Rør mig ikke

Jeg er født i halvfjerdserne, hvor verden var en anden end den er idag.

En verden hvor narresutterne og bideringene var fulde af phtalater, hvor zinkcremen til vores numser uden tvivl indeholdt både tungmetaller og parabener, hvor legepladserne bestod af både karusseller og vipper, hvor vi åd sand direkte fra sandkassen med stort velbehag, hvor man blev sendt over til naboen for at blive smittet med skoldkopper og hvor man efterlod sine børn i barnevognen udenfor købmanden kun "beskyttet" af et lille plastichjerte med ordene "rør mig ikke"...

Og tænk engang, 30 år senere er jeg her stadig, i live og i stand til at fortælle om det... Så måske var det ikke så farligt endda... Men det var nu ikke kun for at trække denne kæphest ud af stalden, at jeg satte mig til tasterne idag...

Det var tanken om plastichjertet, der er årsagen til dagens indlæg. For, hvor ingen forældre jeg kender, idag kunne drømme om at efterlade deres barn i barnevognen uden for en butik, så bruger jeg stadig "rør mig ikke"-tricket den dag i dag...

Ikke sådan forstået, at jeg render omkring med et plastichjerte klistret på tøjet, men jeg bærer den voksnes ekvivalent hertil, på mine mange lange togrejser frem og tilbage: MP3-afspilleren og et sæt heftige ørebøffer...

Min MP3 afspiller er en iPod. Den købes komplet, med et sæt små diskrete hvide høretelefoner, som gemmer sig helt inde i øret. Hvis meningen med din MP3 afspiller er at høre musik og se smart ud samtidig er dette det rigtige valg for dig...

Derimod, hvis du - som jeg - ønsker at bære et "Rør mig ikke"-hjerte / "Jeg gider ikke tale med dig"-skilt, så er de helt helt forkerte.

I så fald er det nødvendigt at investere i et par hørebøffer, som fylder det meste af dit hoved... Hvis de ikke er synlige nok, har du kun dig selv at takke, når kvinden på hjørnet med "Vagttårnet" kontakter dig, på trods af din MP3-afspiller...

At mit fædrende ophave så mener, at jeg ender med at blive kvast i trafikken, grundet min fuldstændige mangel på høresans når jeg har dem på, er så en hel anden ting... Men der må jeg nok sige, at jeg tager chancen...

For når alt kommer til alt, så overlevede jeg en livsfarlig barndom, hvor praktisk talt alt jeg gjorde, legede med og blev udsat for, åbenbart var så farligt, at det nu er forbudt... Og siden balle- og gumme-kræft epidimien i min generation stadig lader vente på sig, ja så jeg krydser fingre for, at dette ufattelige held bliver ved med at følge mig...