Kontaktannonce

Jeg har modtaget en af de der e-mails der bliver sendt rundt, hvor man skal bekræfte sig selv og andre I at man er en dejlig stærk, vidunderlig kvinde. Denne involverede, at man skulle skrive sin egen kontaktannonce, for ligesom at se hvor mange gode ting man indeholdt (går jeg ud fra)... Så det har gjort... Og udbyttet af denne opgave blev, at jeg vist skal prise mig lykkelig for at jeg allerede er gift ;-)

Bitter, barnløs bitch der nærmer sig de 30. Storryger, kaffenarkoman og semi-alkoholiker. Med trang til keramiske køer og lange nætter på internettet. Tendenser til hysteri, søvnløshed og melankoli. Ejer af en sko fetisch og uhyggelige mængder tøj - en hel del af det alt for småt, grundet betydelig vægtøgning i de sidste 1½ år. Bruger på trods af dette forbavsende lidt tid på motion.

Hvis intet af ovenstående tiltaler dig, kan jeg tilføje at min BH-størrelse er 75E...

Er jeg en fangst eller hvad? Og hvordan ville din se ud?

Det har aldrig været nemt at være infertil

Jeg har tidligere bitchet over de irriterende ting omverdnen kan finde på at foreslå i et misguidet forsøg på at sprede positivitet vedrørende vores infertilitet... Og også om den tristhed jeg føler over, at den folkelige mening er, at dette ikke er et reelt problem, men blot en bunke egoistiske kvinder der skulle tage sig sammen og holde op med at klynke...

Men så læste jeg denne artikel - og der må man alligevel sige at vi er heldigere stillet end stakkels Ötzi. De slår os da ikke ihjel eller gør os fortræd i det mindste... ihvertfald ikke fysisk...

Men det har aldrig været nemt at være infertil i en fertil verden....

Survival of the fittest

Darwinisme er dagens emne. Darwinisme handler jo egentlig om artens overlevelse, så man må vel egentlig sige, at i Darwinistiske vendinger er jeg er blindgyde. Jeg var ikke "stærk" nok til at videregive mine gener - derfor er jeg dømt til at uddø. Men hvis vi taler om artens overlevelse på et lidt andet plan er jeg faktisk et pragteksemplar...

Hvor er mennesket dog et fantastisk væsen! Det kan ikke længere undre mig, at vi er blevet den altdominerende race. Evnen til at omstille sig er vital for overlevelse, og det er det der sker her lige nu.

Viljen til at få det bedste ud af den givne situation - viljen til at overleve.

Det at vi ikke har børn giver mig en frihed, som i de sidste par år har været noget jeg hadede. Jeg hadede denne frihed, eftersom den ikke var selvvalgt. Men som dagene går begynder jeg at nyde den.

Jeg får lyst til at gå i byen og drikke mig glad og fuld og fri af bekymringerne, sammen med folk der ikke kender til og ikke interesserer sig for min barnløshed og mine sorger.

Jeg tager en efterskole øl med mine studiekammerater uden at behøve at skynde mig hjem for at hente børn. Jeg bliver kaldt på arbejde med en times varsel og kan sagtens tage afsted eller blive en time eller to ekstra - til min chefs store glæde.

Jeg kommer hjem og sidder på nettet i mange timer til klokken er 4 og jeg er klatøjet. Min mand og jeg starter på en film kl 1 om natten. Jeg kan ikke sove og gør rent på badeværelset kl. halv fem om morgnen. Og det er ok alt sammen, for der er ingen der stiller krav til mig - der er ingen der kræver at jeg står op til et morgenfrisk barn kl. 6... Jeg er helt og aldeles fri!

Jeg ved, at det ikke giver mening, at I må klø jer i hovedet og tænke: "Nu har vi fulgt hende i næsten halvandet års brok over ikke at kunne få børn og nu siger hun, at det er fedt at hun ikke har dem... Dumme kvindemenneske, så bestem dig dog..."

