Den indre skønhed

Er hjemme igen og ved godt mod. Operationen gik fint, de fandt lidt endo derinde, som nu er fjernet og en hormonspiral sat op, som forhåbentlig kan holde det i skak i fremtiden...

Udover endoen, fik jeg at vide, at jeg var utrolig smuk indvendig... En kommentar, som jeg ikke rigtigt ved hvad jeg skal bruge til... Men man siger jo, at det er den indre skønhed der tæller, og der er jeg så åbenbart et pragteksemplar! Det har jeg lægens ord for...

Omstændighederne taget i betragtning, så har jeg det forbløffende godt. Kan sagtens gå rundt uden de store smerter, selvom jeg skal afholde mig fra at bukke mig alt for meget ned og nyse! Det gør nas...

Svar på tiltale

Der er nu kommet så utroligt mange svar på sidste post, at jeg følte jeg blev nødt til at kaste mig ud i en reel svarpost istedetfor at svare i kommentartråden...

Først og fremmest med hensyn til lægens svar (tænk sig engang, der var faktisk en læge tilstede, hehe)... Jeg lover højt og helligt, at dette er ikke en hovedkuls beslutning jeg kaster mig ud i. Jeg har bestilt en tid til endnu engang at diskutere det med min læge, det er nok tredje samtale vi har om dette emne.

Jeg har overvejet det i flere år, og har også overvejet mange alternativer... Baseret på forskning vedrørende brugen af fertilitetshormoner og kræft, samt kræftrisikoen ved "manglende graviditet", er jeg dog er ikke glad for tanken om at fylde min krop med (endnu flere) hormoner, og udover ironien i at bruge penge på et præventionsmiddel i min situation, så er forhøjet blodtryk en herlig lille hyggespreder i generne i min familie, så p-piller tiltaler mig ikke....

Skulle det tragiske ske, at jeg mistede min mand på den ene eller den anden måde, er jeg overbevist om, at det rent praktisk ikke ville være behandlingen der ville være vejen til børn... I så fald ville det blive enten ingen børn eller prøve lykken som ene-adoptant... Tror dog det ville ende med det første...
Jeg er glad og lykkelig. Jeg er moster til 2 smukke piger og der kommer såmænd nok flere nevøer og niecer til med tiden, hvis liv jeg kan tage del i. Og jeg er "mor" til en dejlig hund, og skulle det komme dertil, ja så føles det ret meget som om, at dette er en situation jeg sagtens ville kunne leve med og være lykkelig i - også på langt sigt...

Og til Rosa, som uden tvivl har ment sin post i allerbedste mening, men som endte med at få mig til at sidde og sukke... Undskyld Rosa, dette er ikke for at hænge dig ud, og jeg er virkelig glad på dine vegne, at det virkede for dig... Men der er mange årsager til, at intet af dette er vejen frem for mig...

Det er ikke en mulighed for mig at blive gravid uden IVF, jeg mangler simpelthen vitale organer for at dette skal kunne lykkes. Jeg har prøvet i 5 år og været igennem 5 IVF forsøg, jeg har ikke røget igennem mine forsøg (undtaget et enkelt, som var det der forbavsende nok gav de bedste æg - verden er sær), jeg vejer 57 kg, taber jeg mig meget yderligere bliver jeg undervægtig og jeg har ikke så meget som en decimal af hormoner placeret på forkerte steder....

Jeg har levet som en asket, uden koffein, alkohol, nikotin, sukker osv osv... taget utallige vitamin og mineralkure, fået akupunktur og ventet og ventet og ventet i 5 lange år! Ikke mere!

Vi kan sagtens være enige om, at der sikkert er et eller andet, et eller andet sted, der blokerer for en graviditet, men det er mig så inderligt ligegyldigt... For det er ikke det værd at finde ud af hvad det er! Livet er lige nu og her, det venter ikke på at jeg venter og venter og venter...

