Wowser

Jeg skal love for at der er blevet griflet i kommentar sektionen ...

Jeg har en hel masse ting jeg gerne vil sige, men klokken er 1 om natten og jeg har være "Moster for fuld skrue" med niecerne hele dagen, så er så utroligt mørbanket og træt, så det må vente...

men fortsættelse følger i løbet af weekenden....

Een gang til for Prins Knud?

Nej, vel?

Der kan altså umuligt koges mere suppe på det indlæg. Det er helt ok at være uenig med mig. Jeg beklager dog, at der er så mange af jer, der har så lidt tiltro til mit intellekt, at I vitterligt kunne finde på at tro, at jeg ville få foretaget et større operativt indgreb som et "råb om hjælp"...

Og nu stopper jeg, for det har jeg lovet mig selv...

Svar på svar på tiltale...

Jeg troede meningen var tydelig nok i mit sidste indlæg, men det har den tydeligvis ikke været... Så som svar til den anonyme læser, som "for første gang synes jeg er galt på den", kommer her endnu en post med svar... Det er nu egentlig ret tilfredsstillende at vide, man kan have skrevet i så mange år, og at der stadig findes læsere som faktisk har været enig hele vejen igennem... Indtil nu altså...

Du skriver kun om fordele ved hysterektomien. Du afviser alle modargumenter - du overvejer dem ikke engang.

Jeg taler kun om fordelene ved hysterektomien. Korrekt! Udover at jeg vil mangle en livmoder kan jeg nemlig ikke se hulens mange ulemper - lige udover selvfølgelig selve operation og sygemeldingen derefter. Kunne jeg se flere ulemper end fordele ville jeg ikke overveje at få det gjort. Det er et stort indgreb og ikke noget man lige kan lave om. Dette er en nøje gennemtænkt beslutning. Det handler ikke om at give op eller om at straffe mig selv. Det handler om at højne min egen livskvalitet i det lange løb.

Ikke at ryge under et IVF-forsøg er altså ikke det samme som at være ikke-ryger. Så alene her er der noget at arbejde med. Jeg er ikke sikker, men er det 3 eller 4 forsøg du har gennemgået? Det er jo ikke alverden...Jeg kender mange der har brugt virkelig mange forsøg (og penge)og er blevet gravide. Personligt var jeg selv oppe på 6 ICSI før der var bingo - i en alder af 38 år.

Endnu engang (næsten) korrekt. Jeg har på intet tidspunkt været ikke-ryger. Jeg er holdt op hver gang jeg startede nedregulering. Jeg har været igennem 4 hele forsøg og 1 fryseforsøg. Om det er alverden og hvor meget man synes man skal igennem på behandlingens hellige alter det må være op til den enkelte at bedømme.

Du er ung - du har tiden for dig. Ved mindre du bare er så træt af dine månedlige gener og slet ikke har mere lyst og energi (og økonomi)til at kæmpe for bio-barnet, så afsted til lægen. Man ved altid selv når grænsen er nået. Men er der bare en lille bitte del af dig, der har mod på at kæmpe videre - måske om nogle år, så bør du droppe hysterektomi tankerne og så prøv hormoner og et par løbeture til at holde blodtrykket i skak i stedet.[...]Hvad med at give det 3 år til? Du holder op med at ryge - du bruger tiden til at komme i god form - og du tjener lidt penge og sparer sammen til 3 stk. IVF. Hvad med donor-æg?

Jeg har ingen lyst til at kæmpe. Det her skulle aldrig have været en kamp, det skulle have været en glædelig begivenhed, men det BLEV en kamp. Om man vil anse mig for at være "slået" et op til det enkelte individ at bedømme. Jeg selv anser det for at være "et klogt træk". Jeg har aldrig brudt mig om "krigs-allegorierne" når det kom til sygdom og død. Hvis man "taber kampen til kræften" er det så ens egen skyld man døde? Fordi man ikke kæmpede nok?
Pengene er ikke problemet, vi er 2 mennesker med gode jobs, havde vi lyst, havde vi pengene. Men det har vi ikke. Vores penge, tid og energi er brugt bedre andetsteds. Ikke her. Jeg har lyst til at sige, at jeg allerede føler jeg har spildt 5 år, men det er ikke helt sandt, for jeg har også fået meget godt ud af de sidste 5 år, men jeg agter ikke at spilde mere tid på dette, uforståeligt som det må være for nogle.

