Alt at vinde...

Man kunne komme med det postulat, at hele dette forløb - både projekt baby derhjemme og det efterfølgende behandlingsforløb - var en "alt at vinde, intet at tabe" situation. For, trods alt, når man tænker over det, så havde vi intet da vi startede, og nu hvor vi er færdige har vi stadig intet...
Så vi har godt nok ikke vundet noget, men vi har heller intet tabt...

Eller hvad?

Jeg er ikke selv enig. Jeg synes det er langt fra sandheden. Vi har måske intet konkret mistet, men vi har alligevel mistet alt...

Nu om dage, hvor børn og familieforøgelser for manges vedkommende planlægges ned til mindste detalje, er man jo mere eller mindre psykisk gravid det øjeblik man ligger præventionen på hylden.

I sommeren 2004 efter 1 års psykisk graviditet mistede vi derfor vores uskyld og alt hvad vi havde håbet og drømt om, da vi fik at vide, at vi aldrig ville kunne blive gravide på naturlig vis.

I vinteres 2004 fik vi drømmen og håbet igen, omend i revideret form, da vi skulle starte i behandling. Men uskylden var tabt for altid.

I vinteren 2005 blev drømmen og troen taget fra os igen. Denne gang definitivt, da sidste forsøg endte negativt.

Men dette er ikke kun sorgen over tro og drømmes endeligt. Dette er sorgen over tabet at et barn. Ikke et konkret barn, men dog et barn - vores biologiske barn, som vi nu må tage afsked med og acceptere tabet af, inden vi kan komme videre.

... Intet at tabe?

Citater, citater og atter citater

"2 indlæg pr. dag her i din ferie og 1 daglig herefter, -så tilgiver vi dig inden jul"

Skriver Gitte til mig i sidste indlæg, puhada, sikke et pres... Men her kommer så endnu et, da det er skrevet natten mellem torsdag og fredag, klokken halv fire for at være præcis, ved jeg ikke, om det gælder som et indlæg på den ene eller den anden dag, men et indlæg, det er det da...

Jeg havde jo lovet at vende tilbage til kommentarerne fra indlægget om "Had og kærlighed", og man skal jo holde hvad man lover, så det kommer altså her. Jeg har ikke taget alle jeres kloge visdomsord med, men mange tak til alle der skrev, for links og ord og forståelse.

Hvis vi starter med Gitte igen, eftersom hun jo indleder indlægget, får hun også lov at starte ballet her.

"Men jeg tænker, at hvis kroppen er den gode ven, der ikke vil lade en opnå det man ønsker allermest, ja så er den sgu led!!!
Men på den anden side, kan kroppen jo også være vennen som kender til ønsket og vil gøre alt for at opfylde det....men bare ikke magter det????
Så er kroppen jo pludselig en helt anden ven, som man sgu får ondt af. En lidelsesfælle man kan gå i et med, fordi det er nøjagtig den samme sorg og frustration man kæmper med."

Jeg synes Gittes tanke er sød; at kroppen er lige så ked af det som jeg er. Men jeg kan desværre ikke finde ud af at integrere den i mine tanker. Kroppen er og bliver min fjende, en forræderisk slange der har svigtet mig gang på gang. Først og fremmest har den svigtet mig, ved ikke at virke som den skulle, og herefter har den gang på gang nægtet at samarbejde med den hjælp der blev tilbudt... Jeg håber, at jeg en dag finder ro til at slutte fred med den, men lige nu og her, synes udsigten til dette meget lang.

Søsterlystig fortæller om en ven, uden arme og ben, en ven der kunne være hvem som helst i virkeligheden. Det handler om at huske hvor heldig man er, og om at fokusere på den ting man kan og har istedet for det man ikke kan og ikke har... Hvilket leder os så til Sine.

"Du bliver nødt til at erkende at der er ting her i livet som vi desværre ikke selv er i stand til at bestemme."

