Eksamensforsøg

Så blev det mandag og ugens første eksamen blev overstået. Så nu har jeg altså været til skriftlig eksamen i Business Intelligence og Data Mining. Hvordan det gik, spørg I? Tjaaa.... Jeg tør ikke rigtigt udtale mig for at være ærlig.

Dagen startede ellers rigtig godt... Jeg havde nemlig forlagt min pung, så kunne ikke producere et studiekort - hvilket er et krav man skal fremvise for at få lov til at gå til skriftlig eksamen. Men efter lidt ævl og kævl fik jeg dog lov til at komme ind alligevel... Tænk engang, at man ligefrem skal ende med at tigge om at få lov til at komme til eksamen *ruller med øjnene*...

Alt jeg kan gøre nu, er at vente på resultatet og håbe på, at jeg har svaret godt nok til et 6-tal... Andet er der ikke rigtigt at gøre nu. udover at gøre mig psykisk klar til onsdagens eksamen Organisation og Ledelsesformer selvfølgelig...

Fortsættelse følger onsdag eftermiddag...

Og så var det onsdag. Og jeg fik overstået endnu en eksamen. Og når man nu tager i betragtning, at jeg ikke har læst, og har store kvaler med at læse, forstå, koncentrere mig osv. så synes jeg egentlig det gik ganske udemærket idag...
Jeg føler mig rimeligt sikker på, at jeg har gjort det godt nok til at hive den op på et 6-tal...

Efter eksamen var der møde vedrørende eksamensforholdene - som har været under al kritik. Huhadada... Det er vist så tæt på lynch-stemning som jeg nogensinde har været tilstede ved... Nå, men så der gud ske tak og lov kun een tilbage... Men den frygter jeg nu stadigvæk...

Nu må vi se... Vender tilbage fredag.

Og så orkede jeg ikke lige at opdatere igår da jeg kom hjem fra arbejde. Men jo jeg fik jo taget den sidste eksamen igår, så nu er der ikke flere eksaminer i år. Kun opgaven der skal afleveres i slutningen af december...

Jeg ved ikke hvordan det gik. Jeg er ret sikker på, at jeg består den i onsdags, de to andre er jeg mere usikker på... Men nu må vi se...

Jeg får svar i løbet af en 4 uger, så hvis I går og overvejer hvad I skal købe mig i julegave... Ja, så ønsker jeg mig tre 6-taller...

Stress

Psykisk stress siger de kloge.

En diagnose altså. Men ikke en særlig fed en, og heller ikke rigtigt en jeg kan bruge til ret meget, desværre. Jo, altså, jeg kan bruge den til at finde ud af, at jeg ikke er en nar, der ikke bare kan tage sig sammen. At min manglende evne til at gøre noget som helst, faktisk har en dybereliggende årsag...

Ifølge de kloge, skelner kroppen ikke mellem fysisk og psykisk stress. Den giver de samme reaktioner, lige meget hvordan den er blevet stresset.
Og reaktionerne er, ifølge Sundhedsguiden, som følger i de to nedenstående tabeller. Jeg har opsat dem således, at de ting der står i venstre kolonne, er de tegn jeg kan ”prale” af. De ting der står i højre kolonne er jeg, 7-9-13, ikke plaget af:

Og hvad kan man så gøre ved det, spørger man sig selv. I hvert fald hvis man er en handlingsperson som jeg (plejede at være). Og det er her det bliver en lille smule tricky.

For selve behandlingen af stress bunder i virkeligheden i at udforske årsagen til stressen og derefter en omlægning af hverdagen...

Øøøhm, ja, ok. Det lyder jo nemt nok!

Årsagen til stress? Mit bedste bud: 3 års barnløshed, med dertilhørende behandling og negative forsøg.
Så det er altså det vi skal have ændret på... men det kan man jo ikke for filan! Sket er sket og situationen er stadig den samme. Jeg er stadig barnløs, nu blot uden behandling...

Hvad gør man så?

Det er altså svært – for ikke at sige umuligt – at ændre på de tilstande, der har forårsaget stressen. Vi kan jo ikke ændre på, at vi har været i behandling, hvordan jeg har haft det under behandlingen, eller det faktum at vi stadig er barnløse efter 3 års forsøg på at skabe en familie.

Så må vi i stedet kigge på min dagligdag og se på hvilke ting der er værst for mig lige nu. Og det er med 100% sikkerhed mit studie. Det stresser mig ekstremt. At det stresser mig, hænger sammen med ovenstående reaktioner på stress, for pga. de ovenstående reaktioner, er det praktisk talt umuligt for mig at læse og forstå mine lektier og at følge med i undervisningen. Hvilket gør, at jeg føler mig endnu mere dum og utilstrækkelig... tal om en ond cirkel...

