Balancegang

Jeg har modtaget en mail. Afsenderen er en pige jeg har mødt, som er i samme situation som os. Hun skriver i sin mail om hvor svært det er, at finde balancen mellem barnløsheden og alle de andre ting i ens liv.
Dette inspirerede mig til at tænke lidt over balancegang - om at gå på line med en vægtstang. Hvor barnløsheden og behandlingen ligger i den ene ende og "alt det andet" i mit liv ligger i den anden.

Lad os starte med "alt det andet" i mit liv. For alle de ting der normalt fylder i menneskers liv, alle de ting der fyldte før dette kom ind i billedet, dem har jeg jo også.
Og på det punkt er jeg faktisk en usandsynlig heldig person. Jeg har en dejlig familie, vidunderlige gode venner, en dejlig mand der elsker mig højt og som jeg elsker. Jeg har et spændende studie, et fritidsjob jeg er god til, med gode kolleger osv. osv. Der er meget godt i mit liv. Og for det er jeg taknemmelig, men den taknemmelighed gør ikke, at jeg blot kan ryste den anden ende af vægtstangen af mig.

Barnløsheden og behandlingen synes, i udenforståendes øjne, at fylde ekstremt meget. "Hvorfor tænker de dog ikke på noget andet", tænker de ved sig selv... De siger det ikke længere, da de er blevet kloge af skade, de tør ikke længere ytre sætningen til mit ansigt, af skræk for den svidende verbale lussing de vil få, skulle jeg høre dem sige det - brændt barn lugter som bekendt ilde...

Men hvad de ikke forstår er, at det er slet ikke så nemt at tænke på noget andet. For det fylder så meget i vores tanker og i vores hverdag, at det næsten er umuligt at flygte fra. Helt ned til små åndssvage praktiske ting: I mit køleskab står fx stadig resterne af mit Suprecur fra sidste forsøg. I hjørnet af mit køkkenskab står en spand til brugte kanyler og nåle. I mit skab på badeværelset ligger resterne af en pakke Progestan stikpiller. I en folder på en reol i stuen ligger min patientfolder og alle mine patientpapirer. Indkodet i min telefon ligger nummeret til Skejbys tilmeldingslinie. I mine "foretrukne" på computeren ligger utallige blogs, hjemmesider, forums og links til barnløse og barnløshedsrelaterede artikler. I min indbakke ligger mails fra LFUB, fra andre i min situation, fra bloggere, artikler fra aviser og svar fra redaktører eller journalister jeg har kontaktet om dette og hint...
Og hver eneste måned minder min krop mig om hvor uduelig den er, når den giver mig smerter i forbindelse med menstruation og ægløsning, som jeg ikke kan bruge til en skid.

Og også når vi vender blikket udaf til omverdnen og indad til omgangskredsen bliver vi konstant mindet om, at vi ikke er som vi burde være. For overalt omkring os er der små børn, babyer, barnvogne og gravide kvinder. Det er nemligt moderne at være gravid og at være en familie. Og vi er ikke en familie. Men vi ville gerne være det, og har gerne villet det længe. Alle disse ting tynger den ende af vægstangen ned.

Det er svært at finde balancen, og det er der ikke noget at sige til, for hele min verden væltede af sin akse sidste sommer, og linegang er endnu sværere på en skrå line med en uligevægtigt fordelt balancestang.

Træt og trist

Jeg ved ikke hvad jeg skal fortælle jer. Der sker intet i mit liv. Og vi kom ikke med. Det hjælper ikke på mangelen på interessante indlæg.

Jeg er så utrolig træt af det hele, jeg føler mig gammel og bitter og uretfærdigt behandlet. Ikke fordi vi blev afvist, men fordi vi står i den situation vi gør... Jeg gider ikke mere! Hvorfor skal det være sådan her? Hvorfor skal det være så svært? Hvorfor skal det være så hårdt?

Jeg har bare lyst til at sidde her og tude... Men det hjælper jo ingenting. Jeg har lyst til at skrige min bitterhed ud... Men det hjælper jo ingenting... Jeg har lyst til at slå om mig og sparke til alting... Men det hjælper jo ingenting.

Ingenting hjælper. Det kan også være lige meget, jeg er alt for træt og trist....

