1,2,3 Pokal!

Den her post er rent pral, det kan jeg ligeså godt indrømme... Men på trods af, at jeg ikke kan finde ud af at skrive om, når ting går godt, så evner jeg åbenbart heller ikke at holde min mund, når ting går rigtigt godt!

Min lille hund og jeg startede på de landsdækkende konkurrencebaner i april måned i år, og man må sige, at vi har gjort indtryk allerede: 4 konkurrencer, 3 pokaler...

I maj vandt vi vores springklasse i Viby og i Brenderup i juli var det en ren sejrs-dans, med en sejr i agility og en 2. præmie i spring...

Så selvom bloggen er på standby, så må I alligevel ikke snydes for min smukke hund og hendes pokaler og præmier...

Viby, maj 2010


Brenderup, juli 2010




Ord som naturtalent og trofæhylder sniger sig ind i mit ordforråd...

God sommer til alle!

Bitre bitches blogger bedre

Overskriften er desværre en sandhed. Jeg kan ikke skrive, fordi jeg ikke er bitter længere... Hvor sært er det lige?

Jeg har det så godt, jeg er glad og fro og netop derfor har jeg måttet opgive min tidligere yndlingsbeskæftigelse - nemlig at skrive.

Hende den bitre er skrinlagt og med hende døde bloggen åbenbart. Trist (eller er det?) men sandt...

Hvad der dog er virkelig sært, og som jeg har funderet en del over, er, hvorfor jeg ikke kan skrive om ting der gør mig glad? Jeg har prøvet, virkelig, tro mig! Men det virker ikke. Det bliver noget platværk - som end ikke jeg selv gider læse... og hvorfor skulle andre så?

Og hvis ingen gider at læse det, så er der virkelig ingen grund til at skrive det, for at være helt ærlig. Vel?

Så for nu, er jeg vist den der er smuttet. Forårssolen, min hund og agility-konkurrencebanerne kalder. Jeg vender tilbage hvis bitterheden en dag indfinder sig igen...

Indtil da, må I nok leve med den larmende stilhed og vide, at det er et godt tegn.

For bitre bitches blogger bare bedre!

Om at være voksen og hundemor og den slags...

Jeg ved godt her har været stille rigtig længe, og det beklager jeg selvfølgelig. Mit forsvar er, at jeg er blevet voksen, eller ihvertfald at jeg er startet på mit nye "voksen"-job. Det gjorde jeg d. 1. september, og det er et rigtigt job nu. Sådan et job hvor folk faktisk siger: "Ok, det lyder interessant", istedetfor at sige: "Hvad regner du så med du skal lave når du er færdig med dit speciale?"

Og det er spændende og meget skræmmende, men jeg er glad for det, selvom den slags selvfølgelig altid er voldsomt hårdt i starten. Især fordi jeg ikke har nogen former for baggrundsviden indenfor det felt jeg er endt i, men det arbejder jeg hårdt på at få skrabet til mig... Det kommer vel lige så langsomt...

Derudover er der jo hundebabyen, som også tager meget tid, og som også tvinger een til at blive lidt mere voksen, strukturere ens dagligdag og tage ansvar for en hel masse ting. Men tilgengæld for det, så spreder hun så megen glæde og kærlighed, at det er hele omvæltningen værd. Sjovt nok har det vist sig, at der ikke er den store forskel på bekymringerne, ligegyldigt hvor mange ben ens yngel har...

Som alle andre nybagte mødre bekymrer jeg mig over, at jeg ikke synes hun spiser nok, om hun mon trives og hvad det er hun vil nogengange når hun piver umotiveret. Og lige i øjeblikket er hun kommet til skade med sit ene ben, og så vil bekymringerne ingen ende tage... Overvejer om min nye arbejdsgiver mon accepterer "hundebarnets første sygedag" på mandag hvis det ikke er blevet bedre....

Som I nok allesammen har læst og hørt, så ser det ud til at lukningen af Skejby er aflyst igen, det vender jeg lige tilbage til en anden dag... For nu vil jeg slutte med et billede af Karla og hendes yndlingsbamse Rotte...

