Sunday, October 26, 2008

Nej tak

Der var engang, hvor tanken om at der ikke lå flere forsøg og ventede på mig kunne give mig kvælningsfornemmelser, kvalme, svedige håndflader, hjertebanken og hyperventilation... Engang hvor tanken om at det var slut gav mig regulære angstanfald...

Dengang er heldigvis længe siden, men på trods af det, så har jeg ikke helt kunnet give slip... Jeg har haft "bjørnetjenesten" liggende på standby, som en fjern redningsplanke, en krykke jeg vidste jeg havde, hvis jeg skulle få brug for den...

Men det er på tide at smide krykkerne og indse, at benet måske aldrig bliver som før, men det er lægt og virker... og det er vel det vigtigste! Så jeg har holdt "ophørsudsalg", alle medicinrester er enten blevet bortskaffet på rette vis, eller blevet givet videre til mere trængende sjæle end jeg selv...

For vi skal ikke mere. Bjørnetjenester, nej tak! Og det er helt ok, at sige nej tak... Ja, det er en chance, som jeg går glip af, men det er mit valg og det giver mig en dejlig tro på at kontrollen er tilbage i mit liv, at jeg har viljen, retten og muligheden for at sige: Nej tak!

Labels:

Thursday, June 19, 2008

Noget at tænke over...

Jeg er klar over, at der mange ting i sidste indlæg som jeg gerne vil skrive om og kommentere på, og det vil også blive gjort, men ikke lige nu...

Lige nu har jeg modtaget brev fra Herlev. Forsøget er endelig færdigt og resultaterne opgjort. Jeg var i kontrolgruppen. Det vil sige, at jeg fik Puregon og ikke det nye stof. Altså nøjagtigt det samme stof som jeg har fået i hver evigt eneste forsøg jeg har været igennem...

Jeg blev ikke gravid af det - det er jeg godt klar over - men jeg fik et betydeligt bedre resultat, på nøjagtigt den samme behandling som før, blot minus nedregulering...

Det er da noget at tænke over...

Labels:

Thursday, May 29, 2008

Tilbage til det der med at gøre bjørne en tjeneste

Siden Fapril forsøget gik i vasken har jeg tænkt meget over bjørnetjenesten. Over at der faktisk er et kort forsøg til os på Skejby, hvis vi ellers vil have det...

Det er 2 år siden, at jeg aftalte dette med Skejby. Det er 1 år siden, at jeg fik det "konverteret" til et kort forsøg (og, troede jeg, til et forsøg med egen sæd, men journalen siger dog stadig donor - men det kan jo laves om...) Jeg spekulerer på, om der mon er forældelsesfrist på den slags aftaler?

Men mest af alt spekulerer jeg på, om jeg overhovedet synes det er en god ide at gå igang med? En del af mig tænker: "Go for it! Det er der jo, det er et forsøg! En chance, et skud mere i bøssen..." En anden del af mig tænker: "Nej, nej, nej! Du har det godt. Alt er godt. Der er ikke flere angstanfald. Ikke mere uprovokeret vrælen i tide og utide, ikke flere følelsesmæssige voldsomme op og ned ture. Lad dog være med at starte lavinen een gang til...

Tingene har ændret sig meget, siden jeg lavede aftalen. Vi har haft 2 forsøg siden da. Begge med samme udgang som altid. Bliver hun dog aldrig klogere, kunne man foranlediges til at tænke? Jeg er kommet ovenpå igen. Jeg har det godt. Vi har det godt. Skal vi virkelig sætte det på spil, når chancen for at få noget godt ud af det, er så minimal?

Jeg mangler feedback, kan I nok høre. Får man nogensinde noget godt ud af, at gøre en bjørn en tjeneste?

Labels: ,

Thursday, April 17, 2008

Mennesker bag kitlen

Der er helt sikkert mennesker bag kitlerne. Jeg ved godt, at vi alle sammen nogle gange har været i tvivl, når vi engang imellem har været så uheldige at støde ind i fortravlede læger på en særlig barsk dag...

Men der er mennesker derinde. Og gårsdagens fiasko beviser det. Herlev havde været så flinke at love at ringe onsdag, så jeg ikke skulle køre de 3 timer forgæves torsdag morgen. Og hvem er så en narrehat og glemmer sin telefon derhjemme? Ja, mig!

Klokken halv syv om aftenen, da vi kører hjem, ringer min mands telefon. Det er en læge fra Herlev. Han havde syntes, det var så barsk en besked at få via telefonsvareren, så han havde googlet min mands telefonnummer og ringet til ham med beskeden...

