"You got stuck in a moment, and now you can't get out of it"

I lang tid sad jeg fast i det øjeblik hvor jeg får dommen: "Du bliver aldrig gravid naturligt"... Jeg er kommet videre, ingen tvivl om det. Så måske er det forkert at sige, at jeg blev sat på pause d. 31. august 2004, men jeg blev ihvertfald sat på slow motion....

Slow motion er en rimeligt træls hastighed i en verden der føles som om den er på fast forword. Alle andre folk farer forbi mig - folk bliver gift, gravide og får børn omkring mig på rekordtid - og vi går stadig afsted med sneglefart...

Nogle vil sige, at dette kun er en lille bitte del af vores liv, og at det jo ikke berører alt muligt andet. Men det passer desværre ikke. Det berører alt i vores liv og vores dagligdag. I den tid vi går igennem et forsøg, er det vores liv og vores dagligdag.

Jeg er bange for, at jeg ikke kommer videre med noget som helst, før vi har en afklaring på det. Det føles som om det aldrig slutter - og på en måde gør det jo heller ikke. Jeg bliver jo aldrig fertil igen. Vi kommer aldrig til at kunne få børn naturligt. Og før dette er afsluttet, er der intet andet, men det slutter en dag. Det ved jeg - hvilken slutning vi får er der ingen der ved, men en dag slutter det...

"It's just a moment, it's time will pass..."

Party on....

Kaffebaren er lukket i aftenens anledning. Søs har fået en negativ test - og det er (som vi alle ved) noget lort! Og hvis der er noget man har brug for ovenpå en negativ test, ja så er det da, at drikke sig hønefuld i godt selskab - så det skal Søs have lov til - så ligger jeg gerne blog til ;) Her er jo god plads...
Oven i det, fylder Mira jo år, og denne fødselsdag skal da også fejres behørligt (med mere end en gonal F injektion) og fordi jeg er royalist, vil jeg også gerne have lov at skåle på den kommende prins eller prinsesse...(selvom Gitte måske kan have ret i, at det lugter lidt af mangel på kø-kultur) Og sidst men ikke mindst, hvem af os kan sige, at vi ikke har brug for lidt spas og en kæp i øret?

Jeg har derfor pyntet baren lidt med guirlander og lys i dagens "festlige" anledning, og sørme om jeg ikke faldt over et par støvede flasker sprut bagerst i baren, som jeg er sikker på stadig kan drikkes...



Chipsene er måske en anelse tørre, men de er salte og der er masser af dem, ja, vi ligger desværre kun inde med den ene slags, så vil I have andre må I selv medbringe...

Så nyd festen, og skåååååååål piger!

Retorik

Idag skal det handle om retorik - om ordenes betydning og ordets magt!

Ord er spændende, i den forstand, at bestemte ord kan være negativt eller positivt ladede og brugen af ordene kan være med til at skabe modtagerens holdninger. Derfor er det vigtigt at tænke over hvilke ord man bruger. Som fx. ordet ganger og ordet krikke - de er begge beskrivelser af heste... men hvilken hest er den flotteste?

I vores infertile verden, kan ordene også have stor betydning. Jeg læste engang en artikel af en forsker, som gerne ville have ændret sprogbrugen indenfor fertilitetsbehandlingen. Han ville gerne, om man brugte ordet reproduktiv skade istedet for barnløshed. Han mente, at man ved at bruge ordet skade istedetfor kunne vende folks meninger. Der er vel ingen der ville kræve, at man skulle rende omkring med en permanent rygskade hvis der kan gøres noget ved den... Ligesom han heller ikke mente, at man skulle rende rundt med en permanent reproduktiv skade, hvis der kunne gøres noget ved den....

Jeg kan godt se hvad han mener. Om det vil virke ved jeg ikke.

Da dette først skete for os, da vi blev erklæret barnløse i august 2004, tog jeg ordet på mig. Senere har jeg ændret det til infertil. Det var RikkeS der første gang fik mig til at se på de to forskellige ord. Hun sagde at hun synes der var lidt for meget hønsestrik over ordet barnløs. Og det kan hun have ret i. Jeg synes også der er lidt for meget offer over ordet barnløs, ihvertfald hvis du sammensætter det med ordet ufrivillig. Infertil derimod har ikke de samme konnotationer - ihvertfald ikke i mine ører. Det lyder mere som en reproduktiv skade. Og man kan her sige, at det kan vel være ligemeget? Jeg er vel stadig et offer for omstændighederne, i det jeg har en reproduktiv skade? Og det kan man, så og sige have ret i... Men infertil har, for mig, en mere positiv klang.

Jeg er derfor infertil - en tilstand - og ikke ufrivilligt barnløs - et offer.

Vi kan også snakke om sætninger, og om at bruge ordene for let.

"Hvorfor adopterer I ikke bare" er en sætning vi hører rimeligt tit. Ikke fra vores nærmeste familie og venner, men fra mere perifære mennesker i vores omgangskreds. Det er ikke mennesker jeg har lyst til at forklare om mit blødende hjerte og mine rå nerver og min trang til at hulke højlydt ved tanken om aldrig at prøve at være gravid. Så jeg giver for det meste en vag bemærkning med på vejen om at "Nu prøver vi lige det her først"....

Det der generer mig mest i sætningen, er ordet "bare"! Ligesom om, at det var så simpelt et valg. Ligesom valget mellem 2 slags pålæg - "nå der er ikke mere hønsesalat, så tager jeg bare den italienske istedetfor". Ordet "bare" giver mig myrekryb, det giver mig lyst til at ruske dem i kraverne. Adoption er ikke noget man "bare" gør.... hverken psykisk eller fysisk. Det er en meget lang og hård process - og vejen til man er klar til den process, er jeg overbevist om, er næsten lige så hård, og for de fleste er den altså brolagt med fertilitetsbehandlinger....