Sine kender jeg ude fra den "virkelige" verden. Hun har været så forfærdeligt meget igennem, at når jeg tænker på det, skammer jeg mig og synes jeg er en forkælet møgunge. At jeg piver over ingenting og jeg bør tage mig sammen. Jeg ved godt at det ikke er rigtigt. Jeg ved godt, at min sorg er ægte og reel, og at ting kan ikke sammenlignes på den måde.
Og Sine har ret i, at man må erkende, at der er ting her i verden man ikke er i stand til selv at bestemme - bønnen om sindsro, har været postet flere steder i de sidste par uger. Hvis der nu skulle være enkelte der ikke kender den, går den som følger:

"Gud, giv mig sindsro,
til at acceptere de ting jeg ikke kan ændre.
Mod til at ændre de ting jeg kan
og visdom til at se forskellen"

Jeg ved at det er det, det handler om. At acceptere det, tage det ind i mig og integrere det i mit liv uden at lade mig opsluge af det, og samtidig vokse som menneske. Jeg håber det er noget der kommer med alderen...

Starbuck, som selv er færdig i behandling, skriver en lang og meget tankevækkende kommentar om at finde ud af hvad det egentlig er man vil. Hun fortæller om den dag hun måtte spørge sig selv, hvad det egentlig var hun jagtede:

"Var det et mål eller middel? Var det et barn eller det at være gravid og prøve det som "normale" kvinder får lov til at opleve? Min konklusion den gang blev at det var midlet jeg jagtede (= at være gravid). Men det jeg egentlig ville var at få børn."

Og hun har jo så evigt ret. Jeg ved jo godt, at da vi startede dette i sin tid, der handlede det jo ikke om at ville have en graviditet og en fødsel, men om at gøre os til en familie. Vi troede bare, at graviditeten var et naturligt skridt på vejen til dette mål. Det viser det sig så, at det ikke er. Er jeg afklaret med det? Nej! Ikke endnu. Men det kommer. Det skal det. Og det vil det.

Sidst men ikke mindst, skriver I alle sammen om hvor dejligt det er, at jeg har sådan en god, støttende, forstående og kærlig mand. Og det har jeg - omend jeg frygter lidt for hans mentale tilstand engang imellem - og jeg er godt klar over, at jeg skal huske at skønne på hvad jeg har. Men nogen gange fylder det jeg ikke har bare så pokkers meget...

Forgive me father, for I have sinned...

It has been 7 days since my last confession...

Rungende stilhed på bloggen i en hel uge. Det er ikke godt. Det er irriterende hvordan virkelighedens verden, med 3 mundtlige eksaminer, arbejde osv. konstant forsøger at gribe ind og tage tid fra de væsentlige ting i tilværelsen, som fx at opdatere bloggen...

Men alle 3 blev bestået og nu er jeg en fri kvinde indtil mandag hvor andet semester af begynder. Motivationen for at gå i gang kan ligge på et meget lille sted. Det føles alt sammen så irrelevant på en eller anden måde...

Men det er det jo ikke, det ved jeg også godt. Det er jo ikke kun det, at få børn og familie der tæller i tilværelsen, selvom det pludselig kan føles sådan når man ikke kan få dem.

Det er sjovt hvordan det man ikke har, ofte fylder meget mere end det man har - og dette gælder ikke kun for barnløshed, men også for ting som fx penge, arbejde og tid.

Og så er der det man har, som man måske ikke værdsætter pga det man ikke har, som fx En blog men ikke noget fornuftigt indlæg at sætte på den haha...

Mig og Ronan

Jeg må advare om, at følgende indlæg måske er det fældende bevis der afgør, at jeg snarest muligt skal indlægges på psyk, men i så fald må det jo være sådan.

Kan I huske dengang I var yngre og livet gik jer imod; kæresteproblemer og den slags... Hvordan det føltes som om enhver sentimental popballade handlede om jeres situation og talte direkte til jer? Jeg kan.

Jeg skal være ærlig at indrømme, at jeg ikke har nærmere kendskab til de mekaniske psykiske processer, der ligger bag de følelser af vrede, sorg og frustration jeg går igennem lige nu. Men en af dem er tydeligvis en form for regression tilbage til ovennævnte tid...

