Min mors datter

Da jeg var barn havde min mor altid travlt. Hun var mor til to, kone og familieoverhoved. Hun var lærer i et fuldtidsjob og underviste 5 gymnastikhold i sin fritid. Hun arrangerede julekalendre, adventsgaver, familiekomsammen, vi børns fritidsinteresser, skolefester, elevprojekter, lærersamarbejde, gymnastikopvisninger osv. osv.
Hun var kort sagt Superwoman! Indtil hendes krop en dag sagde stop og al denne stress manifesterede sig selv fysisk ved en livstruende dobbeltsidet lungebetændelse...

Idag har jeg været hos Anni Fedder og få sat nåle i. Hun siger at jeg har "kulde i kroppen", hvilket er grunden til, at jeg fx har så ondt ved mens, og min blodcirkulation ikke ligefrem er fremragende. Men det vil hun jo så prøve at rette op på, det må vi så se om virker...

Efter nålene er sat i, skal man jo ligge en halv times tid helt i ro og slappe af. Det er jeg ikke god til. Jeg føler mig ineffektiv og uproduktiv. Men eftersom man jo skal ligge der prøvede jeg i tankerne, at gennemgå:

• I LFUB/BIB regi: mit oplæg til i morgen på skejbys informationsmøde, hvordan scanningen mon går på fredag, hvilke LFUB ting vil være mest virksomme i Skejby's venteværelse, får jeg mon lov til at få folderen med i papirerne sygeplejerskerne udleverer til sygeplejerskekonsultationen, mon akupunktur vil virke virke på mig, hvornår mon æggene er klar, vil det virke denne gang...

• I skole regi: hvilke ting vi mangler at gøre i vores eksamensprojekter, hvad skal jeg have ordnet inden min gruppe kommer til møde imorgen tidlig, hvad skal jeg bage af lækkerier de kan få at spise mens de er her...

• I privat regi: hvilke regninger der skal betales, hvad jeg skal have købt ind i Fakta, hvad der skal ordnes og ryddes op, at jeg skal have skiftet sengetøj, hvem jeg skal have skrevet breve til, hvem jeg skal have e-mailet, om der mon er noget vigtigt i min mailbox som jeg ikke kan komme til, fordi min mail er gået i kuk, hvad jeg skal lave til aftensmad i aften osv. osv...
  

Anni kommer ind og ser til mig og udbryder: "du slapper jo ikke af". Det synes jeg da nok jeg gjorde, men jeg kunne da godt lige køre de her par ting igennem i tankerne imens jeg slappede af...

Nu er jeg så hjemme i sofaen, jeg fik at vide at jeg skulle gå hjem og tage en slapper i en halv times tid - og jeg lover at jeg slapper af, det kan man altså godt selvom man skriver et blogindlæg - så det er ordineret sofaligning jeg har gang i her...

Men det har da fået mig til at tænke lidt på, at jeg måske skal huske mig selv en gang imellem. For selvom jeg godt synes jeg kan nå det hele, og gerne vil være der for mange mennesker, så skal jeg nok også være opmærksom på, at jeg ikke superwoman - jeg er min mors datter...

Sangen om mig

Af grunde jeg ikke kan forklare har jeg i de sidste 3 dage haft en Bølle Bob sang på hjernen. Jeg nynner den konstant, eller synger den under bruseren. Og eftersom den ikke vil forsvinde, går jeg ud fra at det er fordi den har noget at fortælle mig...

I en let revideret udgave ser den således ud:

"Jeg er træt,
Så grusom træt.
Jeg er færdig,
Jeg har ikke flere kræfter.
Jeg er led og ked af det hele,
Lad mig sidde for mig selv,
For jeg gider altså ikke være med mere"

Skræmmende nok, kunne vi omdøbe denne sang til "Sangen om Amocca" - den opsummerer det hele ganske glimrende. For jeg gider ikke mere. Jeg er så træt af det hele, og orker intet længere. Er derfor glad for, at det snart får en ende på den ene eller den anden måde.

Jeg ved godt, at dette ændrer sig - at hvis dette forsøg ender negativt, så er jeg ikke glad for at det er slut, men lige nu og her... Der kan jeg kun erklære mig enig med denne dumme børnesang fra slutningen af halvfjerdserne: Jeg er færdig, jeg har ikke flere kræfter - så lad mig være i fred!

