Sunday, August 17, 2008

Tilykke, det virker!

Det er jo ikke nogen hemmelighed mere, at det ser ud til at nedskæringerne i Region Midt vil ende med at lukke de 2 største af regionens 3 fertilitetsklinikker, deriblandt Skejby. Og jeg er rasende, vred og afmægtig. Ikke fordi det berører mig længere, men fordi jeg synes det er så pisse uretfærdigt og kortsigtet for at sige det på godt jysk.

Man åbnede op for ægdonation i 2007, man brugte tid, kræfter og ressourcer på at forsøge at få et register sat op på Skejby, og nu skal det så bare lukkes ned igen?

Man har tænkt sig at lukke den eneste klinik i jylland der tilbyder ægsortering, stakkels de par der pludselig kommer i klemme der. Det vil jo være en voldsom belastning i tabt arbejdsfortjeneste og kørsel (to ting som regionen iøvrigt også ender med at skulle betale for via §56 ordningen).

Man har tænkt sig at lukke en fertilitetsklinik på et undervisningshospital, hvor vanvittigt er det? Skal Århus virkelig stå i den pinlige situation at være det eneste universitetshospital i Norden uden mulighed for at tilbyde fertilitetsbehandling? at forske i det og lære det fra sig? Hvad blev der af de bevingede ord om Danmark som et førende land indenfor forskning og viden?

Politikerne i Region Midt har grangiveligt regnet ud at de vil spare en forfærdelig masse millioner ved at sammenlægge klinikkerne, og besparelsen skal findes i det utopiske håb, at de barnløse vil søge i det private istedet...

Det kommer ikke til at ske hvis I spørger mig. Nogen vil nok, da ventelisterne jo vil ende ude i det groteske, hvis samtlige patienter i region Midt skal sluses igennem Brædstrup.... Men de fleste vil søge til klinikkerne i naboregionerne og dermed skabe øges pres og ventetid på klinikkerne der.... og regningen på disse behandlinger? Ja, de bliver jo sendt direkte tilbage til Region Midt.... Så det er jo en fup-besparelse, der ser fint ud på papiret, men som ikke holder en meter i virkeligheden...

Skejby har årligt ca. 12.000 konsultationer om året. Og modtager ca. 600 nye henvisninger hvert år. Jeg kender ikke tallene for Skive, men lad os bare sige det er det halve.... Det er saftsuseme mange mennesker der pludselig skal køres igennem Brædstrups døre...

Og hvad med kompetencerne, specialisterne, flyttes de med? Eller ender de i de private system?

Det er så "nemt" at skære fertilitetsklinikkerne væk, for det er jo en relativ lille befolkningsgruppe det rammer. Det er en gruppe der ikke er "rigtigt" syge, så der kommer ingen lig på bordet som Ekstra Bladet kan mæske sig i.
Og de fleste af gruppen har ikke synderligt lyst til at stå offentlig frem, så på den måde slipper man for en hel del ballade....

Men for fanden da, hvor er det kortsigtet! 7% af en fødselsårgang kan i øjeblikket takke fertilitetsklinikkerne for at de overhovedet blev til. Og jeg tvivler på at denne procentsats vil falde i de kommende år.
Vi skal være taknemmelig for indvandringen i dette land, for ellers ville vi langsomt dø ud som nation, vi føder ikke nok børn til at opretholde vores befolkningsgrundlag, og med tiltag som disse, kan man med held evt. barbere en procentsats mere af fødselsraten...

Jeg er så vred og skuffet, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal sige (og dermed også har problemer med at formulere mig på skrift), andet end jeg er glad for at jeg ikke længere skal i behandling via det offentlige....

Havde der været tvivl i mit sind om hvorvidt jeg skulle tage bjørnetjenesten eller ej, så er den tvivl da vasket væk nu.... Så tillykke til Region midt, det virker tydeligvis, I har hermed potentielt sparet et par tusinde kroner på mig....

Labels:

Thursday, August 07, 2008

Amocca - nu med baby

Nu er det tredjedagen efter Karla kom hjem og jeg skal love for at det er fuldtidsarbejde at have en hundebaby.

Karla har taget flytningen til sit nye hjem i stiv pote og har kun pevet om natten når vi skulle sove - hvor hun jo tydeligvis var vant til at ligge i klump med sine søskende. Piveriet stoppede dog straks hun kom op til mor i sengen... ups. Det var vist nok noget med at vi havde aftalt hun ikke skulle sove i sengen... Nå men man bliver jo klogere med tiden, ikke sandt hehe....

Hun er en nysgerrig lille pige med mod på livet, der tager tingene meget oppefra og ned. Herhjemme er der endnu ikke noget der har kunnet få hende ud af kurs, hverken opvaskemaskine, vaskemaskine, hårtørrer eller skægtrimmer. Støvsugeren bliver betragtet som legekammerat - omend den endnu ikke har været tændt.... Det bliver den næste udfordring.


Hun har indtaget sin Fatboy seng med det samme og tager alt hun finder med op på den for at undersøge det nærmere. Hendes bedste legetøj er hendes marsvinebamse, som bliver tævet voldsomt dagligt og også bliver brugt som sovepude. Hendes have er hendes helle og her får den ikke for lidt. Alt bliver bidt i og undersøgt og gravet i. Verden udenfor haven er stor og lidt skræmmende, men hun bliver mere modig for hver gang vi tripper ud i den...


For at undgå at kaffebaren drukner i hundeindlæg regner jeg med at oprette en blog til babypigen, men i øjeblikket har jeg nok at gøre med at prøve at nå at få en lur hver gang hun gør, så jeg ikke helt går ned på grund af mangel på søvn hehe...

Labels: ,




Powered by Blogger