Jeg synes ikke at din historie holder vand - du fremstiller dit forløb som om du har gjort ALT og når det så ikke lykkedes, så kan du lige så godt ryde bordet fuldstændigt.

Korrekt! Omend du har lagt trykket forkert i sætningen. Jeg fremstiller mit forløb som om JEG har gjort alt. For det har jeg. For en anden person er det slet ikke nok og for en tredje er jeg gået for langt... Sådan vil vi altid være individuelle, selvom vi på mange måder er ens...

Et adoptionsforløb er fandme heller ikke sjovt (jeg var selv møllen igennem, da vi ikke troede at vi kunne få børn). De endevender dit liv. Det koster RIGTIG mange penge at adoptere, og det tager mange og lange år før man kommer igennem ventelisterne og får stillet barn i forslag.
Så man er lige så meget gennem vridemaskinene i et adoptionsforløb som ved IVF behandlinger.

Jeg har ingen rosenrøde ideer om adoption, jeg er klar over hvad det indeholder og indebærer. Der er dog en væsentlig forskel ved de 2 "vridemaskiner": for enden af den ene venter en familie - det som vi startede på for 5 år siden - det som altid var målet...

Ja - sorry. Et langt og lidt vredt indlæg. Jeg er en trofast læser som har fulgt dig gennem mange år - og for første gang synes jeg du er gal på den. Bare min mening.

Du har al ret til at have din mening, og al ret til at mene at jeg "giver op", er dum i låget eller hvad du nu skulle finde på at kunne mene. Det er en af de spændende ting ved at smide sine inderste tanker og intime liv på nettet til offentlig skue - folk forholder sig til det og har en mening om det ;-)

Jeg håber du har fået de svar du søgte, i mine mange ord, hvis ikke, er det beklageligt, men ikke noget der ændrer så meget, hverken i din eller min verden...

Svar på tiltale

Der er nu kommet så utroligt mange svar på sidste post, at jeg følte jeg blev nødt til at kaste mig ud i en reel svarpost istedetfor at svare i kommentartråden...

Først og fremmest med hensyn til lægens svar (tænk sig engang, der var faktisk en læge tilstede, hehe)... Jeg lover højt og helligt, at dette er ikke en hovedkuls beslutning jeg kaster mig ud i. Jeg har bestilt en tid til endnu engang at diskutere det med min læge, det er nok tredje samtale vi har om dette emne.

Jeg har overvejet det i flere år, og har også overvejet mange alternativer... Baseret på forskning vedrørende brugen af fertilitetshormoner og kræft, samt kræftrisikoen ved "manglende graviditet", er jeg dog er ikke glad for tanken om at fylde min krop med (endnu flere) hormoner, og udover ironien i at bruge penge på et præventionsmiddel i min situation, så er forhøjet blodtryk en herlig lille hyggespreder i generne i min familie, så p-piller tiltaler mig ikke....

Skulle det tragiske ske, at jeg mistede min mand på den ene eller den anden måde, er jeg overbevist om, at det rent praktisk ikke ville være behandlingen der ville være vejen til børn... I så fald ville det blive enten ingen børn eller prøve lykken som ene-adoptant... Tror dog det ville ende med det første...
Jeg er glad og lykkelig. Jeg er moster til 2 smukke piger og der kommer såmænd nok flere nevøer og niecer til med tiden, hvis liv jeg kan tage del i. Og jeg er "mor" til en dejlig hund, og skulle det komme dertil, ja så føles det ret meget som om, at dette er en situation jeg sagtens ville kunne leve med og være lykkelig i - også på langt sigt...

