Man lærer vel at leve med det

Her er godt nok stille... Solen skinner udenfor, men så meget som jeg arbejder får jeg ikke set meget til den. Utallige blog-indlæg kræver at blive skrevet, men tiden er der ikke, og ordene vil ikke ud, men sætter sig fast i mine fingre...

Igår mødte jeg en kammerats mor. Hun er sygeplejerske på Skejby og er på den afdeling hvor jeg var indlagt efter min operation. Hun spurgte hvordan det gik med behandlingerne... Jeg fortalte hende, at vi var færdige, at jeg ikke var blevet gravid og heller ikke ville blive det. At nogen gange går livet ikke som man håber...

Det gør stadig ondt at tale om det, men smerten er overkommelig efterhånden. Jeg kan mærke den, som et hul indeni. Men den brølende knusende smerte, som jeg troede ville fortære mig indefra og ud, synes ikke at være der mere.

Sådan går det vel, med alt. Man lærer vel at leve med det efterhånden...

Things to do before you turn 30

Jeg lover, at jeg vender tilbage til hele adoptionsproblematikken i et senere indlæg. Men efter det sidste indlæg, fik jeg lyst til at se lidt nærmere på den famøse tjekliste. For vi har den alle, om den så er bevidst eller ej. Folk har forskellige deadlines og skæringsdatoer på sådanne lister. På min har det i årevis været 30. Skæringsdatoen er ikke ændret, men listens indhold har jeg været tvunget til at revidere til en mere realistisk version, eftersom min verden har ændret sig drastisk.

Det skal også nævnes at der findes mange forskellige typer af lister. Den liste der snakkes om i sidste indlæg, og som også er hovedfokus i dette, er den der indeholder de ”store” milepæle i livet.

Men der findes også andre slags – mere pjattede eller hvad man nu skal kalde dem - ”før du bliver 30” lister. Her kan man fx læse om ting som: Prøv at køre i en Ferrari (tjek), bo i udlandet (tjek), tag motorcykelkørekort (tjek), køb og brug orange stiletter (tjek) og så fremdeles…

Men tilbage til førnævnte ”store milepæle i livet” liste, da det jo som sagt er den det skal handle om, og ikke den med de orange stiletter.

Den oprindelige ”før du bliver 30”- liste var vist noget i stil med denne:

• Find manden
• Bliv gift
• Få minimum 1 barn
• Bliv færdig med uddannelse
• Få godt job
• Køb hus i dejlig forstad
• Lev lykkeligt til dine dages ende (ok, ok dette sidste punkt skal selvfølgelig ikke nås inden jeg fylder 30 – men helst fortsætte et godt stykke tid derudover…)
  

Den reviderede liste:

• Lær at undgå kvalme og gråd, når folk bekendtgør graviditeter
• Indstuder i stedet den mere velansete smilende nikken, der tilkendegiver positive følelser imod fortælleren – hvis du bliver rigtigt god til denne, kan du evt. overveje at tilføre glædelige grynt og positive tilsagn i form af: ”tillykke”, ”nej, hvor dejligt”, ”sikke en glædelig nyhed” osv… - undgå dog for enhver pris ord som: ”det er fandeme snyd”, ”bag i køen søster” eller ”fertile svin”…
  

• Lær at undgå at ty til vold, når folk fortæller om nogen de kender, der mirakuløst blev gravide efter 487 års venten
• I stedet kan punkt 1’s indstuderede smilende nikken genbruges her med gode resultater
  

• Indse at fertile folk også er en slags mennesker
• Denne bliver svær at leve op til, men efter flere års intensiv terapi og positiv affirmation foran spejlet burde det kunne lade sig gøre
  

• Bliv for Guds skyld færdig med den skide uddannelse

• Få et job – et hvilket som helst job, i et hvilket som helst firma, der ikke indeholder ordene Toys eller Us
• Det er for urealistisk at bede om, at firmaet ikke må indeholde bogstavet R, ikke sandt?
  

• Invester i fast ejendom
• Hvis du altså nogensinde får råd til noget der er større end en papkasse
  

• Hvis punkt 6 opfyldes: Invester i babyattrap

• Accepter din skæbne
• Hahahahahaha
  

• Hvis ingen af ovenstående punkter opfyldes: Lær at holde op med at skrive latterlige lister

Tjeklisten

Det sker jo med uvægerlig sikkerhed som vi nærmer os de tredive. Folk flytter ud i forstæderne, bliver gift og får børn. Det er sket løbende i vores vennekreds, og ikke altid i samme rækkefølge. Nogle blev gift først, derefter kom børnene og så til sidst forstadsvillaen. Andre fik først forstadsvillaen, derefter blev der friet og giftermål indgået og nu er børnene på vej. Og atter andre valgte en tredje vej. Men de når alle det samme mål: Ægteskab, børn og hus.

Det er en tjekliste, som vi alle følger i mere eller mindre grad.

