Tuesday, September 27, 2005

Gruble, gruble...

Mange tak for jeres mange kommentarer, gode råd, erfaringer og trøstebeskeder...

Jeg er desværre ikke nået nærmere en beslutning endnu, men det har været godt, at høre hvad I synes alligevel...

Til syvende og sidst er beslutningen dog vores. Manden er helt klar på, at han synes scenarie 1 er løsningen, så vi kan få en form for afslutning på det her - på den ene eller den anden måde...

Jeg er stadig ikke afklaret, men det kommer nok. Indtil da, grubler jeg videre...

Monday, September 26, 2005

1, 2, 3...

Ja, det kan næppe have forbigået jeres opmærksomhed, at det nu var andet forsøg der gik i vasken. Som sagt efterlader det mig i et angstfyldt vakum, at vi kun har eet forsøg tilbage, men det åbner også op for praktiske spørgsmål.

Og det er her I kommer ind i billedet, for jeg kan simpelthen ikke bestemme mig til, hvad søren jeg skal gøre nu... Så, nu venter jeg altså på råd fra jer, kære kloge læsere. I får lige lidt facts her, så har lidt at basere jeres beslutning på...

Baggrundsinformation:
Jeg tror ikke på dette sidste forsøg, men muligheden ikke at benytte det, er ikke en mulighed. Skulle jeg helt opgive forsøget, ville jeg altid have en lille nagende hvad-nu-hvis stemme i baghovedet - så det er altså ikke en mulighed.
Vi har ikke råd til at gå i det private før om 1½ år, når jeg er færdig med min uddannelse. Lige nu, ville vi blive grinet ud af banken, hvis vi forsøgte at låne penge til behandling.
Hvis vi tænker koldt og kynisk, kan vi også spare penge ved at tage forsøget inden januar 2006. Men det er nu ikke det der er den afgørende faktor, men det kommer da ind i billedet, i det jeg tror så lidt på det efterhånden....

Scenarie 1:
Vi tager forsøget med det samme (her er selvfølgelig altid muligheden for afvisning, men lad nu det ligge for nu). Det vil sige, at jeg melder mig til i slutningen af oktober. I så fald starter jeg nedregulering i midten af november, opregulering omkring 1. december og derved test lige omkring juleaften! Det kunne så blive verdens fedeste jul eller verdens mest deprimerende jul!

Problemet med dette scenarie (ud over julemareridtet) er, at lige så snart jeg går i gang med forsøget, ja så er der jo ikke flere....

Det gode ved dette scenarie er, at vi får vished - snart! Jeg vil vide hvor jeg står inden udgangen af dette år. Den tanke tiltaler mig på mange måder, da jeg næsten ikke kan holde til at leve i denne uvished længere....

Scenarie 2:
Vi venter med at tage forsøget til en gang næste år. På den måde får vi en helt normal jul og nytår, og udsætter alt det her til senere. Men så længe vi ikke er igang bliver vi jo helt sikkert ikke gravide!

Problemet med dette scenarie er, at vi trækker uvisheden i langdrag. Vi står stadig ikke anderledes næste år, end vi gjorde i august 2004 - og det er jeg lige så stille ved at blive vanvittig af...

Det gode ved scenariet er, at jeg som sagt får en jul uden behandling, samtidig har jeg stadig et forsøg i baghånden, plus jeg slipper for at skulle tage stilling til noget som helst lige nu....

Hvad siger I? For og imod på begge scanrier... Hvad ville I vælge, hvis I var mig? Hvad valgte I, hvis I har stået i situationen selv?

Saturday, September 24, 2005

Vi voksne kan også være bange...

...og synge lange, lange bange sange...

Angst er weekendens tema her i kaffebaren.

Og tro mig når jeg siger, at angst er der nok af, så længe jeg er villig til at kigge dybt nok ind i mig selv. Angsten har egentlig været her hele tiden. Den har været min tro følgesvend siden august sidste år, men den har ikke haft en særligt fremtrædende plads blandt mine følgesvende. Langt tydeligere har misundelsen, vreden, bitterheden og sorgen været. Men nu træder angsten i karakter...