Bæ og bæ og atter bæ

Åh for fanden da også. Så får man sin mens søndag og ringer ind mandag og bliver afvist! Og man står jo selvfølgelig ude på arbejde og kommer lige til at tude lidt, da sekretæren siger nej...

Jeg er bare så sur og ked af det og bitter... For helvede da! Så kom vi heller ikke med denne gang... Det er noget bæ, bæ og atter bæ!

Den "nye" nyhed

Ja, nu er det jo ved at være nogle dage siden, at HBT og Gitte postede om dette, jeg er lidt sløv i optrækket. Men vil da lige give mine tanker videre omkring dette...

Er jeg den eneste der ikke kan hidse mig selv op til at være vanvittig glad og jublende over nyheden om at de har lavet et forsøg hvor de sammenligner Gonal-F og Menopur? I forsøget blev 48% ar Menopur gruppen åbenbart gravide, hvor kun 23% af Gonal-F gruppen blev gravide....

Det lyder jo umiddelbart meget godt... Men! Der deltog kun 700 kvinder i forsøget, dvs. 350 i hver kontrolgruppe, så vidt jeg erindrer skal der være minimum 1000 deltagere, før man har lov at kalde det "brugbar statistik". Ligeledes ville jeg gerne vide lidt mere om kontrolgrupperne.... Foreksempel om aldersspredning... For det beviser jo ikke særligt meget, hvis du foreksempel har en betydelig større gruppe yngre kvinder i Menopur gruppen... da de i så fald statistisk set vil være mere frugtbare end ældre kvinder...

Ligeledes, synes jeg at alle steder (forskellige forums) hvor denne nyhed er postet, finder man masser af kvinder som er lige modsatte. Som ikke modnede æg på Menopur og som først blev gravide da de skiftede til Gonal-F....
Jeg må sige, at jeg nok har det lidt sådan, at kvinder er forskellige, og de vil reagere forskelligt på de forskellige typer af smimulationsmedicin de får....

Og så er der lige det der med, at artiklen i Jyllandsposten får det til at lyde som om, at Menopur er et helt nyt produkt som lægerne derfor netop har testet... Og det passer jo da ikke. Jeg kan desværre ikke finde en release date på produktet, men kan finde tal helt tilbage fra år 2000 hvor det er blevet brugt i fertilititetsøjemed....

Det jeg synes lød mest interessant i forsøget var, det med at affotografere æggene på forskellige tidspunkter og dermed identificere de bedste af dem - se det synes jeg lyder som noget der kan bruges... Men det blev nærmest skrevet som en sidebemærkning i artiklen, desværre... det de lagde vægt på, var de to produkter...

Måske er jeg bare kynisk, men jeg kan altså ikke hoppe op og ned af spænding over denne "nye" nyhed... Men bliver jeg sat på Menopur næste gang og bliver gravid? Ja så skal i se rejehop til den store guldmedalje ;o)

P.S

Fik jeg nævnt, at jeg var så glad igår, at det end ikke generede mig, at der stod en barnevogn med en lille gut i, uden for eksaminationslokalet. Min eksaminator var gravid og hende der skulle op efter mig var også gravid...

Kan I se hvor dygtig jeg er? Jeg lagde jo knap nok mærke til det overhovedet - ok, så, måske lidt... Men ikke så meget... måske fordi jeg havde kvalme på den ufede måde og derefter var i en lettelsens rus?

Hmmm... nå ja, og fik jeg sagt at jeg er nu er færdig med min bachelor? og at jeg fik 10?... Ja, det gjorde jeg vist hehe... og jeg har fået blomster :)

Så kan de lære det...

Ja, så må jeg bede om lykønskninger... For jeg er netop hjemvendt fra skolen, som nyslået bachelor i kommunikation - og det med maner :D

Jeg fik 10! Så kan de lære det...!

Er så glad går rundt og nynner fragglesangen haha...

Så kan jeg lære det...

I de sidste par dage er der sket to interessante ting.