For jeg svæger, kære læsere: Ronan Keating taler til mig!

Jeg kan godt forstå I er skeptiske. For når alt kommer til alt, er det ikke særligt realistisk - når man tænker på at manden er irer, yngre end mig, mangemilliardær, lykkeligt gift og far til to - at nogen af hans sange er skrevet med udgangspunkt i frustrationen, vreden og sorgen over at det sidste IVF-forsøg på Skejby også var forgæves og uden resultat...

Jeg kan i øvrigt heller ikke helt forestille mig, hvordan en sådan sang ville lyde, eller at det ville være helt let at finde et rim til Skejby Fertilitetsklink, men lad nu det ligge...

Tilbage til Ronan, som opgav fertilitetsklinik-rimet og valgte det han var bedst til, nemlig hjerte/smerte rimet og det med stor succes, men som på trods af dette altså taler til mig i øjeblikket...

Og før i nu ryster på hovedet og siger: naaaah, Amocca, den må du længere ud på landet med. Så lad os se på omkvædet til "The long goodbye", som jo så tydeligt handler om det at skulle opgive håbet og sige farvel til drømmen om det biologiske barn.

"This is the long goodbye
Somebody tell me why
Two lovers in love can’t make it
Just what kind of love keeps breaking a heart?
No matter how hard we try
It's gonna make us cry
Come on, baby, it’s over.. let’s face it
All that’s happening here is a long goodbye"

Eller "The last thing on my mind", som vi, der står her midt i det, udemærket kan se handler om den frygt man har for, at det hele går i stykker. At man i den desperate jagt på graviditeten glemmer alt det man har og hvad det egentlig handlede om: Nemlig at få et kærlighedsbarn og blive en familie. Jeg ved ihvertfald, at jeg selv har måttet indse i de sidste par dage, at jeg har ofret meget på behandlingens alter, måske også mere end jeg burde have. Og jeg har glemt min dejlige mand i alt det her.

"No I won't let you go, know what we can be
I won't watch my life, crashing down on me
Guess I had it all, right there before my eyes
But, I'm sorry now, you were the last thing on my mind"

Kan I ikke se det? Eller sender I bud efter den blå vogn nu?

Slalom

Jeg har fået rigtigt mange gode, søde, konstruktive og støttende kommentarer på mit sidste indlæg. Disse vender jeg tilbage til en anden dag, når jeg har fået dem bearbejdet i mit hoved.

I mellemtiden må i leve med dette indlæg, som omhandler mig på en slalomtur gennem Århus idag. Jeg sværger, at Århus må være børneby nr 1 i Danmark. Hvis de ikke har gravide maver, så har de barnvogne, en bette en på armen eller to større børn i hånden. Og hvis ingen fysiske børn eller maver er tilstede, så bærer de på en pose bleer eller lignende...

Og så en lettere uhyggelig iagtagelse. Jeg må tydeligvis se enten forvirret, ulykkelig, rodløs eller lignende ud, da jeg nu har udviklet et nyt karaktertræk der hedder "magnet for alverdens sekter"... Jeg er i dag blevet forsøgt hvervet til både scientology og jehovas vidner - det sidste ikke mindre end 3 gange, på 2 timers bytur!

Nu er det ikke for at genere evt. scientologer eller jehovas vidner der måtte læse med her, men hallo!?! Er det bare mig der synes, at det er en lille smule uhyggeligt hvordan de er trænet til at søge ulykkelige mennesker ud af en kæmpe folkemængde?

Godt man har sin iPod, så man kan skrue højt op og prøve at ignorere resten af den samlede befolkning. Se til højre der er en gravid, se til venstre der er en barnevogn, se lige ud der er et jehovas vidne og du bliver jagtet af en scientolog! Man er tvunget ud i cirkler - den mest absurde form for slalom - for at undgå alle disse forhindringer.

De burde være udstyret med små flag på deres hoveder, så jeg vidste hvilken vej omkring dem var den bedste for at undgå den næste...

Had og kærlighed

De kloge siger, at kærlighed og had er to sider af samme sag. Jeg er absolut uenig. Det er to yderst modsatrettede følelser hvis I spørger mig.

