile i fred?

“It is not worthwhile to try to keep history from repeating itself, for man's character will always make the preventing of the repetitions impossible”
Mark Twain

Jeg ved det ikke. Men jeg ved heller ikke om jeg synes det var det værd at grave den op. For jeg havde det ganske udmærket for et par måneder siden. Det har jeg ikke nu... Så måske skulle man have ladet det der var dødt, forblive dødt...

Og med risiko for at være rigtigt cheesy, vil jeg tillade mig at afslutte disse citater fra store mænd, med en linie fra noget knap så grandiøst, nemlig filmen Cocktail fra 1988.

”Coughlins Law: Bury the dead – they stink”

Et billede er vel et billede...

Der var engang jeg troede, at der var minimum to bestemte ting som jeg en dag ville få lov at poste indlæg om. Det ene var et billede af en test med to streger...

Bloggens arkiver går tilbage til sensommeren 2004 og endnu har jeg ikke fået lov at poste et sådant billede... Om det nogen sinde sker skal jeg på nuværende tidspunkt lade stå hen i det uvisse...

Den anden ting var et scanningsbillede – dette indlæg skulle naturligt nok have faldet lidt tid efter indlægget med billedet af den to-stregede test. Det har jeg heller ikke fået lov til...

Men det sidstnævnte kan der rådes bod på. Det er måske ikke lige den type scanningsbillede som man længes efter at poste, og det efterfølger ikke et indlæg med et billede af en test med to streger på... Men stadigvæk, jeg har et scanningsbillede, og et scanningsbillede er vel et scanningsbillede... eller noget....

Det var dette billede, der gjorde søsteren så rørstrømsk ved ægoplægningen, at hun måtte udnævne sig selv til moster far. Selv synes jeg mest af alt det er lettere grinagtigt – men jeg må da give dem, at hvis jeg skulle gå hen og blive gravid er det da en meget sjov ting at have...

Så, om ikke andet, så bare for at få lov til at sige, at jeg har postet et scanningsbillede, ja så får I det her.Det er derfor med stolthed jeg her fremviser et stk. livmoder indeholdende to små æggebasser - det er dem der er markeret mellem de to små hvide krydser....

Rør mig ikke

Jeg er født i halvfjerdserne, hvor verden var en anden end den er idag.

En verden hvor narresutterne og bideringene var fulde af phtalater, hvor zinkcremen til vores numser uden tvivl indeholdt både tungmetaller og parabener, hvor legepladserne bestod af både karusseller og vipper, hvor vi åd sand direkte fra sandkassen med stort velbehag, hvor man blev sendt over til naboen for at blive smittet med skoldkopper og hvor man efterlod sine børn i barnevognen udenfor købmanden kun "beskyttet" af et lille plastichjerte med ordene "rør mig ikke"...

Og tænk engang, 30 år senere er jeg her stadig, i live og i stand til at fortælle om det... Så måske var det ikke så farligt endda... Men det var nu ikke kun for at trække denne kæphest ud af stalden, at jeg satte mig til tasterne idag...

Det var tanken om plastichjertet, der er årsagen til dagens indlæg. For, hvor ingen forældre jeg kender, idag kunne drømme om at efterlade deres barn i barnevognen uden for en butik, så bruger jeg stadig "rør mig ikke"-tricket den dag i dag...

Ikke sådan forstået, at jeg render omkring med et plastichjerte klistret på tøjet, men jeg bærer den voksnes ekvivalent hertil, på mine mange lange togrejser frem og tilbage: MP3-afspilleren og et sæt heftige ørebøffer...

Min MP3 afspiller er en iPod. Den købes komplet, med et sæt små diskrete hvide høretelefoner, som gemmer sig helt inde i øret. Hvis meningen med din MP3 afspiller er at høre musik og se smart ud samtidig er dette det rigtige valg for dig...