Nu har vi heldigvis et meget specielt efternavn, og derfor kunne det lade sig gøre, men hvis det ikke beviser, at der er mennesker bag, ja så ved jeg da ikke hvad gør...

Det ændrer selvfølgelig ikke på at det er lidt noget bæ. Men sødt gjort, det var det...

Labels:

Wednesday, April 16, 2008

Ingen overlevende...

Hvad med strejken? bliver der spurgt, i kommentarerne til sidste indlæg. Den burde ikke have fået betydning, men det kan være hip som hap, for ingen af æggene overlevede optøningen...

Så fik vi også prøvet det: Ingen æg til oplægning...

Lidt en flad fornemmelse egentlig. Største, og vel også eneste, bonus er, at jeg slipper for Østradiol-pillerne...

Labels:

Monday, April 14, 2008

Scanning

Jeg har været på djævleøen, på besøg hos søsteren, i weekenden En hurtig smuttur til Herlev idag, til scanning. En livmoderslimhinde på 7.8. Starter Crinone i morgen og æggene skal op på torsdag, såfremt de overlever optøningen altså...

Der var pres på, på klinikken i dag. Jeg endte med at vente i næsten 3 kvarter inden jeg kom ind til scanning... Ved siden af venteværelset lå en kvinde i en seng og græd hysterisk. Jeg ved ikke hvad der var hændt hende, det synes umuligt for sygeplejerskerne og hendes pårørende at trøste hende...

Det fik mig til at tænke på hvor sære steder sådan nogle venteværelser egentlig er. Vi er alle i samme båd, vi der sidder der, men der bliver sjældent snakket i venteværelserne, der bliver sjældent vist følelser derinde... Derfor var den grædende kvinde også så fuldstændigt out-of-place på en eller anden måde... Selvom hun vel egentlig ikke burde være det...

Labels:

Sunday, April 13, 2008

Lavinen ruller

Imorgen skal jeg til scanning på Herlev, så ruller lavinen... Østradiol og jeg er stadig ikke gode venner. Får forfærdelig kvalme af det og bliver såååå træt. Har været på weekend hos søsteren her i København og har sneget mere end en enkelt "morfar" ind... Ikke den mest selskabelige gæst...

Der skal strejkes i sygehusvæsenet, det havde jeg ikke lige tænkt på kunne påvirke mit forsøg... Ved heller ikke om det gør, men nu må vi se... Et "nødberedskab" dækker næppe opsætning af æg - det kan vist ikke beskrives som en nødvendighed...

Men, hvis og såfremt strejken ikke kommer til at berøre mig og mit forsøg, så ruller lavinen fra imorgen...

Labels:

Wednesday, April 09, 2008

En skygge af sig selv

Han er måske kun en bleg efterligning, blot en skygge af sig selv, men han er vendt tilbage ham Hank. Østradiol er ikke nok til at nære ham fuldt ud, men dele af ham kan leve af det...

Hans største anke mod menneskeheden i disse dage, er hvor irriterende højlydt folk trækker vejret... Det er lidt sært. Men jeg synes det larmer...

Derudover har han ædt min korttidshukommelse fuldstændigt. Enten det, eller også er bivirkningen demens allerede begyndt at sætte ind...

Lunten er også blevet en smule kortere, og jeg er lidt mere tudevorn end jeg plejer. De andre bivirkninger følger mig også stadig, men generelt er jeg ok, så man skal nok ikke klage...

Men på den anden side: Siden hvornår har Hank fundet grund til ikke at brokke sig?

Labels: ,

Monday, April 07, 2008

Ikke en fan af Østradiol

Ja, overskriften siger det: Jeg er ikke fan af Østradiol. Det kan jeg ligeså godt sige med det samme...

Jeg har det som om mit inderste vibrerer, som om jeg ryster over det hele, men det gr jeg ikke - ihvertfald ikke fysisk... Jeg har kvalme og ondt i hovedet. Herudover skal jeg tisse konstant og jeg er hele tiden sulten...

Hvis jeg ikke tisser øjeblikkeligt når det mærkes, får jeg sindssygt ondt i maven, og hvis jeg spiser når jeg er sulten får jeg mere kvalme... Hvis jeg ikke spiser får jeg også kvalme... så der kan jeg ikke rigtigt vinde...

Min mand er heller ikke fan af Østradiol, men det handler så om, at jeg ville være "morsom" og læse bivirkningslisten for ham... Han synes ikke det var sjovt, men mere bekymrende... Jeg synes det var sjovt, da listen var absurd...

