Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig? - eller: Djævelsk bitter kaffe...

Advarsel: Denne post indeholder grimme tanker. Har du ikke lyst til at vide hvad jeg som infertil nogen gange tænker om dig, så vend tilbage en anden dag...

Hmmm... Frederikke starter en interessant diskussion i kommentarerne under indlægget med tandlægen

Jeg forstår, at det gør ondt - men samtidig tænker jeg også, at vi ind imellem må glæde os på vegne af andre. For lige så lidt de bevidst ønsker at såre os, lige så lidt ønsker vi vel at de skal være i vores sko?

Givet, min tandlæge ved ikke jeg er barnløs. Mit indlæg var nu mest af alt også blot ment, som en halv bitter, galgenhumoristisk henvendelse om, at man ikke er "fredet" nogen steder. Selv hos tandlægen (hvor man ellers ville mene, at fokus er i den "anden ende") kan man blive mindet om sit "problem"... Jeg er sikker på, at havde hun vidst det, havde hun på ingen måder bevidst ønsket at såre mig.
Om jeg kan glæde mig på hendes vegne? Tjaaa... Jeg kender hende ikke rigtigt, og derfor gjorde det egentlig heller ikke sindssygt ondt, at få at vide at hun var gravid (det er værre med nærmere bekendstskaber synes jeg...) så jo, på min egen forkvaklede måde ønsker jeg hende da alt godt.

Jeg tror sjældent nogen vil mig ondt bevidst. Jeg har en tro på, at mennesker generelt er gode, men også en tro på, at mennesker generelt er nokkefår. De stikker deres størrelse 43 i munden og plaprer løs. Og nogle gange sårer de - det er sjældent ment sådan, men smerten er jo ægte nok alligevel. Jeg har sikkert også selv gjort det - overfor kvinder som mig selv - før jeg selv stod i lort til halsen.

Før jeg skriver det næste vil jeg lige citere Rikkes kommentar fra samme post, da den er yderst gyldig og sand i mine øjne, og også henvise til advarslen i toppen af indlægget.

Men er bloggen ikke netop det sted hvor vi kan få afløb for de sorte tanker, så vi ikke kaster os frådende over tandlæger med bebser i maven i virkeligheden?

Og hvorfor citerer jeg dette? (Advarsel - sorte, lede, ondskabsfulde ord og tanker forude)Frederikke går ud fra, i sin kommentar, at jeg ikke ønsker nogen andre skal gå i mine sko. Jeg har sagt det før - og mener det: Jeg ville ikke ønske dette for min værste fjende...

MEN - og det er et stort men. En gang imellem, når det gør allermest ondt og nogen sårer mig dybt, ja så må jeg indrømme, at så ville jeg ønske det smittede... Det er en rigtig rigtig grim tanke... men jeg har den! Jeg ville ønske, at mit problem kunne overføres til disse mennesker, at de kunne leve i mine sko og når de havde prøvet det, stået der: grædende, hulkende, afmægtige og ulykkelige... så kunne de komme tilbage og se hvad de så havde at sige... Og det er grimt - meget meget grimt - at tænke den slags ting...

Og det er grimt, ikke at glæde sig på andre folks vegne - det ved jeg. Jeg er godt opdraget, trods alt... Men undskyld mig, nogen gange så kan jeg fandme ikke.... Nogle gange giver det mig kvalme bare at være i rummet, når graviditeten afsløres. Jeg ved, at min ulykke intet har med disse mennesker at gøre, men det ændrer ikke på det sug af bitter uretfærdighed og misundelse jeg føler indeni...
Og det er absurd, for det er jo ikke deres graviditet jeg vil have, ikke deres barn. Det er tilstanden jeg misunder. Og det er den selvfølgelighed, med hvilken, de er i den tilstand, jeg misunder - for for folk som mig er det ikke en selvfølge...

Og det er nok derfor, det er så svært at glæde sig på andres vegne: på grund af misundelsen. Misundelse er en endnu en grim følelse, som man ikke bør have. Men den er der. Jeg er dødsens misundelig på alle disse kvinder, disse par, som planlægger deres familieforøgelse og som med den største selvfølge får den som planlagt. Jeg er misundelig på, at de kan få alle de børn de vil have, når de vil have dem og uden at skulle igennem alt det lort som vi skal. Det gør mig bange for, at jeg måske aldrig nogen sinde kommer til at prøve det... og den tanke skræmmer mig så meget, at det gør ondt, ondt, ondt indeni.

Og lad os da vende tilbage til min overskrift. For hvis jeg tænker så grimt om andre, forventer jeg da så, at andre skal opføre sig pænt over for mig? Sjovt nok: Ja! Og det er muligvis en brist i min opdragelse - måske er jeg for egoistisk anlagt? Jeg ved det ikke. Men jo, jeg forventer, at folk tager hensyn, at de tænker sig om før de taler. Og jeg håber at jeg selv - i det mindste ud af til - gør det samme...

Vær mod andre, som du vil, at de skal være mod dig - men jeg tænker hvad end jeg har lyst til om dem ;) Og til tider er det en kop skarntyde andre gange blot en kop djævelsk bitter mokka...