Had er den følelse jeg har mod min krop. Jeg hader den med et indædt raseri, jeg har lyst til at skære den bort - ud af mit liv - men det er ikke rigtigt en realistisk mulighed.
Min psykolog forstår ikke hvor denne vrede kommer fra, hvorfor er jeg så vred på min krop. Hun må være mere eller mindre svagt begavet hvis I spørger mig. Hvor svært kan det være at forstå?

Lad os sige, at I har en ven, som kender til jeres dybeste ønske og kan gøre det muligt at det går i opfyldelse. Og han så skider højt og flot på det og undlader at hjælpe... Ville I da ikke føle jer forrådt, svigtet og pisset på i allerhøjeste grad?
For det er det min krop har gjort. Den har forrådt mig. Og derfor føler jeg, at min had imod er berettiget, at trangen til at straffe den for dens forræderi er berettiget. Det er had.

Kærlighed er noget helt andet. Kærlighed er foreksempel min elskede mand, som prøver at forstå dette had og kæmper med og mod logikken i mit ønske om at straffe mig selv.

I de sidste par uger har jeg overvejet tanken om at få ryddet hele underetagen. Som tanken har rullet frem og tilbage i min hjerne bliver den mere og mere indbydende. Det ville være den ultimative straf af min krop, samtidig med, at det ville blive udført under ordnede forhold. Og til det kommer der også goder. Aldrig mere menstruation, ikke flere gynækologiske undersøgelser nogensinde, ingen risiko for kræft i underlivet...

Men min mand står tvivlende overfor denne mulighed. Han er ikke sikker på, at dette er vejen frem. Han tror ikke på, at det vil løse noget som helst. Måske har han ret? Men til hans ære skal det siges, at han lytter til ideen og debatterer den. Og vi er endt med et kompromis: Ingen beslutninger nu. Vi kan tage diskussion igen om et halvt år eller et år - hvis jeg stadig tror det er løsningen, jamen så må jeg jo få det gjort. Selvom jeg kan mærke på ham at han helst ville ruske mig og fortælle mig at jeg er vanvittig.

Men selvom han tænker at jeg er blevet vanvittig, selvom jeg har gjort vanvittige ting, såsom at bede ham om at forlade mig for en anden (fertil) kvinde, selvom jeg har været forfærdelig, umulig, ynkelig og hysterisk. Så er han der altid. Han lytter, samler mig op og elsker mig stadigvæk. Det er kærlighed.

"Let me be the one you call
if you jump, I'll break your fall
lift you up and fly away with you into the night
If you need to fall apart
I can mend your broken heart
if you need to crash
then crash and burn
you're not alone"

Hvad gør vi nu - part deux

Mange tak for de overvældende mange, rørende, søde og bekræftende kommentarer på mit sidste indlæg. Hvis jeg havde haft nogen tvivl om at fortsætte bloggen, er de nu ihvertfald manet til jorden - hvilket er godt, for guderne skal vide, at jeg ville savne at læsse af herinde...

Men denne følelse af "hvad nu..." gælder jo ikke kun bloggen. De sidste 1½ år har barnløshed og behandling ikke kun været mit liv, men også min hobby. Så hvad søren gør jeg nu? Når vi runder den syttende januar, har vi den sidste samtale, og er dermed officielt færdigbehandlede fra Skejbys side...

Jeg ved ikke hvor stort hospitalet er, men det kommer til at efterlade et gabende tomrum i mit liv, det er da helt sikkert. Jeg vil selvfølgelig ikke holde op med at interessere mig for eller læse om barnløshed. Jeg er jo stadig leder af Århuskredsen i LFUB, jeg har stadig mange venner og bekendte som lever i behandlingssystemet og vi er jo stadig barnløse. Men vi er altså ikke længere i behanling...

Måske skulle man få sig en hobby?

Hvad gør vi nu, lille du?

Amoccas kaffebar er en kaffebar for infertile og andet godtfolk – for hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, som man siger. "Temaet for kaffebaren er barnløshed generelt og min egen infertilitet up close and personal", det står der i min header.