Havde tilfældighedernes spil ikke delt mig den hånd jeg nu engang sidder med, var jeg såmænd nok fulgt i deres fodspor uden at tænke nærmere over det. Jeg blev gift i 2003 og forventede også en graviditet ville følge samme år, ligesom jeg havde forestillet mig, at forstadsvillaen kun var et par år efter, når uddannelsen var afsluttet.

Men nej. Her står jeg så, 3 år senere. Gift ja. Men det andre ting kan jeg ikke tjekke af min liste. Og når jeg ikke kan få det hele, ja så vil faktisk ikke rigtigt have resten, for at være helt ærlig. Jeg har intet ønske om at sidde barnløs og bitter i en forstad til Århus, med 400 naboer – hver og en de heldige ejere af 1.8 barn – der dagligt vil spørge mig hvornår lille Josephine Amalie får en legekammerat…

Og ja, gu’ fanden misunder jeg dem deres liv. Og i min bitterhed hader jeg dem en lille bitte smule for deres familien Danmark idyl, men nok mest fordi jeg føler mig forbigået. Fordi de har fået alle de ting jeg gerne ville, helt uden at indse, at det ikke er den mest naturlige ting i verden at få. Men jeg elsker dem jo også. For de er mine venner og de vil mig det så inderligt godt.

Deres liv er jo ikke mit og mit ikke deres. Og selvfølgelig skal de leve de drømme ud de har – de samme drømme jeg selv havde for år tilbage – men det ændrer desværre ikke på det faktum, at det gør pissehamrende ondt, og minder mig om hvor meget af en fiasko jeg føler mig som, når de kan tjekke endnu en ting af listen, som jeg måske aldrig når til…

Hello, did you miss me...

Så er jeg hjemme igen efter en vellykket tur til hovedstaden på besøg hos min lillesøster. Søsteren var dog ikke den tungestvejende grund til besøget. Nej, det var det faktum at vi havde fået billetter og skulle ind og se lækkermåsen Robbie Williams i Parken... (yum yum)

Og det kan man da ikke lade gå helt unævnt hen her på bloggen, vel?

Fredag morgen tog jeg afsted med bus og tog fra Århus med kurs mod København. Og fandt ud af, at offentlige transportmidler er befolket af sære skabninger, der deler deres livshistorier med tilfældige fremmede der krydser deres vej.

Jeg takker min Gud og skaber for min iPod - spækket med samtlige Robbie albums - og det faktum at, mine Senheisser ørebøffer er så store, at de ligefrem skriger til verden: "Jeg ønsker ikke at tale med dig - lad mig være i fred."

Jeg havde ingen lyst til at dele mine skeletter i skabet med de omkringsiddende mennesker, eller til at deltage i deres samtaler om mødre, alkoholmisbrug, begravelser, udskrabninger og psykologhjælp.

Vel ankommet gik dagen som sådanne dage gør, med caféfrokoster og øl i fælledparken inden koncerten. Og da tiden var inde fandt vi vores siddepladser på tribunen, og før lækkermåsen gik på scenen havde lidt listig overtalelse skaffet os adgang til pitten foran scenen...

Så der stod jeg og skreg som en pige på halvt min alder, men det skal man jo, ikke sandt? Og det var fedt!

Give in and love it
What's the point in hating me
You can't argue with popularity
Well, you could, but you'd be wrong

Der var masser af sange der desværre ikke fandt vej til koncerten, men sådan vil det jo altid være. Og Robbie var fræk at se på som altid, så man skal jo ikke klage. Han er sikkert ikke et særligt lykkeligt og behagelig menneske - men hvem er det, når det kommer til stykket...

It’s not very complicated, I’m just young and overrated.

Og på trods af, at jeg er sikker på, at fandt jeg mig selv på tomandshånd med ham ville vi ikke have noget som helst at snakke om, lider jeg dog også ved nogle hans tekster af det jeg vælger at kalde ”Ronan syndromet”, men det er der jo ikke noget nyt i, så lad os ikke dvæle for længe ved det…

Lad os blot slutte af med Robbies egne ord, som sagtens kan bruges i mit (og andres) liv også…

Lord, I feel the cold
Feel I’m getting old
Before my time

And as my soul heals the shame
I will grow through this pain
Lord, I’m doing what I can
To be a better (wo)man…

Til G.

En af de sange jeg har spillet til døde i de sidste par måneder er ”Goodbye, my lover” af James Blunt. Og selvom den i sin oprindelige version er en yderst trist kærlighedssang, så har jeg alligevel valgt at bruge den i dette indlæg. Dog ikke i sin helt oprindelige udgave og ej heller med det formål at sige farvel, men som en kærlighedserklæring og undskyldning til min elskede mand. Min mand som har stået fast og været der, selv når jeg var allerlængst nede, allermest modbydelig og allermest umulig.

Did I disappoint you or let you down?
Should I be feeling guilty or let the judges frown?

Jeg ved at jeg har skuffet dig, og sat dig til side. At jeg i min egoistiske sorg har glemt dig og skubbet dig fra mig. Jeg vidste du gjorde ondt, men jeg orkede ikke din sorg oveni min egen. Og for det undskylder jeg mange gange. Det var ikke min mening, men jeg kunne ikke håndtere mere end blot mig selv.

