Ligeglad?

I gør det ganske svært at være negativ og ligeglad, med jeres jublende kommentarer... Er i godt klar over det? Og det er ligesom lidt det jeg forsøger at lade som om jeg er...

Jeg har været så ligegyldig overfor det hele igennem hele stimuleringsforløbet, hvilket har resulteret i, at jeg overhovedet ikke har "levet som jeg burde", imens jeg var i forsøg...

Jeg har drukket både vin og øl i stimuleringsperioden. Jeg har ikke skåret ned på mit kaffeforbrug imens jeg har været igang. Jeg har ikke gidet at gå i gang med folinsyren og vitaminpillerne. Jeg har endda røget en cigaret i ny og næ - fy fy... I det hele taget har mit hoved været sådan lidt: What's the point? agtigt...

Og nu står jeg pludselig her med et resultat som er 100 gange bedre end jeg nogensinde før har haft, og er derfor i syv sind... Mit syge hoved mener selvfølgelig, at det er fordi jeg har "været ligeglad", så derfor bliver jeg nødt til at blive ved med at være ligeglad og ikke tænke på det...

Men i det samme jeg bevidst skal være ligeglad - så tænker jeg jo på det, ikke sandt? Og så er hele ideen med at være ligeglad jo ude af vinduet, for det er jeg jo ikke så...

Jeg svarede (løgnagtigt) ja, da lægen spurgte om jeg huskede at tage min folinsyre og mine vitaminer, så dem er jeg gået igang med nu... Jeg har skåret kaffeforbruget ned til 3-4 kopper om dagen, og jeg tager troligt mine Progestan piller... Jeg har ingen planer om at tage til fest og drikke og ryge i rugeperioden... Og så er der jeres kommentarer - som gjorde mig helt glad og varm indeni...

Lyder det som en der er glad og håber eller en der er ligeglad? For jeg synes det lyder suspekt meget som en der håber... og det var jo ligesom ikke meningen...

For hvis man er en der håber, så er der pludseligt nervepirrende lang tid til den 12. juni og blodprøven... Ikke at det er noget jeg tænker på overhovedet... Jeg er da ligeglad...?

Der er ingen der savner Hank

Konklusionen må blive, at Hanks fravær fra dette forsøg er en ganske god ting. Dette baserer jeg på, at jeg lige nu ruger på to æg, der begge har en score på 2.2 og henholdsvis 7 og 8 celler...

Til den glemsomme læser, kan jeg fortælle, at jeg aldrig i mine tidligere forsøg har haft æg der var bedre end 3.1... Så det her er et kæmpe fremskridt.

Men gaveregnen stopper ikke her! For ud af de 11 æg vi fik ud, kunne otte af dem bruges. Af disse otte blev syv befrugtet og de fem af disse syv æg havde en score på 2.2... Det betyder derfor, at ikke nok med at jeg nu ruger på to fine æg, ja så har vi også, for første gang i vores behandlingshistorie, æg i fryseren - 3 stk. for at være præcis...

Min mand kunne desværre ikke komme med på Herlev idag. Selvom vi ellers altid har haft en aftale om, at han i det mindste skulle være tilstede i rummet når jeg "blev gravid"... Men eftersom han ikke kunne være der, ja så trådte lillesøsteren ind i rollen, og endte med at blive helt rørstrømsk og insistere på, at hun nu måtte benævnes Moster Far, eftersom det var hende der var tilstede ved oplægning...

Dagens høst

Ja, det vil jo sige: gårsdagens høst... Men fik ikke lige opdateret igår, da vi tog direkte fra Herlev til min bedstemors 70 års fødselsdagsfest i Horsens... Pyyyh der er langt med en øm mave...

Nå, men lad os vende tilbage til det, jeg godt ved I egentlig er kommet for at høre om: Ægudtagningen.

Jeg har egentlig altid vidst, at der selvfølgelig var forskel på klinikkernes procedurer vedrørende disse ting, men det er egentlig ikke sådan sunket ind hvor meget forskel der er... Altså selve indgrebet er selvfølgelig det samme, men de indledende og efterfølgende øvelser varierer en del...

Foreksempel behøver man ikke møde fastende på Herlev, og der serveres kaffe og te med tilhørende mælk i venteværelset... Venflonet bliver lagt når man kommer, så i venteværelset sad vi piger på rad og række, med hver vores ventil i armen... eller det vil sige, jeg sad med et par blødende huller til at starte med, da de havde en del problemer med at få lagt venflon på mig... Men i tredje forsøg, med den tredje sygeplejerske lykkedes det da...