Amocca - nu med baby

Nu er det tredjedagen efter Karla kom hjem og jeg skal love for at det er fuldtidsarbejde at have en hundebaby.

Karla har taget flytningen til sit nye hjem i stiv pote og har kun pevet om natten når vi skulle sove - hvor hun jo tydeligvis var vant til at ligge i klump med sine søskende. Piveriet stoppede dog straks hun kom op til mor i sengen... ups. Det var vist nok noget med at vi havde aftalt hun ikke skulle sove i sengen... Nå men man bliver jo klogere med tiden, ikke sandt hehe....

Hun er en nysgerrig lille pige med mod på livet, der tager tingene meget oppefra og ned. Herhjemme er der endnu ikke noget der har kunnet få hende ud af kurs, hverken opvaskemaskine, vaskemaskine, hårtørrer eller skægtrimmer. Støvsugeren bliver betragtet som legekammerat - omend den endnu ikke har været tændt.... Det bliver den næste udfordring.

Hun har indtaget sin Fatboy seng med det samme og tager alt hun finder med op på den for at undersøge det nærmere. Hendes bedste legetøj er hendes marsvinebamse, som bliver tævet voldsomt dagligt og også bliver brugt som sovepude. Hendes have er hendes helle og her får den ikke for lidt. Alt bliver bidt i og undersøgt og gravet i. Verden udenfor haven er stor og lidt skræmmende, men hun bliver mere modig for hver gang vi tripper ud i den...


For at undgå at kaffebaren drukner i hundeindlæg regner jeg med at oprette en blog til babypigen, men i øjeblikket har jeg nok at gøre med at prøve at nå at få en lur hver gang hun gør, så jeg ikke helt går ned på grund af mangel på søvn hehe...

Om happy endings og mellemstykker

Jeg har fået en mail, en rigtig dejlig mail faktisk. Fra en sød pige, og ny læser af min blog. Jeg håber det er ok med hende, at jeg citerer lidt af den her, da den har åbnet for lidt tanker...

Nu hvor jeg har læst hver side rub og stub, sidder jeg med en tom følelse indeni. Ved ikke helt, hvad jeg havde forventet… Jeg har vel læst den lidt som en bog, altså startede fra starten i 2004 og læste mig frem til juni 2008 uden at vide, hvad der ville ske næste dag, uge eller måned. Og måske i min forventning om den gode historie, blev jeg helt ude af mig selv, da der pludselig ikke var mere at læse. Ingen afslutning, ingen forvisninger om hvad fremtiden bringer.

Selvom jeg er langt mindre aktiv på Kaffebaren end jeg har været tidligere, så ser jeg den absolut ikke som lukket. Vi er blot nået til et af mellemstykkerne i ”Amoccas historie om barnløshed”... Der har været mellemstykker før. De fleste af dem fyldt med angst og vrede. Dette mellemstykke bliver bedre. Fyldt med hundebaby og grænseløs kærlighed.

Bloggen har ingen afslutning, får det måske aldrig... Hvem ved. Den tid og de ord jeg har lagt her i de forløbne 4 år er blevet så stor en del af mig, at jeg tvivler på at jeg magter nogensinde helt at give slip. Men jeg ved det ikke med sikkerhed.

Bloggen er for mig levende og den ændrer karakter alt efter hvordan jeg har det. I 2004 var der chok men optimisme. I 2005 var der håb, der langsomt svandt og angst der fyldte mere og mere. I 2006 var den et sted fyldt med sorg og vrede. Den var ikke et rart sted at være, men det var nødvendigt at få ud, for at kunne leve videre, for at kunne eksistere.

Nu skriver vi 2008 og bloggen er igen en hel anden. Barnløsheden fylder ikke ret meget herinde længere, men den er her. Malet i farverne på væggene, indprentet imellem hver en linie, allesteds nærværende, da bloggens liv opstod af den. Men hos mig er den overkommelig.

Og det er en god ting. Set fra en læsers side er det selvfølgelig ikke den ønskede slutning. Man vil jo gerne bekræftes i, at alt det her behandlingspjat er godt for noget, men set fra min side er det egentlig ok.

