Klichéernes kliché

Som barnløs må man ligge øre til en hulens masse historier og forslidte klichéer fra omverdenen. Det er utroligt så mange mennesker der kender nogen, der kender nogen, for hvem det lykkedes det øjeblik de ”bare slappede af”, ”tog på ferie”, ”satte huset i stand”, ”tænkte på noget andet” osv. Men den største kliché af dem alle, klichéernes kliché om man vil, er: Køb en hund.

Utroligt men sandt, hunde indeholder åbenbart et hormon som gør at, ellers sterile kvinder pludseligt bliver spontant gravide, hvis man ellers skal tro historierne. Eller… Nej ok, måske ikke. Måske er jeg bare gammel og bitter og har hørt den fantastiske fortælling om naboens søns mælkemands datter et par gange for meget… hvem ved?

Nå, men hvorom alting er, så for ikke så længe siden, et andet sted på internettet, viste Gitte billeder af sin lille nye babyattrap hundehvalp.


Dette, sammenholdt med, at Freudika også synes at have fået nyt mål i livet siden hun fik sin bette Tulle hjem, satte tankerne i gang i lejligheden i Århus. Min kære mand – som ellers er modstander af konceptet kæledyr (pyntevildt mener jeg hans ord er for sådanne tingester) – mente, at det måske faktisk ville være en fantastisk ide at få en hundebaby, når vi nu ikke kunne få en babybaby.

Og det blev undersøgt. Kontrakten på vores lejlighed skriver på intet sted, at vi ikke må holde husdyr i ejendommen, hvilket undrede os begge, da vi var sikre på at det forholdt sig sådan. Men det stod der jo ikke, så der gik en weekend med glade spekulationer, med søgning på hundehvalpe på nettet – og med en glædelig forventning indeni, som jeg ikke kan huske sidst jeg havde. Bare tanken om den lille hund gjorde mig gladere end jeg har været i årevis.

Mandag morgen ringer jeg til udlejer – dette var mandens krav, han synes vi skulle dobbelttjekke, da ingen – hverken os eller hund – kunne være tjent med, hvis de efter få måneder forlangte at vi skulle skille os af med den igen. Og mandag morgen bringer nedtur.
Udlejer mener at det må være en fejl i vores kontrakt, og at det på ingen måde kan komme på tale. Og jeg begynder at græde og må mere eller mindre smække røret på. Så ingen hund til os. Ingen babybaby og ingen hundebaby.

Og nu kan det måske undre, hvorfor jeg skriver et indlæg, om noget der alligevel ikke blev til noget. Men måske skrev jeg det for at huske hvor glad jeg var – kortvarigt ja – men det må være et tegn på, at det faktisk er muligt engang at blive glad igen.

Om det så er fordi vi kommer til at leve op til alle klichéerne eller ej. Det er en mulighed, at jeg en dag vil kunne komme til at glædes over ting igen, at se frem til ting igen, at være glad igen. Og det er da noget!