Og jeg skal love for, at den slår hårdt når den slår. Vi taler om åndenød, panik, sved på panden, halsen snører sig sammen, kvalmende fornemmelse i mellemgulvet, en ubændig trang til bryde hulkende sammen .... den slags angst. Jeg er rædselsslagen.

Jeg har da måske nok under hele forløbet haft en lille bitte indre skræk for, hvad nu hvis det ikke virkede... Men jeg troede da aldrig, at jeg ville blive nødt til at tage stilling til det. Selvfølgelig ville det virke....

Men hvad nu hvis det ikke gør?

Den lille stemme, den indre skræk, har fået ny næring i de sidste par dage. Plet og det efterfølgende blodbad har været som benzin på bålet for den. Og lige så sær en tilfredstillelse jeg fandt i, at datoerne passede sammen i starten af forsøget, lige så stor paranoia har jeg over, at begge forsøg endte på nøjagtigt samme måde, med pletblødning 3 dage før blodprøven...

1 forsøg tilbage. Sidste forsøg. Er jeg den eneste der får kvalme når jeg siger den slags højt? For at være helt ærlig, så havde jeg aldrig troet, at jeg ville stå her... med et sidste luset forsøg tilbage, uden nogen former for tro eller håb på at det ville lykkes....

Men her står jeg altså. Rædselsslagen og ved ikke hvad jeg skal gøre... For jeg er så bange...

Friday, September 23, 2005

Og det var to...

Er jeg den eneste der har en fornemmelse af dejavu, ved den overskrift?

Rigtigt gættet, prøven var som ventet, negativ idag. Jeg er ok, jeg vidste det jo godt, så det var ikke nogen chokerende nyhed, da resultatet kom. Men derfor er det da træls alligevel - for at sige det på godt jysk.

Nå, men nu til det vigtige - det I, i virkeligheden loggede ind for at læse om: Nemlig hvem der blev vinderen af den fantastiske blodprøvequiz? Jeg kan sige så meget, at det var en overraskende sejr....

Vinderen bleeeev.... *trommehvirvel*... HBT!!!

Da hun, som den eneste, gættede på, at laboranten fandt blod i første hug i den første arm! Wow! Ret utroligt, når man som jeg er vant til at blive stukket minimum 4 gange når der skal tages blod....

Nå, men din præmie er dette lækre ostebord, selvom jeg må advare dig om, at vinen vil blive drukket af mig snarligst, så du må nøjes med osten...

Skåååål! Det er tid til alt det forbudte, endnu engang...

Thursday, September 22, 2005

Place your bets

Så står vi her, dagen før blodprøven. Der er ikke megen grund til at gætte om udfaldet, oddsene taler deres eget tydelige sprog:

  • sandsynlighed for negativ test: 1:1
  • sandsynlighed for positiv test: 1:19.876.945.398


Men det betyder jo ikke, at vi ikke kan have lidt sjov med dagen imorgen, for det der med at presse blod ud af mine genstridige årer, er jo ikke altid lige nemt....

Foreksempel kan vi opstille odds og spille om hvordan det forløber...
Der er muligheder for at spille på mange forskellige scenarier - og der bliver selvfølgelig en fin "virtuel" præmie til vinderen...

Odds:

  • Laboranten får blod i den første arm: 1:500
  • Laboranten får blod i den anden arm: 1: 300
  • Laboranten får blod i den første hånd: 1:3
  • Laboranten får blod i den anden hånd: 1:2
  • Laboranten begynder at tale om andre lemmer hun evt. kan få blod fra: 1:2
  • Laboranten tilkalder assistance: 1:20
  • Laboranten løber grædende fra lokalet: 1:300


Ladies, place your bets....



Tuesday, September 20, 2005

Dø, Plet, Dø

Det er tirsdag og jeg er har fået besøg af plet. *Suk* Så, jeg er bange for at det var det...