Der er heller intet beroligende før indgrebet, udover et par panodiler, så et kort øjeblik sad man da helt og savnede sin Halcion brandert... Men ok, der er fordele ved alt.. Og manglen på Halcion gjorde jo, at man virkelig kunne nyde morfin-rusen - så der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget, hehe...

Jeg havde undret mig, over at venteværelset var både før og efter rum, da det mestendels bestod af stole og ikke senge som man er vant til på Skejby... Men den manglende Halcion gjorde jo, at jeg var forbløffende klar i hovedet, og at vi derfor var klar til at smutte igen efter en halv time i en stol...

Mens vi sad der og så morgenbørnetv kom sygeplejersken ind og fortalte, at der havde været 11 æg - så det var jo en ganske udemærket høst må man sige...

På tirsdag skal æggene tilbage igen, såfremt der er nogen at ligge tilbage selvfølgelig. Og her kommer bagsiden ved at blive behandlet så langt væk virkelig til syne... For de ringer først omkring kl 9 og fortæller om der er æg til oplægning. Og eftersom de skal lægges op kl 11, ja så sidder jeg forlængst i toget til København på det tidspunkt... Men det er der jo ikke noget at gøre ved...

Danmark mod Sverige

Efter gårsdagens filosoferen over hørebøffer, må det være på sin plads at vende tilbage til hvordan det spænder af med forsøget på Herlev, ikke sandt?

Det føles lidt som om ugen har været en mindre landskamp mellem de danske og de svenske læger. De danske læger har været på et hold hvor "alt ser fint ud", og de svenske er på et hold hvor man er lidt mere skeptisk...

Men nu er de så endelig enige, og her til aften har jeg så taget ægløsningssprøjten. Æggene skal tages ud på lørdag. Hvor mange æg der kommer ud, kan jeg ikke helt præcist fortælle jer, for her har sverige og danmark også været uenige... Men et eller andet sted mellem 4 og 10 - så har jeg vist ikke lovet for meget...

Det her korte forsøg noget er godt nok meget nemmere, mildere og hurtigere end den lange protokol. Lige bortset fra, at det foregik i Herlev, og at jeg på grund af forsøgs-protokollen skulle scannes hver dag, så har det været til at overskue... Havde det foregået på Skejby med kun de normale scanninger, ja så havde det virkelig været "piece of cake"...

Men om det giver bedre eller dårligere resultater kan jeg endnu ikke svare på. Umiddelbart synes jeg det så ud til at gå hurtigere med ægproduktionen, men jeg endte alligevel med 12 dages stimulering, hvilket jeg også har gjort i to af mine lange forsøg... Ud over det, er æggene meget uens i størrelse, de rangere fra 10 til 20 mm. Det husker jeg ikke at have haft problemer med i nogle af de lange forsøg...

Men, det mest spændende er nu stadig om kvaliteten på æggene er anderledes i korte forsøg end i lange... Det er det jeg synes er mest interessant...

Rør mig ikke

Jeg er født i halvfjerdserne, hvor verden var en anden end den er idag.

En verden hvor narresutterne og bideringene var fulde af phtalater, hvor zinkcremen til vores numser uden tvivl indeholdt både tungmetaller og parabener, hvor legepladserne bestod af både karusseller og vipper, hvor vi åd sand direkte fra sandkassen med stort velbehag, hvor man blev sendt over til naboen for at blive smittet med skoldkopper og hvor man efterlod sine børn i barnevognen udenfor købmanden kun "beskyttet" af et lille plastichjerte med ordene "rør mig ikke"...

Og tænk engang, 30 år senere er jeg her stadig, i live og i stand til at fortælle om det... Så måske var det ikke så farligt endda... Men det var nu ikke kun for at trække denne kæphest ud af stalden, at jeg satte mig til tasterne idag...

Det var tanken om plastichjertet, der er årsagen til dagens indlæg. For, hvor ingen forældre jeg kender, idag kunne drømme om at efterlade deres barn i barnevognen uden for en butik, så bruger jeg stadig "rør mig ikke"-tricket den dag i dag...

Ikke sådan forstået, at jeg render omkring med et plastichjerte klistret på tøjet, men jeg bærer den voksnes ekvivalent hertil, på mine mange lange togrejser frem og tilbage: MP3-afspilleren og et sæt heftige ørebøffer...