Hvor meget jeg end troede engang, at den eneste lykke var den forbaskede graviditet der nægtede at komme, så har verden ændret sig - eller i det mindste har jeg ændret mig - og i min helt personlige opskrift på pletvis lykke finder man ikke længere graviditeten på en top 10...

Og til sidst, til sygeplejersken Jeanne, selvfølgelig er livmoderen ikke et unødvendigt organ, men det den er lavet til at kunne, det skal den ikke bruges til i min krop, og i så fald tror jeg egentlig ikke jeg kommer til at savne den mere end jeg savner min blindtarm, som blev fjernet for snart 15 år siden...

Om det gav svar på jeres spørgsmål, tvivl og kommentarer skal jeg ikke kunne bedømme, men som sagt, intet er besluttet, udover at jeg ikke skal være gravid...

Er der en læge tilstede?

Som jeg sidder her og desperat forsøger at komme mig ovenpå gårsdagens start af menstruation, har tankerne om at få ryddet underetagen endnu engang taget fart. Jeg ved godt det er drastisk tiltag, men det kan vel ikke være rimeligt, at man skal være så invalideret af det, at man er tvunget ud i en til to sygedage om måneden på grund af det?

Jeg er blevet tjekket i hoved og røv (i bogstaveligste forstand) i løbet af de sidste mange år. Mangen en gynækolog har kløet sig i håret, men ingen kan finde det fjerneste galt med mig, så konklusionen er som altid: "Det bliver nok bedre når du har født!"...

Hmmm... ja, tak for lort... Det kan jeg ligesom ikke bruge til noget! Og det bliver ikke bedre med alderen, skal jeg hilse at sige, tværtimod! Jeg er nu nået dertil, hvor der er spontan opkast (uden nogen former for mulighed for at nå på toilettet inden det sker), besvimelser, koldsved, feber, vanvittig diarre og mig liggende grædende i kramper på toiletgulvet.... Det kan da ikke være rigtigt, vel?

Så, ugens diskussion blandt i kloge hoveder må være: fordele og ulemper ved en hysterektomi en alder af 31 år.

Patientens baggrund: sund og rask, skal ikke bruge sin livmoder til noget - og må vel derfor anslåes at hun ikke kommer til at savne den - ingen grund til at fjerne æggestokkene, så dermed skulle hormontilskud vel ikke være nødvendigt? har tidligere haft problemer med celleforandringer i livmoderhalsen, så rent forebyggelsesmæssigt kunne det vel også være en bonus...

Umiddelbart kan jeg kun se plusser ved ideen, men hvis der er en læge tilstede, eller andre med meninger eller viden om sagen, så skal i være velkomne med jeres input...

Kostomlægning

Vi er hoppet på vægtvogtervognen her i huset – det var ved at være den tid! De stædige kilo som jeg tog på under behandlingerne (og som KUN handler om hormoner, ikke om trøstespisning eller noget andet, nej nej...) de vil bare ikke af igen...

Nå, men kostomlægning er jo en god ting og alt. Og alligevel må jeg starte med en klage! Altså, hvordan forventer nogen, at jeg skal kunne overleve på 18 point om dagen, når 100g chokolade tager 13 af mine point? For de forventer vel ikke jeg skal leve uden min daglige chokolade dosis? Vel, da?

Men jeg er ikke sådan at slå af pinden, når jeg nu vil dette her vægtvogter noget. Og da det jo er tvingende nødvendigt at inkorporere 100g chokolade dagligt i min kostplan, ja så har jeg blot måtte tage dette til efterretning.

Man skal gerne spise 6 gange dagligt, en af disse måltider er jo så min chokolade. Så de resterende 5 måltider har i alt 5 point at gøre godt med. Så er det lige det med, at mælk i kaffen sandelig også koster point – og det kan vi jo heller ikke skære fra, hmmm.... Nå, men heldigvis er gulerødder da ”gratis”...