Jeg ved godt, at alt håb ikke er ude endnu, men det lover jo ikke godt. Det er totalt identisk scenario til sidste gang. Der skulle jeg have taget blodprøve mandag og begyndte at plette fredag. Nu er det tirsdag og jeg skal have taget blodprøve fredag...

Jeg hader Plet!


Labels: , ,

Monday, September 19, 2005

En trussetjekkers bekendelser

Dette andet forsøg har været meget ambivalent for mig. Jeg havde egentlig ikke lyst til at gå igang, selvom jeg også var træt af at vente længere. Da jeg endelig kom igang, var jeg påvirket endnu mere af hormonerne, end jeg huskede jeg var i første forsøg og det irriterede mig endnu mere, især fordi jeg egentlig ikke troede på at det ville virke denne gang.

I første forsøg troede jeg helt og holdent på, at det ville virke. Jeg sagde det ikke højt og selvsikkert, men i en hemmelig lille del af mig vidste jeg bare, at jeg ville blive gravid... Det behøves vel ikke at nævnes, at jeg tog fejl?

Nå, men denne gang har jeg altså ikke rigtigt troet på at det ville virke. Og dog... for den der lille hemmelige del af mig, den tror nu på, at den omvendte psykologi virker... altså, ved at jeg ikke tror på det, så sker det... *suk* Nogen gange er den lille hemmelige del, den del jeg lever højt på og andre gange er den, grunden til at jeg bliver super arrig på mig selv...

Men nu, hvor blodprøvedagen, fredag, er i sigte, blusser den hemmelige del op, og fra at være en lille luset del af mig bliver den pludseligt altoverskyggende...


Og det er den lille hemmelige del, der er trussetjekkeren. Det er den, der hiver mig på toilettet hver time, det er den der overvejer at købe en graviditetstest på vej hjem fra skole, den der prøver at regne en evt. terminsdato ud, den der bremser cyklen uden for Babysam og glor ind af vinduerne, den der hilser halsbrand og kvalme velkommen og den hele tiden trykker på mine bryster og gør dem mere ømme end de er i forvejen....

Og fordi at dette indlæg er tilegnet trussetjekkeren, lader vi hende springe ud i fuldt flor:

  • Jeg skal have taget blodprøve fredag, er administrationen åben lørdag på skejby, så jeg kan få svar? eller skal jeg vente til mandag?
  • Hvis nu mens endnu ikke er kommet, skal jeg så teste inden blodprøven?
  • Og hvis ja, skal jeg så teste torsdag eller fredag?

Saturday, September 17, 2005

Hundehoveder og hængerøve

Nu gider vi ikke bruge mere tid på det troldepjatteri, så det er ikke det overskriften hentyder til. Vi er kun halvvejs i rugningen, og stadig ingen tegn i hverken den ene eller den anden retning, så det er heller ikke det overskriften hentyder til....

Nej, nej, nej. Overskriften er faktisk en slags indholdsfortegnelse for hvad min weekend kommer til at indeholde: Hundehoveder og hængerøve - dog begge dele i ental - så vel egentlig bare hundehoved og hængerøv... Det første vil sidde på en hund, det andet vil være i mine joggingbukser.

Jeg skal nemlig være hundesitter nede ved mine bedsteforældre hele weekenden...

Mine bedsteforældre bor i en lille bitte landsby uden for Horsens. De har intet internet, kun 3 tv-kanaler og jeg er alene hjemme med hunden... Så der burde være rig lejlighed til at læse lektier og gå lange ture i skoven med hunden...

Ok, jeg indrømmer det: Det er ikke ligefrem de mest ophidsende weekendplaner i mands minde... Så lad mig leve mit liv gennem jer, kære læsere, fortæl mig om jeres glamourøse weekendplaner.... (så vil jeg misundeligt læse om jeres bedrifter søndag aften når jeg vender tilbage til civilisationen)...

God weekend!

Labels:

Friday, September 16, 2005

Det er da også en måde at fejre det på...