Måske behøver man ikke en Hollywood happy ending? Måske sker alting fordi det skal ske? Og måske ikke. Men faktum er, at jeg på nuværende tidspunkt i mit liv har det godt nok, også selvom der ikke er en slutning, eller i hvert fald ikke den slutning jeg oprindeligt havde håbet på.

Det er jo heldigvis sådan her i livet, at de færreste ting ender, de ændrer sig bare, det samme med vores historie. Vi har ændret os meget i løbet af de sidste 4 år, alt andet ville vel være mærkeligt, men målet er stadig det samme: ”At blive en familie”...

Det bliver bare på en anden måde end vi oprindeligt troede...

Familieforøgelse

Hr. Mocca havde jo løftet sløret lidt for hvad fremtiden ville bringe. Og efter flere måneders søgen, er jeg stolt af endelig at kunne præsentere vores familieforøgelse: Karla Malone.*

Karla er en "hul-i-hækken-hund" og er en god blanding af labrador, cocker spaniel og dansk svensk gårdhund. Hun er 2 uger gammel nu og kommer hjem til os i starten af august måned. og vi glæææææææder os...

Om Karla får egen blog eller om hun blot får lov at lege i Kaffebaren vil tiden vise, men som hun vokser til vil hun ihvertfald blive stolt fremvist her...


* Til de der undrer sig over navnet, kan jeg fortælle, at hun er opkaldt efter mandens yndlingsbasketballspiller Karl Malone, og at hun vil blive kaldt Karla i daglig tale

Facts om solsorte

Jeg er meget bekymret for livet i den lille rede. Jeg har ikke set hunnen på reden i en uge nu, og det synes jeg jo ikke kan være sundt for æggene. Jeg har forsøgt at læse mig til lidt solsorteviden rundt omkring på nettet, og har fundet følgende facts:

Facts om Solsorte

Solsorten yngler fra april til august

De lægger 3-6 æg pr. gang

Henover sommeren kan de få 4-5 kuld unger

Det er primært hunnen der ruger, og hun kan finde på at forlade reden og æggene, såfremt hun ikke føler den er sikker længere

Og det sidste der er noget skidt, for jeg er bange for at det er det hun har gjort nu. Øv, øv.

I et øjebliks vanvid overvejede jeg at anskaffe mig en ultraviolet lampe og selv udruge de små. Men det nytter jo ingenting. Uden en fuglemor ville de jo gå til efter udklækning, og det ville jo være endnu mere tragisk (i min verden ihvertfald) end hvis det blot er æg der går til...

Så altså ingen æg til udklækning denne gang.

Update på fru Fugl

Solsorte er åbenbart hamrende ligeglade med hvor deres reder er, de ruger artigt alligevel...

Ihvertfald er der fin aktivitet i den lille rede på terrassen. I lørdags var der denne fine lille overraskelse, i form af æg nummer 3, i reden.

Jeg følger meget med i den lille solsorts gøren og laden, som det måske kan ses, af min tidligere post og denne, og har været lidt bekymret for, at hun var væk fra reden i lange perioder af gangen. Men et klogt menneske fortalte mig, at hun ikke begynder at ruge rigtigt før hun har lagt alle sine æg.

Og færdig var hun åbenbart ikke, for sandelig om hun ikke søndag havde lagt et æg til, i anledning af at mine bedsteforældre slog et smut forbi.


Det er da lidt hyggeligt, sådan at kunne følge med, omend jeg egentlig gerne ville have fjernet det haveaffald der ligger på terrassen. Men det kan jeg jo ikke nu, da det fungerer som skjul for reden. Så havemøblerne må vente til solsorteungerne forhåbentligt bliver udklækket og flyvefærdige.

Sådan er reglerne

Det er ikke alle der ved det, men så er det heldigt, at jeg kan springe til og uddanne jer.

For der er faktisk regler, der gør sig gældende, når man er igang med et forsøg, som viser sig at ikke at blive til noget, på grund af ingen æg til oplægning.

Og de regler er som følger: Man må købe et par sko pr. æg der ikke overlevede!
Og regler er jo til for at blive overholdt, ikke sandt. Så det har jeg gjort, som den artige lille pige jeg nu engang er.

Nej, nej, det er ikke noget jeg har fundet på, sådan er reglerne...