Ordet "bare" nedgør mit ønske om at få lov at opleve en graviditet, siger indirekte, at alle disse behandliger er spild af tid - og hvis vi absolut vil gennemgå dem skal vi ikke klage os, for vi kunne jo "bare" have valgt at adoptere i stedetfor. Jep, jeg hader ordet "bare" i den sætning, det negligerer alle de svære følelser.

Det er også grunden til, at jeg ikke kan klare sætningen "Tænk på noget andet", fordi den i al sin tydelighed indikerer, at dette problem er så ubetydeligt, at det vil gå væk hvis du lader være med at tænke på det. Det er sikkert ikke det vedkommende der siger det har ment, men sådan lyder det i mine ører. Som om min infertilitet er lige så ubetydelig, som en mild tandpine under en fest - tænk på noget andet, så glemmer du det....

Hvad mener I? Har jeg studeret kommunikation for længe, eller kan vi ændre meninger og holdninger ved at ændre sprogbrugen? Har ordet virkelig så megen magt? Hermed er der lagt op til ugens diskussion om retorik...

Store bededag

Det oprindelige navn for store bededag var: ekstraordinær almindelig bededag.... fedt navn, hvorfor gik de mon væk fra det?

Ifølge Dansk Historisk Fællesråd skulle man bededag faste indtil gudstjenesterne og aftensangen var afsluttet, og afholde sig fra arbejde, rejser, leg, spil og al den slags "verdslig forfængelighed".
Hvederne bagte bageren dagen i forvejen - for man måtte jo ikke arbejde på bededagen - og så kunne folk så spise dem dagen efter....

Ja, så ved I det....

Jeg er blank - har intet at skrive om - nul og nix - hovedet er tomt... Det bliver to lange måneder, med mindre der kommer flere "interessante" helligdage jeg kan skrive om... *ruller med øjnene*

Havde jeg ikke været infertil...

Havde jeg ikke været infertil, havde der ikke fandtes adskilige mennesker der oftere har set mig bukseløs og ved mere om hvordan jeg ser ud "dernede" end jeg selv og min mand gør. Og jeg ville ikke have ført flere samtaler med læger, hvor jeg var nøgen fra livet ned, end jeg havde påklædt.

Havde jeg ikke været infertil, havde jeg aldrig oplevet hvordan jeg reagerer på en seriøs hormondosis. Jeg havde ikke grædt og hidset mig op, haft næseblod og hedeture, stukket kanyler i mit maveskind og pinnochiokugler op i skeden.

Havde jeg ikke været infertil, havde jeg ikke grædt så meget, følt så megen sorg, vrede og angst - mere end jeg overhovedet troede at jeg kunne føle. Jeg havde ikke fundet ting inde i mig selv, jeg slet ikke bryder mig om og fundet sider af mig selv, jeg ville have ønsket jeg ikke kendte.

Havde jeg ikke været infertil, havde jeg ikke oplevet at være stillet udenfor "normale" menneskers verdensforståelse. Jeg havde ikke oplevet ikke at blive forstået, ikke følt mit liv sat på pause og ikke følt at mine følelser eller problemer ikke blev anerkendt af verden omkring mig, som reelle følelser og reelle problemer.

Men, men, men....

Havde jeg ikke været infertil, havde jeg heller aldrig søgt på nettet og fundet barnløshedsfora. Jeg havde aldrig fundet de mange, utrolige kvinder, der findes i disse fora. Kvinder med utroligt triste skæbner, og dog med styrke og humor til at leve med disse skæbner og enddog grine af sig selv nu og da. Jeg ville aldrig have mødt nogle af disse kvinder ude i den virkelige verden, og jeg ville aldrig have vidst, at de er ligeså skønne in persona som de er on line.

Havde jeg ikke været infertil, havde jeg ikke lært sider af mig selv at kende, som jeg ikke vidste jeg havde. Både gode og dårlige sider, må jeg ærligt indrømme. Jeg har fundet ikke fundet en styrke jeg ikke vidste jeg havde, men som sagt, havde jeg heller aldrig opdaget de svagheder og brister, som jeg hellere ville have levet uden.

Havde jeg ikke været infertil, havde nok aldrig begyndt at skrive denne blog. Og dermed havde hele denne verden aldrig åbnet sig for mig. Jeg havde måske aldrig vidst, at der var så mange spændende mennesker derude, med spændende blogs. Nogle med problemer som mine, andre som på ingen måder kan sammenlignes, men som jeg blot synes er spændende at læse.

Havde jeg ikke været infertil, havde jeg aldrig oplevet, det sammenhold på tværs af alder, geografi og sociale forskelle, der kan findes blandt infertile kvinder. Det sammenhold fuld af støtte, styrke, humor, op og nedture, blandt mennesker som aldrig har mødt hinanden. Det er utroligt, hvis man tænker nærmere over det.

Men jeg er infertil, og jeg ville ønske jeg ikke var. Men jeg er nu glad for at have "mødt" jer...!

Sjusket service

Ja, ikke nok med at servicen er ufattelig langsom på Amoccas virtuelle kaffebar, så er den også sjusket. Som alle og enhver tydeligt husker, så bestilte Puk en Isvand for flere dage siden. Og da alle andre fik deres drinks var Puk stadig drinksløs! Hvem kunne have forudset, at det skulle være så svært at få en kop vand?

Værsgo' Puk - naturligvis på husets regning...

Ting der ville gøre mit liv nemmere

Vi er i venteposition igen. Dette er ikke noget nyt, men det er en ny form for ventetid. Ventetiden imellem to forsøg. I denne ventetid havde jeg håbet, at jeg evt. kunne skubbe hele dette mareridt lidt bag mig, og prøve at lade som om verden ikke var væltet af sin akse engang sidste sommer...