Tænk engang: d. 15. september 2004 skrev jeg mit allerførste (og yderst kedelige) indlæg i bloggen. Så i går kunne jeg fejre eet års jubilæum. Jeg havde faktisk selv glemt det igår, og fik derfor ikke gjort noget for at markere dagen, men det var der så en anden der valgte at gøre for mig...

Jeg har nemlig haft besøg af min allerførste "troll" idag. Ordlyden i troldens kommentar, er ikke særligt intelligent, eller interessant i denne henseende, men det faktum, at denne kommentar er her overhovedet, se det er interessant.
Man kunne vælge at opfatte kommentaren som en fornærmelse, men det ser jeg ingen grund til. Istedet vil jeg betragte den som en kompliment. Og hvorfor så det, spørg I måske jer selv?
Jo, jeg er af den klare opfattelse, at det, at jeg har fået besøg af en troll, er en sikker indikator for, at min side er populær og velbesøgt - der er jo ingen grund til at forsøge at lave ballade, et sted hvor der ikke er nogen der gider, at reagere på balladen, og det er jo det en troll vil...


Troll
One who posts a deliberately provocative message to a newsgroup or message board with the intention of causing maximum disruption and argument

kilde: Urban Dictionary

Hvis man sammenholder troldebesøget med statcounter, som viser 109 daglige besøg gennemsnitligt, så synes jeg egentlig at jeg har grund til at være stolt af mig selv og glædes over kaffebarens popularitet. Og det er da også en måde at fejre et jubilæum på, ikke?

Labels: ,

Wednesday, September 14, 2005

To be or not to be

Det har nok næppe været spørgsmålet om en graviditet eller ej der var Hamlet's begrundelse for at stille dette spørgsmål, men det er min: At være eller ikke være gravid, det er spørgsmålet!?!

Og det er virkelig spørgsmålet i øjeblikket, for hvis de to små æggebasser har tænkt sig at blive hvor de er, så har de sat sig fast på nuværende tidspunkt... Og hvad end de valgt, ud eller ind, er der intet jeg kan gøre ved det...

Andet end at blive ved med at tage de klamme pinnochiokugler, håbe at de har bidt sig fast derinde og tænkt sig at blive en rum tid...

Og stille mig selv det samme spørgsmål hver dag: er jeg? eller er jeg ikke gravid denne gang?

Tuesday, September 13, 2005

Røre i andedammen....

Ja, I har nok opdaget det. Imorges blev det offentliggjort, at vi fra 01.01.06 selv skal betale vores medicin til behandlingen. Vi har jo alle vidst det i et stykke tid, og det var jo ikke ligefrem et chok...

Men for søren, der er røre i andedammen. Rundt omkring på forums på nettet, sidder kvinderne og råber af hinanden. Dem fra jylland er vrede fordi vi nu skal til at betale selv og dem fra fyn og sjælland er vrede fordi vi fra jylland indtil nu har fået medicinen gratis...

Og så begynder anklagerne at flyve... "Hvis I ikke har råd til selv at betale for behandlingerne, har I mon så overhovedet råd til at få børn", råber den ene. "Hvorfor meldte i jer ikke bare ind i danmark inden I blev barnløse, det gjorde jeg", råber en anden bedrevidende...

Det er ubehageligt så hurtigt folk de kan vende på en tallerken, disse kvinder bruger normalt disse forums til at støtte, heppe og berolige hinanden, men lige pludselig kan dette virkelig få krigeren frem i dem alle... *suk* Tror jeg tager en lille forumpause på et par dage....

Personligt synes jeg, sådan set, at det er ok at de vil ensrette forløbene. Det er da klart, at på SU, hænger pengene da ikke ligefrem på træerne, men vi finder dem på den ene eller den anden måde... Men! Hvis der skal være ensretning på området med betaling af medicin, så vil jeg også gerne se en ensretning vedr. barn nr. 2 ved IVF. I øjeblikket er det nemlig kun folk i Vestsjællands, Roskilde og Storstrøms amt...

Rap, rap, rap...