Endnu en æg-relateret krise

Så blev det pludselig forår derude. Og som førstegangs have-ejer er det jo en stor ting. Jeg har nemlig været i haven. Slået græs, hevet tilfælde vækster op af jorden hist og pist, flået klatreplanter ned af husmuren, og evt. begået fuglemord...

Ikke med vilje altså!

Lad mig forklare: Som jeg står og hiver klatretræ-tingen ned, lyder der pludselig et tungt "bump", og der ved mine fødder, ligger en helt perfekt lille fuglerede. Først tror jeg bare, at det er reden, men efter et øjeblik ser jeg et lille blåt æg med brune prikker ligge i beddet ved siden af...

Jeg ringer til min svigerfar og får at vide, at det kan være, det måske er en gammel rede, med et æg der aldrig blev til noget... Så jeg prøver at lade være med at have alt for dårlig samvittighed... Men jeg kan alligevel ikke modstå at putte det lille æg - som stadig er intakt, på trods af det lange fald - tilbage i reden.

Jeg fortsætter mine gøremål og får i løbet af aftenen overtalt mig selv til at tro på, at jeg ikke er: Amocca - den lede fuglemorder!
Men næste morgen, da jeg er på vej ud i haven, bliver denne overbevisning gjort til skamme, da dette hjerteskærende syn møder mig.


Der ligger hun ligeså uskyldigt og ruger på et æg som uden tvivl aldrig bliver til noget - oh the irony! - fordi jeg har brugt det som kastebold!

Jeg får det da helt dårligt med mig selv, og overvejer om jeg mon skal smide reden helt ud, for at hun ikke skal ruge for ingenting. Dette bliver dog ved overvejelserne, og jeg lader hende være i fred... Og godt det samme. For senere på dagen, da jeg igen sniger mig ud i haven, er reden ikke længere kun hjem for et enkelt æg, men to!


Og nu står jeg så med et kæmpe dilemma: Hvad gør jeg?

Reden kan ikke sættes tilbage hvor den var, for det sted er der ikke mere. Hele den øvre del af klatreplanten er væk, og jeg kan jo ikke bare smide reden op ovenpå hegnet. Deroppe vil den være en åben invitation til rovfugle. Men lige nu ligger den i et hjørne af min terrasse. Selvom jeg ikke har kat og ikke har set katte i min baghave, så synes jeg alligevel at den er meget udsat der...

Så nu er gode råd dyre, hvad søren gør man?

Og er der nogle fuglekyndige mennesker tilstede, som kan fortælle mig, om et æg kan overleve et fald på knap 2 meter og stadig blive til en fugleunge?

Ny cykel!

Nå, jeg har været ved lægen. Alt ser umiddelbart normalt ud, men p-piller har jeg ikke fået. Istedet har jeg fået et celleskrab og en henvisning til en gynækolog. Så må vi se om der ligger forklaringer gemt bag en af de to døre...

Men når nu min cykel er gået i stykker, så er det jo på tide med en ny. Så sådan een har jeg fået - og den er pink og ultratøset og jeg elsker den lidt allerede...

Nå, ja, og så er det jo blevet fapril... måske... Jeg ved det ikke, det må tiden vise, men vender tilbage med tanker om fapril senere...

Mangler ord...

Jeg har helt vildt mange ting jeg gerne ville sige, ville skrive... Ting der gerne vil ud...

Men jeg kan ikke finde ordene i mit hoved, eller rettere, jeg kan ikke få dem ført videre derfra til mine fingre...

Håber de snart finder vej...

Bogstavet F

F står for Februar. Februar måned er, mere eller mindre altid, den måned jeg bliver ramt at vinterdepression. Den måned hvor alt synes sortest og allermest ligegyldigt, og hvor jeg stiller spørgsmål til alt i mit liv... Således også denne februar, men eftersom det er sket så mange år i træk, tager jeg det ikke helt så alvorligt længere som jeg plejede... Og det er nok egentlig en meget god ting...

F står for Forår. For selvom det kun er februar, så er der forårsbebudere på vej i det kolde solskin. Og når man er sådan en med egen have, kan man pludselig se det meget tidligere end man plejede at kunne... Ååååh, det er dejligt med løftet om hvad der snart kommer...

