How does it feel?
Måske har jeg været væk fra behandlingsverdenen for længe? Eller måske har mine følelser ændret sig i løbet af det sidste halvandet år?
For spænding vedrørende det snart kommende forsøg har jeg ikke. Jeg føler ikke glæde eller ophidselse eller håb... mest af alt føler jeg mig vist ubelejliget...
Ja det lyder bizart, men sådan er det vist. Det irriterer mig, at jeg nu skal ligge min livsstil om, at smøgerne endnu engang skal på hylden, at kaffeforbruget skal nedskæres, at vitaminerne og folinsyren skal støves af, og at jeg nu ikke må drikke alkohol, just som sommeren er ankommet og cafeerne og fadbamserne kalder....
For en to tre år siden var intet af det ovennævnte nævneværdigt generende for mig. Men livet og følelserne ændrer sig hele tiden, og efter halvandet år blot som Amocca, er udsigten til tilværelsen som ”Amocca – Barnløs i behandling” pludselig snærende og ubehagelig at gå i møde...
Måske handler det mest om, at jeg engang troede på at det ville lykkes, og derfor var alverdens trængsler og ofre helt ok. Men nu, i bagklogskabens klare lys og alt det der, ja så synes det utroligt ubelejligt og irriterende at tænke på at skulle igennem alt det her fis og hurlumhej for ingenting...
Også selvom det kun drejer sig om ca. 1 måned af mit liv...
Er jeg et utaknemmeligt skarn? En forkælet møgunge? eller handler det om overlevelsesmekanismer, som man ikke selv er herre over, men som har overtaget mig i en sådan grad at jeg frygter at lægge dem fra mig?
Jeg ved det ikke. Måske handler det bare om at have været væk fra alt der hed behandling i lang tid, og at vejen tilbage er sværere end vejen ind var i første omgang?
How does it feel
You've been away too long
Out of touch
Left out on your own
How does it feel
Labels: Bizarre tilståelser
posted by Amocca @ Sunday, April 29, 2007
6 comments
6 Comments:
Jeg tror måske at jeg troede jeg havde det ligesom dig, lige for et øjeblik siden. Jeg synes der var en mærkelig automatik over mit stikkeri da det startede med nedreguleringen. Jeg tænkte meget mere over at opgive al behandling, end på den behandling jeg faktisk var i gang med. Og når man har det sådan, ja så giver det ingen mening at springe en øl over...
For mig vendte det undervejs. Nu håber jeg ligeså meget som altid før, og er klar til at gå gennem ild og vand...
Jeg håber du vel opleve samme skift i tankeflow, at dette forsøg bliver magisk og håb-indgydende lige fra start.
Du fortjener sådan en happy end.
Jeg hepper lige her på sidelinjen.
PUK
Ihvertfald vil jeg gerne rose dig for at ha´skrevet tre indlæg på blot en uge!!!
;o)
Jeg glæder mig virkelig til det sådan for alvor skydes igang!!!
Du skriver: "Måske handler det mest om, at jeg engang troede på at det ville lykkes, og derfor var alverdens trængsler og ofre helt ok. Men nu, i bagklogskabens klare lys og alt det der, ja så synes det utroligt ubelejligt og irriterende at tænke på at skulle igennem alt det her fis og hurlumhej for ingenting..."
Lige præcis sådan har jeg haft det i årevis - on/off. Ikke hele tiden og håbet har jo også kigget frem ind imellem. Jeg kan sagtens forstå dig. Det irriterer også mig, at jeg måske ikke kommer i gang med næste forsøg før efter sommerferien at vi derefter så skal vente på en ægdonor, hvis næste forsøg med egne æg ikke bærer frugt, at jeg skal tage hormoner og at jeg fortsat skal leve i uvished, at det måske ikke ender med børn og så kunne vi lige så godt stoppe nu og og og..... Hvis man vidste, at dette her forsøg giver resultat i form af et barn, er det jo helt okay at blive lidt ubelejliget en måneds tid.
Håber, at du også finder håbet ind imellem og håber, at det viser sig at være det hele værd i sidste ende.
Knus Tina
"...ja så synes det utroligt ubelejligt og irriterende at tænke på at skulle igennem alt det her fis og hurlumhej for ingenting..."
Kaldes dette ikke resignation?
Jeg har ihvertfald haft det på samme måde under mit sidste forsøg (ICSI nr. 6 i en alder af 38 år).
Jeg gad simpelthen ikke gå og lege gravid mere når jeg inderst inde var overbevist om at det tog var kørt.
Så jeg tog til konference i rugeperioden og fik alt for lidt søvn og jeg drak også rødvin til festmiddagen. Jeg stressede derudover vildt i rugeperioden pga. alt for mange deadlines på arbejdet.
Og så blev jeg sku´gravid og er nu i uge 34.....
Mit råd er, at du skal tage det oppe fra og ned og lade være med at lægge din livsstil drastisk om. Og så se hvad der sker....
De bedste ønsker fra en trofast anonym læser
Jeg støtter den trofaste anonyme. Tag det som en oplevelse, Du får i hvert fald set lidt til Danmarks marker i en skøn forsommer ;-)
Krydser fingre for at denne gang lykkes på trods af det hele
Post a Comment
<< Home