Sunday, September 11, 2005

Æg

Spejlæg, røræg, hårdkogte æg, æggesnaps, blødkogte æg, egg benedict, porcherede æg, bagte æg, dyppede æg, piskede æggehvider, æggekage, scrambled eggs, omelet, rå æggeblomme, æggemadder, syltede æg, egg florentine, devilled eggs, dybstegte æg, befrugtede æg...

Jojo, man kan få æg på mange måder...

Friday, September 09, 2005

G.I.D.M.E.B*

Jep, nu er jeg G.I.D.M.E.B* og ligger her på min sofa, vel hjemvendt fra ægoplægning på Skejby. Men lad os lige starte fra begyndelsen...

Imorges kl. 8.15 ringede telefonen. På daværende tidspunkt stod jeg under bruseren og havde netop sæbet mig ind. Jeg var i god tid, for Skejby kontakter os først mellem 8.30 og 9, og de ringer altid til dem, der har længst at køre først. Men nu ringede telefonen jo, og det kunne jo være...
så ud fra bruseren med mig, nøgen, plaskvåd og sæbedryppende ind i stuen. Hvor jeg lige umiddelbart ikke var i stand til at lokalisere telefonen. Fandt den dog - i sofaen, under et tæppe....
Det var Skejby, eller nej, det var en laborant ude fra Skejby. Der var to æg til oplægning, vores tid var kl. 11.10. Og så blev der lagt på. Forfjamsket (og nøgen foran de 4 vinduer ud mod Silkeborgvej) som jeg var, fik jeg ikke spurgt om de resterende 9 æg ud...

Kl. 11.02 træder jeg ind i venteværelset på klinikken. Manden min måtte parkere bilen.Han træder ind i venteværelset 5 minutter senere, men da er jeg allerede blevt kaldt ind. Jeg forhører mig om de har ændret procedure, men laboranten sværger at de altid ringer imellem 8 og 9 og helst mellem 8 og 8.30. Men at jeg sjovt nok var nr. 3 der havde forhørt mig... Dette kan sygeplejersken så informere hende om er fordi, at der på ægudtagningssedlen står, at de vil ringe til os mellem 8.30 og 9...

Nå, men til det vigtige i dette: æggene!

Ud af vores 11 æg havde 7 valgt at lade sig befrugte. Disse 7 havde derefter valgt at sprede sig i hele spekteret af kvalitet. Helt fra dem der i chokket over befrugtningen fragmenterede af skræk, til dem der gjorde det de skulle - nemlig dem der artigt delte sig fint og regelmæssigt...

De artige æg var der 2 af, og dem fik jeg sat op her til morgen... De resterende 5 var så uartige, at de ikke kunne bruges til noget som helst, så der blev desværre ingen fryseæg til os i denne omgang...

Og det fører os så tilbage til det med at ligge på sofaen... Men nu ruger jeg altså.. 14 dage med pinnochiokugler og test d. 23. september.

-------

*Gravid Indtil Det Modsatte Er Bevist

Wednesday, September 07, 2005

Æg i lange baner

Jeg ville helt vildt gerne skrive noget meget vittigt og intelligent om dagens ægudtagning, men på trods af, at det er flere timer siden, har jeg stadig intet på hjerte... Så I må nøjes med den kedelige "det-her-var-hvad-der-skete" version...

Denne gang var meget anderledes end sidste ægudtagning. Der var intet blod og faktisk heller ingen smerte. Og ovenidet var jeg meget mere vågen denne gang - jeg var faktisk til stede ved denne ægudtagning - nok til at forstå, at vi fik 11 æg ud!

Nu har jeg det som om, at jeg er blevet sparket af en hest indefra, men det går jo over igen. Chokoladen ligger på sofabordet og den komplette anden sæson af Friends sidder i DVD'en....

11 æg - forhåbentlig er der både til oplægning og til fryseren på fredag.

Tuesday, September 06, 2005

Harakiri


Hara-kiri (uncountable, noun) a form of Japanese ritual suicide.

