Vi voksne kan også være bange...
...og synge lange, lange bange sange...
Angst er weekendens tema her i kaffebaren.
Og tro mig når jeg siger, at angst er der nok af, så længe jeg er villig til at kigge dybt nok ind i mig selv. Angsten har egentlig været her hele tiden. Den har været min tro følgesvend siden august sidste år, men den har ikke haft en særligt fremtrædende plads blandt mine følgesvende. Langt tydeligere har misundelsen, vreden, bitterheden og sorgen været. Men nu træder angsten i karakter...
Og jeg skal love for, at den slår hårdt når den slår. Vi taler om åndenød, panik, sved på panden, halsen snører sig sammen, kvalmende fornemmelse i mellemgulvet, en ubændig trang til bryde hulkende sammen .... den slags angst. Jeg er rædselsslagen.
Jeg har da måske nok under hele forløbet haft en lille bitte indre skræk for, hvad nu hvis det ikke virkede... Men jeg troede da aldrig, at jeg ville blive nødt til at tage stilling til det. Selvfølgelig ville det virke....
Men hvad nu hvis det ikke gør?
Den lille stemme, den indre skræk, har fået ny næring i de sidste par dage. Plet og det efterfølgende blodbad har været som benzin på bålet for den. Og lige så sær en tilfredstillelse jeg fandt i, at datoerne passede sammen i starten af forsøget, lige så stor paranoia har jeg over, at begge forsøg endte på nøjagtigt samme måde, med pletblødning 3 dage før blodprøven...
1 forsøg tilbage. Sidste forsøg. Er jeg den eneste der får kvalme når jeg siger den slags højt? For at være helt ærlig, så havde jeg aldrig troet, at jeg ville stå her... med et sidste luset forsøg tilbage, uden nogen former for tro eller håb på at det ville lykkes....
Men her står jeg altså. Rædselsslagen og ved ikke hvad jeg skal gøre... For jeg er så bange...
posted by Amocca @ Saturday, September 24, 2005
15 comments
15 Comments:
Hvor træls, pisse træls. Men hvordan er mulighederne nu? Altså er der mulighed for at fortsætte i det private efter det næste forsøg og sidste forsøg eller hvordan er systemet lige?
Men f.u.c.k hvor træls, jeg kan godt forstå du er træt af det.
Jeg håber det sidste forsøg BLIVER det sidste forsøg og at der snart er gevinst for dig med alle behandlingerne.
Mange knus fra Lene
Tak for jeres kommentarer.
Ina, jeg tror da absolut du har ret i, at det gælder om ikke at kigge for meget fremad, men det er vist kun mænd der er blevet skænket den gode gave af at leve i nuet... jeg ejer den ihvertfald desværre ikke....
Mine tanker kredser også meget om adoption i øjeblikket, og regner med at der kommer en post omkring disse overvejelser, så snart jeg har fået tankerne nok på plads til at kunne formulere dem skriftligt...
Lene, teoretisk set er der intet til hinder for, at gå i det private hvis sidste forsøg også mislykkes, men for os lige nu, er det desværre ikke en reel mulighed så længe jeg er på SU. Jeg bliver vist grinet ud af banken hvis jeg går ned og beder om 50.000 til IVF lige nu....
Desuden tror jeg ikke rigtigt på at behandlingen vil virke, og så er det måske så meget nok at investere så mange penge i det... Ihvertfald lige nu, hvem ved hvordan mine følelser ændrer sig...
AMocca
Jeg kan ikke sige andet end jeg har det på nøjagtig samme måde ... angsten for at det alligevel ikke virker ... og indrømmelsen om, at jeg aldrig troede at jeg skulle ende her - for selvfølgelig kunne vi få ønskebarnet - det ville jo bare blive lidt mere omstændigt end vi havde tænkt os ... den sikkerhed har jeg ikke mere ...
oven i det havde jeg noget af et hyr med at blive klar til at bruge dette dyrbare sidste forsøg ... for når det er brugt - så har vi det jo ikke mere ...
På et tidspunkt var der en på jubii der skrev noget meget rammende ... vi har prøvet 3 gange nu ... normalt anbefales det jo at man prøver 12 gange inden man går til lægen - og for rigtig mange lykkes det i 4.-5.-6. forsøg ... det har ihvertfald gjort at jeg ikke er klar til at sige stop, selvom der ikke skulle komme noget barn ud af dette 3. forsøg som jeg jo faktisk er færdig med - nu venter vi jo "bare" på resultatet ...
Jeg krydser for at 3. gang er lykkens gang - både for dig og for mig selv :-)
Søde ven
Du er bestemt ikke den eneste med kvalme, når der bliver sagt sidste forsøg.
Jeg mærker også panikken og magtesløsheden, bare ved at tænke på det.
Jeg vil stadig anbefale pausen på ubestemt tid.
Du er kun lige trådt ud af 2 mislykket forsøg, og derfor må alt bare være kaotisk for dig lige nu.
Tag pausen så du igen får mulighed for at trække vejret og finde dig selv.
Tiden kan arbejde godt for en.
Det er ikke altid en god ting at beslutte og tage stilling til tingene, når man følelsesmæssigt er blevet kastet rundt, op og ned.
Vent med at beslutte noget overhovedet til du igen er landet.
Jeg sender dig en masse tanker....
