Tabt bag af en vogn

Jeg ved godt der har været stille herinde længe, men det hænger sammen med, at jeg egentlig synes at jeg efterhånden havde fået sluttet fred med det hele... Jeg var nået dertil, hvor jeg enddog var begyndt at tænke på alternativer....

"Hvis vi ikke får børn, vil jeg..." Den sætning har jeg sagt flere gange i den sidste tid uden nævneværdige smerter eller følelser...

Så det gik så godt... Men lige nu er klokken halv fire om morgnen en nat mellem onsdag og torsdag. Min iTunes spiller stille musik og jeg kan ikke holde op med at græde... Og jeg kan ikke helt forklare hvorfor jeg græder... Det er vist ikke en portrættering af en person der har det godt, vel?

Poul Krebs synger for mig: "Jeg har aldrig valgt at leve mit liv sådan som jeg gør, det er bare lige så stille blevet lige præcis sådan her..."

Og det er nok det der er problemet, jeg er kontrolfreak, og hele mit liv er ligesom skredet ud i svinget... Da projekt baby faldt af vognen tog det ret meget andet med sig...

Og nu går jeg her langs vejen og forsøger at samle det hele op, selvom det er alt for meget at bære på gåben og vognen for længst er ude af syne...

History repeating

Jeg synes jeg har været her før. Og jeg har ret. Jeg har været her før. Set disse følelser, denne angst, denne vrede i øjnene før. Og det gør mig ked af det, at det er min egen fejl at jeg står her igen. For jeg kunne have undgået det.

“Those that fail to learn from history, are doomed to repeat it.”
Winston Churchill

Jeg kunne have fortsat på den rute jeg havde taget og haft det godt, men i stedet valgte jeg at vende om og foretage den samme fejl igen. Grave alting op igen. Uden tanke på, at når man har sagt A må man også sige B. Og hvis A var behandling, så var B alle de ting der følger med...

Angsten, vreden, smerten. Alle de forbandede følelser jeg ikke kan kontrollere eller styre. Nu er de igen overalt, de gravide maver, barnevognene og forældrene med de bitte små børn. De har hele tiden været der, det ved jeg godt, men jeg har ikke bemærket dem synderligt i lang lang tid. Men nu er de overalt igen. Og jeg føler indædt vrede mod dem. Og mod mig selv.

Kroppens forræderi er blevet klart for hjernen, og vreden mod den er vendt tilbage. Tankerne om at straffe den, om at fjerne det hele, er vendt tilbage. Smerten over situationen er vendt tilbage. Den har heller aldrig været væk, men den har været begravet sammen med drømmen, i hi, og jeg har haft det godt uden den. Men nu er den her, stor og altoverskyggende, i følgeskab med vrede og misundelse.... og angsten for at det aldrig lykkes...

Men måske havde jeg slet ikke valget, måske havde jeg slået drømmen ihjel for hurtigt, måske var jeg slet ikke klar til at lade den hvile i fred?

“It is not worthwhile to try to keep history from repeating itself, for man's character will always make the preventing of the repetitions impossible”
Mark Twain

Jeg ved det ikke. Men jeg ved heller ikke om jeg synes det var det værd at grave den op. For jeg havde det ganske udmærket for et par måneder siden. Det har jeg ikke nu... Så måske skulle man have ladet det der var dødt, forblive dødt...

Og med risiko for at være rigtigt cheesy, vil jeg tillade mig at afslutte disse citater fra store mænd, med en linie fra noget knap så grandiøst, nemlig filmen Cocktail fra 1988.

”Coughlins Law: Bury the dead – they stink”

Skal I have noget med?

Er desværre gået i koma... vender forhåbentlig tilbage snart...

Stress

Psykisk stress siger de kloge.

En diagnose altså. Men ikke en særlig fed en, og heller ikke rigtigt en jeg kan bruge til ret meget, desværre. Jo, altså, jeg kan bruge den til at finde ud af, at jeg ikke er en nar, der ikke bare kan tage sig sammen. At min manglende evne til at gøre noget som helst, faktisk har en dybereliggende årsag...

Ifølge de kloge, skelner kroppen ikke mellem fysisk og psykisk stress. Den giver de samme reaktioner, lige meget hvordan den er blevet stresset.
Og reaktionerne er, ifølge Sundhedsguiden, som følger i de to nedenstående tabeller. Jeg har opsat dem således, at de ting der står i venstre kolonne, er de tegn jeg kan ”prale” af. De ting der står i højre kolonne er jeg, 7-9-13, ikke plaget af:

Og hvad kan man så gøre ved det, spørger man sig selv. I hvert fald hvis man er en handlingsperson som jeg (plejede at være). Og det er her det bliver en lille smule tricky.