Hvem har dog lavet de ægløsningssprøjter? De er døve som brædder. Der skal virkelig dolkes til for at få den til at gå ind...
Nå, men hvorom alting er, så er den taget nu. Her til aften kl. 22. Fremtiden bringer ægudtagning onsdag...

Sayonara!

Saturday, September 03, 2005

Første, sidste, halve, dobbelt og tre gange så mange

Jep, overskriften indeholder alle dagens ord.

Første ægscanning idag, som (overraskende nok)også viste sig at være den sidste i dette forsøg. Da jeg på under den halve tid, men dog på dobbelt så stor dosis (i forhold til sidste forsøgsstimuleringsperiode) har formået at producere tre gange så mange æg.

12 små æg sidder der derinde og venter. De er ikke helt store nok endnu, men det er tæt ved. To dage mere på hormoner, ægløsningssprøjte mandag, ægudtagning onsdag og, om alt går vel, ægopsætning fredag.

Jo, jo, så vi kan med rette være stolt af mine kyllingegener denne gang.

Thursday, September 01, 2005

Top Blogs

Jeg læser mange blogs hver dag. Eller det vil sige, jeg tjekker mange blogs hver dag, og læser hvis der er nyt at læse. Jeg har netop siddet og talt, og jeg har ikke mindre end 20 danske blogs om infertilitet i mine foretrukne - nogle bliver opdateret mere end andre, og det er uden tvivl hos de flittigste skrivere, jeg bruger mest af min tid. Ud over det har jeg 4 danske blogs, der ikke handler om infertilitet, et par stykker der handler om adoption og så læser jeg på ca. 10 udenlandske blogs. Wow! Det er faktisk mange, hvad?

Jeg har før skrevet om blogworld og om de forskellige links jeg har i min links sektion. Jeg har endnu engang fravalgt at oprette en links sektion med udenlandske blogs, men jeg vil alligevel introducere jer, til et par af dem jeg læser. I kender nok mange af dem, læser der måske endda selv, men der er et par favoritter som jeg bare må dele med jer alligevel.

Jeg elsker bare Julie, som skriver A little pregnant bloggen. Hun er en fantastisk forfatter, med skarpe, humoristiske og fantastisk velskrevede indlæg. Absolut min yndlingsblog af alle de udenlandske.
Kan dog heller ikke undvære min daglige dosis af Cecily og hendes blog: And I wasted all that birthcontrol. Ej heller kan jeg slippe Barren Mare, eller den barske virkelighed af at leve med infertilitet og cancer, som Cancer, Baby skriver om. Og hvem kan undsige sig at læse med hos Tertia på So Close eller på Chez Miscarriage?
Jeg læser også på et par udenlandske adoptionsblogs, og holder meget af Amy fra Fertilely Challenged og er også fast læser på The Naked Ovary.

Men det er der er så "morsomt" ved dette er, at jeg er så uhyggelig nysgerrig, så er der links i et indlæg jeg følge det. Og Vupti, så ender jeg endnu flere blogs i min foretrukne. Fx. er jeg nu også fast læser af It ain't all Pizzas and Cream, som er skrevet af førnævnte Cecily's mand, Charlie.

Hvad med jer? Er i faste læsere nogen steder, som jeg ikke nævner her? Har i noge blogs I gerne vil anbefale til os andre? Er der mon en mulighed for at vi kan lave en top 10 over udenlandske og / eller danske blogs? Giv jeres bud på en "Top Blog"...

Nyt ansigt

Det er dejligt at konstatere, at blogworld stadig udvides, at der kommer nye ansigter til, selvom det ikke er så ofte som før.

Mackenzie, kommenterede her hos mig den anden dag, og så bliver man da nødt til at tjekke det ud, ikke? Og sandelig så. Der var en ny dansk infertil blogger. Jeg vil gerne opfordre jer alle sammen til at slå et smut forbi.

Velkommen til Mackenzie - håber du vil nyde din blog ligeså meget som jeg nyder min.




Powered by Blogger