Hvordan kan man kalde ting som demens, blødninger i huden, blodpropper og brystkræft for bivirkninger? Det er sgu da alvorlige sygdomme, ikke noget der bør være bivirkninger af et produkt...

Men de står på listen over bivirkninger på dette præparat, betryggende...

Så nej, vi er ikke fans her i huset...

Labels:

Saturday, April 05, 2008

Ska' det være, så la' det være...

Nå, men efter min lille indre debat om fapril igår, bestemte jeg mig til at bare at springe ud i det, som I jo foreslog...

Så ringede altså til Herlev igår. Og efter en del ringen frem og tilbage mellem dem og mig - sekretæren der tog telefonen vidste ikke hvordan man meldte sig til et fryseforsøg... øhm, nå... måske skulle de have en anden telefonpasser...

Nå. En sygeplejerske ringede tilbage og hørte om jeg lige kunne komme forbi til en scanning? Hahaha, sjovt! Eftersom jeg har 3 timers togtur til Herlev, blev vi heldigvis enige om, at den scanning godt kunne skippes...

Recept blev faxet og nu har jeg just taget min første Østradiol.

Fapril
, here we go...

Labels:

Friday, April 04, 2008

Fapril?

Jeg er i syv sind om hvorvidt det bliver fapril eller ej for mig... Det blev det for Freudika i år... Bliver det også det for mig?

Jeg har ikke specielt lyst, det synes som at sætte sig selv op til endnu en fiasko, men på den anden side, så ligger de æg der jo... De er af mit og G's arvemateriale, så de kan ikke engang doneres væk så andre kan få glæde af dem, så hvis jeg ikke bruger dem skal de blot destrueres...

Det er jo også lidt spild af æg...

Puha. Jeg synes ikke jeg er klar til at gå igang igen, men bliver jeg det mon nogensinde tænker jeg? Og bliver jeg mere klar af at vente en måned mere, et halvt år mere, et år mere? Næppe... Måske er det bare om at kaste sig ud i det...?

Jeg er i gang med at søge nyt job. Den praktiske del af mig synes at jeg bør tage forsøget mens jeg er på en arbejdsplads, der har kendt mig i årevis og har stor forståelse for at jeg tager sygedage i forbindelse med et sådant forsøg... Istedetfor at skulle ud i at involvere en ny arbejdsgiver i en paragraf 28 (som vist hedder 56 nu), lige efter jobstart...

Man kan selvfølgelig mene, at det at stå med en graviditet og jobsøgning heller ikke er optimal, men det kalkulerer jeg slet ikke med inde i mit hoved. Der kalkulerer jeg kun med de fraværsdage forsøget vil bringe... Ikke med en evt. graviditet bagefter...

Det er nok en beskyttelsesforanstaltning går jeg ud fra?

Men bliver det Fapril i år? Jeg kan ærligt talt ikke fortælle jer det...

Labels: ,

Tuesday, January 08, 2008

Så er der da lidt tid til at beslutte sig i...

Har fået brev fra Herlev. De vil blot minde os om, at vi har 3 befrugtede æg i fryseren fra forsøget derovre...

"For god ordens skyld vil jeg derfor lige sikre mig, at I ved, at de frosne æg kan anvendes indtil d. 29. maj 2012. Det er natuligvis helt frivilligt om I ønsker at anvende æggene."
Vi havde nu heller ikke troet at der ville blive tale om tvang... Men vi har da lidt betænkningstid må man sige...

Labels:

Sunday, June 10, 2007

Bloody hell

Så var der frisk rødt blod og en hel del af det... Så tror nu altså nok vi ligesom kan konkludere, at det var det... Men hey - fik da lov at gå een dag længere end normalt, ikke sandt? (eller er det to? jeg kan ikke finde ud af det)... Blodprøven er da ihvertfald i overmorgen...

Men jeg havde jo lovet jer endnu en test at stirre jer skævøjede på, så det får I, også selv om jeg bløder...

Og den er ligeså en-streget som den anden er jeg bange for...


Nu har den ligget i en time og er stadig lige negativ... Så det bliver den uden tvivl ved med at være... Er det for tidligt at åbne en flaske hvidvin kl. halv et på en søndag?

Labels: , , ,

Saturday, June 09, 2007

Den daglige opdatering

Jeg må vel hellere opdatere igen idag, I sidder jo uden tvivl alle og venter i spænding haha... Jeg har lidt svært ved at vide præcis hvad jeg skal skrive her, for jeg ville gerne skrive at der ikke var noget blod, men det er vist ikke helt rigtigt....