F står for Fryseæg. For når det er forår, så må det vel også være ved at være tid til den slags pjat igen, ikke sandt? Jeg tænker marts, måske april... Der var noget med en pagt med Freudika, mon den kan holde i så fald?

Kalender

Ja, så blev det jo 2008, det går godt nok hurtigt! Time flies when you're having fun... eller noget i den retning.

Nå, men i anledning af årsskiftet har jeg købt en kalender, dette synes måske ikke som en usædvanlig ting at gøre, men i mit tilfælde er det faktisk ret usædvanligt.... Jeg har nemlig i årevis kun haft studiekalendre, I ved, den slags der er halvt det ene og halvt det andet år... Og det betyder jo, at man køber sig en ny kalender hver sommer, og altså ikke ved årsskiftet...

Og nu tænker I nok ved jer selv: "Øh ok... og hva' så?" Og det er i sådan set i jeres gode ret til at tænke... Men for mig er det faktisk en ret stor ting. Det er sådan helt symbolsk. Et eller andet med at acceptere, at jeg rent faktisk ikke er studerende længere, (at jeg ikke har skrevet mit speciale ser vi her stort på), at jeg er sådan een der arbejder og at året faktisk går fra januar til december og ikke fra juli til juni...

Jeg ved at Fru Larsen vil sætte pris på det hehe, da det er flere år siden hun proklamerede, at jeg burde tage mig sammen og få en rigtig "voksen-kalender"... Og det har jeg så altså fået nu! Jojo, så nu kan jeg skrive aftaler ned for hele året, hvis jeg altså havde nogen...

Men faktisk, så elsker jeg nye kalendre. Der er sådan et eller andet dejligt ved sådan en helt ny frisk ren kalender, helt uden aftaler endnu... Blanke sider der bare venter på at blive fyldt... Eller er det bare mig der er lidt sær på det punkt?

Julekort

Ja, den evige dårlige samvittighed over mangel på aktivitet i kaffebaren spøger konstant... Desværre / heldigvis har jeg haft så travlt her i december, at det har været umuligt at dvæle for længe ved den af gangen...

Men I skal da ikke helt snydes for en julehilsen her fra det amoccanske verdenshjørne, hvor arbejdsugerne sniger sig hen af 60 timer og en 3 dages pause, inden det går løs igen, er tiltrængt....

Min fødselsdag kom og gik (tallet nævnes ikke), med en dejlig tur til hovedstaden, med julemarked i Tivoli med mand, søster og hendes kæreste, med lækker mad på en thai restaurant og afsluttende flot show med Chicago på Det Ny Teater. Fantastisk dejlig fødselsdag, og mange tak til alle de som tænkte på mig, sendte sms'er, kort, blomster og gaver :)

Og efter min fødselsdag, ja så kommer jul. Julen har sneget sig ind i vores hjem i begrænset omfang, nåede aldrig at finde "den store kasse med julepynt", og nu er det faktisk for sent... Men en juledims hist og en nisse pist kan man dog finde rundt omkring, og hvad mere kan man bede om?

Så alt der er tilbage nu, hvor det egentlig allerede har været juleaftensdag i over to timer, er, at ønske jer allesammen en rigtig glædelig jul her fra kaffebaren...

Tanker om alt muligt andet...

Hvor pinligt det end er at indrømme, så må jeg indse, at jeg åbenbart er løbet helt tør for tanker - ihvertfald af den type jeg plejer at skrive her på bloggen.... Nu skriver jeg så alligevel, men det er mest på grund af en eller anden fjollet form for stolthed, som ikke kan håndtere, at November 2007 arkivmappen skal være helt tom....

Men problemet er, at der vitterligt intet foregår i mit liv i øjeblikket udover arbejde. Jeg arbejder og arbejder og arbejder. Det er jo julm hvis I ikke skulle være klar over det - og for os i legetøjsbranchen er november og december jo de måneder hvor næsten halvdelen af årets omsætning skal hives ind.... så der skal arbejdes...