1. Jeg har vundet en konkurrence
2. Jeg har fået en bestemt email fra en ukendt herre

Traditionen tro starter vi med nr. 1
Jeg har vundet en præmie. Og jeg vinder ellers aldrig noget. Og når jeg en sjælden gang i mellem gør, tjaaa... lad os se. Jeg vandt engang 2 billetter til en Patrick Isaksson koncert - nøj hvor fedt tænkte jeg, og inviterede min bedste veninde, Fru Larsen, ind og se det. Den dag koncerten skulle finde sted, var der snestorm over Danmark. Vi skulle være der kl halv otte. Klokken seks holdt busserne op med at køre grundet vejret. Så jeg fik aldrig mulighed for, at bruge min præmie.

Denne gang er det mere eller mindre den samme historie, omend en anden type præmie. Hvad har jeg vundet spørger I? Et gavekort på 300 kr til børnetøj *yippiieee - suk* og det er gyldigt en måned! Så det kommer jeg så heller ikke til at bruge. Jeg er så overtroisk anlagt på dette punkt, at jeg nægter at indkøbe babytøj og tilbehør... Har en eller anden åndsvag ting med, at hvis jeg køber det, får jeg ikke brug for det... kender i det? Eller er jeg dybt retarderet?

Så, Fru Larsen, hvis du læser med her... Jeg har prøvet at få fat i dig, men din morfar informerede mig om, at I var i sommerhus i denne weekend. Jeg har besluttet mig for, at gavekortet doneres til: "Sarahs fond for hurtig udvoksning af tøj". Du må derfor finde ting for 300 kr på denne netbutik...

Så kan jeg lære, at lade være med, at melde mig til enhver konkurrence jeg ser!

Og så går vi videre til nr. 2, som på ingen måder er relateret til nr. 1
Jeg har modtaget et indlæg fra Preben i indlægget "Konen med æggene" - skrevet tilbage i april lige efter ægoplægningen. Det ser ud til, at det billede jeg brugte i indlægget den gang i april, desværre var copyright beskyttet og var ejet af førnævnte Preben. Jeg havde bare brugt Googles billedsøgning og linket derfra... Sådan kan man være så naiv.
Jeg har selvfølgelig undskyldt over for Preben og fjernet billedet fra indlægget - i kan se billedet i oprindelige placering her. Men det var da lidt uhyggeligt sådan at modtage vrede indlæg fra en ukendt mand...

Så kan jeg lære, at se mig om en ekstra gang, før jeg bruger et billede i mine indlæg!

Link-a-doos

Har været igang med lidt hovedrengøring og opdatering ovre i link sektionen af bloggen. Har blandt andet lavet en ny kategori, "Andre Dejlige Damer", til de piger jeg følger, som ikke hører til under infertilitet eller adoption. Overvejer lidt om jeg bør flytte Sille og Rikke fra "Infertile Gudinder" til denne nye kategori, grundet deres lykkelige omstændigheder... Hvad synes I selv piger? Er i klar til at tage springet, fra en link gruppe til en anden?

Under infertile Gudinder har jeg tilføjet Snowie, dette link er ikke en blog, men en "almindelig" hjemmeside, men derfor kunne det jo godt være, at der var nogen der var interesserede i, at læse lidt om Snowies historie alligevel. Under adoption har jeg tilføjet Kristianes blog, som jeg har læst og luret på et stykke tid, dog uden at kommentere eller på anden måde gøre mig selv synlig derinde.

Jeg ved ikke, om der er nogen der bruger mine links, til at klikke sig videre med. Jeg ved heller ikke, om statcounter kan vise mig det, men hvis den kan, har jeg endnu ikke lært at fortolke det. (Nogen der ved det? og kan forklare mig det?) Men eftersom jeg bruger pænt lang tid hver dag, på at nyde at læse andre folks tanker og blogs, synes jeg nu alligevel at jeg "skylder" dem at vise mine læsere hvor de kan finde dem.

Jeg læser også på en del forskellige udenlandske blogs, og overvejer om jeg bør lave en links liste over dem. Men indtil videre har de ikke fået plads i højre spalte. Måske ved næste opdatering?

Hvor læser I piger? Er der en vital blog eller hjemmeside jeg bare mangler i mit repertoire? Så må I endelig sige til...