Men istedet for at klø jer i hovedet bør I sidde i undrende ærefrygt. For I er vidne til en utrolig ting her: den menneskelige evne til at tilpasse og omstille sig. Jeg er selv vidne til den hver eneste morgen når jeg vågner og har det godt - og jeg undres dagligt.

For det handler ikke om ikke at kunne bestemme sig, det handler ikke om, at jeg i virkeligheden ikke vil have børn, eller ikke ønsker ansvaret. Det handler egentlig heller ikke om friheden, men kan man ikke få ansvaret, så må man huske at nyde friheden mens man har den.

Det handler om overlevelse - måske nok ikke artens. Men min personlige overlevelse - survival of the fittest!

Ok, ok I har ret...

... men det vender vi tilbage til.

Det er længe siden jeg har skrevet - næsten en uge! Og på Amoccas kaffebar er det faktisk noget af et særsyn, at der går så længe imellem indlæg.
Hvorfor jeg ikke kan skrive undrer mig. Men måske er det fordi jeg synes det hele roder ret meget i mit hoved. Og hver gang jeg forsøger at få det ned på skrift, så lyder det ligeså rodet som det var indeni mig... Og så ender jeg med at trykke delete til det hele.

Men nu forsøger jeg - så bær over med mig hvis det ikke giver mening...

Jeg har det faktisk godt - om det handler om personlighedsspaltning og fortrængning, eller om det bare handler om at tiden arbejder for mig, det ved jeg ikke rigtigt. Faktisk har jeg det så godt, at jeg kan tage mig selv i at tænke, at det er ok, at vi ikke har nogen børn. For vi har det jo godt. Vi hygger os.

I lørdags var jeg til et brag af en julefrokost, hvor der blev drukket vodka- holdige drinks i store mængder, sunget karaoke over gamle dansktop slagere og danset på bordene til den lyse morgen - ikke ligefrem noget der havde været en mulighed, hvis jeg var blevet gravid og mor i løbet af de sidste par års tid...

Og jeg ved udemærket godt, at havde graviditeten og familielivet indfundet sig i den tid der er gået, så havde jeg været svært godt tilfreds med det, og ikke tænkt så meget over, at jeg ikke kunne danse på bordene til en latterligt sen julefrokost afholdt i februar måned. Men sådan skulle det ikke være - og så må man jo glæde sig over det man har...

Jeg tror grunden til at jeg ikke skriver så meget i øjeblikket handler om flere ting. Rodet i mit hoved for det første, som nævnt ovenfor. Men det handler også om, at jeg føler jeg taler i cirkler og jeg ved ikke rigtigt hvor længe jeg selv eller andre gider høre den samme gamle plade. Og om, at jeg faktisk har meget svært ved at præcisere hvordan jeg har det. Og når man ikke ved hvordan man har det, kan det være svært at forklare det til andre.

Nogle dage går det hele af helvede til - jeg føler mig deprimeret og træt og uretfærdigt behandlet af verden i al almindelighed. Bryder i gråd ved den mindste anledning. Andre gange går det fint og jeg hygger og drikker vodka og danser på bordene...

Jeg troede jeg havde fundet løsningen på problemet ved at fortrænge det fra Annas virkelighed og kun have det eksisterende i Amoccas. Men I har alle som een opfordret mig til at give sorgen plads - også hos Anna.
Og fordi I jo er nogle usædvanligt kloge mennesker ;o) (og fordi jeg den anden dag hørte Aimee Mann synge en sang jeg holder af - og vi ved jo, at den slags ting tiltaler mig). Har jeg bestemt mig til, at I nok har ret...

"You're sure
There's a cure
And you have finally found it
but it's not going to stop - 'till you wise up
No, it's not going to stop - so just give up"

Anna bliver nødt til at tage sin del af slæbet. Ikke hver dag, der skal også være plads til at danse på bordene uden dårlig samvittighed, men angsten, sorgen, vreden, frustrationen, bitterheden og smerten skal også have lov til at være en del af mit liv - ellers holder den aldrig op...