For selve behandlingen af stress bunder i virkeligheden i at udforske årsagen til stressen og derefter en omlægning af hverdagen...

Øøøhm, ja, ok. Det lyder jo nemt nok!

Årsagen til stress? Mit bedste bud: 3 års barnløshed, med dertilhørende behandling og negative forsøg.
Så det er altså det vi skal have ændret på... men det kan man jo ikke for filan! Sket er sket og situationen er stadig den samme. Jeg er stadig barnløs, nu blot uden behandling...

Hvad gør man så?

Det er altså svært – for ikke at sige umuligt – at ændre på de tilstande, der har forårsaget stressen. Vi kan jo ikke ændre på, at vi har været i behandling, hvordan jeg har haft det under behandlingen, eller det faktum at vi stadig er barnløse efter 3 års forsøg på at skabe en familie.

Så må vi i stedet kigge på min dagligdag og se på hvilke ting der er værst for mig lige nu. Og det er med 100% sikkerhed mit studie. Det stresser mig ekstremt. At det stresser mig, hænger sammen med ovenstående reaktioner på stress, for pga. de ovenstående reaktioner, er det praktisk talt umuligt for mig at læse og forstå mine lektier og at følge med i undervisningen. Hvilket gør, at jeg føler mig endnu mere dum og utilstrækkelig... tal om en ond cirkel...

Det er vitterligt sådan, at når jeg forsøger at læse lektier, så kan jeg læse de samme 4 linier igen og igen, uden at forstå hvad der står, eller tage det ind. Dette gør mig til sidst så frustreret og vred og ked af det, at jeg begynder at græde og derefter giver op.

Det er selvfølgelig et rigtigt rigtigt dumt tidspunkt for det her lige nu – men på den anden side, gad vidst om der nogensinde er et godt tidspunkt at få stress på? Jeg skal til eksamen på mandag, og på onsdag, og på fredag... Jeg skal aflevere semesteropgave inden jul... Og så skal jeg skrive speciale...

Så det bliver altså meget svært at ændre på situationen, det er måske derfor jeg har det lidt svært med en diagnose, for hvad kan jeg så bruge den til?

Om beskidte te-skeer og andre katastrofer i min dagligdag

Som jeg nævnte i sidste indlæg, så er jeg gået lidt i stykker inde i mit hoved, og det har været ret svært for mig at få noget formuleret vedrørende det. For jeg forstår det ikke helt selv, og så er det svært at formidle det videre...

Gået i stykker-heden udmønter sig på en sådan måde, at jeg går i spåner over de mindste uforudsete ting. Det vil sige, at småting vokser voldsomt ud af proportioner og ender i voldsomme grådanfald uden nogen former for bevidst styring fra min side...

Det er egentlig lidt af et paradoks, at jeg i lange tider ikke har kunnet græde og dermed få min sorg ud, og at jeg nu, et år senere pludselig kan få en hel masse tårer ud, om end de ikke – direkte – handler om sorgen over barnløsheden...

For når jeg siger den mindste ting, så mener jeg virkelig den mindste ting...

Den anden dag kom min mand hjem til en kone, der sad grædende i mørket i stuen og som svar på hvad der var galt, var alt hun hikstende kunne få ud, at der ikke var flere rene te-skeer da hun skulle lave kaffe...

Og jeg kan ikke længere bruge undskyldningen: jeg er på hormoner... For her i starten af november, er det 1 år siden vi gik i gang med nedreguleringen til sidste forsøg.*

I dag bestemte jeg mig for lidt selvforkælelse, så efter en dejlig frokost på en cafe med min veninde tog jeg ind for at tage sol. I spejlet på indersiden af døren i kabinen opdagede jeg til min skræk, at mit psoreasis-halløj på armene er kommet tilbage. Så kunne jeg jo græde lidt over det i stilhed mens jeg lå i solariet...

Det korte af det lange er, at jeg føler mig komplet uduelig og som en fiasko. Jeg orker intet. Jeg kan ikke læse lektier, ikke gå i skole, ikke gøre rent, ikke lave mad, ikke bestå mine eksaminer, ikke nå at skrive mit speciale inden jeg løber tør for SU, ikke lave børn, ikke gøre min mand til far, ikke overskue at købe julegaver, ikke overskue julen med al dens familieræs, ikke overskue noget som helst faktisk...