Og indtil videre er det gået godt. Vi har hygget os, grinet og for så vidt muligt undgået at snakke alt for meget om behandlingen og næste forsøg.

Den behagelig stemning i husholdningen, blev dog i går punkteret, af en uheldig afslutning på en ellers dejlig aften. Vi havde spist middag på en kinesisk restaurant, men desværre været naboer til en højgravid kvinde. Dette slog mig ud af kurs, på trods af mandens elegante forsøg på at aflede slaget. Ved at proklamere, at hun i hans øjne så mere fed end gravid ud... (Gud velsigne min dejlige mand)

Derfor må jeg se i øjnene, at skal ovenstående løfte, om at skubbe barnløsheden i baggrunden, kunne overholdes. Ja, så er det nødvendigt, at enkelte ting, lige skal ændres en smule. Jeg håber at finde støtte i mit lokalsamfund til følgende ændringer, da det virkelig ville lette min hverdag og gøre tingene nemmere:

Det ville gøre mit liv nemmere:

• At restauranter og andre offentlige steder blev opdelt i fertil / infertil istedetfor ryger/ ikkeryger (fertil området vil være situeret tæt ved toiletterne, med en stor væg omkring)
• At nogen opfandt en chokolade, som gjorde mig slank og spændstig. Med en krop som Madonnas, uden at behøve at slå knude på mig selv*.
• At kaffe, cigaretter og vin i rigelige doser, blev erklæret sunde, næringsrige og en del af en god daglig diæt.
• At folk holdt op med at fortælle mig historier om deres nabos søsters mælkemands kone, som efter 5 års forgæves forsøg, blev gravide efter de anskaffede sig en labrador/mastiff/ gravhund/ rotweiler/ væsel
• At gravide og småbørnsforældre forbydes på gaden imellem 9 og 21 (selvfølgelig undtaget de fertile områder i restauranter o.lign. steder - jeg er jo ikke urimelig!)

Flere gode forslag? Er der noget vitalt jeg har glemt? Og hvor hurtigt, tror I jeg kan få disse forslag sat i drift, så det igen bliver sikkert at vandre ud i verden, uden angst for en gentagelse af gårsdagens komaoplevelse, gråd og tænders gnidsel...

*Madonna, der her forsøger at opnå en lækker krop ved at slå knude på sig selv, istedetfor at bruge føromtalte slankechokolade. Da jeg forudser et smut på skadestuen med en dislokeret hofte, skulle jeg forsøge mig med samme trick, sætter jeg min lid til at chokoladen snarest finder vej til min postkasse...

Slow service

Ja, det viser sig så, at en af faldgruberne ved en virtuel kaffebar er den ekstremt langsomme service. Det er flere dage siden I bestilte, og har I fået jeres ordrer? Nej!

Nå, men som ejer af dette establissemnet har jeg taget sagen i egen hånd. Håber ikke jeg glemmer nogen... (scroll piger scroll)

____________________________________________________

Til Søs og Mira, I bestilte det samme, så I må deles. Den er selvfølgelig decaf...

____________________________________________________

Til Rikke, dobbelt op på alkoholen - en lækker Irish Coffee, til en lækker vordende mor.

____________________________________________________

Til Gitte, et styks varm kakao...

____________________________________________________

Og til Sille, selvfølgelig serverer vi muffins, 3 stks. til dig... (synes det var passende, da Sillingerne vel ikke skal snydes...)



phew! Det var det ude af verden, vil forsøge at få ansat en hurtigere og mere pligtopfyldende servitrice en af dagene...

Lige hvad jeg stod og manglede

Jeg har modtaget et brev fra Århus Amt. Brevet gør mig opmærksom på, at jeg er gammel og dermed i risiko for livmoderhalskræft. Så hvis jeg venligst, som sædvanligt, vil kontakte min læge for at aftale en tid, til at få foretaget en livmoderhalskræftundersøgelse.

Juuuhuuuu! Endnu en gynækologisk undersøgelse, lige hvad jeg stod og manglede!

PS. Er i klar over hvilke bizarre sider man kan ende på, hvis man søger på ordet "speculum" på Google? Jeg er helt chokeret!

Kaffebar

Som i kan se har jeg fået nyt design. Kaffedesign om man vil. Havde lidt kvaler med, hvorvidt kaffeshoppen Amokka ville lægge sag an, men jeg mente at en side om infertilitet i kaffefarver nok ikke var helt det samme som en kaffeside (i infertilitetsfarver?) og at forbrugerne nok ville finde den rigtige under alle omstændigheder....

Men nu er den her altså. Amoccas virtuelle kaffebar for infertile og andre mennesker. Velkommen til.

PS. Ved ikke hvem af os der hed det først ;)

Sillinger

Vi skal endnu engang sende et tillykke til Sille, denne gang fordi hendes scanning viser, at hun venter tvillinger! Det er helt fantastisk at tænke på.

Her i hjemmet håber vi at kunne gøre hende kunsstykket efter i andet IVF-forsøg. Grundet en uskreven regel om ingen babybilleder på bloggen (med mindre det er mine egne), vil Sillingerne blive visuelt repræsenteret af disse små påskekyllinger.

Blogworld

Jeg elsker min blog, jeg elsker at skrive på den, jeg elsker at få kommentarer. Jeg elsker at linke mig selv videre, fra blog til blog til blog, og pludselig ende steder man aldrig havde forestillet sig man ville komme. Hvad skulle jeg foreksempel have til fælles med en sort amerikaner, som er bøsse og buddhist? Intet! Men jeg læser alligevel på hans blog, fordi jeg synes den er spændende.

