Flashback og afsløring

Det var altså ikke med vilje jeg holdt jer hen så længe ... Har bare lige haft lige rigeligt travlt i det der pseudoliv der foregår uden for skærmen. Men nu er eksamensopgaven afleveret og påsken står for døren, så nu må det vist også være tid til at udløse spændingen...

For at forklare jer hemmeligheden, må vi lige lave lidt flashback til januar måned, hvor vi havde afsluttende samtale på Skejby. Indholdet af denne samtale har - usædvanligt nok - været udeladt fra bloggens sider tidligere, da jeg ikke følte at det var min ret at publicere om andre folks følelser.

Men nok snak. Tilbage til januar og føromtalte samtale:

I dagene op til havde jeg inde i mit hoved lagt en slagplan for hvad samtalen skulle handle om (læs: Amocca på sine grædende knæ tiggende for et forsøg mere - bare et lille et?)...
Men aftenen før samtalen reagerede manden endelig på de sidste halvandet års skuffelser, ved at melde klart ud, at lige meget hvad Skejby så ville tilbyde, så ville han ikke have noget som helst af det... Ikke flere forsøg, ikke mere helvede, ikke mere, aldrig mere...

Indsæt her billede af Amocca i chok!

Morgnens samtale var en prøvelse, for at sige det mildt. Lægen gjorde det klart, at de mente at alle forsøg var gået så godt som de overhovedet kunne gå, der var intet de kunne ændre på som ville optimere vores chancer.

Tro mig, jeg havde vredet mit hoved med alt; lige fra kort behandling over ændring af stimulering til menopur til AHA på æggene - men jeg kunne desværre også selv forklare argumenterne for hvorfor ingen af disse metoder ville give et bedre resultat *suk* og lægen var rørende enig.

De tror, at der ligger en fejl i mine æg, altså en eller anden form for uforklarlig faktor, som vi kan smide oven i vores manglende æggeledere problem. Der er dog een anden mulighed - omend sandsynligheden for at det er korrekt, er mikroskopisk lille ifølge vor kære læge - og det er, at vi simpelthen ikke passer sammen.

Det eneste Skejby derfor følte at de kunne tilbyde, var et forsøg med donorsæd. Omend lægen lagde stærkt tryk på, at hun mente det ville være at gøre os en bjørnetjeneste, at hive os igennem endnu et mislykket forsøg...
Og ved min side sad jo en mand, som havde givet klart udtryk for, at nej nej nej ikke mere - ligegyldigt hvad... Bjørnetjeneste på den ene side. Blank afvisning på den anden side. Det var ikke rigtigt en mulighed, vel?

Og så fast forward til april måned og nutiden:

Tre måneder er nu gået, og manden min har tænkt og fordøjet (og muligvis fortrængt hvordan Hank opfører sig haha), og har med stor klogskab indset, at jeg aldrig kommer videre før jeg har fået syn for sagen... om man så må sige...

For hvad jeg heller ikke har fortalt er, at jeg er gået fuldstændig i baglås hvad angår adoption. Jeg kan overhovedet ikke tænke på, eller overveje det som en mulighed længere. Hvorfor kan jeg ikke rigtigt svare på, men sådan er det, sådan har jeg det...

Min kloge mand mener, at det er fordi jeg i mit lille forskruede hoved mener, at der er en anden løsning, og at den løsning hedder donorsæd. Og så længe jeg ikke har prøvet det, så vil jeg altid kunne sige: "det kunne have virket!" Og han har nok ret.

Vi har nu snakket med Skejby og de har givet grønt lys for, at vi kan melde os til et sidste forsøg, denne gang med donor, når vi er klar - omend de endnu engang gjorde det klart, at det nok er at gøre os en bjørnetjeneste.

Ordet bjørnetjeneste er selvfølgelig ikke rart at have kædet sammen med sit sidste forsøg, men så længe forsøget ligger forude, og så længe vi er igang med det, ja så lever håbet dog! Og håb har vi været i stort underskud af her i huset i den sidste tid...

Så det var altså den store hemmelighed: Return of the bib!