Min MP3 afspiller er en iPod. Den købes komplet, med et sæt små diskrete hvide høretelefoner, som gemmer sig helt inde i øret. Hvis meningen med din MP3 afspiller er at høre musik og se smart ud samtidig er dette det rigtige valg for dig...

Derimod, hvis du - som jeg - ønsker at bære et "Rør mig ikke"-hjerte / "Jeg gider ikke tale med dig"-skilt, så er de helt helt forkerte.

I så fald er det nødvendigt at investere i et par hørebøffer, som fylder det meste af dit hoved... Hvis de ikke er synlige nok, har du kun dig selv at takke, når kvinden på hjørnet med "Vagttårnet" kontakter dig, på trods af din MP3-afspiller...

At mit fædrende ophave så mener, at jeg ender med at blive kvast i trafikken, grundet min fuldstændige mangel på høresans når jeg har dem på, er så en hel anden ting... Men der må jeg nok sige, at jeg tager chancen...

For når alt kommer til alt, så overlevede jeg en livsfarlig barndom, hvor praktisk talt alt jeg gjorde, legede med og blev udsat for, åbenbart var så farligt, at det nu er forbudt... Og siden balle- og gumme-kræft epidimien i min generation stadig lader vente på sig, ja så jeg krydser fingre for, at dette ufattelige held bliver ved med at følge mig...

Frem og tilbage

Så blev det søndag, og dermed starten på mine daglige køreture frem og tilbage til Herlev. Jeg har indlogeret mig selv ved mine forældre i Odense, så er der da sparet halvanden time om morgnen...

Dagens scanning gik fint, æggene vokser som de skal, jeg er bare lidt langsommere i optrækket end de er vant til, men ikke alarmerende. Der er 11 ægblærer derinde - så vidt jeg kunne tælle mig frem til - og de er i størrelserne 10-14 mm. Slimhinden var nu 7,5. Så der er lidt tid endnu, eller omregnet tli virkelighedens verden: der er mange daglige togture til Herlev endnu...

Har siddet og rullet tilbage i arkiverne til mine tidligere forsøg - og det ser ud til, at min ægproduktion er glad for at slippe for nedreguleringen... Selvom det går langsommere end Herlev havde forventet, så går det hurtigere end det plejer for mig.

Hank er ikke genopstået heller, han er jo trods alt et produkt af nedreguleringen, tilgengæld er jeg ikke super pjattet med det der Orgalutran noget... Een ting er at det klør når man sprøjter det ind, men det giver desværre også hovedpine og kvalme... især kvalmen er jeg plaget af... Men sådan er det jo, jeg er jo en stor fan af at tilrane mig samtlige bivirkninger jeg kan få...

Jeg er nu på Herlev dagligt, på grund af forsøgsprotokollen, som kræver dette... Om det bliver til daglige kedelige indlæg om ægstørrelser og slimhindetykkelser, kan kun tiden vise...

Skiltet

Når man står af elevatoren på 14ende etage på Herlev Hospital, bliver man mødt af nogle fine lyseblå skilte, der peger en i retning af de forskellige afdelinger.

Det er jo en god ting, at vejlede sine patienter. Men jeg må være ærlig og sige, at jeg er så plat, at jeg første gang jeg så dem lo højt ,og siden hen småfniser hver gang jeg går forbi....

Jeg ville have taget et billede til jer, men min mobiltelefons kamera er simpelthen for ringe til at gengive det ordentligt, så I må nøjes med min rekonstruktion her:

Jeg ved ikke om skilte-opsætteren forstod ironien, men jeg værdsætter hans arbejde....

Great Eggspectations...

Endnu en tur på tværs af det danske rige. Endnu en tur i stigbøjlerne på 14ende etage på Herlev...

Lægen var svensk, det kunne han jo ikke gøre for, og tydeligt skuffet over mine æg. Det er 5. stimuleringsdag, og jeg synes måske ikke at forventningerne burde have været særligt store... Men åbenbart er de vant til, at deres forsøgspatienter allerede er klar til få taget æg ud omkring dag 9...

Der måtte jeg jo så skuffe ham grumt. For det småral, der sidder og dingler i mine æggestokke, er hverken helt eller halvt klar til at tage nogen steder hen endnu... Slimhinden lå på en knap 7, og ingen af folliklerne var over 9 mm...

