Nytårsforsætter

Noget anderledes end sidste år, men her er de så...

Nytårsforsætter for 2006:

• Ryg mere
• Drik mere
• Lev mere
• Græd mindre

Amoccas nytårstale

Så gik endnu et år. I sidste års nytårstale skrev jeg, at jeg ikke mente at noget år kunne blive værre end 2004 – lad mig indrømme med det samme, at jeg var naiv og dum og tog grueligt fejl. Men hvad kan man forvente? Jeg var 30 år yngre end jeg er i dag.

Men lad os tage et tilbageblik på året der gik, for at forstå hvad det var der gjorde, at 2005 blev det år vi helst så slettet af historiebøgerne. For det startede jo egentlig ok – ja så ok som konsekvenserne af 2004’s besked om ufrivillig barnløshed nu kunne tillade.

I januar var vi glade og spændte på første forsøg, og i februar gik vi så i gang. I april måtte vi sande, at behandling ikke nødvendigvis betød graviditet. Denne sandhed fik vi også at føle i september og nu igen i december. Og sammen med denne triste nyhed måtte vi så også indse, at løbet var kørt. Vi var færdige – i alle henseender.

Sidste år skrev jeg, at en nytårstale bør være positivt reflekterende. Det er fandeme svært at reflektere noget som helst positivt ud af årets hændelser. Det har været det værste lorteår i mands minde, og selv hvis jeg fik begge ben kørt af i 2006 ville det ikke nå 2005 til sokkeholderne i lortethed. 2005 var året hvor verden faldt ned. Og jeg har endnu ikke fundet ud af hvordan man får den op igen.

Samtidig med det positivt reflekterende tilbageblik, som jeg ikke kan leve op til, bør en nytårstale også skue fremad og se på det kommende år. Det er jeg endnu ikke klar til. Jeg lever i et vakuum, og sådan er det vist bedst lige nu. Fortiden gør for ondt at mindes og fremtiden er for ond at tænke på. Lige nu og her er alt der er.

Og hvordan har jeg det så? Kan man spørge sig selv. Ja, lad mig sige det på den måde, at hvis de nogensinde laver ”tuden på toiletter under familie julesammenkomster” til en olympisk disciplin, da vil jeg være sikret en finaleplads uden problemer. Og det er i dette vakuum, fyldt af tomhed punkteret med episoder af toilettuderi, at jeg befinder mig lige nu.

Hver nytår i de sidste par år har jeg tænkt: næste år er du mor eller i hvert fald gravid. Næste år bliver bedre. Jeg vil ikke begå fejlen igen, og tro, at 2006 bliver et bedre år. Jeg ved at jeg hverken er mor eller gravid næste år. Jeg tror at 2006 bliver endnu et lorteår, men i det mindste vil jeg ikke længere skulle leve i uvished og angst for fremtiden.

Min værste frygt er blevet til virkelighed og der er intet andet at gøre, end at lære at leve med det.

Godt nytår!

Hvid jul, rød jul, who cares....

Den 22. december lavede jeg et tidligt nytårsfortsæt, eller dvs. det var mere et julefortsæt, nemlig, at jeg ville drikke mig godt og grundigt beruset hver eneste dag indtil jeg skulle møde på arbejde d. 27. december.

Det har gået rimeligt i de sidste par dage, med at opfylde dette fortsæt, men i dag halter det dog lidt, det vil jeg dog forsøge at råde bod på om muligt....

Jeg håber I andre nyder helligdagene og julen.

- hvad enten den er hvid eller rød...

Glædelig jul

Da jeg i tankerne opridsede dette indlæg i tirsdags, skulle det have været med en relativ positiv indgangsvinkel, hvor jeg ønskede os alle en glædelig jul og en masse dobbeltstregede graviditetsteste, og snakkede lidt om hvor spændt jeg var på om jeg mon begyndte at bløde eller ej denne gang...