Det er derude, i den engelsksprogede verden, at blogsene virkelig kommer til deres ret. Det er derude man finder kendisser med egen blog, og blogs med op til 350 kommentarer på hver eneste indlæg. Det er derude, at blogs kan "ændre verden". Jeg har overvejet nogen gange om man burde have skrevet på engelsk? Men mit emne er så følelsesmæssigt nært for mig, at jeg er ret sikker på, at beslutningen om at skrive på mit modersmål var den rigtige.

Når man skriver på dansk er man også lidt mere beskyttet. Der er trods alt kun så og så mange danskere. Du udstiller ikke din verden til hele verden, kun til hele Danmark. Og det er ligesom lidt mere privat alligevel på den måde. Jeg har ingen ide om hvor mange husstande der er i Danmark, eller hvor mange af dem der har computere med internetopkobling. Men jeg går ud fra, at vi taler om et par millioner. Det er jo ikke så slemt.... ;-)

Nogle gange føler jeg, at jeg burde have gået i gang med at blogge længe før. For det er jo noget jeg nyder, så meget. Men hvad skulle jeg have skrevet om, spørger jeg mig selv? Mit liv som Århusianer? Der er nok en grund til, at jeg først startede med at blogge, da infertiliteten blev en del af mit liv.

Som sagt, så elsker jeg min blog. Og den bliver mig mere og mere kær, for hvert indlæg jeg skriver, for hver kommentar jeg får tilbage. Men fra jeg startede bloggen tilbage i august/september 2004 og til nu, har den ændret karakter.

Den var oprindeligt ment som intet andet end en slags kalender, som familie og venner kunne kigge i, og holde øje med hvor vi var i behandlingsforløbet. Men bloggen fik sit eget liv, som månederne gik, og nu handler den både om, at vise venner og familie hvor vi er i forløbet, men også om barnløshed generelt og infertilitet up close and personal. Og det passer mig fint.

Og så er vi tilbage til anonymiteten og inde/ude af skabet diskussion igen, den har vi taget før på andre blogs. Jeg er som sagt ude af skabet. Næsten alle i min familie har URL'en til min blog, har de den ikke, skyldes det sikkert, at de ikke har internet.

Det er måske paradoksalt, at nogen skulle ønske at publicere deres dagbog på nettet, idet en dagbog i bund og grund er noget meget privat og intimt - og nettet er det absolut modsatte. Men, det viser sig jo, at de gode kommentarer er mange mange flere end de dårlige, så selvom du udstiller dig selv, så synes jeg at det er det værd.

Og som sagt drejer det sig næppe om mere end potentielt et par millioner brugere.

Men det er jo potentielt. Og ikke reelt. Statcounter fortæller mig, at jeg i gennemsnit har 51 besøgende om dagen. Det er faktisk mange. Ud af disse, er 42 gæster der har været her før. Så jeg har altså også mange gengangere. Det er jeg super glad for. Jeg ved, at mange af disse gengangere, er mine bloggende infertile medsøstre, nogle af dem er kvinder der "kender" mig fra fora rundt omkring på nettet. Og jeg er glad for at have så mange cybervenner, der læser og svarer så trofast.

Men mange andre mennesker, venner og familie fra den virkelige verden, læser også denne blog er det gået op for mig. Flere end jeg troede. Og det er dejligt, når de engang imellem stikker hovedet ud af busken og siger, at de er her... Det glæder mig....

Så tak til alle der læser med, både cybervenner, venner ude i den virkelig verden, familie og også til helt fremmede, som blot føler en trang til at udtrykke deres mening i en kommentar.

For det er vel i kommentarerne, at bloggen virkelig får et liv. Indtil der forekommer en dialog er den vel blot en flad side med skrift på. Men når folk reagerer på mine indlæg - om det er så er med latter, tårer, vrede eller eftertænksomhed - så får bloggen et liv. Et liv som nogle gange fører den i retninger man ikke selv havde regnet med... Og det er det der gør det så sjovt og spændende at blogge.

Så tag en ny kop kaffe på min regning og nyd en rundtur i blogworld. I kan gøre det ved at følge mine links i venstre spalte, ved at følge dem jeg har lagt i dette indlæg. Eller i kan lade skæbnen føre jer...

Tilbage til debatten

Vi må tilbage til barnløshedsdebatten idag. Jeg ved godt at jeg havde skrevet i Søs' blog, at jeg ikke længere orkede den. Og det gør jeg egentlig heller ikke. For det trætter mig og gør mig ked af og vred, at alle disse mennesker, enten ikke kan eller ikke vil forstå hvordan jeg og andre i min situation har det.
De har ret til deres mening, det er jeg godt klar over. Men det ændrer ikke på hvordan jeg føler det når de ytrer den.

Grunden til at vi bliver nødt til at vende tilbage til debatten, ligger i RikkeS' blog, hvor jeg igår læste et indlæg om Infertility Stress Syndrome. Og det har ikke ville forsvinde lige siden. Jeg er dybt fascineret af det. Jeg læste opsummeringen af Dr. Millards undersøgelse om syndromet. Har i ikke læst det, så vil jeg gerne opfordre jer til det. Infertile eller ej. Der er skræmmende facts at finde.

For the acute phase of infertility related stress, the mean, or average stress score significantly exceeded published norms for rape. The mean ISS stress score for the acute phase of ISS was as high as the average score for persons experiencing a Life Threatening Event and Loss of Significant Other.

Jeg har kontaktet Dr. Millard i USA, for at få en komplet udgave af rapporten. Jeg er ikke 100% sikker på præcis hvad jeg skal bruge den til, men jeg bliver nødt til at have fat i den. Noget i mit baghoved siger mig, at den er vigtig.

Og hvorfor er den vigtig?

