Sunday, February 27, 2005

Uge 2 overstået

Så har jeg været på hormoner i 2 uger. Denne uge har jeg ikke umiddelbart haft de store udsving hvis I spørger mig... hvis I spørger min mand er sagen dog lidt anderledes hehe... han mener nu nok at lunten er noget kortere end den plejer og at kommentarerne er noget mere beske end normalt *rødme rødme*

Jeg har dog ladet mig fortælle, at disse bivirkninger forsvinder når man starter på opturen, så det ser vi frem til. Hvornår vi præcis starter på opturen finder vi forhåbentlig ud af på tirsdag når jeg skal scannes...

Iøvrigt stadig røgfri...

Saturday, February 19, 2005

Status på uge 1 på hormoner

Så blev det lørdag og første uge som røgfri og på hormoner er overstået. Det går fint nok uden cigaretterne, selvom det ikke er det fedeste jeg har været med til, men dette indlæg skal handle om hormoner, så ikke mere snak om rygning eller mangel på samme.

Hovedpinen fra dag 1 på næsespray har ikke vist sig igen, så den har jeg bedømt var mere influenzarelateret end hormonrelateret. Generelt har jeg ikke de store gener af næsesprayen. En smule næseblod engang imellem når jeg pudser næse og så lidt humørsvingninger *rødme rødme*

I videnskabens navn har jeg noteret mig mine største udsving og vil her dele dem med jer. Dette er selvfølgelig kun af rent forskningsmæssig interesse, hvis der nu skulle være enkelte læsere der mangler denne form for information til en evt. afhandling om hormonelle reaktioner!

Udsving nr. 1: Galde. Vi har fået ny bil. Det er en mercedes. Den har automatgear. Dette vidste jeg da vi købte den. Efter første tur i den var jeg så rasende, at min mand foreslog at sælge den efter at jeg havde overfuset ham pga det åndssvage automatgear... (Undskyld skat!)

Udsving nr. 2: Galde. Jeg har ødelagt et par cowboybukser ude på mit arbejde. Jeg kom til at skære hul i låret på dem med en hobbykniv. Det er flere måneder siden. Jeg har købt et par nye cowboybukser og havde dem på på arbejde i torsdags. Min souschef spurgte om jeg ikke var bekymret for at bruge mine nye bukser på job - hvis de nu skulle blive ødelagte. *Klik* - og jeg kortsluttede. En 5 minutters tirade om ødelagte cowboybukser senere, så min stakkels chef helt forkert ud i hovedet. (Undskyld Jonas!)

Udsving nr. 3: Generelt grådlabil. Tuder over alt. Boligprogrammer, nyheder, tegnefilm, alt! Den mindste smule trist, sødt, rørende, sørgeligt... så starter vandet...

Udsving nr. 4: Hysteri. (Dette er mit pies de resistance) Var i Bilka. Havde snuppet en kundevogn udenfor. Turen fra parkeringspladsen ned til indgangssluserne havde været som en kamp med en galsindet ko, fordi vognen ikke ville køre lige. Vel indenfor indgangsslusen kører vognen megasidelæns og torpederer et podie med striktrøjer. Jeg får et hysterisk anfald - sparker til vognen, til podiet og begynder at græde (Piiiiiiiiiiiiinligt). (Undskyld alle i Bilkas dametøjsafdeling og kundeservice der var vidne til miseren!)

Ret syret at sådan en lille næsespray kan ændre så meget!

Labels: ,

Friday, February 18, 2005

Sygeplejerskekonsultation

Ja, så har vi været til sygeplejerskekonsultation. Næsesprayen behøvede hun jo ikke at fortælle os om, da vi har været i gang med den i næsten en uge, så vi havde godt tid til at hyggesnakke og få at vide om alt det andet.
Vi fik udleveret vores Puregonpen, som vi jo godt nok ikke skal starte på før starten af marts måned, men nu ligger den så bare og venter. Og vi fik et par prøveampuller med hjem - vi grinte lidt af, at der udtrykkeligt stod på den "Må ikke bruges på mennesker" hmmm...

Så fik vi skrevet under på en helt masse halløj om behandlingen og om lidt forskellige forskningsprojekter vi gerne vil tage del i. Et projekt om smerte ved ægudtagning og at vi vil donere defekte æg til forskning.

Vi fik også en fin lille rundtur af klinikken, og vi har nu set det laboratorie vores fremtidige børn vil blive til i - "babyfabrikken" som manden så poetisk kaldte det ....

Og sidst men ikke mindst :) fik jeg et fint flag i min journal fordi jeg nu er ikke ryger og har været det i en uge...

Labels:

Monday, February 14, 2005

Bivirkning 1, 2 og 3?

Tjaaaa.... jeg kan ikke rigtigt fortælle jer om jeg har bivirkninger eller ej..

