Nederlag - tur retur

Følelsen af nederlag er stærk i disse dage. Følelsen af at være en fiasko, som kvinde - som menneske. Ikke at kunne det, som jeg sådan rent fundamentalt er lavet til at kunne - formere mig, føre arten videre.
Denne følelse, som jeg sad fanget i efteråret forrige år, men som jeg troede var et overstået kapitel, er vendt tilbage for fuld styrke i den sidste tid.

Og som bølger ruller følelsen ind over mig, hver gang jeg bliver mindet om min egen utilstrækkelighed og min krops forræderi. Og påmindelserne er der konstant, hver gang jeg bevæger mig ud af lejligheden, tænder fjernsynet eller logger på min computer. Det er nemlig moderne at få børn. In at være en familie. Hipt at være mor.

De gravide maver, barnevognene, småbørnsfamilierne fylder lige pludselig vanvittigt meget i gadebilledet igen. Endnu en følelse og tilstand jeg troede var borte, overstået. Men jeg tog fejl.

Det er ikke noget så simpelt som misundelse eller bitterhed der fylder mig på en tur ned af strøget i Århus. Det er åndenød, klaustrofobi og en dyb fysisk smerte i mellemgulvet. En følelse af angst, som jeg kan forestille mig, ville flyde gennem kroppen hvis man svømmer blandt sultne hajer - men uden den efterfølgende lettelse når man er sluppet derfra i et stykke.

For man slipper aldrig fra det i et stykke, det er der problemet ligger. Hver eneste af disse møder, disse påmindelser af hvad jeg ikke har, hvad jeg ikke kan få, hver og et er endnu et slag på en sjæl der allerede er i tusinde stykker.