Men nu er det fredag, og julestemningen kan ligge på et meget lille sted. Der er ingen sne i landskabet udenfor, det eneste der drypper med uvigelig sikkerhed er blod blandet med progestan* (yummi for en beskrivelse Amocca - der fik du lige sorteret ud i læserskaren...).

Igår tudbrølede jeg i takt med julecd'en på stereoanlægget, i 6 stive timer. Om aftenen drak jeg en ½ flaske vin og tudede lidt mere. Jeg har fået så mange søde emails, sms'er, blogkommentarer, blomster og gaver, at man skulle tro jeg netop var kommet hjem efter et længerevarende hospitalsophold. Mange tak til jer alle sammen, det varmer at vide, at der sidder så mange mennesker i det ganske danske land der tænker på een.

Lige før starten gik til dette forsøg, skrev jeg følgende i et indlæg her på bloggen:

Skrækslagen for at jeg ikke kan udholde og overleve denne smerte uden at gå i tusinde stykker? Og hvis jeg går i tusinde stykker, kan skårene så limes korrekt sammen igen? Hvad nu hvis det går galt og jeg aldrig finder mig selv i skårene igen?

Igår i min altfortærende sorg var jeg bange for, at jeg havde haft ret. Men i dag ser tingene allerede bedre ud. Jeg er stadig ked af, ingen tvivl om det, men min elskede mand er jo hos mig - og med ham ved min side, der kan jeg klare alt, så må vi se hvad fremtiden bringer.**
Ja, jeg er gået i stykker, og jeg bliver aldrig den samme igen, et forløb som dette vil nødvendigvis forandre en person. Men selvom jeg måske nok er forandret, så håber og tror jeg på, at jeg kan finde noget jeg kan genkende og holde af i skårene.

Jeg fik en email i går, der snakkede om ovenstående blogindlæg, om at gå i tusinde stykker. Hun sendte mig følgende citat med, som jeg synes er meget smukt og rammende i lige denne sammenhæng:

'there is a crack in everything, thats how the light gets in'

Nu vil jeg slutte af med at ønske jer alle sammen en rigtig glædelig jul og sige mange tak for jeres ord, krammere og tanker til mig og min mand.

_________________________________

*Jeg har i øvrigt testet - fordi jeg er en 'sucker for pain' og den er selvfølgelig negativ.

**Vi har bestemt, at vi ikke tager nogle definitive beslutninger om vores videre forløb, før vi når januar.

Om lidt er det forbi

Om lidt bliver her stille
Om lidt er det forbi
Fik du set det du ville
Fik du hørt din melodi
Forladt og alene
Danser cirkusprinsessen rundt
Går i stå på sin line
i et sanseløst sekund

Om lidt om lidt er vi borte
Vi ses måske igen

Plet kom her til morgen. Det var det!

Halvvejs

Hvad kan jeg sige? Vi er halvvejs og en statusrapport ville måske have været på sin plads, hvis der havde været noget at gøre status over. Men det er der ikke rigtigt. Den første uge var præget meget af bivirkninger, let kvlame, halsbrand, brystspændinger, niv og jag i underlivet osv. Lider stadig en smule af det, men det er vist ved at være på retur efterhånden...

Og eftersom jeg så som sådan ikke har noget at skrive om, og i ære af den snartkommende højtid, vil jeg istedet dele denne lille "Ode til Progestan", som jeg opfandt på et af mine utallige forgæves toiletbesøg her i weekenden... Til de af jer, der er musikalsk anlagt, kan den (med lidt god vilje) synges på "glade jul, dejlige jul"...

"Progestan, det er sagen
Så får du hård mave, hele dagen
halsbrand og hvidt snaask, så skønt
jag i livet, et bryst så ømt
Hvad var navnet igen?
Progestan, min ven..."

Amocca i grafer og aktier

Da jeg på et tidligere tidspunkt, havde stor succes med et indlæg om bizarre udregninger - og da det åbenbart i det hele taget er trendy, at tage matematiske formler til hjælp i øjeblikket - ja, så kommer her et "spændende" indlæg om mig, min behandling og grafiske fremstillinger af samme...

Som det tydeligt ses af grafen til venstre, er det helt sikkert en fordel for mig, at blive stimuleret kortvarigt, men heftigt. Det virker helt sikkert bedst, hvis doserne er høje og bliver givet over kort tid. Men åbenbart heller ikke for høje, da det så tager længere tid igen...

Det er jo ret tydeligt, hvis man sammenholder grafen fra før med ovenstående skema - der er forsøg 2 vel klart det mest optimale med en kort stimulering og mange æg. Forsøg 1 var helt hen i vejret, men lang stimulering og meget få æg. Forsøg 3 her, er så lidt en blanding, med en smule længere stimulering, men samme antal æg...
Mystisk! Det eneste jeg vist kan konkludere ud fra ovenstående er, at intet forsøg er det samme, og det hele er forskelligt! Ufedt!

Men så er der befrugtningsgraden - og som vi kan se her til højre, så tegner der sig et dystert billede - det er ski da lige ved, at man bliver glad for, at der ikke er flere forsøg tilbage - for det ser da skidt ud med den befrugtningsgrad... Hvis det var aktier ville jeg ihvertfald ikke spillepå dem, lad mig sige det på den måde...

På den anden side, er det vist noget med, at man skal købe mens de ligger lavt, ikke? Men selvfølgelig kun hvis man tror på, at der er grund til fremtidig positivisme og fremgang...

Tør man mon købe?

Ruge ruge ruge

Så oprandt mandag endelig! Og den blev til nervepirrende tyve minutter over 8 før telefonen endelig ringede. Kun 2 af æggene havde ladet sig befrugte, et var stadig 4 cellet og det andet var 7 cellet her på dag 3.
Dette var de samme slags æg vi fik lagt op i første forsøg og når man sammenholdt det med, at kun 2 ud af vores 11 æg havde ladet sig befrugte, ja så faldt humøret altså lige et par grader...

Nå, men afsted til akupuntøren med mig. "Bare slap af og hvil dig", lettere sagt end gjort, når ens mobiltelefon ringede flere gange end et omstillingsbord. Men fik dog slappet af, ind imellem opkaldene - jeg kunne jo ikke svare, eftersom jeg lå godt forpuppet i mine tæpper og nåle.

Tilbage til lejligheden og så afsted til skejby. Her steg humøret igen, for laboranten kunne fortælle, at det 7 cellede æg havde delt sig til 8 celler siden vi snakkede sidst. Selvom der var nogle fragmenteringer, så synes hun det var flotte celler. Det fik dog stadig kun scoren 3.1 pga. fragmenteringerne...

Op med æggene, hjem med manden så han kunne komme på arbejde, og så tilbage til akupunktøren - denne gang med slukket telefon. Sikken en renden frem og tilbage. Men nu er det hele overstået og jeg er: G.I.D.M.E.B

Ægudtagning

Så kom æggene ud her til morgen. 11 stk. blev det til (ligesom sidst)- så må vi håbe de opfører sig pænt i laboratoriet weekenden over.

Selve udtagningen gik fint, lidt smerter hist og pist, men ikke så slemt man ikke kunne holde til det. Lidt blod fik vi også denne gang. Venflonen gjorde ondt at få sat i dag, og har også efterladt sig et stort firkantet blodigt blåt mærke, men skidt med det...

Da jeg kom hjem ringede telefonen konstant, sådan føles det ihvertfald for mig, så jeg endte med at indtale beskeden: "Der var 11 æg - men jeg orker ikke at snakke med jer" på mobilen i min morfinrus haha...

Som sagt, 11 æg, nu venter vi i spænding på opkaldet mandag morgen...

PS. Mange gange tak for alle de søde held og lykke beskeder, både her og på mail

Svie og smerte

Så fik vi taget ægløsningssprøjten her til aften, men ikke uden lidt drama, som overskriften hentyder til.

Svien var min, smerten min mands.

For syv søren hvor den svier når den kommer ind, den Pregnyl* sprøjte - mærkeligt synes jeg egentlig - men sådan skal det nok være. Og, ok, kanylen var bedre på denne her - men for søren da, var det det værd? Alt det junkie-bøvl...? Umiddelbart, nej! Og nu vi taler om junkie-bøvl... så kommer vi tilbage til min mand og smerten.

Manden min hjalp jo venligt med opgaven, han knækkede halsen af glasampullerne for mig, og jeg sugede op og sprøjtede ud, gang på gang på gang. Og bøvlet var det, men det gik. Indtil den sidste ampul med tørstof. Så valgte halsen på ampullen, nærmest at "eksplodere" i min stakkels mands hånd.
Et kort øjebliks krise, da manden sad med blodige hænder og vi ikke var sikre på hvor meget glas der mon var røget i tørstoffet... Men efter en hurtig inspektion, blev vi enige om, at selv hvis der var glas deri, ville det næppe finde vej igennem den lille tynde kanyle.

Som sagt, så gjort, og sprøjtet ind i mavsen blev det. Derefter sad vi der, mig med en sviende mave og han med en smertende hånd, sølle par...


*Hvor suspekt er det, at pregnyl er at finde på sider som "anabolic steroids pharma" og des lige? Vil jeg pludseligt have forstørret min muskelmasse når jeg vågner i morgen? Jeg venter spændt!

Rendyrket junkiestil

Endnu en scanning, ikke specielt mere interessant end den sidste. Vi håber stadig på omkring de 8 æg, men ingen garantier, da de er ret forskellige i størrelsen derinde. De ligger mellem 12 og 18 mm, så vi tager lige 2 dage mere på sprøjten på de 275 enheder, inden vi tager ægløsningssprøjten på onsdag.

De har jo iøvrigt skiftet ægløsningssprøjten ud, så jeg nu skal have Pregnyl istedetfor Ovitrelle. Det er jo da en god ting, at der ikke længere skal dolkes til for at få nålen ind, Denne er en fin lille tynd kanyle.

Til gengæld er det ren junkiestil. Med to kanyler der skal skiftes imellem og væske og tørstof der skal blandes, og små glasampuller hvor halsen skal knækkes af og hvad ved jeg... ske/sølvpapir og lysestump/lighter følger dog ikke med ;o)

Nå, men som sagt ægløsningssprøjte onsdag aften, æg ud fredag og derefter æg op (7-9-13) om mandagen. De tre dages modning udenfor kroppen skyldes mest af alt, at det er weekend, men det er en god ting, da mine æg jo ikke ligefrem har en kvalitet man praler med ude i byen, og på denne måde, er det kun dem der stadig deler sig på 3. dagen der får en chance.

Der var i øvrigt en lægestuderende, eller hvad sådan en hedder, med i dag, som skulle prøve at scanne. Meget forsigtig var det bette pigebarn, hun blev ved med at sige: "du skal sige til hvis det gør ondt"... Hvilket fik mig til at tænke på, at mine grænser for hvad der gør ondt og hvad der ikke gør, har forskubbet sig en del i løbet af det sidste halvandet år. Selv når de mosler allermest rundt dernede, vil jeg ikke beskrive det som andet end "let ubehag" - jeg er ret sikker på, at jeg følte det anderledes i august sidste år...

Er ret sikker på, at denne ændring i smertetærskel, går godt i spænd med mit nye junkie-image ;o)

Om småral og tavlekridt

Jeg har været til scanning idag. Første ægscanning. Ikke det vilde at skrive hjem om, eller skrive på bloggen om, for den sags skyld... Men en update skal I nu alligevel ikke snydes for, so here goes...

Slimhinden var så flot så flot, en slimhinde på 10. Det er det bedste jeg nogensinde har haft - så det var jo godt nok. Æggene er dog lidt bagefter om man så må sige. Ikke alarmerende eller noget, men de var kun omkring de 10-14 mm. Der var 8 stks på den størrelse og noget "småral", som kan gå begge veje - det er ikke til at sige...

Jeg er blevet sat op i dosis til 275 enheder nu og skal scannes igen på mandag. Så må vi se hvad de små æggebasser så kan præstere på den dosis i de næste par dage...

Fik derudover "dekoreret" venteværelset med foldere og blade, og fik skrevet en opfordring til kaffeklub deltagelse på den tavle der hænger i venteværelset.

Tavlen er en rest fra dengang de delte venteværelse med ultralydsklinikken hvor de gravide blev scannet - gudsketak og lov, at det er blevet lavet om - sikke en måde at gnide salt i såret på ....

Nå men da jeg spørger om jeg må skrive på den, ved sekretæren ikke noget om den, så hun henviser mig til sygeplejersken. Da jeg spørger syge- plejersken, ser hun helt mærkelige ud i hovedet: "Hvad for en tavle? Har vi en tavle i venteværelset?" hehe. Men jeg fik lov.

Det var dog en større udfordring, at finde et stykke tavlekridt, men sekretæren gik på mission og fundet blev det! Som sagt så gjort. Nu må vi se om telefonen og mailen kommer til at gløde i de næste par dage ;o)

LFUB

HBT spørger i sidste indlæg om man må høre lidt nærmere om de ting jeg går og laver i LFUB-regi*. Og det må man da gerne...

I oktober måned overtog jeg Århuskredsen i LFUB, hvilket selvfølgelig har gjort, at jeg bestemte mig til at engagere mig lidt mere aktivt i foreningen. Jeg var derfor til landsmøde i november, det var vældigt interessant - det mest spændende var dog Lindenbergs foredrag. Hvis I nogensinde får mulighed for at høre et foredrag med ham - om I er barnløse eller ej - så tag imod det. Han er en rigtigt dygtig taler.

Jeg besluttede mig derefter for, at synlighed er et problem. For eksempel gik der længe efter jeg var diagnosticeret, før jeg overhovedet fandt ud af, at foreningen eksisterede, og mange barnløse jeg møder på nettet, ved stadig ikke hvad jeg taler om når jeg siger LFUB.

Som sagt så gjort. Jeg kontaktede Skejby, for at høre om det mon var muligt, at de foldere vi har om indmeldelse osv. kunne få en plads i alt det papirværk man alligevel får udleveret, når man er til sygeplejerske- konsultation før første behandling. Om det bliver muligt ved jeg stadig ikke. Men jeg fik dog at vide, at jeg hjertens gerne måtte sætte vores materiale op i venteværelset.

Udover det forhørte jeg mig om muligheden om at få lov at deltage i informationsmøderne. Det ville de meget gerne have. Så det var jeg så for første gang i går. På Skejby holder man meget store samlede møder for alle nye patienter i et af deres auditorier. Gæt hvem der var ved at skide kaffebønner af skræk før det var hendes tur til at gå på...**

Nå, men op kom jeg, mikrofonen kom på og så fik jeg ellers liret mit spiel af. Om folk forstod mig ved jeg ikke, jeg synes selv jeg talte alt for hurtigt og ikke fik sagt alt det jeg ville - men sygeplejersken synes det var vældigt fint det jeg havde fået sagt, så det var jo godt nok. Og der kom da også et par stykker hen til mig bagefter og forhørte sig lidt om kaffeklubberne og om foreningen og vores arrangementer... Så alt i alt vil jeg betragte det som en success. Om vi får nye medlemmer af det? Det vil tiden vise...

Men jeg kan da vel også lige så godt ligge lidt reklame her, hvis der nu er nogle østjyske barnløse der læser med, så skal I være hjerteligt velkomne i vores kaffeklubber. I kan trykke på kaffekoppen oppe i hjørnet, så får i en side hvorpå I kan finde min mail adresse...

Var det mon svar nok HBT? Ellers må du (og andre) jo bare spørge igen ;)

*LFUB = Landsforeningen For Ufrivilligt Barnløse
**Det var mig, Amocca, der var ved at skide kaffebønner af skræk - hvis I skulle være i tvivl