Jeg er nu startet på Orgalutran-indsprøjtninger, som skal hæmme ægløsning. De skal sprøjtes ind i låret, så det er da noget jeg alrig har prøvet før... spændende... eller noget... hmmm.... måske ikke... Men hvorfor klør det? Det svier ikke på samme måde som Pregnyl, det klør... inde under huden... mærkeligt...

Standardpakningen er kun på 4 sprøjter. "Men hvis du ikke er klar på dag 9, må vi jo udlevere nogle flere...", konstaterede sygeplejersken...

Og det har hun jo ret i...

Ud og se med DSB

7 timers transport for en gynækologisk udersøgelse, 4 blodprøver og to indsprøjtninger. Lyder der som en god deal?

Nå, men hvem skulle tisse lige da hun ankom til sygehuset? Og 5 minutter senere, hvem bliver så bedt om at frembringe en urinprøve? ups. Nå, men eftersom prøven var for at teste om jeg var gravid... ja,så endte vi med at skippe den, eftersom det jo er en fysisk umulighed...

Sjovt som ting hænger ved egentlig... Jeg samlede, loadede og injicerede mig selv med Puregon pennen i løbet af ca 4 nanosekunder... Så selvom det er længe siden, er det åbenbart lidt ligesom at cykle...

Det går godt nok hurtigt det her kort protokol. Jeg fik min mens igår og idag er jeg så igang. Ingen ventetid, ingen nedregulering, ingen Hank...

Nu har jeg et par dage herhjemme, før jeg på torsdag endnu engang skal ud og se med DSB...

Første spadestik - med blandede følelser...

Var det ikke noget i den retning Gitte mente denne post burde hedde?

For nu er mens kommet, så på søndag - altså faktisk imorgen - tager jeg til Herlev og så ruller snebolden... Hvordan jeg har det med det, det vender vi lige tilbage til, for først har jeg vist et mindre hængeparti med hensyn til at fortælle lidt om forsøget, hvad det gik ud på og sådan...

Kort fortalt, handler det vist mest af alt om at gøre livet lidt nemmere for os piger i behandling. Det nye stimuleringsmedicin gives som en depot-indsprøjtning, der holder i en uge. Så altså ingen daglige indsprøjtninger, hvilken vi jo må medgive er en god ting, ikke sandt...

Jeg slipper dog ikke for daglige indsprøjtninger, idet forsøget er sådan et "blind" forsøg, hvor halvdelen af deltagerne får det nye stof og den anden halvdel får Puregon. Det vil sige, at vi alle sammen får lagt et depot den første dag, og herefter tager daglige indsprøjtninger.

De der får det nye stof, får selvfølgelig et rigtigt depot, og tager herefter saltvandsindsprøjtninger hver dag. De der er på Puregon, får et saltvandsdepot og tager herefter Puregon indsprøjtninger hver dag...
Vi bliver fulgt meget meget tæt - da medicinalfirmaet jo betaler gode kroner for det her - så turene til Herlev bliver desværre mange og ofte...

Og hvordan har jeg det så med det hele? Svært! Det er nok det mest passende svar. Jeg har stadig ikke lyst. Og som dagene går og det hele rykker tættere og tættere på, går det mere og mere op for mig, at jeg faktisk var blevet klar til adoption, sådan helt uden selv at vide det...

Og det betyder, at alt i min krop fortæller mig, at dette her er forkert! At det ikke er sådan her vi skal have børn, at jeg slet ikke har lyst til at gennemgå det her, at jeg slet ikke har lyst til at blive gravid...

Adoption er desværre ikke en mulighed lige nu. For havde det været det, er der slet ingen tvivl i mit sind om at dette her var blevet droppet. Men sådan skulle det ikke være...

Gudskelov er det et forsøg på kort protokol, så tidshorisonten er til at overskue. I øjeblikket er min største bekymring egentlig, om det hele kommer til at falde sammen med min venindes 30 års fødselsdag og min bedstemors 70 års fødselsdag...

For det der med den korte protokol og den med at vi bliver fulgt så tæt gør nemlig, at jeg forudser seriøse problemer med at kombinere det hele pga. de mange lange ture til Herlev og tilbage... Jeg har prøvet at flytte forsøget en måned, men det var ikke en mulighed. Dette gjorde, at jeg seriøst overvejede at aflyse forsøget, men nu gør jeg det altså alligevel...

Jeg kan ikke svare på hvordan det her ender, og hvor mærkeligt det end er at skrive, efter næsten 4 års jagt på en positiv test, ja, så kan jeg faktisk heller ikke svare på hvordan jeg helst så det ende...