Jeg har i de sidste par dage genlæst hele Harry Potter serien - jeg er af den type mennesker der elsker at genlæse bøger igen og igen og igen og igen... Det gør dem blot næsten bedre i mine øjne, at jeg ved hvad der sker på næste side. Det er frydefuldt at sidde og vente på at nu sker det, og det... Og så er det hyggeligt, og dejligt genkendeligt - som at møde en gammel ven....
Og Harry Potter er en af mine yndlingsserier - jaja, jeg er udemærket klar over at den er skrevet for børn, men den er spændende og fuld af gode moraler uden at blive for meget "løftet pegefinger" agtig... Og så elsker jeg bare at hengive mig til dette parallelle magiske univers, hvor godt og ondt kæmper på livet løs...
Nogen gange ville det være nemmere, hvis vores verden hang sådan sammen, hvis alt godt var som Dumbledore og alt ondt som Voldemort - let genkendeligt godt eller ondt, sort eller hvidt. Men sådan hænger verden jo desværre ikke sammen... Verden er vist lidt mere som Professor Snape, med skygger og fortid, med forbistret had og hævngerrighed, men samtidig noget hvis inderste godhed man bliver nødt til at stole på - selvom man selvfølgelig ikke skal være blind for dets svagheder...
Ak ja, Harry Potter er godt at hengive sig til...
Nå, men det var nu ikke for at lave en allegori over verden set som Professor Snape at jeg skrev dette indlæg. Det var mere fordi jeg efter at have afsluttet bog fire, kom til at tænke lidt over Dumbledores mindekar. Som jo er en uendelig smart anordning hvis man tænker nærmere over det.
"Sommetiderføler jeg [...], at jeg har alt for mange tanker og erindringer proppet sammen i mit hoved. [...] I sådanne øjeblikke [...] benytter jeg mindekarret. Man trækker simpelthen de tanker, der fylder for meget, ud fra sit sind og hælder dem ned i karret. Derefter kan man gennemgå dem i fred og ro, når humøret er til det. På den måde bliver det meget lettere at få øje på møsntre og sammenhænge i det skete [...]. Tankerne bliver klarere, når de ses på afstand i dette kar."
Harry Potter og flammernes pokal, s. 558.Og det slog mig - som Freudika faktisk har påpeget før - at bloggen jo er en form for mindekar. Ikke sådan at forstå, at man helt kan læsse tankerne fra sig, men det hjælper nu ofte at få dem ned på skrift, at få andres kommentarer og råd til dem. Og nu, langt senere, kan jeg sidde og kigge tilbage i mine egne tanker og se på dem igen, med andre øjne...
Nogle af tankerne er stadig så friske i erindringen, at blot det at læse dem, kan give mig de samme følelser som jeg havde da jeg skrev dem. Andre er så gamle (relativt set), at jeg nok kan huske hvordan det var, men det fylder mig ikke på samme måde længere. Jeg kan huske hvordan jeg havde det - men jeg får det ikke sådan af at læse det...
Og sådan vil det vel gå med tiden, med alle mine indlæg. En dag vil selv følelser som
disse, som stadig synes rå og blødende, være et minde. En tid jeg husker, men som jeg ikke længere 100% kan genkalde mig smerten ved - ihvertfald ikke den samme form for smerte...
Dette er ikke et forsøg på at negligere smerten ved barnløsheden, ikke et forsøg på at lade som om, at smerten forsvinder og man glemmer alt hvis bare der går længe nok. For det tror jeg ikke man gør - heller ikke at jeg gør - jeg tror blot at man lærer at leve med det, fordi det bliver man jo nødt til...
Men som min elskede Harry Potter kan jeg stadig få forbandet ondt i arret af og til... Det holder nok aldrig helt op....
Labels: Bizarre tilståelser