Intet har som sådan ændret sig. Jeg er stadig infertil, stadig barnløs. Men jeg er ikke længere i behandling. Ikke længere BIB men BUB*. Hvor længe gider folk læse om en barnløs uden behandling? Hvor længe gider i høre mig klynke og tude og bitche over hvor uretfærdig jeg nogen gange synes verden er? Hvornår stopper jeg?

Jeg havde altid troet, at bloggen ville skifte karakter helt naturligt når jeg blev gravid, eller at jeg måske helt ville stoppe den og starte en ny, der handlede om graviditeten. For helt inde inderst, der er jeg en uforbederlig romantiker, som tror fuldt og fast på happy endings... Eller... det var jeg ihvertfald. Men jeg tog fejl, der bliver ingen graviditet at skrive om, så hvad gør vi så?

Adoption er uden tvivl det fremtiden vil bringe, men der er længe til. Hvad med tiden indtil da? Jeg tror ikke jeg er klar til at stoppe nu. Der er alt for meget ævl og bævl der stadig venter på at blive nedskrevet og publiceret, men vil der stadig være nogen til at læse det?

Og så kommer ideen med bloggen jo frem. Hvorfor skriver jeg? Og hvem skriver jeg til? Oprindeligt blev bloggen startet som en kalender, som de første par røvsygt kedelige indlæg kan bevise, men som tiden gik, blev erfaringer og følelser til ord og de ord blev til mange lange indlæg. Jeg skriver for min egen skyld, ingen tvivl om det. Denne blog har været terapi for mig. Men jeg skriver også for andre, og jeg skriver fordi jeg ønsker respons. Uden respons er her intet, kun en flad side, der lige så vel kunne have været skrevet på en serviet og derefter smidt væk.

Men vil Amoccas bedrifter stadig finde genklang blandt jer, på trods af manglen på hormoner, selvom Hank aldrig igen vil træde i karakter, selvom jeg aldrig igen vil skrive om de interessante stævnemøder med vaginalscanneren?

Jeg vil derfor vende spørgsmålet til jer, kære læsere. Hvad gør vi nu?

_______________________________

*BIB = Barnløs i Behandling
BUB = Barnløs uden Behandling

Nederlag - tur retur

Følelsen af nederlag er stærk i disse dage. Følelsen af at være en fiasko, som kvinde - som menneske. Ikke at kunne det, som jeg sådan rent fundamentalt er lavet til at kunne - formere mig, føre arten videre.
Denne følelse, som jeg sad fanget i efteråret forrige år, men som jeg troede var et overstået kapitel, er vendt tilbage for fuld styrke i den sidste tid.

Og som bølger ruller følelsen ind over mig, hver gang jeg bliver mindet om min egen utilstrækkelighed og min krops forræderi. Og påmindelserne er der konstant, hver gang jeg bevæger mig ud af lejligheden, tænder fjernsynet eller logger på min computer. Det er nemlig moderne at få børn. In at være en familie. Hipt at være mor.

De gravide maver, barnevognene, småbørnsfamilierne fylder lige pludselig vanvittigt meget i gadebilledet igen. Endnu en følelse og tilstand jeg troede var borte, overstået. Men jeg tog fejl.

Det er ikke noget så simpelt som misundelse eller bitterhed der fylder mig på en tur ned af strøget i Århus. Det er åndenød, klaustrofobi og en dyb fysisk smerte i mellemgulvet. En følelse af angst, som jeg kan forestille mig, ville flyde gennem kroppen hvis man svømmer blandt sultne hajer - men uden den efterfølgende lettelse når man er sluppet derfra i et stykke.

For man slipper aldrig fra det i et stykke, det er der problemet ligger. Hver eneste af disse møder, disse påmindelser af hvad jeg ikke har, hvad jeg ikke kan få, hver og et er endnu et slag på en sjæl der allerede er i tusinde stykker.

Det er herligt at leve

En af de faste juletraditioner i min familie er at se filmen: "Det er herligt at leve" - en film med fra 1946 med James Stewart.