You touched my heart you touched my soul.
You changed my life and all my goals.
And love is blind and that I knew when,
My heart was blinded by you.

I've kissed your lips and held your head.
Shared your dreams and shared your bed.
I know you well, I know your smell.
I've been addicted to you.

Og jeg ved at der er så meget godt I dig. At du elsker mig højere end noget andet, at du kender mig på godt og ondt. Og du skal vide at jeg også elsker dig, selv når jeg er allermest umulig, allermest indelukket og allermest ulykkelig. Og selvom jeg synes utrøstelig – så trøster det mig at du er her.

I am a dreamer but when I wake,
They can't break my spirit
- it's my dreams they take.

Men når alle drømme dør og man står tilbage med tomme hænder, hvor finder man så modet og viljen til at fortsætte? Til at være der for hinanden, når alt er revet i tusinde stykker og man knap kan være i sig selv – hvordan skal man da være noget for en anden?
Hvor du fandt det, modet, viljen og styrken, det ved jeg ikke, men jeg ved at du fandt det. Og for det er jeg taknemmelig – og selvom jeg har manglet det så længe, har du ikke opgivet mig, på trods af, at jeg har været tæt på at opgive mig selv.

Og jeg ved, at du ville gøre alt for at ændre hvad der er sket. Men det kan du ikke, det kan ingen. Men du lover mig igen og igen, at du er her og at du bliver her. På trods af dæmonerne i mit hoved, der forsøger at fortælle mig noget andet.

And if you move on, remember me,
Remember us and all we used to be.

Søren Kierkegaard har engang sagt, At turde, er at miste fodfæste for en stund - ikke at turde, er at miste sig selv. Så selvom dæmonerne fortæller mig, at det er farligt at blive her, at elske dig, så vil jeg turde det, på trods af risikoen.

You’ve seen me cry, you’ve seen me smile.
You’ve watched me sleeping for a while.
You should’ve been the father of my child
I'd spend a lifetime with you.

I know your fears and you know mine.
We've had our doubts but now we're fine,
And I love you, I swear that's true.
I cannot live without you.

Det trøster mig at vide, at du ved hvem jeg er. Du kender mine svagheder og ved, at jeg nok en dag skal finde modet til at fortælle dig alt. Men du ved også hvor svært det er for mig, hvor nemt jeg trækker mig ind i mig selv og at jeg så ofte har brug for mere plads end jeg burde.

But I still hold your hand in mine.
In mine when I'm asleep.
And I will bear my soul in time,
When I'm kneeling at your feet.

Jeg håber du finder trøst i det faktum, at jeg ikke kan sove hvis jeg ikke rører ved dig. At jeg ikke kan sove i sengen, hvis du ikke er hjemme. At selvom jeg altid synes at have nok i mig selv, i virkeligheden viser på så mange måder hvor ensom jeg er uden dig.

I'm so hollow, baby, I'm so hollow.
I'm so, I'm so, I'm so hollow.

Søvnløs i Seattle Århus

Jeg sover dårligt. Det har jeg altid gjort. Så det er ikke nogen nyhed og dermed heller ikke noget jeg kan give barnløsheden skylden for…
Men jeg sover altid mærkbart dårligere når jeg har det psykisk dårligt, eller når der sker store ændringer i mit liv. Hvilket for eksempel forklarer hvorfor jeg efter d 22. dec. kun sov et maksimum af 4 timer i træk i en længere periode.

Den 22. dec. sidste år er langt væk. Fysisk i hvert fald. Og søvnen er langt bedre. Men jeg kan stadig have nætter, hvor det er praktisk talt umuligt at falde i søvn, hvor tankerne kører i cirkler og nægter stoppe og lade trætheden tage over.

Og hvis jeg endelig falder i søvn, så har jeg mareridt. Vanvittige, angstprovokerende, vågnende badet i sved, med hjertet i halsen og på kanten af gråd mareridt. Mareridt som det kan tage mig lang tid at komme væk fra igen, hvor følelsen bliver siddende i kroppen, og man er bange for at falde i søvn igen…

"One, two, Freddy’s coming for you.
Three, four, better lock your door.
Five, six, grab your crucifix.
Seven, eight, gonna stay up late.
Nine, ten, never ever sleep again."

Der er ikke ret mange af mine drømme der egentlig handler om barnløsheden, om børn, graviditeter eller fremtiden. De fleste af dem handler om at miste, som de altid har gjort det, lige så længe tilbage jeg overhovedet kan huske. Og selvom nogle af dem tydeligvis er et barns drømme, de samme drømme jeg husker at have som 4-5-årig, så har de stadig magt til at skræmme mig fra vid og sans…

Men selvom mareridtene ikke handler om den situation jeg står i, i hvert fald ikke sådan direkte, så er jeg overbevist om at søvnløsheden i stor grad gør. For når hjernen snurrer og snurrer uden stop, så er det næsten altid det her den cirkler om, enten direkte og eller indirekte.

Min mand derimod kan falde i søvn inden hovedet rammer puden, hvem der dog ejede den egenskab.