Det kræver lidt velvilje at kalde nedenstående for en sund og nærende kostplan, men den velvilje besidder jeg gerne, hvis det betyder 100g chokolade dagligt.

Amoccas kostplan:

Det er sundt med en kostomlægning, glæder mig allerede til at se resultaterne, hehe.

Bon appetit!

Addictive personality?

Det er vist ingen hemmelighed at jeg er ryger og drikker meget kaffe! Og også har en tendens til måske at nyde et enkelt glas vin i ny og næ...

Hvad der er knap så offentligt kendt, er mine nyeste afhængigheder, som måske nok er noget sundere, men ikke mindre neurotiske og tvangsagtige end de ovenstående...

Det der med træning har nemlig nu udviklet sig til en slags obsession, jeg kan blive i helt dårligt humør hvis jeg ikke kan komme afsted mindst 2 gange om ugen. Hvem skulle have troet, at jeg af alle mennesker kunne udvikle dette? Ja, ihvertfald ikke mig... Jeg ville have forsvoret, at en sådan ting kunne ske...

Herudover er jeg blevet mere eller mindre afhængig af at gå i solarium. Hvilket har gjort, at jeg har udviklet en ny bizar trang til at blotte min mave til alle og enhver, så de kan se hvor brun den er blevet haha. Det bliver selvfølgelig endnu federe at vise den frem når jeg kan fremvise et vaskebrædt ;o)

Og sidst men ikke mindst har jeg udviklet en hysterisk "allergi" imod tør hud. Jeg har altid haft det med tørre hænder, men det har nu bredt sig til resten af min krop, så jeg kan smøre mine ben ind 4 gange om dagen... Det er ikke helt sandt at sige, at denne "allergi" er ny. Som sagt har jeg haft det med mine hænder længe, og resten af kroppen startede inden træningen gjorde... Men lad mig sige det sådan, at det at jeg træner og tager sol ikke har gjort trangen til konstant at smøre sig ind mindre...

Hmmm... jeg kan åbenbart ikke gøre noget med måde... hvem sagde addictive personality?

Her står der selvfølgelig: "Er det Amoccas popo?" på russisk, og svaret er desværre: "Nej!"

Men godt på vej, hehe ;o)

Den nye fiksering

Her er stille, jeg ved det godt... Men helt ærligt: uden min behandlings / barnløshedsfiksering, ja så er jeg altså desværre et ret gennemsnitligt menneske med et usædvanligt kedeligt liv... så hvad søren skal jeg skrive om?

Men eftersom fiksering har virket så godt for mig i de sidste par år, og har skaffet mig en trofast læserskare, ja så må jeg jo se om jeg kan gøre mig selv kunststykket efter - blot med en ny type fiksering...

Og jeg er jo begyndt så småt, ikke? Kroppen min har været genstand for adskillige hadske indlæg på denne blog, men lad os se om den kan bruges til at skrive lidt om, eventuelt også mere positive indlæg.... eller er det at bede om for meget?

Så mit nye bud på en fiksering, er altså min krop. Og ingen fiksering uden en usund vrede, vel? Så istedet for at være vred på kroppen over at den er uduelig og ikke kan bruges til det den skal, så lad os skælde den ud over at være blevet småbuttet i løbet af de sidste par år. Og derefter kræve at den skal laves om....

For æggeledere kan vi ikke få igen, men figuren burde kunne hives tilbage - med lidt hårdt arbejde, ikke sandt? Og det er jeg så lige så langsomt gået igang med. Er i hvertfald begyndt at tage sol jævnligt - uden 2 grads forbrændinger til følge på nuværende tidspunkt - og så har jeg sandelig meldt mig ind i et motionscenter *shock og gisp lyder igennem lokalet* og har enddog været dernede og træne *flere publikummer besvimer*...

Ok, indrømmer at det er for tidligt at vinke farvel til Marilyn - men forhåbentlig skrumper hun lige så stille...