Stewart spiller George Bailey, en god mand, med store drømme som, grundet udefrakommende begivenheder, aldrig bliver til virkelighed. Istedet ender han i en lille flække med kone og børn og ansvaret for familievirk- somheden. Han ender med i frustration at ønske, at han aldrig var blevet født, og får dette ønske opfyldt: Han får lov at se, hvordan verden ville have set ud uden ham.

Verden ser meget anderledes ud, uden George Bailey. Foreksempel reddede han sin lillebror fra at drukne, da han var 9 år. Senere blev lillebroderen pilot og reddede under krigen et troppeskib med 150 soldater fra at blive sunket. Og sådanne eksempler går igen og igen.

Ideen med filmen er selvfølgelig, at vise os, hvordan alt vi gør har konse- kvenser, at vore liv griber ind i hinanden. Ligeledes handler den om, ikke at lade drømmene om hvad man kunne få, overskygge glæden over hvad man har.

Min søster og jeg har talt om hvordan verden ville have set ud hvis vi aldrig havde levet. Havde der været drastiske ændringer i andre menneskers liv? Næppe...

Jeg har aldrig gjort noget vigtigt i mit liv, intet der har gjort stor forskel i andre menneskers liv. Det tror jeg da ihvertfald ikke, men måske tager jeg fejl? Måske har jeg ikke reddet et liv, men derfor kan man godt have betydet noget vigtigt...

Jeg har fået mange emails fra forskellige kvinder i de sidste par dage. En skriver til mig:

"jeg ved godt, at det ikke hjælper dig i din sorg lige nu, men din blog er den eneste, jeg følger, fordi jeg kan relatere til din facon og dit sprog. om ikke andet er du noget for en lang række kvinder."

Om det er helt korrekt ved jeg ikke. Disse kvinder; jer læsere, pigerne i kaffeklubben, de der skriver emails til mig, de havde nok fundet et andet sted at gå hen havde jeg ikke været her. Men det giver mig alligevel glæde at tænke på, at der er noget der har fundet trøst og støtte i ordene på min blog.

En god veninde, som selv har rigeligt at slås med i disse dage, har også tænkt på mig. Hun skriver til mig i sin seneste mail:

"Jeg ved, at selvværdet kan ligge på et meget lille sted, når man har det så skidt, men du er et meget stort, klogt og varmt menneske. Du føler dig nogle gange lidt slem, fordi du mærker nogle grimme og primitive følelser i dig. Men hvor mange ville fornægte de følelser eller skjule dem for omverdenen, har du mod til at stå frem og fortælle, hvordan du har det. Det er stort."

Det er emails som disse, kommentarer fra jer, møderne i kaffeklubberne og bib-træffene, der gør, at hvor end jeg gerne ville sige, at jeg ville have været det hele foruden - hele dette rådne år og året før med - ja så kan jeg ikke.

For i det forløbne halvandet år har jeg mødt så mange mennesker, så mange skæbner, været noget for mange og ladet andre være der for mig. På en måde som jeg aldrig har oplevet før.
Jeg har lært meget om hvad styrke er - ikke kun i andre, men også i mig selv. Jeg har lært hvor megen modgang vi mennesker kan tåle og - til min store forbløffelse - rejse os fra.

Som sagt handler filmen også om, at forstå hvad man har og ikke glemme det i drømmen om noget større. Og jeg har mange dejlige ting i mit liv, som jeg må huske at skønne på: min mand, min familie og mine venner. De gør deres bedste for at forstå min sorg, selvom jeg ved at det er umuligt for dem. Men jeg håber de hænger ved længe nok til, at jeg kommer ovenvande igen.

Og det er ting som disse: de ting jeg har lært, de mennesker jeg har mødt, de omkring mig der prøver at hænge på i den emotionelle rutchebane, der gør, at selvom jeg måske nogen gange har lyst til slet ikke at være, fordi det hele gør ondt og det føles som om min krop er lavet af knust glas, så finder jeg mærkeligt nok reserver et eller andet sted, i troen på, at det måske en dag igen bliver "herligt at leve".