Nogen gange lyver jeg - fordi det er nemmere

Lyver I nogen gange om jeres barnløshed, eller i det mindste undlader at rette folk når de går ud fra, at I har børn ligesom alle andre? Jeg gør. Ikke sådan konstant og hele tiden eller noget, men nogen gange er det bare nemmere på den måde…

Det er vist ingen hemmelighed at jeg arbejder i Toys R Us, eller at jeg har arbejdet der i rigtig rigtig mange år. Dette betyder, at jeg vitterligt er blevet voksen derude. Jeg startede derude i sin tid som en 15-årig pige og ja, jeg er der stadigvæk. I forstår slet ikke hvor meget ubrugelig viden om legetøj jeg har…


Men tingene har ændret sig, altså butikken er selvfølgelig stadig den samme, det er butikschefen også, medarbejdere og kolleger er kommet og gået, og de små børn der blev købt gaver til, da jeg først startede derude, ja de arbejder nu hos os som ungarbejdere efter skole…

Udover det, så har min status også ændret sig. I mange år var jeg ”pigen”, når folk talte til mig: ”kan du ligge tingene op til pigen…”. Som jeg er blevet ældre har tingene ændret sig, der var en tid, hvor jeg måske nok stadig var ”pigen” men jeg kunne også blive tiltalt som ”damen” … sådan lidt skiftevis. (I denne sammenhæng kan jeg fortælle at for et års tid siden, havde jeg en dag en far, der siger til sin søn på omkring de 6 år: ”kan du give damen tingene”, hvortil knægten svarer: ”Hun er altså en pige far, ikke en dame” – ham elskede jeg lige en lille smule der haha.)
Men nu er jeg åbenbart gået over en eller anden usynlig tærskel, for nu er der ikke længere nogen slinger i valsen. Jeg er altid kun ”damen” nu…

Alderen begynder åbenbart at kunne ses…

Og denne synlige alder betyder åbenbart også, at kunderne nu går ud fra at jeg må have børn. Der var nogle år hvor de altid spurgte først: ”har du selv børn?” Men det er nu et givent faktum i deres verdensforståelse…

Så i stedet for et søgende ”har du børn?” spørgsmål, før deres egentlig spørgsmål om den givne vare, så er det nu i stedet et fast: ”Du ved hvordan det er, når de når den alder hvor….” Og jeg smiler sødt og vidende – for jeg gider ikke forklare dem at nej, jeg har ingen børn og nej jeg ved ikke hvordan det er… For det er nemmere på den måde.

Men det er jo ikke fordi jeg ikke ved hvad jeg snakker om, jeg har haft masser af erfaringer med andre folks børn og jeg ved uhyggeligt meget om legetøj. Og det er jo så integreret en del af mit liv, at jeg ikke kan lade være med at zappe lidt frem og tilbage på Cartoon Network eller Nickolodeon, bare lige for at se, hvad det er ungerne ser, hvilke reklamer der kører osv.
Jeg kan også tage mig selv i at se børnetime engang imellem, og en ting er helt sikkert: Jeg kan ikke gå forbi supermarkeders legetøjsafdelinger eller andre legetøjsforretninger uden liiige at tjekke ud, hvordan de ser ud, hvilke varer de har, prisniveauet og den slags. Jeg er miljøskadet!

Men ligesom I nok hellere vil prædikes for af en præst, der vitterligt tror på gud, så vil kunderne også gerne vejledes af folk, der selv har stået i situationen eller oplevet den pågældende vare i hænderne på et barn.
Så nogen gange lyver jeg, eller undlader at fortælle sandheden om man vil, og gør andres børn til mine egne. Som oftest min lille ”niece” på 2½, min mands efternøler lillebror på 9 eller mine små fætre og kusiner på henholdsvis 5, 6 og 7… På den måde har jeg et rimeligt stort aldersspektrum at spille på, fordelt på begge køn…

Dette skal ikke forstås på en sådan måde, at jeg påstår at have disse børn, jeg fortæller blot om de erfaringer jeg har gjort mig (legetøjsmæssigt) med disse børn, på en måde hvor ud af det aldrig tydeligt fremgår, at børnene ikke er mine egne…

For det er nemmere. Og folk har tillid til, at jeg ved hvad jeg snakker om, når jeg nu selv har stået med problematikken vedr. hvilken former for pokemonkortsopbevaring der nu er den bedste…

Så ja, nogen gange lyver jeg, fordi det er nemmere, og fordi den sande historie egentlig ikke er relevant…