Om at skyde gråspurve med kanoner

Kilde: Kristeligt dagblad, d. 16.06.2005
Et nyt direktiv fra EU vil skærpe kravene omkring omgang med menneskeligt væv, i en sådan grad, at det vil koste de fleste europæiske fertilitetsklinikker livet. Direktivet skal træde i kraft fra April næste år. Det vil være intet mindre end katastrofalt for kvinder som os, i hele europa. Læs hele artiklen her.

Hvis direktivet bliver indført, betyder det, at alt fertilitetsbehandling lukker. Det ville være katastrofalt, siger Søren Ziebe, Formanden for Dansk Fertilitetsselskab.

Direktivet er primært møntet på fx knoglemarvstransplantationer, men grundet æghåndtering er fertilitetsbehandlingen også dækket under det.
Jeg er dybt chokeret, vred og ked af det. Dette er intet mindre end galimatias. Misforstået koncept af virkeligheden kan jeg kun sige. Brug venligst vore dyrt betalte skattepenge på noget andet. Er det mon en del af adgangskravene for at blive politiker at man skal have uld i hovedet? Som om det ikke var nok, at vi skal slåsse med den gennemsnitlige danske politiker og menigmand, som ikke mener vi har ret til behandling på det offentliges regning, ja så skal vi altså også nu i slåskamp med de store drenge fra EU.

Overlæge dr.med. Suzan Lenz, der også er næstformand i Danske Føde- og Kvindelægers Organisation (DFKO), har kaldt hygiejnekravene i direktivet for "at skyde spurve med kanoner".

Så vi må i blækhuset piger, vi må skrive til Gud og hvermand og hidse os op over denne vanvittige ide. Og vi kan starte med at skrive til hende her:

Mette Thouborg, specialkonsulent i Lægemiddelstyrelsen, der skal indføre de nye regler i Danmark, maner imidlertid til besindighed.

Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig? - eller: Djævelsk bitter kaffe...

Advarsel: Denne post indeholder grimme tanker. Har du ikke lyst til at vide hvad jeg som infertil nogen gange tænker om dig, så vend tilbage en anden dag...

Hmmm... Frederikke starter en interessant diskussion i kommentarerne under indlægget med tandlægen

Jeg forstår, at det gør ondt - men samtidig tænker jeg også, at vi ind imellem må glæde os på vegne af andre. For lige så lidt de bevidst ønsker at såre os, lige så lidt ønsker vi vel at de skal være i vores sko?

Givet, min tandlæge ved ikke jeg er barnløs. Mit indlæg var nu mest af alt også blot ment, som en halv bitter, galgenhumoristisk henvendelse om, at man ikke er "fredet" nogen steder. Selv hos tandlægen (hvor man ellers ville mene, at fokus er i den "anden ende") kan man blive mindet om sit "problem"... Jeg er sikker på, at havde hun vidst det, havde hun på ingen måder bevidst ønsket at såre mig.
Om jeg kan glæde mig på hendes vegne? Tjaaa... Jeg kender hende ikke rigtigt, og derfor gjorde det egentlig heller ikke sindssygt ondt, at få at vide at hun var gravid (det er værre med nærmere bekendstskaber synes jeg...) så jo, på min egen forkvaklede måde ønsker jeg hende da alt godt.

Jeg tror sjældent nogen vil mig ondt bevidst. Jeg har en tro på, at mennesker generelt er gode, men også en tro på, at mennesker generelt er nokkefår. De stikker deres størrelse 43 i munden og plaprer løs. Og nogle gange sårer de - det er sjældent ment sådan, men smerten er jo ægte nok alligevel. Jeg har sikkert også selv gjort det - overfor kvinder som mig selv - før jeg selv stod i lort til halsen.

Før jeg skriver det næste vil jeg lige citere Rikkes kommentar fra samme post, da den er yderst gyldig og sand i mine øjne, og også henvise til advarslen i toppen af indlægget.

Men er bloggen ikke netop det sted hvor vi kan få afløb for de sorte tanker, så vi ikke kaster os frådende over tandlæger med bebser i maven i virkeligheden?

Og hvorfor citerer jeg dette? (Advarsel - sorte, lede, ondskabsfulde ord og tanker forude)Frederikke går ud fra, i sin kommentar, at jeg ikke ønsker nogen andre skal gå i mine sko. Jeg har sagt det før - og mener det: Jeg ville ikke ønske dette for min værste fjende...