Så, ok, I har ret...

Anna, Amocca & virkeligheden

Jeg har udviklet en bizar form for personlighedsspaltning for at håndtere min(e) virkelighed(er). Den går i alt sin enkelthed ud på, at jeg nu er to-i-en, nemlig Anna og Amocca. Hvorfor dette er sket er ret klart. Jeg har, som tidligere nævnt, store problemer med at kapere og håndtere mine følelser omkring smerte og sorg, derfor er fortrængning vejen frem.

Fortrængning er dog ikke rigtigt en langsigtet løsning, da følelser desværre som oftest vokser når de bliver undertrykt, og her kommer personlighedsspaltningen så ind i billedet.

Fortrængning kan nemlig virke i min syge hjerne, hvis man deler virkeligheden (og mig) op i to. Ingen af de to virkeligheder er mere gyldige end den anden. De er ligeværdige og eksisterer parallelt.

I den ene virkelighed er Anna. Anna er lykkeligt gift, kandidatstuderende og en meget travl person. Hun har et aktivt socialt-, studie-, arbejds- og foreningsliv. Hun er gennemgående glad og tilfreds med tilværelsen og sit liv som et hele.

I den anden virkelighed sidder Amocca. Amocca er barnløs og i dyb sorg. Hun har et stort hul i sjælen fuld af smerte. Hun er så ulykkelig, at hun ikke længere kan græde, og hun er vred og bitter. På Gud, universet, sig selv og verden i al almindelighed.

Målet er selvfølgelig, at disse verdner skal være del af en samlet person og en samlet virkelighed - men for at fortrængningen skal kunne virke i Annas tilfælde, er det nødvendigt at opdele dem og lade Amocca tage sig af alt det ubehagelige.

Problemerne opstår først, når Anna og Amoccas verdner mødes. Som fx til LFUB kaffeklubsmøder, hvor Anna (som er kredsleder og kontaktperson) bør være imødekommende og en diplomatisk repræsentant for foreningen. Men hvor Amocca (som er en bitter gammel kælling) banker på og vil være med, da hun - naturligt nok - føler at barnløshed er hendes område.

Og så har vi balladen. Anna prøver at vise forståelse for andres følelser, støtte nye medlemmer, holde tonen let og involvere alle i samtalen. Mens Amocca er vred på verden og alt og alle, og udpøser sin vrede i form af sarkasme og bitre kommentarer.

Spørgsmålet er, hvordan vi får samlet de to virkeligheder til et hele, som gør, at jeg ikke en dag kan læse i et leksikon om "Amocca-syndromet", hvor en persons virtuelle alter ego bliver til en seperat person... og helst før jeg får skræmt samtlige medlemmer af kaffeklubben væk...

Hvornår holder det op?

Jeg har det skidt i øjeblikket, eller måske ikke? Måske har jeg det faktisk godt, overraskende godt faktisk. Jeg forundres dagligt over, at jeg står op, går i skole, på arbejde, til eksamen (og består)... som om intet var hændt, som om alt var i den skønneste orden.

For tro mig - alt er ikke i den skønneste orden. Der er et gabende hul inden i mig, som jeg ikke rigtigt hverken kan håndtere eller ændre på. I hullet sidder smerten. Smerten er som øredøvende skrig, som knusende slag. Jeg er bange for smerten.

Skrækslagen for hvad der ville ske, hvis jeg giver smerten lov til at fylde. Jeg frygter at den vil slå mig ihjel indefra og ud. Et eller andet logisk sted i mit hoved ved jeg jo godt, at man ikke dør af sorg eller smerte... Men jeg tør sgi ikke løbe risikoen...

Så indtil videre må jeg blive ved med at stå op, gå i skole og på arbejde. Mens jeg prøver at indkapsle smerten i hullet og vente på at det holder op med at gøre ondt...

Hvornår holder det op?