Måske er det det utopiske håb om, at få anerkendt Infertility Stress Syndrome som noget ægte - noget man reelt går igennem som infertil. Vi der har været det igennem ved udemærket hvor ægte det er, men hvis vi kunne få læger og psykologer til anderkende det, tror jeg det kunne skabe en anderledes forståelse for vores smerte, vores vrede, vores angst og vores sorg.

Måske er det troen på, at hvis vi, istedetfor personlige oplevelser, kan ligge videnskabelige facts på bordet. Facts baseret på læger og psykologers udtalelser. At vi så vil møde mere respekt i debatten, fra de andre (fertile) deltagere? At vi kan slippe for at blive kaldt klynkende, egoistiske og forkælede?

Måske er det blot for min egen skyld? For at læse sort på hvidt, at jeg ikke er bindegal. At det er naturligt at blive ked af det, når veninderne bliver gravide. At det er naturligt, at få lyst til at slå fremmede ned med baseballbats når de ytrer sætninger som: "Ja, vi prøvede jo også i 3 måneder før det lykkes, og vi var da meget utålmodige og bekymrede tilsidst".

Eller måske er det for, at sende den videre til politikere som Charlotte Dyremose (K), for at få hende til at forstå hvad det her drejer sig om. At få hende til at fatte, hvilke følelser der er involveret. Hvor store de er, hvor voldsomme og hvor svære at bearbejde. Og dermed forhåbentlig få hende, og andre, til at forstå, at dette her ikke drejer sig om penge.

Det var ikke sådan, at de vi fik at vide at vi aldrig kunne få børn naturligt. At min mand og jeg satte os ned, og sagde til hinanden: "Nå adoption er skidedyrt - lad os prøve fertilitetsbehandling, det er jo gratis."

Min krop og jeg

Der er ingen tvivl om, at jeg har et lettere problematisk forhold til min egen krop, som absolut ikke er blevet gjort bedre i løbet af den tid vi har været i behandling. I løbet af de 4.056.712 gynækologiske undersøgelser, 623 blodprøver, 139 scanninger osv. osv. er distancen mellem min krop og jeg blevet større og større.

Jeg har været hjernen, der fik informationerne, og den er blevet behandlet som en klump kød, som ingen menneskelige følelser havde. Dette har nok yderligere forstærket min fornemmelse for hvordan jeg selv følte for den. Men nogen gange, har man ret til at tænke grimt om den, og dette er en af de gange....

For helt ærlig, havde jeg været min krops chef, havde jeg fyret den!

Hvis vi forestiller os, at min krop er en medarbejder i et salgskontor. Den får en chance. Der skal laves en stor kontrakt med en kunde, og chefen beder kroppen om at afslutte salget. Andre medarbejdere har gjort alt forarbejdet. De har indhentet research og studeret kundens behov, de har bearbejdet kunden til de var sikre på hvad kunden ville give og have, de har opsat kontrakten sammen med kunden. Alt dette er kroppen velinformeret om. Og i de sidste 14 dage inden det ultimative salgsmøde, har de kontaktet kroppen hver 4. time med en lille godbid, der skal minde kroppen om hvad det hele handler om.

Kroppen har altså fået ALT serveret på et sølvfad, og ikke rigtigt haft noget som helst den selv skulle, andet end at møde op til mødet og få underskrevet kontrakten. Og dette vælger den at fucke totalt op - så ingen får det de kom efter...

Og det er nok her man som chef må sige: Beklager, du er fyret! For hvis du end ikke kan klare en sådan opgave, er du nok i det forkerte job!

Og det er det, jeg ikke helt kan lade være med at tænke over, for det er lidt der jeg føler, min krop står i forhold til dette IVF-forsøg vi netop har afsluttet. Den fik alt serveret på et sølvfad, og kunne alligevel ikke afslutte handlen. Det er da lettere deprimerende at tænke på...

Måske var det forkert at give kroppen ansvaret - den har jo trods alt røvrendt mig før - men det var ligesom om, at der ikke rigtigt var andre til stede, der kunne udføre jobbet. Nu blev den jo så ikke fyret (grundet en overset klausul i ansættelseskontrakten, som gør den mere eller mindre urørlig - surt show),men hvad betyder dette for næste forsøg?

Skal vi gå udfra, at den vil forsøge at forbedre det indtryk vi har af den? Eller har den bestemt sig til, at kan ikke miste jobbet alligevel, så den er pisseligeglad?

Jeg stoler ikke rigtigt på den, men den sidder i en situation, hvor den er mit eneste håb. Og den ved det! Er det ret og rimeligt, at den kræver chokolade, kager, kaffe, vin osv. Når den intet har gjort for at fortjene det? Hvorfor går den ud fra at den skal have en bonus, når den end ikke kan udføre det mest basale job - et job, de fleste mennesker ville mene den var skabt til at kunne udføre! Er der nogen der kan høre ordet "afpresning" i den sætning?

Kan man melde sin egen krop til politiet?

Alt det forbudte

Og det var een.....

Ja, det er jo så imorgen, mellem 8.15 og 9.15, jeg skal ringe til og få svaret på blodprøven - det kan vist næppe komme bag på nogen. Det viser sig så, at den person der har telefonvagten imorgen, er min egen personlige fertilitetsfe... Så hun har allerede ringet til mig her til aften, og ladet mig vide, at jeg havde ret! Prøven var negativ!

Ja, lidt frynsegoder skal der jo være ved at kende nogen indenfor murene! Jeg fik mine dårlige nyheder før nogen andre fik deres... *suk* ... Jeg er faktisk forbavsende ok, men det er nok på grund af, at jeg vidste hvad resultatet var. Jeg er måske ikke mest kropsbevidste person i verden, men jeg var godt klar over hvad den fortalte mig denne gang...