Et før og efter billede siger I? I må da have spist søm....

Blueprint til tidsmaskine søges

I min intense vrede mod verden og tingenes tilstand, er det gået op for mig, at der faktisk ikke er ret mange af de ting jeg er vred over, der står til at ændre på. Så i et desperat forsøg på at være konstruktiv tænkte jeg, at jeg jo må gå op i de ting der står til at ændre... Som fx min krop - eller rettere mit eget syn på den.

For I kan nok se, at skulle jeg ændre min krop ville det kræve en eller anden form for entusiasme for motion, som jeg virkelig ikke kan se hvor jeg skulle finde henne. Så I stedet har jeg bestemt mig for at ændre på mit syn på min krop...

Jeg tænkte ved mig selv, at blegfed nok ikke var vejen frem, så jeg daffede glad ned i det lokale solcenter og smed en tyver i boksen. Afklædte mig alt mit tøj og lukkede mig selv inde i en kiste fuld af bestråling (det lyder sundt ikke)... I løbet af de 8 minutter jeg lå der lettede jeg på låget ca 14 gange, da jeg 1) lider af paranoia for om der er nogen der kommer ind i rummet og 2) lider af klaustrofobi og frygter at den ikke kan åbnes igen...

Nå, men ingen kom og låget gik sandelig også op til sidst, så jeg daffede glad hjem igen, men visheden om at nu så jeg helt sikkert lækrere og sundere ud allerede... Indtil ca 5 timer senere, hvor det gik op for mig, at min marcipanshvide hud nu havde et ubehagelig skrigende lyserødt skær over det hele og var brændende varm og øm oveni. Fedt nok!

I min arrigskab over at dette forsøg på lækkerhed fejlede satte jeg mig ved computeren og satte min ven google til at søge lidt for mig... Og vupti! Jeg vidste jo jeg var lækker...

Kurvet, blegfed og lækker... kan det lade sig gøre? - ja da!

Marilyn said her epitaph should read:
"Here lies Marilyn Monroe, 38-23-36"

I min nysgerrighed måtte jeg jo straks finde målebåndet frem og sandelig så: 38-23-38.

Hvad siger I så? Jeg er tydeligvis en überbabe - jeg vidste det bare ikke...


Nu skal jeg så bare lige finde ud af, at opfinde en tidsmaskine...

The (Wo)Man in the Mirror

Jeg har før skrevet om mit lettere problematiske forhold til min krop. Så det kommer nok ikke som nogen banebrydende nyhed, at jeg ikke holder så meget af den.

Faktisk så hader jeg den. Hader er et stærkt ord, men i denne sammenhæng er det det rigtige. Jeg hader min krop så usigeligt meget. Den føles ikke som en del af mig.

Havde det ikke været fordi, at jeg rent logisk ved, at min krop og min hjerne er et, så havde jeg for længst givet den hvad den fortjener...

Jeg har flere gange følt en trang til at gøre skade på mig selv - men den logiske stemme i min hjerne fortæller mig, at det vil gøre ondt - så jeg lader være, for jeg er en pivskid. Jeg hader min krop og føler at den har snydt mig og forrådt mig, derfor bør den straffes....

Men hvordan kan jeg straffe min krop uden derved også at straffe mig selv? Det er umuligt.

Behandlingen har ført mig endnu længere ud i den mentale adskillelse af krop og psyke. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor eller hvordan, men lige så langsomt er den blevet til en klump kød, som jeg har den tvivlsomme ære at slæbe rundt på uden grund. For den kan jo ikke bruges, ser I... Den er defekt og uduelig. Så hvad skal man med den?

Bliver det mon bedre? Vil jeg mon nogensinde igen kunne se mig selv i spejlet og holde af det jeg ser? Jeg ved det ikke, jeg ved blot, at lykkes dette sidste forsøg ikke, så er der overhængende fare for, at samtlige spidse genstande i huset skal holdes i behørig afstand af mig....