Jeg har fået en mail, en rigtig dejlig mail faktisk. Fra en sød pige, og ny læser af min blog. Jeg håber det er ok med hende, at jeg citerer lidt af den her, da den har åbnet for lidt tanker...
Nu hvor jeg har læst hver side rub og stub, sidder jeg med en tom følelse indeni. Ved ikke helt, hvad jeg havde forventet… Jeg har vel læst den lidt som en bog, altså startede fra starten i 2004 og læste mig frem til juni 2008 uden at vide, hvad der ville ske næste dag, uge eller måned. Og måske i min forventning om den gode historie, blev jeg helt ude af mig selv, da der pludselig ikke var mere at læse. Ingen afslutning, ingen forvisninger om hvad fremtiden bringer.
Selvom jeg er langt mindre aktiv på Kaffebaren end jeg har været tidligere, så ser jeg den absolut ikke som lukket. Vi er blot nået til et af mellemstykkerne i ”Amoccas historie om barnløshed”... Der har været mellemstykker før. De fleste af dem fyldt med angst og vrede. Dette mellemstykke bliver bedre. Fyldt med hundebaby og grænseløs kærlighed.
Bloggen har ingen afslutning, får det måske aldrig... Hvem ved. Den tid og de ord jeg har lagt her i de forløbne 4 år er blevet så stor en del af mig, at jeg tvivler på at jeg magter nogensinde helt at give slip. Men jeg ved det ikke med sikkerhed.
Bloggen er for mig levende og den ændrer karakter alt efter hvordan jeg har det. I 2004 var der chok men optimisme. I 2005 var der håb, der langsomt svandt og angst der fyldte mere og mere. I 2006 var den et sted fyldt med sorg og vrede. Den var ikke et rart sted at være, men det var nødvendigt at få ud, for at kunne leve videre, for at kunne eksistere.
Nu skriver vi 2008 og bloggen er igen en hel anden. Barnløsheden fylder ikke ret meget herinde længere, men den er her. Malet i farverne på væggene, indprentet imellem hver en linie, allesteds nærværende, da bloggens liv opstod af den. Men hos mig er den overkommelig.
Og det er en god ting. Set fra en læsers side er det selvfølgelig ikke den ønskede slutning. Man vil jo gerne bekræftes i, at alt det her behandlingspjat er godt for noget, men set fra min side er det egentlig ok.
Måske behøver man ikke en Hollywood happy ending? Måske sker alting fordi det skal ske? Og måske ikke. Men faktum er, at jeg på nuværende tidspunkt i mit liv har det godt nok, også selvom der ikke er en slutning, eller i hvert fald ikke den slutning jeg oprindeligt havde håbet på.
Det er jo heldigvis sådan her i livet, at de færreste ting ender, de ændrer sig bare, det samme med vores historie. Vi har ændret os meget i løbet af de sidste 4 år, alt andet ville vel være mærkeligt, men målet er stadig det samme: ”At blive en familie”...
Det bliver bare på en anden måde end vi oprindeligt troede...
Labels: Babyhunden, Blod sved og tårer, IRL eller hvad man nu kalder det, Tænk på noget andet
