Monday, February 09, 2009

B(l)og?

Jeg grubler i øjeblikket... Det er grunden - eller ihvertfald en af dem - til at der er så stille herinde... Jeg grubler.

I årenes løb, er jeg flere gange blevet opfrodret til, at forsøge at få bloggen udgivet som bog. Mest af venner og familie, skal siges, men også af enkelte "fremmede" objektive individer. Hver gang er jeg selvfølgelig blevet vældigt smigret, men har vægret overfor ideen alligevel...

Denne vægring har mestendels skyldtes, at jeg synes bloggen var ufuldstændig. Den manglede en afslutning. Og historier bør have en form for afrunding, ellers vil læseren sidde tilbage frustreret og med en følelse af at være blevet snydt på en eller anden måde...

Efter nytårsindlægget ringede min søster og sagde de magiske ord: "Der er din afslutning!" Og hun har jo egentlig ret. Nytårsindlægget kunne sagtens være en afslutning. Tydeligvis har ordene deri, ihvertfald været definitive nok til, at jeg ikke har skriblet i over en måned... Så måske er det min afslutning...

Men... Den anden del af vægringen ved at få bloggen udgivet er, at jeg ikke er sikker på, at der er et marked... Hvorfor skulle nogen ønske at købe noget, som de kan læse ganske gratis på internettet? Altså udover mine venner og familie, som selvfølgelig ville købe den, blot for at have den stående i reolen... Men ville andre?

Men hvis vi nu gemmer denne bekymring lidt af vejen, og leger med tanken om at gøre det. Ville man så blot tage revl og krat med? Jeg skal jo være den første til at erkende, at der er indlæg af svingende kvalitet herinde, og de nok ikke alle er nødvendige at dele med verden...

Men hvis man udvalgte forskellige gode indlæg og lod dem være bogen, ville man ikke miste en del af kontinuiten i historien... Eller er kontinuiteten irrelevant her, da bogen måske mere skal være en følelsesrejse end den reelle rejse gennem behandlingssystemet?

Ja, gode råd, tanker, meninger og input er meget velkomne

Labels:

10 Comments:

At 11:19 AM, Anonymous Anonymous said...

Jeg synes efterhånden, det er ved at blive en smule ensformigt med bloggere, der udgiver deres blog i et helt andet medie. Desuden synes jeg ikke, det fungerer, for en blog er en blog - ikke en bog. Til gengæld synes jeg, du skal skrive en bog inspireret af bloggen. Du kan jo sagtens bruge de samme tanker, og så bare omskrive dem til bogformatet. Det er naturligvis et større arbejde, men sådan er det nu engang at skrive en bog.

Bare min mening!

Kh Anna

 
At 11:26 AM, Blogger Amocca said...

Tak for din mening - du har ret, en blog er en blog og ikke en bog... og det er netop spørgsmålet, om man overhovedet kan overføre den fra et medie til et andet....

 
At 6:56 PM, Anonymous Anonymous said...

Du bør i hvert fald overveje hvorfor du vil lave den som bog. Er det for at tjene penge? Erfaringerne med blog-bøger er at de ikke sælger, så det kan ikke betale sig.
Du kan til gengæld nå ud til lidt flere læsere (der findes jo stadig nogle der ikke læser blogs tsk tsk). Men spørgsmålet er om det er det store arbejde værd.
Jeg synes ligesom Anne at en blog er en blog - og din er dejlig! :-)

 
At 7:42 PM, Blogger Amocca said...

Nej, det er ikke for at tjene penge... det var nok nærmere for at få lov til at se mit navn på en bog haha...

 
At 10:58 PM, Anonymous Anonymous said...

hej Amocca

Jeg gik en tid med samme overvejelser og gav mig faktisk også til at redigere på min b(l)og. Samtidig læste jeg et par blogs udgivet på bog - og som Anna synes jeg simpelthen ikke at det gør sig særligt godt.

Skriv i stedet en "rigtig" bog hvor du henter inspiration i bloggen - det kunne sagtens være en følelsrejse igennem infertilitet med alle de skæve vinkler og den sorte humor. Jeg kunne selv tænke mig at gøre det arbejde - måske vi slå os sammen?

 
At 10:03 AM, Blogger Unknown said...

Jeg vil bare lige skrive at jeg nyder at læse din blog, og den har hjulpen mig meget... Og hvis du skriver en bog skal jeg nok købe og læse den...

cs

 
At 11:05 AM, Anonymous Anonymous said...

Forresten...

Min kommentar kom til at lyde lidt uvenlig. Altså jeg synes, det vil være en genial idé at skrive en bog (altså ikke en blog-bog). Der mangler i sandhed en velskrevet bog om det at være ufrivilligt barnløs, og jeg er helt sikker på, at du har evnen og sproget til at skrive den.

Jeg er selv uddannet inden for litteratur og kommunikation, og jeg læser den gerne igennem og kommer med inputs. Hvor kunne jeg godt havde brugt sådan en bog de sidste år - og hvor kunne mine venner og familie have haft gavn af den!

Kh Anna

 
At 11:54 PM, Anonymous Anonymous said...

Jeg er nok enig i at det ikke er spændende at udgive den som en bog, kun med mindre redigering. Men jeg tror måske det kunne fungere med udvalgte blogindlæg som en slags emotionelle "testamenter" gennem forløbet, bundet sammen af nyt materiale som kaster lys på forløbet og det som sker mellem de forskellige indlæg. Den form tror jeg kunne fungere, hvis man koger det ned til de mest væsentlige/markante hændelser i forløbet.

~ DV ~

 
At 1:26 PM, Anonymous Anonymous said...

Jeg kunne godt se denne blog udgivet som bog. Når man læser bloggeres bøger - så læser man jo nætop bogen som en blog - og ikke som en bog.

Go for it, Amocca - jeg vil også købe og læse den, når den udkommer.

 
At 1:27 PM, Anonymous Anonymous said...

Hov - grim stavefejl i mit indlæg - der skal stå "netop" og ikke "nætop" :o)

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger