How does it feel?

Måske har jeg været væk fra behandlingsverdenen for længe? Eller måske har mine følelser ændret sig i løbet af det sidste halvandet år?

For spænding vedrørende det snart kommende forsøg har jeg ikke. Jeg føler ikke glæde eller ophidselse eller håb... mest af alt føler jeg mig vist ubelejliget...

Ja det lyder bizart, men sådan er det vist. Det irriterer mig, at jeg nu skal ligge min livsstil om, at smøgerne endnu engang skal på hylden, at kaffeforbruget skal nedskæres, at vitaminerne og folinsyren skal støves af, og at jeg nu ikke må drikke alkohol, just som sommeren er ankommet og cafeerne og fadbamserne kalder....

For en to tre år siden var intet af det ovennævnte nævneværdigt generende for mig. Men livet og følelserne ændrer sig hele tiden, og efter halvandet år blot som Amocca, er udsigten til tilværelsen som ”Amocca – Barnløs i behandling” pludselig snærende og ubehagelig at gå i møde...

Måske handler det mest om, at jeg engang troede på at det ville lykkes, og derfor var alverdens trængsler og ofre helt ok. Men nu, i bagklogskabens klare lys og alt det der, ja så synes det utroligt ubelejligt og irriterende at tænke på at skulle igennem alt det her fis og hurlumhej for ingenting...

Også selvom det kun drejer sig om ca. 1 måned af mit liv...

Er jeg et utaknemmeligt skarn? En forkælet møgunge? eller handler det om overlevelsesmekanismer, som man ikke selv er herre over, men som har overtaget mig i en sådan grad at jeg frygter at lægge dem fra mig?

Jeg ved det ikke. Måske handler det bare om at have været væk fra alt der hed behandling i lang tid, og at vejen tilbage er sværere end vejen ind var i første omgang?

How does it feel
You've been away too long
Out of touch
Left out on your own
How does it feel

Gravearbejde, part III

Blodprøvesvarene er kommet fra Herlev, og ganske som forventet er jeg frifundet på alle områder...

Jeg har ikke forhøjet mandligt kønshormon, jeg har ingen stofskifte-problemer, ingen sære eller usædvanlige hormon udsving (ihvertfald ikke på papiret...) og lider sandelig heller ikke af nogen former for Hepatitis eller HIV - det er jo altid godt at vide...

Så nu er den altså ikke længere, end at jeg er meldt klar til at deltage i forsøget og vi kan melde os til ved næste mens, hvilket skræmmende nok bliver indenfor de næste 3 uger...

Huhadada, ja jeg ved ikke hvad I tænker, men mine tanker er, at det jo er lige om lidt, og det er saftsuseme en skræmmende tanke...

Jeg havde jo lovet at fortælle mere om forsøget, hvis jeg blev godkendt, men det må lige komme i en snarlig post, for klokken er rigtigt mange og jeg skal på job imorgen tidlig...

Og nu kan der vist heller ikke koges mere suppe på den overskrift, vel?

Gravearbejde, part II

Jeg havde jo lovet at fortsættelse ville følge, og eftersom man jo skal holde hvad man lover, så må jeg vist hellere fortælle lidt mere om besøget på Herlev...

Tre en halv time tog turen derover, tog, s-tog og bus... Det er en lang tur, ikke noget man lige kan få til at passe ind i en frokostpause, som jeg ofte har gjort med scanninger og des lige mens vi var i behandling på Skejby...

Herlev lagde ud med en urinprøve, som fortalte dem at jeg ikke er gravid i skrivende stund - et faktum jeg godt kunne have fortalt dem uden at tisse i en kop - herefter en halv times samtale om min sygehistorie og behandlingsbaggrund....

Og tænk engang, det er så længe siden, at ting som engang lå allerforest i hjernen, såsom stimuleringsenheder, stimuleringsdage, æg udtaget, æg befrugtet osv, pludselig skal graves frem af hukommelsen...

Et utal af blodprøver, en vejning og en scanning senere var konklusionen, at jeg under ingen omstændigheder må tabe mig, at der vil gå 14 dage inden svarene på blodprøverne foreligger og at mine æggestokke, med 5 follikkelanlæg i hver af dem på dag 3 i cyklus, åbenbart er perfekte til dette forsøg....

Men først skal jeg altså godkendes til forsøget, og den godkendelse gives ikke før blodprøvesvarene er tilbage...

Bliver jeg godkendt lover jeg at fortælle mere om hvad selve forsøget går ud på...

Gravearbejde, part I

Klokken 6 om morgnen er det stadig ikke helt lyst. Det vidste jeg ikke. Så tidligt er jeg aldrig oppe. Men torsdag var jeg ikke blot oppe, jeg sad også på et tog med retning mod København...

Og ja, jeg havde en skovl i hånden.... På vej til Herlev.

Min deltagelse i forsøget er endnu ikke 100% sikker, venter på svar fra flere prøver...

Men efter et par indledende vanskeligheder, såsom hvorvidt jeg mon vejede nok, producerede æg nok osv... Ja, så fik jeg da i det mindste lov at komme over til indledende samtale og prøver...

Fortsættelse følger...

Noget om at grave i frossen jord

Jeg overvejer at grave noget op... men jeg ved ikke om jeg har den rigtige skovl til formålet... Eller om man overhovedet bør grave ting op, når de først er begravet...

Altså... Nu har jeg så fået nys om, at Herlev skal til at i gang med et nyt forsøg med noget nyt stimuleringsmedicin. Og at de søger deltagere til dette forsøg....

Adgangskrav:

• Kvinde i parforhold √
• Mellem 25 og 35 √
• Fri for PCO √
• Max 3 mislykkedes IVF-forsøg bag sig √
• Ryger max. 5 cigaretter om dagen
• Veje mellem 60 og 90 kg

Ok jeg kan ikke leve op til de to sidste, men skærer jeg ned til max. antal på næstsidste punkt, så kommer sidste punkt af sig selv – dermed sagt: der er intet til hinder for, at jeg kan leve op til disse adgangskrav, og dermed er der ingen grund til at jeg ikke skulle kunne blive godkendt til at deltage i forsøget....

Men... At deltage i den slags forsøg indeholder jo en vis risiko...

Der er først og fremmest risikoen for, at man rent faktisk kunne gå hen og blive gravid af det! Og det er her, at skovlen kommer ind i billedet... For nu har jeg så gået og tænkt over dette her i påsken, og det viser sig, at den der graviditetsdrøm er solidt begravet efterhånden...

Ja, det er ligeså stort et chok for mig, som for jer! Jeg vidste det heller ikke... Men det er den altså. Den er så dybt og forsvarligt begravet, at jeg kvier mig voldsomt ved at skulle grave den op igen og ryste den fri for jord...

For den anden risiko er, at man ikke bliver gravid af det. Og graver vi drømmen op og det så mislykkes igen, så står vi med balladen een gang til, og det tog pænt lang tid at grave hullet sidst....

Jeg er i syv sind og beslutningen om det ene eller det andet er kun et spadestik og en telefonopringning væk. Men tør jeg?

...her i det tidlige forår er jorden jo stadig frossen lige under overfladen...

Go Jakob, go Jakob...

Og så var det jo lige at man kunne læse i avisen, at Danmark nu har verdensrekord i antallet af børn, der bliver til ved hjælp af kunstig befrugtning....

Er der snart nogle politikere der vågner op eller hva? De danske par har ondt i fertiliteten og det synes kun at blive værre og værre... Noget må der gøres, udover at paphoveder foreslår at vi alle sammen skynder os at få 3 børn hver! Så simpelt er det jo altså ikke....

I artiklen fra Jyllandsposten udtaler jakob ingerslev fra skejby sig. Man kan sige meget om jakob og jeg ved, at han ikke er alle folks kop te, men jeg har nu egentlig altid synes godt om ham.

Han siger altid sin ærlige mening, det kan godt være, at han ikke er den mest empatiske mand i verden, men jeg er sikker på, at han er en dygtig læge, samtidig er hans evne til at se udover den enkelte patient meget vigtig i netop denne sammenhæng.

For det handler jo ikke kun om mig, og om dig og de andre barnløse i behandling man kender... Det handler om "the big picture". Og hans udtalelser i artiklen gør faktisk, at jeg elsker ham en lille smule lige nu...

»Det, som nogen opfatter som et privat luksusproblem for de par, der har svært ved at få børn, bliver sat i et samfundsperspektiv, hvis man sammenholder antallet af behandlinger med de lave fødselsrater, vi har i den vestlige lande,« siger han.

»Når vi bidrager med 7,2 pct. af en årgang, kan man sige, at fertilitetsbehandlingerne er med til at holde børnetallet oppe. Måske ville det være en god investering for samfundet at finde penge til at få flere børn,«

Jeg ved godt, at en enkelt læges udtalelser ikke batter noget som helst, og at beslutningerne stadig skal tages længere oppe i systemet, hvor de ikke lige er kendt for at give ved dørene, men når først een begynder at åbne munden, så kan det jo være at der kommer flere...

Og jeg er så evigt enig, lad os få investere flere penge i behandlingerne. Flere forsøg i det offentlige og eventuelt også ret til to børn...

Go Jakob, go Jakob!