Der er dog ting i mit baghoved der spøger, ting som ikke nødvendigvis handler om Bratzdukker, Flexitraxbaner og KrussedulleKarla'er.... Ting som er små og frosne og befinder sig langt væk i en fryseboks på Herlev Hospital... Men tankerne er spredte og forvirrede og bliver ikke rigtigt til noget konkret...

For sandheden er, at når jeg først går i gang med de æg, så er de jo væk! Der er kun nok til et enkelt forsøg, og hvor fristende det end er at forsøge sig med dem, så er det næsten rarere at vide at de er der.... For så er det endnu ikke helt slut. Det er endnu ikke tid til at sluge kamelen og sige: "Det var det! Move on..."

Så hvad kan jeg ellers snakke om, hvis jeg nu ikke rigigt har lyst til at snakke om fryseæggene? Jeg kan fortælle jer, at jeg er igang med at blive blond! Jep! Ikke nogen nem ting at gøre når man har været sorthåret i flere år, så lige i øjeblikket har jeg sært stribet grimt heksehår.... Jeg håber det bliver godt tilsidst... Men vil gerne advare alle om at hjemmefarve deres hår sort i mange år, hvis de nogensinde skulle ønske at skifte hårfarve igen...

Derudover er jeg forsigtigt begyndt at se mig om efter et nyt job... Skræmmende, skræmmende... Men realiteterne er, at jeg umuligt kan få skrevet mit speciale med de arbejdstider jeg holder mig, så håbet er at finde er job, hvor jeg kunne få skrevet ind i min kontrakt, at jeg skal skrive mit speciale sideløbende...

Det største problem med jobsøgning er, at jeg simpelthen inderst inde er "a Toys R Us Kid". Jeg er opvokset i Toys R Us, og koncernen er min familie, min chef på det nærmeste min far. Tanken om at forlade firmaet giver et sug af skræk i mellemgulvet... Men alle de stillinger jeg gerne ville have i firmaet, er placeret på sjælland eller i Hong Kong... Og for at være ærlig er jeg ikke særligt motiveret til at flytte lige i øjeblikket...

Men nu vil jeg smutte igen, for intet af hvad jeg har skrevet er egentlig særligt interessant, og jeg frygter at kvaliteten af det skrevne kun bliver værre desto længere ned af siden jeg bevæger mig... Så istedet vil jeg takke af for nu, med undskyldninger for den lange tavshed, og håb om at I alle er ved at være klar til julemåneden....

Om hus, fryseæg og sko...

Egentlig ville jeg bare lige poste, for at lade jer vide, at jeg var tilbage i cyberverdenen. Men eftersom Cybercity var uhyggeligt effektive, ja så har jeg faktisk været tilbage i et stykke tid... Dog uden at få opdateret bloggen *rødme rødme*...

Men nu skulle det altså være... Og det største der er sket i mit liv er jo som sagt, at jeg nu er husejer, og det er jo dejligt. Jeg er vildt forelsket i mit lille byhus og nyder hver dag, at vi kommer mere og mere på plads. Det er selvfølgelig gået meget i stå efter vi begge startede på job igen, men det skrider fremad, langsomt men sikkert....

Og når jeg nu er igang med at opdatere, ja så kan jeg vel også ligeså godt indrømme, at jeg er begyndt at fundere lidt over fryseæggene, som ligger og venter i Herlev...

Jeg havde jo egentlig regnet med at skulle bruge dem efter vi var flyettet... Men hvis det skal være i denne cyklus, ja så skal jeg ringe imorgen, mandag. Uha. Imorgen? Det er lidt for tæt på... Jeg tror nok jeg venter for at være ærlig... Tanken om at bruge dem er lidt skræmmende, 3 æg i fryseren er bedre end et på taget, eller hvad det nu er man siger...

Men ud over at være i syv sind om fryseæggene, så er jeg som sagt ved at finde plads til alle vores ting i alle vores nye rum, og noget af det første der blev fundet plads til var mine sko :) Jeg er nemlig nu ejer af mit eget helt personlige walk-in closet, og det er vidunderligt skulle jeg hilse at sige...

Og fordi jeg er sikker på at I vil sætte pris herpå, poster jeg hermed et billede af et lille udsnit af mine sko... For selvom de har en hel reol, så var der altså ikke plads til mere end ca en tredjedel af dem....

