Jeg mangler ord... men de der er, får lov at blive
Jeg beklager den lange tavshed. Jeg har skriveblokade. Så er det sagt. Sandheder er blevet sagt i kommentarerne, ligeledes er spørgsmål blevet stillet.
Hold da op hvor er din blog blevet kedelig!
Altså har du lukket din blog... i så fald vil det da være god stil at skrive det...
Er bloggen lukket? Nej! Jeg har overvejet det, det skal jeg være ærlig at sige, for det er længe siden, jeg har haft noget som helst at sige. Men den bliver ikke lukket. Et par gange om året modtager jeg stadig dejlige mails fra nye kvinder, som er så utroligt taknemmelige for at have læst deres egne tanker sort på hvidt. Kvinder som har slugt hvert eneste indlæg råt - fra ende til anden, som var bloggen helt ny og frisk. Og selvom det måske kun drejer sig om 10 kvinder om året, så får ordene lov at stå - for deres skyld.
Men skrive nye indlæg - det er svært, når man har skriveblokade. Nedenstående kommentar fik mig dog tvunget til tasterne alligevel.
lad os høre lidt fra dig. Eller afslut denne blog med en lille skrivelse. vi alle har jo fulgt dig. Ellers må jeg resten af mit liv... hver eneste dag gå ind og tjekke om du mon har skrevet... hilsen en pige der var med én enkelt gang i kaffeklubben ude hos dig. håber og ønsker alt godt for dig i fremtiden
Jeg kunne alligevel ikke have siddende på mig, at en stakkels kvinde måtte bruge tid hver dag - resten af sit liv - på at tjekke for nye indlæg hahaha. Kan i denne forbindelse anbefale, at smide bloggen på RSS-feed - så bliver du automatisk gjort opmærksom på, hvis der er nye indlæg...
Men jo, jeg har det godt. Jeg er igang med at uddanne mig til hundetræner og træner også på livet løs med min smukke hund. Hun er nu 18 måneder og konkurrencebanerne lokker i det nye år - noget jeg glæder mig meget til.
Jeg håber - og tror på - at ordene kommer tilbage til mig. For at se bloggen ligge støvet hen, som en glemt roman i et tog, gør mig uendelig trist til mode. Den fyldte så meget i mit liv, i så utroligt mange år, den var min ventil, min helt personlige terapeut og min fortrolige. Så måske får ordene ikke kun lov at stå for de fremmede kvinders skyld - men også for mig egen.
posted by Amocca @ Thursday, December 03, 2009
6 comments
6 Comments:
Kære Amokka
Dejligt at høre fra dig, og tak for at du meldte tilbage om status i Amokka-land. Jeg er også en af dine trofaste læsere, der var ked at den larmende tavshed fra din side.
God vind med din hunde-træning. Jeg vil stadig kikke ind i ny og næ for at se om ordene kommer tilbage til dig...
Knus fra Mokka
Kære Amokka
Blev så glad for at se i google-reader, at der var ny post på din blog. Har fulgt med i et par år nu og har haft det ligesom kvinden du refererer til - holde trofast øje med et lille pip fra din side. Har også være i kaffeklub hjemme hos dig en enkelt gang tilbage i januar 2007....hold da op. Længe siden. Vil bare så gerne se en lykkelig slutning på fortællingen. Her har vejen også været fuld af bump og forindringer, omkørsler, blinde veje osv. Men nu ser det endelig ud til at vi har fundet vejen - den er lang endnu, men ender forhåbentlig i et fjernt land når tiden er til det.
Held og lykke fremover
Knus
Coga
Jeg har dig også fortsat stående i mit feed - selvom jeg har fjernet de allerfleste fra dengang jeg også selv kæmpede. Der er jo ikke mange aktive tilbage, og jeg selv er 'gået under jorden'.
Alligevel var overraskelsen stor over lyd fra dig. Som mange andre ville jeg også helst se dig en 'happy endning', alligevel føles det godt at læse om din tilfredshed med livet som det er nu.
Jeg synes det er rigtigt fint hvis du lader bloggen stå. Der er ikke så mange steder som barnløs at gå hen og læse, hvis man ikke kan overskue at de fleste af historierne ender i candyfloss babydrømme (incl min egen - against all odds).
Tak for den tid vi har haft sammen ;-)
...og glædelig jul!
Hej Amocca, jeg er een af de ti kvinder om året der tilfældigt kommer forbi din blog, og ja jeg har siden igår læst den fra start og indtil nu.
Jeg føler mig lidt mindre alene nu end for 24 timer siden, så ja lad være med at lukke den.
Jeg er selv i et kaotisk BIB og gentagne aborter forløb.
Ligesom du ville gøre en god gerning og donere æg, ja så donerer du nu istedet for virtuelt hjerteblod til en fortumlet BIB'er der stadig kæmper med at håbe på en lukkelig slutning..
Nej, du skal da bestemt ikke lukke ned her ;o)
Kære Amocca, jeg kigger også ind i ny og næ. Det er din blog, der fik mig til at blogge, og din blog, der fik sat ord på så mange af mine sorger, tanker og bekymringer i vores forløb. Jeg er stadig fuld af beundring over dig og dine evner til at formulere dit inderste. Det er så sejt. Jeg er slet ikke selv i stand til at formulere mig på samme måde, men du skal vide at din blog har været en inspiration og dit forløb har sæt mærke i mig, rørt noget i mig. Jeg håber du er glad og jeg vil kigge ind en gang imellem for at se om der er nyt. Luk endelig ikke din blog - du har jo ingen forpligtelse over for andre end dig selv til at opdatere, men de kvinder (eller mænd) der måtte komme forbi og som selv sidder i BIB-karusellen kan sikkert som jeg bruge din til en masse.
Så tak fordi vi stadig må kigge med og du vil dele dig med os andre :-)
Sechen
Post a Comment
<< Home