Så tak for krydserne og de optimistiske tanker piger, men det var desværre spild af energi.

Så nu har jeg taget mig et glas kølig hvidvin, og forsøgt at forlige mig med tanken om, at jeg først kan tilmelde mig igen om 2 måneder - suk! De forbandede pauseperioder...

Vi prøver, at se på de positive ting:
1) ikke flere pinnochiokugler
2) ved næste forsøg er de klar over, at jeg skal have meget mere hormon fra starten af.
3) på en højere hormondosis danner jeg forhåbentlig nok æg, så der er til fryseren også.... Det ville jo da være dejligt...

Det er vist også det eneste positive der er at sige om dette...

Nå, men ... SKÅÅÅÅÅÅL!

Nu mærker du lige et lille ...

Ja, i mit tilfælde mærker man faktisk prik, prik, prik...osv. For jeg er åbenbart meget svær at presse så meget som en dråbe blod ud af...

Jeg er godt selv klar over det, og jeg advarer dem altid om mine rullende årer, når jeg skal have taget blodprøver. For det meste, er de kæphøje til at starte med: "Ja, ja det går såmænd nok..." Det plejer dog ligeså stille at gå af dem, efterhånden som deres nåle har rodet rundt inde i min arm i op til flere minutter. Jeg erindrer stadig den stakkels sygeplejeelev, der for mange år siden grædende undskyldte, da hun stak mig for 6. gang i samme arm...

Laboranten idag var lidt mere af "duer ikke - væk!" kategorien... Så hun stak i een arm, den duede ikke, så i den anden arm, den duede heller ikke... og så gik hun i gang med mine hænder ...

Ja, tilsidst fik de da trukket en lille smule blod ud af mine genstridige årer, men de var ikke sikre på om det var nok. Så jeg blev sat til at vente, mens de centrifugerede blodet... så de var sikre på, at der var nok til at lave en test af.

Det var der heldigvis, så jeg slap for yderligere nålestik. Hvilket var godt det samme, da de var begyndt at tale om mine fødder og ører!!!

Jeg har heldigvis ingen skræk for nåle, og synes det er ret fascinerende at se blodet pumpe ud og ned i glasset (når de altså finder et sted der virker), og på en bizar måde morer det mig, at jeg kan være så svær at stikke i, at jeg kan få laboranter med 20 års erfaring til at få grå hår...

Een streg er desværre ikke nok

Mandag er det 14 dage siden jeg fik lagt æg op. 17 dage siden jeg fik taget æg ud. Og 19 dage siden jeg tog ægløsningssprøjten. Det er også dagen, hvor jeg skal have taget blodprøve på Skejby. Og tirsdag er dagen vi får svar.

Desværre er jeg ret sikker på, at det svar er negativt. Og før i nu tænker, at jeg er lige pessimistisk nok, så lad mig komme med min bevisførelse:

Jeg begyndte at pletbløde fredag aften. Dette i sig selv er selvfølgelig ikke nok til at udelukke en graviditet. Men hvis man sammenholder pletblødningen med menstruationssmerter og den negative graviditetstest jeg selv tog søndag morgen... ja, så er der vist rigeligt med tegn på, at svaret er: Nej, desværre! Bedre held næste gang...

Så det ser ud til, at denne blog kommer til at handle om barnløshed et stykke tid endnu. For een streg på testen er desværre ikke nok!

Føler du dig skarp idag?

For gør du det, må du gerne smutte forbi DR's debatforum, hvor de diskuterer barnløshed i øjeblikket, og lige smække en skarp spiddende kommentar på fra de infertiles side...

Jeg føler mig absolut ikke skarp idag.

Men jeg vil gerne prøve at se på debatten om barnløshed sådan helt objektivt (yeah right! - who said that?) Nej, ok. Det er nok ikke muligt i min situation. Men jeg vil ihvertfald gerne lige se på debattens forskellige parter, og kommentere lidt på den. Det må man vel gerne - også selv om man ikke kan være objektiv, fordi man står i lort til halsen...?

Jeg synes at debatten kompliceres yderligere ved, at de blander inseminering af lesbiske ind i det. Det bliver en svær debat synes jeg. For bør en 100% sund og rask og fertil kvinde modtage offentlig støtte til at blive insemineret? Umiddelbart vil mit svar jo være nej! Men hvad så med lesbiske som vitterligt er infertile? Skal de så diskremineres imod blot fordi de er lesbiske? Umiddelbart ville mit svar her jo være nej! Da jeg ville mene, at enhver med en "reproduktiv skade" skulle have lov til at blive behandlet... ligesom jeg synes at enhver med en knæ- eller rygskade skal behandles...

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad mit syn er på inseminering af lesbiske...

Men så kommer vi til en anden del af debatten. Den (for mig personligt) virkeligt ubehagelige del. Der hvor det går op for mig, at rigtigt mange mennesker i Danmark, faktisk mener at mit problem er et luksusproblem. Lad mig sige det ærligt: Jeg ville ikke ønske det her for min værste fjende! Jeg kan ikke - og vil ikke - acceptere, at det skulle være et luksusproblem.
I et land hvor 1 par ud af 5 har brug for hjælp på den ene eller den anden måde for at blive gravide... synes jeg ikke vi kan tale om et luksusproblem. Jeg synes vi taler om noget der begynder at minde om en "folkesygdom"...

Og så er der dem(og de er i mine øjne de værste), som mener at hvis man ikke kan reproducere sig selv, ja så er det nok fordi man ikke skal! De kan gøre mig så edderspændt rasende, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal sige...
Det er normalt også disse mennesker, der kan finde på at sige, at kunstig befrugtning er unaturligt og forkert - og at næste skridt på vejen, er menneskelig kloning og skabelsen af en hær af undermennesker (dette hverken kan eller vil jeg kommentere på anden måde end ved at rulle med øjnene)...