Mine tarmes hemmelige liv

Jeg blev scannet igår, af Jakob himself. "Du kender jo proceduren efterhånden", sagde han til mig da jeg kom ind. Det kunne jeg jo kun give ham ret i.
Men det havde ikke forhindret mig i at glemme, at Skejby har ændret deres procedurer, så vi alle sammen starter optur om torsdagen, da det er nemmere administrativt set, så opturen startede altså ikke igår, som jeg før har skrevet. Denne forglemmelse var jeg dog blevet gjort opmærksom på, af en anden "skejbo" før scanningen...

Nå, men tilbage til undersøgelsen. Æggestokkene var fine og tomme - ingen cyster i sigte heller, og livmoderslimhinden var helt tynd og klar. Og mens han sidder der og scanner siger han: "Og her kan du se tarmene, sikke de arbejder, du får god mad kan jeg se... Ja, du har ingen hemmeligheder her, unge dame", grinte han glad videre...

Hmmm... et kort øjeblik overvejede jeg, om dette var mindre en kommentar til mine tarme og mere en kommentar til den tydelige vægtforøgelse jeg har lavet i det sidste års tid, men valgte at lade være med at tolke det som en fornærmelse...

Starter derfor optur imorgen torsdag. 200 enheder ligesom sidst. Imorgen slutter min officielt sidste nedregulering nogensinde altså - og det burde man vel være glad for?

Løbet tør for ord

Der er stille her på bloggen i disse dage - det beklager jeg...

Der er flere grunde til stilheden, men den tungestvejende er den, at jeg simpelthen er løbet tør for ord... Ja, det er et shock - også for mig - det var jeg slet ikke klar over, at man kunne...

Det er selvfølgelig heller ikke helt korrekt, jeg har ord, men jeg synes bare, at jeg taler i ring... Og jeg gider simpelthen ikke kede jer, kære læsere, med de samme tanker igen og igen og igen...
Og det er sådan hjernen kører i øjeblikket. En eller anden har sat den på repeat... Derfor er der intet nyt under solen, kun det her, det her og det her... igen og igen og igen...

Fra på tirsdag starter opturen, så får vi forhåbentligt tøjret Hank, nyt mod på tilværelsen og masser af nye ord, tanker og ideer til at fylde bloggens spalteplads...

Besat af Hank?

"Har du ellers nogen bivirkninger, udover at være blevet besat af Hank?"

Spørger Freudika i sidste indlæg - jeg må i øvrigt, her i morgendagens klare lys, undskylde det sidste indlæg: Det var meget mærkeligt! Men jeg har nu ikke ombestemt mig vedr. "Tænk" abbonementet - det skal opsiges!

Nå, men tilbage til bivirkningerne og Hank. Faktisk er jeg indtil videre sluppet nemt igennem. Udover Hank's hidsighed, må nattesvederi og hovedpiner være svaret på Freudikas spørgsmål.

Indtil videre er jeg (7 - 9 - 13) sluppet for hedeturene - og den dermed følgende trang til at strippe på offentlige steder, da det føles som om mit blod koger.
Indtil videre er der heller ingen tegn på næseblod (gudsketak og lov for det) og tudeturene har faktisk også været non-eksisterende - hvilket jo absolut også er et kæmpe plus, da det jo aldrig er særligt morsomt at bryde grædende sammen her, der og alle vegne.

Men hver gang telefonen bipper, hver gang den surtsmagende kemiske spray rammer bagerst i halsen, hver gang Hank får ny næring, hver gang slimhinden irriteres - der sker det iblandet en smule vemod.

For nok er dette pust ikke det sidste, men snart kommer det. Det allersidste pust... Den allersidste nedregulering... Den allersidste stimulering... Den allersidste indsprøjtning... Den allersidste ægudtagning... Den allersidste ægoplægning...Den allersidste stikpille... Den allersidste chance for at blive gravid...

Så hvor mærkværdigt det end kan lyde, så hilser jeg Hank velkommen, omend han irriterer mig og nogle gange gør mig pinligt berørt. Men mit velkommen er vemodigt, for lige om lidt er det måske allersidste gang jeg er besat af Hank...

Hank og jeg er tilbage

Endelig tilbage bag computeren. Og ikke alene... Sig hej til Hank alle sammen... Hank, sig hej til de andre...

