Et gæsteindlæg fra Amoccas mand, Hr G. om udfordringerne omkring adoption.Hvis man ofte læser med på disse sider, så er det nærmest mærkeligt at emnet "adoption" ikke har været mere oppe at vende. Nogen
må have undret sig. Det er tildels min skyld.
Heldigvis er det ikke fordi vi er uenige om det med at adoptere - for vi er helt enige. Helt enige om at uanset farve, etnicitet og udseende, så kan man elske et barn ligeså højt som var det ens eget biologiske afkom. Derfor er vi også enige om at vi vil forsøge at adoptere.
Men. For der er selvfølgelig et men. Dem som kender mig vil vide at jeg ingenlunde hører til de mindste i verden - faktisk kunne jeg godt gå for at være en amerikansk turist... Det betyder også at jeg skal tabe mig en del kilo inden vi kan komme i betragtning til at adoptere. Der er mange som ikke er klar over det, men efter dansk lov må man ikke være kraftigt overvægtig (BMI 33-40) hvis man skal godkendes til adoption. Vores egen læge vidste det faktisk ikke engang. Loven skyldes at man ikke ønsker at barnet potentielt skal udsættes for endnu et markant svigt, ved en for tidlig død pga overvægten. Så kan man så diskutere det rimelige i det, når enlige kan adoptere - og der iøvrigt ingen garanti er for at adoptivforældre aldrig bliver skilt. Men det er en anden snak - og
bottomline er at jeg har det helt fint med at skulle tabe mig!
Folk som har haft overvægt tæt på kroppen (pun intended) vil vide at det er noget nemmere sagt end gjort at få bugt med de ekstra kilo. Det har ikke været anderledes for mig. I al den tid vi kørte IVF forsøgene og stadig havde håbet skal guderne vide at jeg krydsede fingre for at det ville være vores billet ud af barnløshed. Men i takt med at resultaterne udeblev, kunne jeg godt mærke barnløshedsprojektøren pegede mere og mere over på mig. Ingen adopion uden vægttab. Og for et års tid siden stod det ligesom klart at adoption skulle være den primære og mest sandsynlige vej til en løsning for os - og dermed skulle jeg også finde en løsning på min overvægt.
I efteråret 2007 besluttede jeg så at jeg ville snakke med min læge, i erkendelse af at mine talrige forsøg på de vanlige kure slet ikke kunne give et permanent vægttab i den størrelsesorden som det er nødvendigt for mig. Dermed var jeg også indstillet på at løsningen kunne blive en
gastrisk bypass operation, på trods af at jeg hader læger, hospitaler og deslige. Men altså - hvis det der skal til, så må jeg selvfølgelig gå den vej. Lægen sagde god, og satte mig igang med et hav af (overflødige) undersøgelser, som jeg endte med at bruge over et halvt år på.
Nu er jeg så endelig blevet godkendt og har fået en operationsdato midt i august, og er nu igang med at tabe de kilo som man skal tabe inden operationen. Det føles godt nu og som den rigtige beslutning, selvom det er en kæmpe omvæltning der vil påvirke mig resten af mit liv. Og nu hvor beslutningen er taget kan jeg godt ærgre mig over at jeg ikke indså at dette var løsningen noget før. Men det gjorde jeg desværre ikke - og heldigvis bevæger vi os i den rigtige retning med hastige skridt, så jeg vælger at se positivt på det. Jeg har jo heldigvis også en ung
trophy wife, så jeg er sikker på at vi nok skal nå at importere et par dejlige børn fra det store udland.
Der går nok et års tid fra operationen i august til jeg er nede under BMI 40, så vi forhåbentlig kan blive godkendt - så læserne skal væbne sig med lidt tålmodighed. Til gengæld tør jeg godt love at ventetiden bliver fyldt ud med hundekunster... ;-)