Derimod, hvis du - som jeg - ønsker at bære et "Rør mig ikke"-hjerte / "Jeg gider ikke tale med dig"-skilt, så er de helt helt forkerte.

I så fald er det nødvendigt at investere i et par hørebøffer, som fylder det meste af dit hoved... Hvis de ikke er synlige nok, har du kun dig selv at takke, når kvinden på hjørnet med "Vagttårnet" kontakter dig, på trods af din MP3-afspiller...

At mit fædrende ophave så mener, at jeg ender med at blive kvast i trafikken, grundet min fuldstændige mangel på høresans når jeg har dem på, er så en hel anden ting... Men der må jeg nok sige, at jeg tager chancen...

For når alt kommer til alt, så overlevede jeg en livsfarlig barndom, hvor praktisk talt alt jeg gjorde, legede med og blev udsat for, åbenbart var så farligt, at det nu er forbudt... Og siden balle- og gumme-kræft epidimien i min generation stadig lader vente på sig, ja så jeg krydser fingre for, at dette ufattelige held bliver ved med at følge mig...

Skiltet

Når man står af elevatoren på 14ende etage på Herlev Hospital, bliver man mødt af nogle fine lyseblå skilte, der peger en i retning af de forskellige afdelinger.

Det er jo en god ting, at vejlede sine patienter. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg er så plat, at jeg første gang jeg så dem lo højt ,og siden hen småfniser hver gang jeg går forbi....

Jeg ville have taget et billede til jer, men min mobiltelefons kamera er simpelthen for ringe til at gengive det ordentligt, så I må nøjes med min rekonstruktion her:

Jeg ved ikke om skilte-opsætteren forstod ironien, men jeg værdsætter hans arbejde....

How does it feel?

Måske har jeg været væk fra behandlingsverdenen for længe? Eller måske har mine følelser ændret sig i løbet af det sidste halvandet år?

For spænding vedrørende det snart kommende forsøg har jeg ikke. Jeg føler ikke glæde eller ophidselse eller håb... mest af alt føler jeg mig vist ubelejliget...

Ja det lyder bizart, men sådan er det vist. Det irriterer mig, at jeg nu skal ligge min livsstil om, at smøgerne endnu engang skal på hylden, at kaffeforbruget skal nedskæres, at vitaminerne og folinsyren skal støves af, og at jeg nu ikke må drikke alkohol, just som sommeren er ankommet og cafeerne og fadbamserne kalder....

For en to tre år siden var intet af det ovennævnte nævneværdigt generende for mig. Men livet og følelserne ændrer sig hele tiden, og efter halvandet år blot som Amocca, er udsigten til tilværelsen som ”Amocca – Barnløs i behandling” pludselig snærende og ubehagelig at gå i møde...

Måske handler det mest om, at jeg engang troede på at det ville lykkes, og derfor var alverdens trængsler og ofre helt ok. Men nu, i bagklogskabens klare lys og alt det der, ja så synes det utroligt ubelejligt og irriterende at tænke på at skulle igennem alt det her fis og hurlumhej for ingenting...

Også selvom det kun drejer sig om ca. 1 måned af mit liv...

Er jeg et utaknemmeligt skarn? En forkælet møgunge? eller handler det om overlevelsesmekanismer, som man ikke selv er herre over, men som har overtaget mig i en sådan grad at jeg frygter at lægge dem fra mig?

Jeg ved det ikke. Måske handler det bare om at have været væk fra alt der hed behandling i lang tid, og at vejen tilbage er sværere end vejen ind var i første omgang?

How does it feel
You've been away too long
Out of touch
Left out on your own
How does it feel

Gravearbejde, part II

Jeg havde jo lovet at fortsættelse ville følge, og eftersom man jo skal holde hvad man lover, så må jeg vist hellere fortælle lidt mere om besøget på Herlev...