Det er vitterligt sådan, at når jeg forsøger at læse lektier, så kan jeg læse de samme 4 linier igen og igen, uden at forstå hvad der står, eller tage det ind. Dette gør mig til sidst så frustreret og vred og ked af det, at jeg begynder at græde og derefter giver op.

Det er selvfølgelig et rigtigt rigtigt dumt tidspunkt for det her lige nu – men på den anden side, gad vidst om der nogensinde er et godt tidspunkt at få stress på? Jeg skal til eksamen på mandag, og på onsdag, og på fredag... Jeg skal aflevere semesteropgave inden jul... Og så skal jeg skrive speciale...

Så det bliver altså meget svært at ændre på situationen, det er måske derfor jeg har det lidt svært med en diagnose, for hvad kan jeg så bruge den til?

Om beskidte te-skeer og andre katastrofer i min dagligdag

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så er jeg gået lidt i stykker inde i mit hoved, og det har været ret svært for mig at få noget formuleret vedrørende det. For jeg forstår det ikke helt selv, og så er det svært at formidle det videre...

Gået i stykker-heden udmønter sig på en sådan måde, at jeg går i spåner over de mindste uforudsete ting. Det vil sige, at småting vokser voldsomt ud af proportioner og ender i voldsomme grådanfald uden nogen former for bevidst styring fra min side...

Det er egentlig lidt af et paradoks, at jeg i lange tider ikke har kunnet græde og dermed få min sorg ud, og at jeg nu, et år senere pludselig kan få en hel masse tårer ud, om end de ikke – direkte – handler om sorgen over barnløsheden...

For når jeg siger den mindste ting, så mener jeg virkelig den mindste ting...

Den anden dag kom min mand hjem til en kone, der sad grædende i mørket i stuen og som svar på hvad der var galt, var alt hun hikstende kunne få ud, at der ikke var flere rene te-skeer da hun skulle lave kaffe...

Og jeg kan ikke længere bruge undskyldningen: jeg er på hormoner... For her i starten af november, er det 1 år siden vi gik i gang med nedreguleringen til sidste forsøg.*

I dag bestemte jeg mig for lidt selvforkælelse, så efter en dejlig frokost på en cafe med min veninde tog jeg ind for at tage sol. I spejlet på indersiden af døren i kabinen opdagede jeg til min skræk, at mit psoreasis-halløj på armene er kommet tilbage. Så kunne jeg jo græde lidt over det i stilhed mens jeg lå i solariet...

Det korte af det lange er, at jeg føler mig komplet uduelig og som en fiasko. Jeg orker intet. Jeg kan ikke læse lektier, ikke gå i skole, ikke gøre rent, ikke lave mad, ikke bestå mine eksaminer, ikke nå at skrive mit speciale inden jeg løber tør for SU, ikke lave børn, ikke gøre min mand til far, ikke overskue at købe julegaver, ikke overskue julen med al dens familieræs, ikke overskue noget som helst faktisk...

Og skulle det lykkes mig at bestå mine eksaminer, skrive min semesteropgave og bestå den og få skrevet mit speciale i tide, så kan jeg umuligt få et job, for jeg er jo elendig og uduelig...

Ja, så det går godt her i hytten! Vi lever i kaos, med en kone der græder og græder og græder og græder, over beskidte te-skeer, over vasketøj glemt i maskinen, over psoreasis på armene, over manglende balsam, over lektier hun ikke får lavet og over at hun græder konstant...


* Ikke fordi det er noget jeg går rundt og tænker på, hmmm.....

Novembers himmel er så grå

Så blev det november og vinter i Århus. Himlen er grå og tung og fuld af sne. Den passer ganske udemærket til den stemning der ligger over os her i lejligheden og præger mit sind og humør i disse dage...

Jeg er gået lidt i stykker inde i hovedet, og vil gerne skrive noget om det, men det er svært at få formuleret.

Måske er jeg ikke den eneste med dette problem, for blogland ligger godt nok øde hen i disse dage. Måske er vi alle gået i hi?

Nå, men altså ingen spændende indlæg herfra lige nu.

Jeg vil nøjes med at ønske jer en god november. Ok billedet er måske ikke helt repræsentativt. Vi har endnu ikke Narnia-lignende tilstande, men det har da sneet hele morgnen...