The (Wo)Man in the Mirror

Jeg har før skrevet om mit lettere problematiske forhold til min krop. Så det kommer nok ikke som nogen banebrydende nyhed, at jeg ikke holder så meget af den.

Faktisk så hader jeg den. Hader er et stærkt ord, men i denne sammenhæng er det det rigtige. Jeg hader min krop så usigeligt meget. Den føles ikke som en del af mig.

Havde det ikke været fordi, at jeg rent logisk ved, at min krop og min hjerne er et, så havde jeg for længst givet den hvad den fortjener...

Jeg har flere gange følt en trang til at gøre skade på mig selv - men den logiske stemme i min hjerne fortæller mig, at det vil gøre ondt - så jeg lader være, for jeg er en pivskid. Jeg hader min krop og føler at den har snydt mig og forrådt mig, derfor bør den straffes....

Men hvordan kan jeg straffe min krop uden derved også at straffe mig selv? Det er umuligt.

Behandlingen har ført mig endnu længere ud i den mentale adskillelse af krop og psyke. Jeg kan ikke helt forklare hvorfor eller hvordan, men lige så langsomt er den blevet til en klump kød, som jeg har den tvivlsomme ære at slæbe rundt på uden grund. For den kan jo ikke bruges, ser I... Den er defekt og uduelig. Så hvad skal man med den?

Bliver det mon bedre? Vil jeg mon nogensinde igen kunne se mig selv i spejlet og holde af det jeg ser? Jeg ved det ikke, jeg ved blot, at lykkes dette sidste forsøg ikke, så er der overhængende fare for, at samtlige spidse genstande i huset skal holdes i behørig afstand af mig....