Lige en kommentar til det Freudika har skrevet.
Kommentaren på jubii er jo ment godt, men jeg synes ikke, at man kan sammenligne det.
Dels er chancen for graviditet (på papiret) væsentligt større gennem IVF ca. 40-45% pr. gang, mod omkring 20% pr. cyklus med "normalt fertile" par på lagenet (så vidt jeg lige husker), og dels ligger der langt mere "forarbejde" bag IVF - både fysisk og psykisk - der gør, at man (eller jeg gør i hvert fald) ryger langt længere ned efter hvert negative forsøg end det første års tid, da vi "bare" hyggede i sengen.
En hel anden ting, som er begyndt at bekymre mig lidt er langtidsvirkningerne af hormonerne (som jo ikke kan være efterprøvet grundet den forholdsvis korte tid, man har foretaget reagenglasbehandlinger) - ikke at jeg decideret frygter noget grusomt, men jeg er begyndt at tænke mere over det, end jeg gjorde i starten.
Jeg sidder ved "lånt computer", så jeg stikker af igen - inden jeg måske helt fik formuleret mine tanker ordentligt...
Men i hvert fald lige et kram til dig Amocca,
kh Snowie
>snowie
Jeg mener bestemt heller ikke at man kan sammenligne det lige over ...
Men det har gjort at jeg ikke behøver at tænke "at det nok aldrig nogensinde lykkes" - selvom det ikke har båret frugt de første 3 gange jeg har fået lagt æg op ...
Jeg er desvære voldsomt klar over at der er meget større omkostninger ved mislykkedes forsøg når vi taler IVF end når vi taler hjemlig hygge ...
Og de bekymringer man gør sig i starten - inden udredning og alt det - de går på hvornår det mon lykkes - nu går de på om det overhovedet nogensinde lykkes - der er da kæmpe forskel - og derfor er den psykiske nedtur også meget større efter et mislykket IVF end den er når man "bare" får sin mens efter at ha prøvet i et antal måneder ...
Info: Puk er der stadig.
Jeg kan godt forstå din angst søde. Den rammer også mig OFTE og det selv om vi "kun" er i gang med 2. forsøg. Men hva nu hvis tanken kommer alt for tit.
Kram til dig.
Jeg husker det godt selv efter vores 2. mislykkede forsøg. Jeg gik simpelthen i panik!! Jeg kunne ikke overskue, at der kun var 1 lille forsøg tilbage. Det var en frygtelig tid hvor jeg tudede hver dag.
Jeg er glad for at vi røg ind i deres sommerferie lukning, for der krævede det godt nok en pause inden jeg var klar til 3. forsøg...
På en eller anden måde, skal du nok blive mor. Tiden vil vise hvordan.
Kære ven.
Sikke noget møj med den blodprøve. Mit hjerte græder for dig.
Mht de tre forsøg, så behøver det ikke være slut. Mange klinikker kører forsøg, som man kan komme med på udenfor nummer - f.eks. Herlevs IMV forsøg. Det kan du osse komme med på selvom du er jyde - hvis du altså iøvrigt opfylder kriterierne. Det koster 'bare' et par togbiletter. Du kan bo hos mig, hvis du ikke har andet tag over hovdet.
Kærlige tanker
Rikke
PS. Når vi engang bliver gamle damer skal vi så ikke lave en fond til "værdige trængende barnløse til behandling"?
IVM førsåg! det hedder IVM...
Jeg har ikke nogen guldkorn at komme med, så vil bare sige, at jeg også oplever denne angst/afmagthed.
Knus
Pia
Uhh jeg kender det alt for godt. Der er nok ikke andet at gøre end at se sin skræk i øjnene. Jeg har prøvet at fortrænge og fortie, men alt andt lige bliver frygten ikke mindre af det. For det er jo et fucking faktum, at der er en risiko for, at det ikke går. Så jeg har besluttet at kaste mig ud i tænke tanken til ende. Ikke det mest morsomme, men så er jeg da ikke bange for at blive bange. Håber optimismen er tilbage hos dig. Chancen for at det lykkes er jo god!
Angsten er vel en del af det her også. Jeg kender den, og føler med dig nu hvor du sidder midt i den. For den gør da hulens ondt.
Det kræver åbenbart alverdens følelsmæssige og økonomiske test for visse mennesker før de bliver "godkendt" som forældre. Jeg håber dette er din sidste test min skat. Barnet kommer til dig en dag. Det SKAL det bare.
KRAM
PUK, som ganske rigtigt er her...
Det er sgudda også uretfærdigt at du i din situation kun får 3 forsøg.... Der er ingen chance for at de giver dig et ekstra forsøg?
Kender også godt angsten, den er kun blevet større efter sidste IUI. Glæder mig ikke til den dag jeg står med ét sidste forsøg.....
Kære Amocca
Jeg har det som du! Hver evige eneste dag på et eller andet tidspunkt rammer angsten mig med en forfærdelig styrke. Den efterlader mig lammet og stiv af skræk indtil håbet igen kommer mig til undsætning. Jeg tror ikke vi kan gøre meget andet end at gennemleve angsten indtil den ikke har magt over os længere... det og så holde fast i håbet med alt hvad vi har i os. Jeg er også bange....!
Mange varme tanker
Post a Comment
<< Home