Tre en halv time tog turen derover, tog, s-tog og bus... Det er en lang tur, ikke noget man lige kan få til at passe ind i en frokostpause, som jeg ofte har gjort med scanninger og des lige mens vi var i behandling på Skejby...

Herlev lagde ud med en urinprøve, som fortalte dem at jeg ikke er gravid i skrivende stund - et faktum jeg godt kunne have fortalt dem uden at tisse i en kop - herefter en halv times samtale om min sygehistorie og behandlingsbaggrund....

Og tænk engang, det er så længe siden, at ting som engang lå allerforest i hjernen, såsom stimuleringsenheder, stimuleringsdage, æg udtaget, æg befrugtet osv, pludselig skal graves frem af hukommelsen...

Et utal af blodprøver, en vejning og en scanning senere var konklusionen, at jeg under ingen omstændigheder må tabe mig, at der vil gå 14 dage inden svarene på blodprøverne foreligger og at mine æggestokke, med 5 follikkelanlæg i hver af dem på dag 3 i cyklus, åbenbart er perfekte til dette forsøg....

Men først skal jeg altså godkendes til forsøget, og den godkendelse gives ikke før blodprøvesvarene er tilbage...

Bliver jeg godkendt lover jeg at fortælle mere om hvad selve forsøget går ud på...

Gravearbejde, part I

Klokken 6 om morgnen er det stadig ikke helt lyst. Det vidste jeg ikke. Så tidligt er jeg aldrig oppe. Men torsdag var jeg ikke blot oppe, jeg sad også på et tog med retning mod København...

Og ja, jeg havde en skovl i hånden.... På vej til Herlev.

Min deltagelse i forsøget er endnu ikke 100% sikker, venter på svar fra flere prøver...

Men efter et par indledende vanskeligheder, såsom hvorvidt jeg mon vejede nok, producerede æg nok osv... Ja, så fik jeg da i det mindste lov at komme over til indledende samtale og prøver...

Fortsættelse følger...

Noget om at grave i frossen jord

Jeg overvejer at grave noget op... men jeg ved ikke om jeg har den rigtige skovl til formålet... Eller om man overhovedet bør grave ting op, når de først er begravet...

Altså... Nu har jeg så fået nys om, at Herlev skal til at i gang med et nyt forsøg med noget nyt stimuleringsmedicin. Og at de søger deltagere til dette forsøg....

Adgangskrav:

• Kvinde i parforhold √
• Mellem 25 og 35 √
• Fri for PCO √
• Max 3 mislykkedes IVF-forsøg bag sig √
• Ryger max. 5 cigaretter om dagen
• Veje mellem 60 og 90 kg

Ok jeg kan ikke leve op til de to sidste, men skærer jeg ned til max. antal på næstsidste punkt, så kommer sidste punkt af sig selv – dermed sagt: der er intet til hinder for, at jeg kan leve op til disse adgangskrav, og dermed er der ingen grund til at jeg ikke skulle kunne blive godkendt til at deltage i forsøget....

Men... At deltage i den slags forsøg indeholder jo en vis risiko...

Der er først og fremmest risikoen for, at man rent faktisk kunne gå hen og blive gravid af det! Og det er her, at skovlen kommer ind i billedet... For nu har jeg så gået og tænkt over dette her i påsken, og det viser sig, at den der graviditetsdrøm er solidt begravet efterhånden...

Ja, det er ligeså stort et chok for mig, som for jer! Jeg vidste det heller ikke... Men det er den altså. Den er så dybt og forsvarligt begravet, at jeg kvier mig voldsomt ved at skulle grave den op igen og ryste den fri for jord...

For den anden risiko er, at man ikke bliver gravid af det. Og graver vi drømmen op og det så mislykkes igen, så står vi med balladen een gang til, og det tog pænt lang tid at grave hullet sidst....

Jeg er i syv sind og beslutningen om det ene eller det andet er kun et spadestik og en telefonopringning væk. Men tør jeg?

...her i det tidlige forår er jorden jo stadig frossen lige under overfladen...