MEN - og det er et stort men. En gang imellem, når det gør allermest ondt og nogen sårer mig dybt, ja så må jeg indrømme, at så ville jeg ønske det smittede... Det er en rigtig rigtig grim tanke... men jeg har den! Jeg ville ønske, at mit problem kunne overføres til disse mennesker, at de kunne leve i mine sko og når de havde prøvet det, stået der: grædende, hulkende, afmægtige og ulykkelige... så kunne de komme tilbage og se hvad de så havde at sige... Og det er grimt - meget meget grimt - at tænke den slags ting...

Og det er grimt, ikke at glæde sig på andre folks vegne - det ved jeg. Jeg er godt opdraget, trods alt... Men undskyld mig, nogen gange så kan jeg fandme ikke.... Nogle gange giver det mig kvalme bare at være i rummet, når graviditeten afsløres. Jeg ved, at min ulykke intet har med disse mennesker at gøre, men det ændrer ikke på det sug af bitter uretfærdighed og misundelse jeg føler indeni...
Og det er absurd, for det er jo ikke deres graviditet jeg vil have, ikke deres barn. Det er tilstanden jeg misunder. Og det er den selvfølgelighed, med hvilken, de er i den tilstand, jeg misunder - for for folk som mig er det ikke en selvfølge...

Og det er nok derfor, det er så svært at glæde sig på andres vegne: på grund af misundelsen. Misundelse er en endnu en grim følelse, som man ikke bør have. Men den er der. Jeg er dødsens misundelig på alle disse kvinder, disse par, som planlægger deres familieforøgelse og som med den største selvfølge får den som planlagt. Jeg er misundelig på, at de kan få alle de børn de vil have, når de vil have dem og uden at skulle igennem alt det lort som vi skal. Det gør mig bange for, at jeg måske aldrig nogen sinde kommer til at prøve det... og den tanke skræmmer mig så meget, at det gør ondt, ondt, ondt indeni.

Og lad os da vende tilbage til min overskrift. For hvis jeg tænker så grimt om andre, forventer jeg da så, at andre skal opføre sig pænt over for mig? Sjovt nok: Ja! Og det er muligvis en brist i min opdragelse - måske er jeg for egoistisk anlagt? Jeg ved det ikke. Men jo, jeg forventer, at folk tager hensyn, at de tænker sig om før de taler. Og jeg håber at jeg selv - i det mindste ud af til - gør det samme...

Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig - men jeg tænker hvad end jeg har lyst til om dem ;) Og til tider er det en kop skarntyde andre gange blot en kop djævelsk bitter mokka...

Spark mig - jeg ligger ned! Bøjet i neon?

Overskriften vender vi tilbage til...

Jeg var nemlig til tandlæge idag. Det er der som sådan intet interessant i - og dog... for første gang i mit voksne liv (tror jeg), kom jeg igennem et tandlægebesøg uden anmærkninger om begyndende huller og des lige - så det var jo en god ting (også for pengepungen)...

Men, denne gode stemning skulle hurtigt ødelægges. Jeg nåede kun lige, at rejse mig fra stolen, før min tandlæge (som er kvinde og jævnaldrende med mig - om ikke yngre) ytrede sætningen: "Jeg er 4 måneder henne i min første graviditet"...

Og det er her, vi vender tilbage til overskriften, for det var i dette øjeblik, jeg begyndte at se mig om efter skiltene med ordene: "Spark mig - jeg ligger ned", der tydeligvis måtte omgive min person. Men jeg kunne ikke umiddelbart få øje på dem. Da jeg tog hjemmefra om morgnen, erinderede jeg heller ikke, at der havde stået: "Gnid venligst salt i såret" i panden på mig... men jeg måtte jo gå ud fra at det var kommet i løbet af turen til klinikken....
For hvilken anden årsag skulle der ellers være til, at denne fremmede kvinde fortalte mig dette?

Årsagen? Tjaaa... hun ville blot informere mig om, at hun var på barsel ved mit næste tandlægebesøg - tak for tippet, du er bare alletiders!

Anonyme Netoholikere

Hej. Jeg hedder Amocca, jeg er netoholiker. Det er 5 dage siden mit sidste fix....