Jeg bløder godt nok ikke "rigtigt", men der er mere pletteri end der har været før, og progestan-snasket er mindre og mindre hvidt at se på... Ikke umiddelbart godt synes jeg, så jeg forbeholder mig retten til at være skeptisk stadigvæk, selvom jeg endnu ikke bløder...

Jeg tester nok igen imorgen, så kan I få lov at stirre jer selv blinde på testen da og se hvor mange farver og striber I kan se ;o)

Labels: , , ,

Friday, June 08, 2007

Har I røget crack?

Hvad sker der for jer? I må da være skæve eller fulde hele banden, hvis I kan se noget som helst der minder om en skyggestreg på det billede.... Tro mig, når jeg siger jer, at der var et kridhvidt felt med en flot rød kontrol-streg og intet andet. Og det var der stadig, efter at den havde ligget i 4 timer....

Så negativ, det er den!

Jeg er klar over at det er tidligt - og også at det er for tidligt - men det er trods alt 14 dage siden æggene blev befrugtede, så det er ikke hujende urealistisk at man eventuelt skulle have kunnet teste positivt idag...

Men, når det er sagt, så er den altså negativ... Og jeg er godt klar over, at det er for tidligt helt at afskrive forsøget, især når man sammenholder det med, at jeg overraskende nok endnu ikke er begyndt at bløde...

I løbet af dagen er jeg dog blevet i tvivl om, hvorvidt det jeg betragter som 11. dagen egentlig er dag 11 eller dag 10. Har jeg mon i mine tidligere forsøg talt oplægningsdagen som dag 1? Eller som dag 0? For jeg synes at huske, at det altid var 3 dage før blodprøven jeg begyndte at bløde... Og det er jo så først imorgen...

Og til de af jer (var det måske kun søs?) der insisterede på et større billede, så er her et, som er endnu mere grumset, guderne må vide hvad I kan få ud af det... Men tro mig - der er kun een enkelt streg...


Vi venter i spænding på morgendagen...

Labels: , ,

Plejer er død?

Ja, så blev det dag 11 efter oplægning. Den dag vi alle venter på med åndeløs spænding - sådan cirka ihvertfald.

Og plejer er indtil videre åbenbart død! Det er jo en vældig god ting skulle man mene. Der er i hvert fald ikke mere blod end der hele tiden har været, men det kunne jo ske at ændre sig hen af dagen. En ting der dog næppe ændrer sig er, at en test ser sådan her ud:


Ikke umiddelbart det resultat vi var ude efter.

Blodprøven er på tirsdag, så der får vi det afgørende resultat, men håbet er nu væk her i huset. Nu ser vi frem til en sommer uden hormoner og med masser af alkohol...

Jeg skal selvfølgelig nok holde jer opdaterede såfremt der skulle ske noget usædvanligt i løbet af dagen - såsom at jeg fx. ikke begyndte at bløde....

Labels: , , ,

Wednesday, June 06, 2007

Midtvejsstatus

Jeg havde egentlig bestemt mig til ikke at skrive et midtvejsindlæg, for det er ikke et særligt "ligeglad" signal at sende...

Men nu er jeg altså halvvejs, og jeg må desværre sige, at fremtid ikke tegner alt for lys for forsøget... Der er blod! Ikke meget, men det er der... Og blod er ALDRIG et godt tegn i denne verden...

Ellers er ugen gået fint, masser af symptomer, som jeg jo udemærket ved er svindel og humbug, men ikke desto mindre jo noget der sætter gang i anti-ligegladstankerne...

Men symptomerne er desværre også på retur. Og sammenholder man det med den smule blod der også er... Ja, så tegner det et lidt for genkendeligt billede hvis I spørger mig...

Hvis tingene går som de plejer, så begynder jeg at bløde fredag...

Labels: , ,

Saturday, June 02, 2007

Et billede er vel et billede...

Der var engang jeg troede, at der var minimum to bestemte ting som jeg en dag ville få lov at poste indlæg om. Det ene var et billede af en test med to streger...

Bloggens arkiver går tilbage til sensommeren 2004 og endnu har jeg ikke fået lov at poste et sådant billede... Om det nogen sinde sker skal jeg på nuværende tidspunkt lade stå hen i det uvisse...

Den anden ting var et scanningsbillede – dette indlæg skulle naturligt nok have faldet lidt tid efter indlægget med billedet af den to-stregede test. Det har jeg heller ikke fået lov til...