Hank har faktisk holdt sig relativt pænt i skindet i de sidste par dage. Udover en moderat irritation over verden som helhed og en nogen nedsat tålmodighedstærskel, så har jeg egentlig levet fint side om side med ham i den forgangne uges tid.
Men her til aften fik han nok... Først sad manden og så NFL på TV2 Zulu. Her havde jeg nær kastet noget efter fjernsynet, da der kom et indslag om dommerne i NFL, ja hvem kan ikke hidse sig op over det? Det var virkelig over kvalmegrænsen da de gik igang med at snakke om at de var "et broderskab" og jeg ved ikke hvad...

Derefter var der hidsighedsanfald over "Tænk og Test" - eller "Tænk" som det bare hedder nu - de havde en artikel om et Bratz brædtspil om shopping, hvor der sandelig blev påstået, at ikke nok med at det handlede om at lære børnene om forbrugerkultur (hvad handler Matador så om?) så var det også en reklame for Bratz... Virkelig? Et bratz-spil er en reklame for Bratz? Åh vorherrebevares... Vi skal altså have opsagt det abonnement nu - jeg kan ikke holde deres skide selvfede hellige stil ud længere...

Hmmm... Hank og jeg skal vist til køjs nu...

And now to something completely different...

Puha, det har jo ikke været andet end 'doom and gloom' i lange tider her på bloggen. Det beklager jeg, men bloggen vil jo desværre altid afspejle mine følelser - hvor godt det så end er...

Og for at gøre det værre, så er der sket det lettere "katastrofale", at min computer er midlertidigt afgået ved døden, så der går et par dage inden jeg kommer på igen. Indtil da, må i hygge jer med dette lille humoristiske afbræk i dagligdagen:

Billede lånt fra feltup.org

Jeg erklærer mig enig med den lille "Rita", så skal vi ikke bare aftale, at udover den mens jeg får nu her i nedreguleringen, så stopper vi med det pjat i en rum tid...?

P.S. Startede nedreguleringen idag...

Neonlys er ikke flatterende for min teint

Jeg er vred og bitter i disse dage, og når jeg er ikke er vred og bitter, så er jeg ulykkelig og bange...

og jeg er ikke begyndt på nedreguleringen endnu, så jeg kan ikke skyde skylden på hormonerne...

Hvad er det lige jeg har gang i, tænker jeg ved mig selv...
Hvad nu hvis dette forsøg ikke lykkes? Hvordan skal jeg så komme igennem januars eksaminer? Hvad nu hvis jeg går lige så meget i sort som jeg var helt i starten? Hvad så med næste semester? Kan jeg klare det?

Men hvad er alternativet? At vente 1½ år, til jeg er færdig med studierne, før jeg tager sidste forsøg? Nej! Det er jo heller ikke en realistisk mulighed...

Jeg skal kæmpe meget hårdt med mig selv for ikke at lade enten vreden og bitterheden, eller angsten og tristheden få overtag.

Men hvad er det jeg er vred og bitter over, ulykkelig og bange for? Bitterheden og vreden kunne jo bunde i, at jeg faktisk synes det er drønuretfærdigt, at jeg uden tvivl aldrig får lov til at prøve at være gravid, at føde mit barn, at amme, at holde min nyfødte baby ind til mig, at give mine forældre et biologisk barnebarn. Hvad er det jeg har gjort, som gør at jeg ikke fortjener dette? Når så mange mange andre kommer så uhyggeligt let til det igen og igen?
Måske er jeg ulykkelig og bange for, at jeg aldrig kommer til at opleve disse ting. Skrækslagen for at jeg ikke kan udholde og overleve denne smerte uden at gå i tusinde stykker? Og hvis jeg går i tusinde stykker, kan skårene så limes korrekt sammen igen? Hvad nu hvis det går galt og jeg aldrig finder mig selv i skårene igen?

Eller måske overdramtiserer jeg? Måske handler det hele om det faktum, at neonlys er meget lidet flatterende for min blege teint?

Avis overskrifter

Lad mig skynde mig at starte med at sige, at jeg er sart og jeg ved det godt. Jeg ved også godt, at jeg er i en meget psykisk følsom situation i øjeblikket og at der ikke skal så meget til, for at jeg føler mig ramt...

Idag læste jeg en artikel i Jyllandsposten med overskriften: "Barnløse ønsker tvillinger". Den handler om problematikken om et eller to æg op. Første ting der generede de sårbare nerveender var:

"Undersøgelse viser, at over halvdelen af de barnløse par foretrækker at få tvillinger, så de slipper for behandling for at få barn nummer to."