Aaaarrrggghhh! Undskyld mit utidige fravær, men vores internetforbindelse virkede ikke og vi har derfor været uden net i 5 dage... gru og rædsel! Hvordan levede jeg før? Jeg ved det ikke, men det har været forfærdeligt og jeg ønsker aldrig at opleve det igen...

Vidunderlige, intelligente, følsomme, humoristiske og fantastiske indlæg følger forhåbentlig snarest!

Operator: Get me Jesus on the line

Puk taler i sit sidste indlæg om at lave en "deal" med den øverstbefalende i det her infertilitetsshow. Jeg synes det ville være rart, i det mindste blot at blive briefet om HVORFOR.... Hvad man dog ikke ville gøre, for bare 5 minutters telefontid med ham... På Skejby skal man forvente ca. 1 uges ventetid på en telefonkonsultation, grundet patientpres på lægerne... Tør ikke tænke på hvad ventetiden er oppe på, når vi taler om gutten i penthousekontoret....

Jeg ved ikke med jer, men jeg betragter ikke mig selv som specielt troende, og så alligevel... Da jeg var barn, holdt jeg hver evigt eneste år sommerferie med mine bedsteforældre. Mine bedste- forældre er kristne med stort K. Vi var på bibelsommerlejr, hver evig eneste sommer fra jeg var 1 år gammel til jeg var omkring 12 tror jeg, sådan ca.

Ud over det var der "fredagsfamilie", som er en slags udvidet familiekomsammen med alle de andre kristne, og så selvfølgelig de mange gudstjenester og søndagssommerskole og hvad ved jeg... Ja, sig det bare: hjernevask!

I mange år herefter, gjorde jeg oprør imod det. Små oprør ganske vist, fornægtede aldrig Gud i mine bedsteforældres påhør eller noget, men jeg nægtede fx at folde hænderne under bordsang (ja, man skal synge taksigelse før man spiser) og jeg brugte uden tvivl Guds navn i forkerte sammenhænge lidt for ofte, til at min bedstemor satte pris på det....

Men nu er jeg voksen - eller ihvertfald mange år ældre ;) Og nu er det hele ikke så sort og hvidt mere. Jeg elsker mine bedsteforældre og jeg elsker at komme hos dem. Jeg besøger dem så ofte jeg overhovedet kan. De er dejlige mennesker og de hviler i sig selv og i deres tro - de har en ro over dem, som jeg misunder. En ro udsprunget af en urokkelig tro på, at Gud elsker dem og vil dem det godt. Og jeg bader i denne ro, i denne grænseløse kærlighed, mens jeg er i deres hjem... samtidig med, at jeg føler mig lidt som en forræder.

For hvor end taknemmelig jeg er for, at Gud gav sin enbårne søn til os, at han påtog sig alle vore synder fra nu af og i al evighed, og at vi, alle Guds børn, derfor vil komme i himmelen... Ja, så kan jeg ikke lade være med at tænke, at Gud måske bare en en gammel excentrisk gnavpotte som deler ulykke ud for "kicks"... Eller at han blot er et sadistisk barn, med en myrekoloni i et terrarie, og engang imellem hiver han benene (eller fertiliteten) af een af dem, for at se hvordan den reagerer....

Men giv mig 5 minutters telefonkonsultation, omend ikke med ham, så blot med den næstkommanderende - som jeg må gå ud fra er Jesus, hvis man skal dømme efter det materiale vi har, vedrørende organisationsstrukturen deroppe: "siddende ved Gud Fader den almægtiges højre hånd, hvorfra han skal komme, at dømme de levende og de døde"... bare 5 minutter....

Bikiniklar?

Dette forulempende spørgsmål stillede forsiden af et dameblad mig, i supermarkedet den anden dag. Jeg følte en trang til at sætte ild til bladstanderen...

Efter et rygestop og en 40 dages hormonkur - plus lidt trøstespisning, lad os nu være ærlige - begynder min (i forvejen ikke særligt spændstige) krop, mest af alt at minde om den af en østtysk kuglestøder....

Problemet er, at det jo egentlig ikke er et problem, man kunne jo blot tage sig sammen og bruge denne måneds tvangspause på at motionere lidt... Men kan jeg få sparket kroppen i gear til det? Nej! Hver gang jeg så meget som overvejer en løbetur el. lign. fysisk aktivitet, får jeg pludseligt ondt i diverse legemsdele og må opgive *rødme rødme*...