Bivirkning 1: Det viste sig at den hovedpine der indfandt sig 9.05 lørdag morgen var i følgeskab med en komplet gang influenza, så hvem ved om hovedpinen er et produkt af næsesprayen eller af influenzaen?

Bivirkning 2: Udover det har jeg hedeture og sveder som en hest om natten, men igen må vi se på at jeg som sagt har influenza og feber - så hvem siger at det ikke feberen der skaber disse temperatursvingninger?

Bivirkning 3: Og sidst men ikke mindst må jeg nok vedkende mig moderat aggressivitet og irritation, men eftersom jeg lige er holdt op med at ryge for 3 dage siden, ja så er det måske egentlig ikke så mærkeligt ;-)

Så bivirkninger ved jeg altså ikke om jeg har...

Labels: ,

Saturday, February 12, 2005

Nedregulering dag 1

Ja, så blev det den 12. februar og jeg kunne begynde med min næsespray. Tog første pust kl. 9.00. Og klokken 9.05, halleluja, det er da lige det produkt verden har ventet på: Instant headache in a single spray! Jubiiiii hvor jeg glæder mig til at gøre det 4 gange om dagen...

Nå, heldigvis er det ikke en slem hovedpine, så jeg overlever såmænd nok... Men det var alligevel en hurtigere reaktion end jeg havde ventet. Jeg havde troet at man sådan ligesom skulle bygge niveauet op i et stykke tid før man begyndte at få bivikninger - men ork nej der tog jeg helt fejl! Det tog 5 minutter....

Nu må vi så se hvor mange andre bivirkninger jeg bliver ramt af... Ja, det er absurd fornøjelse at have sig, men ikke desto mindre er det jo tegn på at det virker, på den ene eller den anden måde, så kroppen vil blive fulgt nøje i den nærmeste tid...

Labels: ,

Tuesday, February 08, 2005

Så kom posten

Og han havde en pakke med 2 stk. næsespray med til mig. Jeg har netop siddet og læst instruktionsfolderen der medfølger.... Listen over mulige bivikrninger er 2 kolonner lang. Jeg håber sandelig ikke man får dem alle....

Ja, mange af jer der læser med herinde har jo nok set denne folder før, men for min egen morskabs skyld (og for dem der ikke har) remser jeg dem sq op her alligevel - bare for at se hvor mange der mon er når de står i listeform....

Suprecur mulige bivirkninger:
hedestigninger
svedudbrud
tørhed i skeden
tab af sexlyst
uregelmæssige blødninger
hovedpine
migræne (i sjældne til fælde)
kvalme
nedtrykthed
mavesmerter
brystømhed
ændring af bryststørrelse
vægtændringer
nervøsitet
svimmelhed
døsighed
acne
tør hud
rygsmerter
forstoppelse
diarre (kan man mon have både diarre og forstoppelse på samme tid)
opkastning
søvnforstyrrelser
udflåd fra skeden
mavesmerter
hjertebanken
øget følsomhed i arme og ben
ændringer i behåring
overfølsomhedsreaktioner såsom rødme og nældefeber
hævelser i ansigt eller på arme og ben


Imponerende liste haha

Labels: ,

Monday, February 07, 2005

Sygeplejerskekonsultationen der blev væk

Ja, så oprandt dagen hvor vi skulle til sygeplejerskekonsultation, den var længe ventet. Dette var mødet der skulle gøre det hele virkeligt for mig - jeg skulle have hormonerne udleveret og have forklaret hvordan man brugte dem og hvor ofte... Og vi glædede os til dette første rigtige skridt ind i vores behandling...

Men ak. Læger og sygeplejersker er også mennesker og kan også blive syge. Og en af sekretærerne ringede her til morges og var nødt til at aflyse vores tid pga sygdom på afdelingen, de havde simpelthen ingen der kunne snakke med os inden d. 18. februar. Så der har vi fået en ny tid.

Et kort øjeblik satte panikken ind, da det er meningen jeg skal starte med hormonerne d. 12. februar, je tænkte at nu ville hun sige at jeg desværre måtte vente til næste cyklus med at gå igang... Men pyyyyhaaaa.... roen bredte sig igen da hun udtalte de magiske ord: "Jeg sender næsesprayen med posten til dig"....

Så jeg starter altså stadig på nedregulering med næsespray d. 12. februar. 4 pust i døgnet, hver 6. time - skiftevis i højre og venstre næsebor. Mon ikke det er til at huske - selv for et fjols som jeg?
Og går det helt galt, så er vi jo heldigvis i den situation at vi har vores egen private fertilitetshotline vi kan ringe til... (Du kan vist ligeså godt sidde klar ved telefonen Helle ;) )

Labels:




Powered by Blogger