Så vi slipper for det? Er det bare mig, eller får de det til at lyde som om det er lidt for besværligt, så det gider vi sku egentlig ikke...? Der er da ingen tvivl om, at mine store håb er tvillinger her i tredje forsøg. Men det handler nu ikke om, at jeg vil "slippe" for at gå alt dette igennem igen - det handler om, at dette nok er min eneste mulighed for at få et biologisk barn - og ja gu' er det hårdt at gå igennem - men ligefrem at jeg ikke "gider" at gå det igennem igen for et barn mere, det synes jeg er lige stridt nok... Eller er jeg lige hys nok nu og misforstår med vilje formuleringen?

Nummer to ting der skurrede var afslutningen på artiklen:

"Hver fjerde befrugtning ender med en tvillingefødsel, hvis kvinden får lagt to æg op."

Igen er jeg nok lidt hys, men tager denne sætning på nogen måder hensyn til, at det altså kun er omkring en 30% af os der overhovedet bliver gravide? Og at ud af den gruppe, er der altså omkring 20-25% der får tvillinger (af dem der får lagt 2 æg op). Eller får den det til at lyde som om, at hver gang man ligger to æg op, så vil hver fjerde oplægning resultere i tvillinger...

Men ok, overdrivelse fremmer vel forståelsen, eller hvad?

Nå, men nok om mine sarte nerver og hysse tendenser. Kristeligt dagblad havde nemlig også en interessante artikel, som handler om noget helt andet, men som egentlig er relevant i sammenhængen alligevel. Den hed: "Europas velfærd trues af lave fødselstal", og handler om de lave fødselsrater i Europa. Vi får (surprise, surprise) simpelthen ikke børn nok.

"I Danmark er fødselsraten 1,78, og ikke siden 1968 har den ligget på den rigtige side af de 2,1, der skal til for at opretholde befolkningen.

Familieminister Lars Barfoed (K) mener dog ikke, at tiden er inde til drastiske indgreb herhjemme.

– Men hvis tendensen fortsætter, er der ikke tvivl om, at vi på længere sigt står med det problem, at vi ikke får børn nok til, at vi kan vedligeholde samfundet, siger ministeren."

Hmmmm... Er det bare mig, eller kunne fx tvillingefødsler og/eller adgang til barn nr 2 via offentlig fertilitetsbehandling mon hjælpe på denne rate? Eller er jeg for naiv...

Nedtælling

Der er under en uge til jeg begynder nedregulering - nedtællingen og klargøringen er i gang.

Jeg har briefet min læsegruppe om hvad der skal foregå, om at der kan forekomme vredesudbrud, irrationel opførsel og grådanfald, og at disse bare skal ignoreres. De har jo den tvivlsomme ære af, at skulle skrive tre projektrapporter sammen med mig sideløbende med forsøget.
Heldige dem.....?

Min krop er også godt igang med at gøre sig klar, ved at få bivirkninger af næsesprayen inden vi overhovedet er gået igang? Men ok, den har jo også været turen igennem et par gange før og ved hvad der venter den...

Rent psykisk er jeg dog i syv sind - og er ikke længere sikker på, at min beslutning er den rigtige... Jeg tænker ved mig selv, at jeg må være vanvittig at tage endnu et forsøg i 2005, når dette år i den grad har været et lorteår... At jeg må være vanvittig at tage et forsøg igen så hurtigt efter nr 2, at det bør man ikke, man bør have tid til mentalt at følge med ovenpå hver negativ blodprøve...

På den anden side, så er der ingen tvivl om, at andet forsøg lige så godt kunne have været foretaget i sidste århundrede, så længe siden synes jeg det er - så mentalt er jeg nok klar (så klar som man nogensinde kan blive til at frivilligt udsætte sig selv for fysisk og psykisk tortur i 2 måneder). Og det lysner jo også. Manden har fået arbejde, jeg bestod alle mine eksaminer, ingen i den nærmeste omgangskreds eller familie har haft forfærdelige ulykker i de sidste par måneder... Måske er året ved at vende, netop som det går på hæld?

Jeg ved det ikke - og jeg tror egentlig at jeg aldrig vil blive psykisk klar til dette forsøg - om jeg så ventede de næste 3 år med at tage det... Det er jo det sidste...

Men vi trækker vejret og koncentrerer os istedet for, om at tælle baglæns ned fra 6 - for så mange dage er der til vi starter.... Klar?

6... 5... 4... 3... 2... 1... go!