Ironien i situationen er ikke tabt på mig, jeg synes det er absurd at tænke på, at jeg går og beklager mig over lidt ekstra hud på sidebenene, når mit højeste ønske er vægtstigning på omkring 10 kg og en ordentlig mave til at matche den...

Vi skal alligevel bruge sommeren på skejby, lægerne er nok ligeglade med, om min hud er hvid som porcelæn, og at der sidder et kilo eller to ekstra på bagen...

Nå, jeg vil trække i træningstøjet.... eller.... måske bare lave en kop kaffe og surfe lidt, synes min ankel/ knæ/ mave/ hoved/ håndled/ balle (indsæt selv flere) gør lidt ondt ;-)

Romantik tak tik tak

Ok, lad os indrømme det, livet bliver bare mindre romantisk når man har været i gang med projekt baby i et stykke tid. Når ægløsningstestene og temperaturkurverne melder sig på banen, og sex på dag 12, 14 og 16 i cyklus er blevet en del af normen. Så er der meget af impulsiviteten og romantikken i (sex)livet der allerede er gået fløjten. Og det bliver ikke bedre når man bliver diagnosticeret infertil.
Sexlivet kan måske nok ændre sig til det bedre - efter et stykke tid - men romantikken, ved at lave et barn sammen, er gone for good. Vores børn bliver lavet ved hjælp af en klat i en kop og æg taget ud via en meget lang kanyle. Der er mange mennesker tilstede når ovennævnte sker. Og faktisk forholder det sig sådan, at jeg sagtens kan blive gravid, uden at min mand fysisk er tilstede i rummet....

Alting bliver bare lidt mindre rosenrødt når ens børn skal laves i en kop. Man ser måske en romantisk komedie. Der står vor smukke Meg Ryan og søde Tom Hanks i "You've Got Mail", og endelig finder de hinanden og det hele er rosenrødt - eller hvad? For kan man lade være med at tænke på, at både helt og heltinde nok er omkring de 40, og de har nævnt manglen på børn / ønsket om et barn tidligere i filmen.... Kan man lade være med at tænke på, om de mon ikke burde gå igennem udredning hurtigst muligt? Men han har selvfølgelig en hund...
Man sniger sig måske til at læse en andenrangs romance bog efter sin ægudtagning, hvor heltinden i en enkelt nats hedt favntag, pludseligt er gravid med helten - bare rolig, det hele ender godt .... Og man tænker: "Yeah, right! " mens man holder om sit ømme underliv som er stimuleret halvt til døde, for derefter at være blevet hevet og flået i og perforeret af vanvittige torturinstrumenter.....

Men det biologiske ur tikker og takker derudaf og man glemmer de rosenrøde drømme om romantiske hyrdetimer, en overraskende forsinket menstruation, en nervøs trippen ved en graviditetstest og chokket ved to streger - om de glædeligt overraskede ansigter på familien når man fortæller nyheden.... Intet af dette er længere en realitet.
Realiteten er istedet næseblod og hedeture, hidsigheds og grådanfald, et dekorativt perforeret maveskind, hvide kitler og dildoformede scanningsstave, øgning i dosis, stikpiller og onani i et glas, neonrør i loftet og lange kanyler, venflon med morfin og stesolid tabletter, laboranter i hjørnet der råber: "æg" og smerter og døsighed og den allestedsnærværende angst for at det aldrig lykkes....

Tik, tak, tik, tak.... Er det dog ikke romantisk at få et barn med den man elsker?

Forræderiske krop 1 - Amocca 0

Jep, den vandt over mig endnu engang. Mens er kommet idag, og bare for at føje spot til skade kom den full blow med det samme og uden det sædvanlige 3-dages pletteri :( møgkrop! Jeg har den mistænkt for at være betalt af tampax bag min ryg....

Hvorfor kunne den da ikke bare for en enkelt gangs skyld tage sig sammen og arbejde med mig istedetfor imod mig? Er der nogen af jer kloge kvinder der kan svare på det?

Føler mig næsten fristet til at finde joggingbusken frem igen....