Does my bum(p) look big in this?

Nu vi er i gang med at tale om fedme (og nu hvor Rikke har afsløret, at jeg ikke er rigtig i hovedet) så kan vi jo passende snakke videre her.

For alle ved jo, at noget af det anti-sjoveste (i hvert fald sådan stereotypisk) for en mand at blive spurgt om er, hvorvidt hans kone ser fed ud i et eller andet. Ligegyldig hvad han så end synes, er han nød til at sige nej. Selvom resultatet er, at hans kone mener han lyver og alligevel skifter tøj – da hun jo allerede har bestemt at hun ser fed ud, ellers var der jo ingen grund til at spørge jo....

Men for mænd gift med infertile kvinder er det der med fedme jo faktisk et hypotetisk spørgsmål efter x-antal hormonkure. Det betyder dog ikke, at de er sparet grumme spørgsmål... Faktisk er deres værste spørgsmål langt værre. Det er nemlig spørgsmålet: Ser jeg gravid ud i det her?

I en ikke så fjern fortid, kunne jeg finde på at stikke puder ind under blusen, eller ømt finde på at klappe min mens-udspændte / hormon-udspændte / post-ægudtagnings-udspændte mave, mens jeg drømte om hvordan jeg mon ville se ud, når jeg blev gravid.

Men jeg blev jo ikke gravid, og som ikke-gravid – ja faktisk er anti-gravid måske et bedre ord her - er der ikke noget værre end at indse, at den mens-udspændte mave til forveksling ligner en gravid topmave...

Skrækken over dem alle... Tanken om at nogen skulle finde på at sige tillykke, klappe den, eller stille spørgsmål til hvornår man skulle føde... Shit! (Ikke at noget af dette nogensinde er sket for mig, men det sker, som en af mine kommentatorer så uheldigt har oplevet...)

Så oh ve, oh, skræk at være manden der får stillet dette spørgsmål: Ser jeg gravid ud i det her? For som med det første spørgsmål, har man her som mand heller ikke en chance. Ligegyldigt hvad man(d) så end svarer, så er det et faktum, at konen har bestemt sig til, at hun ser gravid ud – og at en depressions-tudetur af de større er under opsejling....

Så nå maven ser sådan ud, er det bedste man kan gøre vel at styrte ud og proppe 13 point ned i den...

Kostomlægning

Vi er hoppet på vægtvogtervognen her i huset – det var ved at være den tid! De stædige kilo som jeg tog på under behandlingerne (og som KUN handler om hormoner, ikke om trøstespisning eller noget andet, nej nej...) de vil bare ikke af igen...

Nå, men kostomlægning er jo en god ting og alt. Og alligevel må jeg starte med en klage! Altså, hvordan forventer nogen, at jeg skal kunne overleve på 18 point om dagen, når 100g chokolade tager 13 af mine point? For de forventer vel ikke jeg skal leve uden min daglige chokolade dosis? Vel, da?

Men jeg er ikke sådan at slå af pinden, når jeg nu vil dette her vægtvogter noget. Og da det jo er tvingende nødvendigt at inkorporere 100g chokolade dagligt i min kostplan, ja så har jeg blot måtte tage dette til efterretning.

Man skal gerne spise 6 gange dagligt, en af disse måltider er jo så min chokolade. Så de resterende 5 måltider har i alt 5 point at gøre godt med. Så er det lige det med, at mælk i kaffen sandelig også koster point – og det kan vi jo heller ikke skære fra, hmmm.... Nå, men heldigvis er gulerødder da ”gratis”...

Det kræver lidt velvilje at kalde nedenstående for en sund og nærende kostplan, men den velvilje besidder jeg gerne, hvis det betyder 100g chokolade dagligt.

Amoccas kostplan:

Det er sundt med en kostomlægning, glæder mig allerede til at se resultaterne, hehe.

Bon appetit!