Men det sidstnævnte kan der rådes bod på. Det er måske ikke lige den type scanningsbillede som man længes efter at poste, og det efterfølger ikke et indlæg med et billede af en test med to streger på... Men stadigvæk, jeg har et scanningsbillede, og et scanningsbillede er vel et scanningsbillede... eller noget....

Det var dette billede, der gjorde søsteren så rørstrømsk ved ægoplægningen, at hun måtte udnævne sig selv til moster far. Selv synes jeg mest af alt det er lettere grinagtigt – men jeg må da give dem, at hvis jeg skulle gå hen og blive gravid er det da en meget sjov ting at have...

Så, om ikke andet, så bare for at få lov til at sige, at jeg har postet et scanningsbillede, ja så får I det her.Det er derfor med stolthed jeg her fremviser et stk. livmoder indeholdende to små æggebasser - det er dem der er markeret mellem de to små hvide krydser....

Labels: , ,

Tuesday, May 29, 2007

Der er ingen der savner Hank

Konklusionen må blive, at Hanks fravær fra dette forsøg er en ganske god ting. Dette baserer jeg på, at jeg lige nu ruger på to æg, der begge har en score på 2.2 og henholdsvis 7 og 8 celler...

Til den glemsomme læser, kan jeg fortælle, at jeg aldrig i mine tidligere forsøg har haft æg der var bedre end 3.1... Så det her er et kæmpe fremskridt.

Men gaveregnen stopper ikke her! For ud af de 11 æg vi fik ud, kunne otte af dem bruges. Af disse otte blev syv befrugtet og de fem af disse syv æg havde en score på 2.2... Det betyder derfor, at ikke nok med at jeg nu ruger på to fine æg, ja så har vi også, for første gang i vores behandlingshistorie, æg i fryseren - 3 stk. for at være præcis...

Min mand kunne desværre ikke komme med på Herlev idag. Selvom vi ellers altid har haft en aftale om, at han i det mindste skulle være tilstede i rummet når jeg "blev gravid"... Men eftersom han ikke kunne være der, ja så trådte lillesøsteren ind i rollen, og endte med at blive helt rørstrømsk og insistere på, at hun nu måtte benævnes Moster Far, eftersom det var hende der var tilstede ved oplægning...

Labels:

Sunday, May 27, 2007

Dagens høst

Ja, det vil jo sige: gårsdagens høst... Men fik ikke lige opdateret igår, da vi tog direkte fra Herlev til min bedstemors 70 års fødselsdagsfest i Horsens... Pyyyh der er langt med en øm mave...

Nå, men lad os vende tilbage til det, jeg godt ved I egentlig er kommet for at høre om: Ægudtagningen.

Jeg har egentlig altid vidst, at der selvfølgelig var forskel på klinikkernes procedurer vedrørende disse ting, men det er egentlig ikke sådan sunket ind hvor meget forskel der er... Altså selve indgrebet er selvfølgelig det samme, men de indledende og efterfølgende øvelser varierer en del...

Foreksempel behøver man ikke møde fastende på Herlev, og der serveres kaffe og te med tilhørende mælk i venteværelset... Venflonet bliver lagt når man kommer, så i venteværelset sad vi piger på rad og række, med hver vores ventil i armen... eller det vil sige, jeg sad med et par blødende huller til at starte med, da de havde en del problemer med at få lagt venflon på mig... Men i tredje forsøg, med den tredje sygeplejerske lykkedes det da...

Der er heller intet beroligende før indgrebet, udover et par panodiler, så et kort øjeblik sad man da helt og savnede sin Halcion brandert... Men ok, der er fordele ved alt.. Og manglen på Halcion gjorde jo, at man virkelig kunne nyde morfin-rusen - så der er intet der er så skidt at det ikke er godt for noget, hehe...

Jeg havde undret mig, over at venteværelset var både før og efter rum, da det mestendels bestod af stole og ikke senge som man er vant til på Skejby... Men den manglende Halcion gjorde jo, at jeg var forbløffende klar i hovedet, og at vi derfor var klar til at smutte igen efter en halv time i en stol...

Mens vi sad der og så morgenbørnetv kom sygeplejersken ind og fortalte, at der havde været 11 æg - så det var jo en ganske udemærket høst må man sige...

På tirsdag skal æggene tilbage igen, såfremt der er nogen at ligge tilbage selvfølgelig. Og her kommer bagsiden ved at blive behandlet så langt væk virkelig til syne... For de ringer først omkring kl 9 og fortæller om der er æg til oplægning. Og eftersom de skal lægges op kl 11, ja så sidder jeg forlængst i toget til København på det tidspunkt... Men det er der jo ikke noget at gøre ved...

Labels:




Powered by Blogger