Og skulle det lykkes mig at bestå mine eksaminer, skrive min semesteropgave og bestå den og få skrevet mit speciale i tide, så kan jeg umuligt få et job, for jeg er jo elendig og uduelig...

Ja, så det går godt her i hytten! Vi lever i kaos, med en kone der græder og græder og græder og græder, over beskidte te-skeer, over vasketøj glemt i maskinen, over psoreasis på armene, over manglende balsam, over lektier hun ikke får lavet og over at hun græder konstant...


* Ikke fordi det er noget jeg går rundt og tænker på, hmmm.....

Novembers himmel er så grå

Så blev det november og vinter i Århus. Himlen er grå og tung og fuld af sne. Den passer ganske udemærket til den stemning der ligger over os her i lejligheden og præger mit sind og humør i disse dage...

Jeg er gået lidt i stykker inde i hovedet, og vil gerne skrive noget om det, men det er svært at få formuleret.

Måske er jeg ikke den eneste med dette problem, for blogland ligger godt nok øde hen i disse dage. Måske er vi alle gået i hi?

Nå, men altså ingen spændende indlæg herfra lige nu.

Jeg vil nøjes med at ønske jer en god november. Ok billedet er måske ikke helt repræsentativt. Vi har endnu ikke Narnia-lignende tilstande, men det har da sneet hele morgnen...

Hvid jul, rød jul, who cares....

Den 22. december lavede jeg et tidligt nytårsfortsæt, eller dvs. det var mere et julefortsæt, nemlig, at jeg ville drikke mig godt og grundigt beruset hver eneste dag indtil jeg skulle møde på arbejde d. 27. december.

Det har gået rimeligt i de sidste par dage, med at opfylde dette fortsæt, men i dag halter det dog lidt, det vil jeg dog forsøge at råde bod på om muligt....

Jeg håber I andre nyder helligdagene og julen.

- hvad enten den er hvid eller rød...

Glædelig jul

Da jeg i tankerne opridsede dette indlæg i tirsdags, skulle det have været med en relativ positiv indgangsvinkel, hvor jeg ønskede os alle en glædelig jul og en masse dobbeltstregede graviditetsteste, og snakkede lidt om hvor spændt jeg var på om jeg mon begyndte at bløde eller ej denne gang...

Men nu er det fredag, og julestemningen kan ligge på et meget lille sted. Der er ingen sne i landskabet udenfor, det eneste der drypper med uvigelig sikkerhed er blod blandet med progestan* (yummi for en beskrivelse Amocca - der fik du lige sorteret ud i læserskaren...).

Igår tudbrølede jeg i takt med julecd'en på stereoanlægget, i 6 stive timer. Om aftenen drak jeg en ½ flaske vin og tudede lidt mere. Jeg har fået så mange søde emails, sms'er, blogkommentarer, blomster og gaver, at man skulle tro jeg netop var kommet hjem efter et længerevarende hospitalsophold. Mange tak til jer alle sammen, det varmer at vide, at der sidder så mange mennesker i det ganske danske land der tænker på een.

Lige før starten gik til dette forsøg, skrev jeg følgende i et indlæg her på bloggen:

Skrækslagen for at jeg ikke kan udholde og overleve denne smerte uden at gå i tusinde stykker? Og hvis jeg går i tusinde stykker, kan skårene så limes korrekt sammen igen? Hvad nu hvis det går galt og jeg aldrig finder mig selv i skårene igen?

Igår i min altfortærende sorg var jeg bange for, at jeg havde haft ret. Men i dag ser tingene allerede bedre ud. Jeg er stadig ked af, ingen tvivl om det, men min elskede mand er jo hos mig - og med ham ved min side, der kan jeg klare alt, så må vi se hvad fremtiden bringer.**
Ja, jeg er gået i stykker, og jeg bliver aldrig den samme igen, et forløb som dette vil nødvendigvis forandre en person. Men selvom jeg måske nok er forandret, så håber og tror jeg på, at jeg kan finde noget jeg kan genkende og holde af i skårene.

Jeg fik en email i går, der snakkede om ovenstående blogindlæg, om at gå i tusinde stykker. Hun sendte mig følgende citat med, som jeg synes er meget smukt og rammende i lige denne sammenhæng:

'there is a crack in everything, thats how the light gets in'

Nu vil jeg slutte af med at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul og sige mange tak for jeres ord, krammere og tanker til mig og min mand.

_________________________________

*Jeg har i øvrigt testet - fordi jeg er en 'sucker for pain' og den er selvfølgelig negativ.

**Vi har bestemt, at vi ikke tager nogle definitive beslutninger om vores videre forløb, før vi når januar.