Debatten er hot i øjeblikket, og ikke kun om insimering af lesbiske, selvom det selvfølgelig er den del af det medierne kaster sig over... eftersom det virkelig er noget der kan få folk ud af lænestolene.

Men der er jo også mange andre dele af debatten. Som fx. donation af æg og frysetiden for befrugtede æg. Disse er ikke ting den menige danske befolkning har ret mange meninger om. Men det er der andre der har. Som fx Etisk Råd.

Etisk råd har diskuteret de planlagte lovforslag vedr. kunstig befrugtning. Og her må jeg sige, at jeg virkelig synes at det var en skam, at de ikke havde taget nogen med på råd, som vidste hvad det handlede om.... *suk*

Jeg er stadig rødglødende rasende over de fuldtsændigt vattede argumenter som formanden for etisk råd kommer med vedr. ægdonation. Jeg har kommenteret dette i Miras blog. Jeg fatter ikke at feministerne ikke har kastet sig over dette - istedetfor at spilde deres tid på hvorvidt nøgne kvinder i reklamer er kønsdiskriminerende eller ej. For i mine øjne lyder det som om, at kvinder må være svagere og dummere end mænd, og derfor ikke kan klare presset ved frivillig donation af æg.

Men ok, det er jo kun een af rådets medlemmers mening. Der er flere andre, endog et par stykker, der slet ikke mener at ægdonation bør være tilladt! Men det er nok nemmere at danne sig en mening hvis man selv læser det.

Med hensyn til opbevaringstid af fryseæg, maner etisk råd til forsigtighed vedrørende at forlænge opbevaringstiden, da man ikke kan forudse hvilke følger dette vil have...

(...)komme på tale at begrænse anvendelsen af kunstig befrugtning og specifikt at fastlåse den nuværende opbevaringstid på 2 år, fordi det er umuligt at forudsige, hvilke følgevirkninger udviklingen på længere sigt vil have for vores opfattelse af mennesket og menneskelivet, herunder vores idéer om kønnet, kærligheden, familien og den genetiske variation.

Måske er det bare mig, for det er selvfølgelig rådets job at diskutere de etiske aspekter i alting. Men det her bliver bare for meget sødsuppe for mig. Skulle min opfattelse af kærlighed og familie ændres fordi jeg får lov at have æg i fryseren i 5 år istedet for 2? Jeg er forvirret...

Hvilket fører mig tilbage til min overskrift. Føler du dig skarp i dag? For så kan det være, at du kan skære det ud i pap for mig?

Som en rød klud foran en tyr

Vi har i de sidste par dage, haft samtaler på de forskellige blogs vedr. den fysiske verden og blogworld. Dette er et interessant emne på mange måder. Min og andre blogs om samme emne, er en slags pseudoverden, hvor jeg (og andre som mig) kan udleve mine frustrationer, tanker, vrede, angst og sorg over min situation som barnløs i behandling.

I mange lange tider har jeg kun fået kommentarer fra andre infertile bloggere. Bloggen har derfor undergået en naturlig udvikling i en "alle ved hvad jeg snakker om" drejning. Men det viser sig desværre, at det har gjort det sværere for andre at kommentere og "slippe" afsted med det.
Stakkels Ole fik en lidt hård medfart i går på grund af hans "tænk på noget andet og nyd livet" kommentar.

Jeg ved at hans kommentar var venligt og betænksom ment. Men hvad han ikke vidste da han skrev den var, at denne type kommentar ("tænk på noget andet") til barnløse i behandling, er det samme som at vifte en rød klud foran en tyr.

Og hvorfor er det så det?
Lad mig se om jeg kan forklare det. Da jeg fik at vide, at jeg aldrig ville kunne blive gravid naturligt var det et knusende slag. Det var en eksistentiel falliterklæring: Jeg duede ikke som kvinde! Denne sorg er svær at leve med, og det har taget lang tid at bearbejde den. Oven i sorgen, er der vreden. Vreden er intens, men desværre har jeg ingen at rette den mod. Jeg har ingen jeg kan pege på og sige "Det er din skyld at jeg er infertil"! Al denne vrede, følelsen af at være blevet snydt for noget jeg var blevet lovet - den har ingen ventil.

Oveni sorgen, vreden og følelsen af at være blevet snydt har vi angsten. Angsten for at vi for evigt vil være barnløse. At projekt baby aldrig lykkes. At jeg aldrig bliver mor.
Alle disse følelser - godt hjulpet på vej af uhyggelige mængder af hormoner, som vi BIB-kvinder pumper os selv med dagligt - gør os uhyggeligt sårbare overfor praktisk talt alt der rammer en nerve. Og hos kvinder der bærer hjerte og nerver uden på tøjet, er det nemt at ramme en sådan nerve.

Misundelse er en grim følelse. Men den bliver endnu en følgesvend når man er ufrivilligt barnløs. Misundelse på dem, der har det man ønsker sig allermest. Børn. En familie. Og når disse mennesker der har alt, og er kommet til det så uhyggeligt "nemt", kommer med gode råd .... Ja... så kan I vel næsten gætte hvad der sker...

For det bedste forsvar er som bekendt et angreb. Derfor reagerer vi måske ikke altid som forventet på jeres "venligt mente" kommentarer. For det meste er vi godt klar over, at I ikke prøver at såre os. Men nogen gange kan vi ikke stoppe os selv.

Og her i vores pseudoverden, hvor vi er sikre fordi vi er mange af samme slags. Vi er ikke den ene "unormale" person blandt de mange "normale". Her reagerer vi måske ekstra hårdt på "fredsforstyrrere"!?