Og til Rosa, som uden tvivl har ment sin post i allerbedste mening, men som endte med at få mig til at sidde og sukke... Undskyld Rosa, dette er ikke for at hænge dig ud, og jeg er virkelig glad på dine vegne, at det virkede for dig... Men der er mange årsager til, at intet af dette er vejen frem for mig...

Det er ikke en mulighed for mig at blive gravid uden IVF, jeg mangler simpelthen vitale organer for at dette skal kunne lykkes. Jeg har prøvet i 5 år og været igennem 5 IVF forsøg, jeg har ikke røget igennem mine forsøg (undtaget et enkelt, som var det der forbavsende nok gav de bedste æg - verden er sær), jeg vejer 57 kg, taber jeg mig meget yderligere bliver jeg undervægtig og jeg har ikke så meget som en decimal af hormoner placeret på forkerte steder....

Jeg har levet som en asket, uden koffein, alkohol, nikotin, sukker osv osv... taget utallige vitamin og mineralkure, fået akupunktur og ventet og ventet og ventet i 5 lange år! Ikke mere!

Vi kan sagtens være enige om, at der sikkert er et eller andet, et eller andet sted, der blokerer for en graviditet, men det er mig så inderligt ligegyldigt... For det er ikke det værd at finde ud af hvad det er! Livet er lige nu og her, det venter ikke på at jeg venter og venter og venter...

Hvor meget jeg end troede engang, at den eneste lykke var den forbaskede graviditet der nægtede at komme, så har verden ændret sig - eller i det mindste har jeg ændret mig - og i min helt personlige opskrift på pletvis lykke finder man ikke længere graviditeten på en top 10...

Og til sidst, til sygeplejersken Jeanne, selvfølgelig er livmoderen ikke et unødvendigt organ, men det den er lavet til at kunne, det skal den ikke bruges til i min krop, og i så fald tror jeg egentlig ikke jeg kommer til at savne den mere end jeg savner min blindtarm, som blev fjernet for snart 15 år siden...

Om det gav svar på jeres spørgsmål, tvivl og kommentarer skal jeg ikke kunne bedømme, men som sagt, intet er besluttet, udover at jeg ikke skal være gravid...

Er der en læge tilstede?

Som jeg sidder her og desperat forsøger at komme mig ovenpå gårsdagens start af menstruation, har tankerne om at få ryddet underetagen endnu engang taget fart. Jeg ved godt det er drastisk tiltag, men det kan vel ikke være rimeligt, at man skal være så invalideret af det, at man er tvunget ud i en til to sygedage om måneden på grund af det?

Jeg er blevet tjekket i hoved og røv (i bogstaveligste forstand) i løbet af de sidste mange år. Mangen en gynækolog har kløet sig i håret, men ingen kan finde det fjerneste galt med mig, så konklusionen er som altid: "Det bliver nok bedre når du har født!"...

Hmmm... ja, tak for lort... Det kan jeg ligesom ikke bruge til noget! Og det bliver ikke bedre med alderen, skal jeg hilse at sige, tværtimod! Jeg er nu nået dertil, hvor der er spontan opkast (uden nogen former for mulighed for at nå på toilettet inden det sker), besvimelser, koldsved, feber, vanvittig diarre og mig liggende grædende i kramper på toiletgulvet.... Det kan da ikke være rigtigt, vel?

Så, ugens diskussion blandt i kloge hoveder må være: fordele og ulemper ved en hysterektomi en alder af 31 år.

Patientens baggrund: sund og rask, skal ikke bruge sin livmoder til noget - og må vel derfor anslåes at hun ikke kommer til at savne den - ingen grund til at fjerne æggestokkene, så dermed skulle hormontilskud vel ikke være nødvendigt? har tidligere haft problemer med celleforandringer i livmoderhalsen, så rent forebyggelsesmæssigt kunne det vel også være en bonus...

Umiddelbart kan jeg kun se plusser ved ideen, men hvis der er en læge tilstede, eller andre med meninger eller viden om sagen, så skal i være velkomne med jeres input...