Unge kvinder i gamle biler

Jeg elsker at køre bil... Lige siden jeg først fik kørekort har jeg elsket at køre bil. Når man sidder der i sin egen lille private hule, er det næsten som om man er alene i verden, ingen kan komme og forstyrre. Jeg er godt klar over, at man ikke er usynlig når man sidder i en bil, men man kan næsten lade som om.

Det at køre bil er et frirum for mig, jeg tænker, tuder, dagdrømmer og synger når jeg kører bil - for den slags gør jeg helst alene...

Jeg fik min første bil da jeg var 21 år gammel, det var en gammel smadrekasse af en Ford Fiesta, med en falsk synsattest og smadrede bremser. Den var en fesen orangerød farve og absolut ikke nogen skønhed. Men hvor jeg dog elskede den...

Jeg har ikke tal på det antal kilometer jeg har kørt i den bil, bare for at komme væk, for at tænke, for at drømme, for at græde, for bare at være alene...

Jeg elsker stadig at køre bil. Bilerne har skiftet, først til en nyere model Fiesta, og senere har der været en Hyandai, en Golf, en Vectra og nu er det en gammel Mercedes. Men lige gyldig hvordan den ser ud, så bliver den stadig brugt som fristed, som et sted hvor man fysisk kan transportere tankerne et andet sted hen.

Nytårsaftensdag 2005, da smerten efter sidste forsøg stadig var helt ny og rå, sad jeg grædende i bilen på vej ud til nogle venner for at udveksle forsinkede julegaver. Jeg husker øjeblikket så klart... Lars H.U.G var på radioen, passende nok med sangen: ”Hvorfor er lykken så lunefuld”. Jeg var på Viborgvej og der var ikke ret meget trafik, da jeg fik tanken, at jeg jo bare kunne blive ved med at køre indtil jeg stødte ind i noget...

Jeg gjorde det ikke - som I jo nok allerede har gættet. Og tid ændrer følelserne. I foråret 2006 havde jeg det ikke sådan længere. Jeg havde ikke længere lyst til ikke at være her. Men jeg havde lyst til at føle noget andet...

Jeg havde lyst til at sætte mig i bilen og køre indtil jeg fandt noget jeg gad stoppe for... Hvis jeg dog bare havde vidst hvad det var eller hvor jeg skulle køre hen...

Men jeg vidste det ikke, og fandt heller aldrig ud af det. Og tiden ændrede igen følelserne, og Mercedesen blev mest af alt igen brugt som transportmiddel for kroppen og ikke så meget for tankerne.

Og nu er det 2007, og selvom tiden er ændret, så er det ligesom om følelserne ikke er fulgt med. Og igen er det blevet den umulige trang til at flygte fra det hele der er i førersædet... Den trang til at blive ved med at køre, indtil jeg finder en grund til at stoppe...

Og måske er det ok, at bilen bliver et tilflugssted. Måske er det ok at køre mange mange kilometer uden mål og med – bare for at køre, for at komme væk. Måske er det ikke løsningen, men måske er det vejen frem lige nu...

Så hvis du møder mig på de danske landeveje, så lad mig blot passere, for lige nu har jeg brug for at være usynlig og alene i min hule...

Skal I have noget med?

Er desværre gået i koma... vender forhåbentlig tilbage snart...