Flytterod

Jeg er så inaktiv i øjeblikket, at I nok næppe ville opdage det... Men derfor synes jeg nu alligevel, at I fortjener at vide lidt om hvorfor jeg vil være stille i de næste par dage / uger.... (afhængig af cybercitys effektivitet med opsættelse af nyt internet).

For nu flytter vi! Jeg har vist ikke nævnt det, men de af jer der kender mig derude i den anden verden, ved at vi har købt hus. Og nu flytter vi altså. Og vi glæder os. Det er et gammelt byhus inde midt i byen, men stadigvæk med en lille have til.

Og I skal da heller ikke snydes for billeder, ligesom jeg jo selvfølgelig heller ikke skal snydes for stolt at fremvise mit nye domicil, vel?


Der er masser af plads, alt for meget plads til bare os to faktisk, men mon ikke vi finder noget at fylde al pladsen med – det skulle undre mig meget andet. Vi er kendt for at brede os...


Og brede os det kan vi - og vi får dobbelt så meget plads at gøre det på, som vi har nu. Derudover får vi egen have - en ting jeg har ønsket mig i årevis - og opvaskemaskine... Hvilket jo bare er ren luksus...


I øjeblikket står vi i pakkekaos med adskilte møbler og flyttekasser overalt, men på lørdag bliver det hele læsset på trailere og biler og så flytter vi altså. Over i vores helt eget hus og med vores helt egen have.... aaah!


Så nu må de der børn egentlig gerne komme, vi er faktisk ret klar... og nu har vi den grad også pladsen til dem...

The official party line

Som opfølger på gårsdagens indlæg og de mange forslag til "hvad man siger..." kan jeg fortælle, at vores officielle aftale er sådan set, at der ikke er en officiel aftale...

Manden er som regel ærlig og siger det som det er, og jeg svarer i øst eller vest afhængig af humør, begivenhed og person der spørger...

Det er jo ikke fordi det er en hemmelighed, alle ved det jo i familien og omgangskredsen og har vidst det siden dag 1. Men når man tager til bryllupper hos kusiner og des lige, så vil der uvægerligt være en del fremmede til stede... Det er ikke altid jeg synes de behøver at vide alt om mig og mit privatliv...

Sådan har det ikke altid været, engang fortalte jeg det til alle der ville lytte, men jeg har ikke det behov længere... Og det tror jeg såmænd er meget sundt...

Og til sidst: Jeg har det ok. Undskyldninger for aldrig at følge op på det triste indlæg, men jeg er faktisk ok. Sådan generelt. Engang imellem dykker jeg lidt, men hvem gør ikke det?

Det bliver sværere og sværere

Vi har været til bryllup. Og det er jo som regel altid en festlig begivenhed, og det var det sandelig også denne gang. Bryllupper er som oftest tæt befolket af mennesker man ikke kender, eller kun kender perifært og dette var ikke anderledes...

Og jeg må sige at det falder mig sværere og sværere at deltage i disse ting. Ikke fordi jeg er en asocial person eller ikke holder af fester, men fordi undskyldningerne for hvorfor vi endnu ikke har børn begynder at tynde ud...

Vi har været gift i 4 år nu. Manden har rundet de 30 og min næste fødselsdag lurer i horisonten. At vi har børn er på det nærmeste underforstået på dette tidspunkt i vores liv...

Og da brudens seminarie-veninder hørte det rungende nej som svar på spørgsmålet om børn, var de dog heller ikke tilfredse... Og undskyldningerne begynder som sagt at lyde hule, selv i mine egne ører...

Vi er ikke lige blevet gift, vi er ikke for unge, vi har ikke mange års uddannelse foran os stadigvæk, vi har ikke et ustabilt arbejdsliv uden sikkerhed for arbejde eller løn... Vi er faktisk lige det modsatte af alt dette...

Men orker man at fortælle historien om 4 års kamp, nederlag og fiaskoer til fremmede mennesker man med al sandsynlighed aldrig skal møde igen? Nej, vel... Så man fejer dem af, giver lamme undskyldninger eller forsøger sig med et kejtet emneskift...

Men jeg synes det bliver sværere og sværere...