Så til alle ikke infertile - følgende er no-no's ;-)

• Tænk på noget andet
• Tag på ferie
• Mal huset
• Køb en hund
• Tag en kur mod underlivssvamp
• Få en auralæsning
• Find selv på flere

(ikke listet i prioriteret rækkefølge)

Hvis noget af det ovenstående virkede på kvinder som os, ville der ikke være ventelister på de danske fertilitetsklinikker.

Bizarre udregninger

Har I nogensinde prøvet at lave de ironiske og forbandede regnestykker om jeres fertilitet/ mangel på samme? Dem hvor man regner ud hvor længe Guderne har skreget af grin over een? Jeg har.

Min syge hjerne har fundet en bitter, pervers fornøjelse i at regne ud:

1. hvor lang tid af mit liv jeg har brugt på at frygte en graviditet (som ikke var mulig at opnå)
2. hvor mange p-piller jeg har spist(som jeg ligeså godt kunne have skyllet ud i toilettet)
3. hvor mange penge jeg har brugt på de føromtalte p-piller (som ikke var nødvendige overhovedet).

Regnestykke 1. Angsten for en graviditet.

Jeg har brugt ca. 10 år af mit liv på at vente på menstruation som altid kom. 10 år er 120 cykli sådan ca. 120 cykli med een dags bekymring hver måned (ja, jeg har bekymret mig MEGET om at jeg evt. kunne være gravid. Hvad skulle jeg dog sige til mine forældre og hvad skulle jeg dog gøre? ). Det er 120 dages bekymringer. Hvis vi siger en dag er 16 timer lang er det 120 gange 16, hvilket er lig med 1.920 timers frygt for at være gravid. Spild af tid!

Regnestykke 2. Antallet af p-piller.

Jeg har brugt 10 år af mit liv på p-piller. 10 år har vi netop afgjort ovenfor er 120 cykli. I hver cyklus har jeg spist 21 piller og haft 7 dage uden piller. 120 cykli gange 21 piller er lig med 2.520 p-piller, som havde været lige så effektive hvis jeg havde brugt dem som toiletrens. 2.520 p-piller uden grund.

Regnestykke 3. Penge ud af vinduet

10 år på p-piller koster penge. Lad os sige at jeg har købt en pakke p-piller hvert kvartal i 10 år, a' 180 kr. pakken. Hvor mange kvartaler på 10 år. 4 kvartaler pr. år, må være lig med 40 pakker p-piller købt. 40 pakker p-piller a' 180 kr er lig med 7.200 kr. Uden grund. Lige ud af vinduet.

10 års bekymringer, pille-slugning og pengeudsmidning. 10 års hysteriske latteranfald med tilhørende mavekramper fra førnævnte Guder.

Tør du regne det ud?

Barnløshedskappen

Her til aften har jeg filosoferet over hvordan jeg har det, og jeg kom til at tænke over noget jeg kunne huske RIkkeS engang skrev om infertilitet i en kommentar på en blog.
Jeg måtte ud og lede. Mente at det var før det store infertile bloggerboom fandt sted ;) Så gik ud fra at det måtte være en kommentar enten i min egen blog eller i M.S. blog. Og jeg havde helt ret - det var i M.S. blog.

Citatet er som følger:

"Ja, jeg er sgu nok skør, for jeg forestiller mig, at infertilitet er som en smuk kappe. Man bærer den udenpå, den indhylder en, men man kan også slå den tilbage over skulderne og så kan den næsten ikke ses forfra. Måske en dag kan man tage den af."

Dengang var jeg ikke der hvor jeg nu. Jeg tror ikke jeg forstod præcis hvad hun mente dengang, men det gør jeg nu. Jeg er ved det sted nu, som RikkeS var dengang. Ja, jeg kan faktisk nu slå min kappe tilbage over skuldrene. Det er en god ting. Det er en lettelse. At kappen ikke altid behøver at være det første man ser.

Problemet er bare at nogle dage - som fx i dag - er kappen ved at kvæle mig. Jeg vil have den af. Den strammer. Den strammer så ganske forfærdeligt ind i mellem, at jeg bare får lyst til at tude og skrige og flå desperat i den...

Den trykker ligger lige henover brystet. Jeg føler at jeg knap kan ånde for den. Den bliver mit fængsel - selv midt i en folkemængde kan jeg føle mig ensom helt ind til benet. Som om kappen er en fysisk barriere jeg ikke kan komme igennem.

Jeg ved godt, at jeg ikke kan få den af. Jeg ved godt, at den ikke forsvinder. Men for det meste kan jeg leve med at den er der...

Konen med æggene

Idag er det H.C. Andersens 200 års fødselsdag. Danmark - og det meste af resten af verden - fejrer det. Og man vil da ikke stå tilbage, så i denne anledning kommer dette indlæg, som er perifært relateret til H.C. Andersen, i det mindste pr. titel...

Jeg synes, at historien Konen med Æggene var yderst passende at vælge at skrive ud fra...

Jeg er vel konen med æggene i øjeblikket ;-) Både på grund af de fysiske æg i historien så vel som i mit liv, men også på grund af historien om så meget der blev af så lidt og så alligevel ikke blev til noget...

Så meget afhænger af disse 2 små æg jeg bærer i mit skød. De skal måske ikke til marked, og deres værdi er nok ikke gjort op i penge og fremtidige materielle goder. Men så mange tanker kredser om dem, så mange ting i vores fælles fremtid afhænger af disse små æg. Bevidst og ubevidst, er disse æg i vores tanker, hele tiden. Og ligesom æggene i kurven, kan det så nemt ske at det hele falder ud og bliver knust...

Jeg håber ikke jeg kommer til at knejse med nakken....