Addictive personality?

Det er vist ingen hemmelighed at jeg er ryger og drikker meget kaffe! Og også har en tendens til måske at nyde et enkelt glas vin i ny og næ...

Hvad der er knap så offentligt kendt, er mine nyeste afhængigheder, som måske nok er noget sundere, men ikke mindre neurotiske og tvangsagtige end de ovenstående...

Det der med træning har nemlig nu udviklet sig til en slags obsession, jeg kan blive i helt dårligt humør hvis jeg ikke kan komme afsted mindst 2 gange om ugen. Hvem skulle have troet, at jeg af alle mennesker kunne udvikle dette? Ja, ihvertfald ikke mig... Jeg ville have forsvoret, at en sådan ting kunne ske...

Herudover er jeg blevet mere eller mindre afhængig af at gå i solarium. Hvilket har gjort, at jeg har udviklet en ny bizar trang til at blotte min mave til alle og enhver, så de kan se hvor brun den er blevet haha. Det bliver selvfølgelig endnu federe at vise den frem når jeg kan fremvise et vaskebrædt ;o)

Og sidst men ikke mindst har jeg udviklet en hysterisk "allergi" imod tør hud. Jeg har altid haft det med tørre hænder, men det har nu bredt sig til resten af min krop, så jeg kan smøre mine ben ind 4 gange om dagen... Det er ikke helt sandt at sige, at denne "allergi" er ny. Som sagt har jeg haft det med mine hænder længe, og resten af kroppen startede inden træningen gjorde... Men lad mig sige det sådan, at det at jeg træner og tager sol ikke har gjort trangen til konstant at smøre sig ind mindre...

Hmmm... jeg kan åbenbart ikke gøre noget med måde... hvem sagde addictive personality?

Her står der selvfølgelig: "Er det Amoccas popo?" på russisk, og svaret er desværre: "Nej!"

Men godt på vej, hehe ;o)

It's a girl....

Det kan næppe være undgået jeres opmærksomhed, at jeg skal være moster igen. Eller, at jeg ikke har tacklet denne begivenhed med den største elegance i mands minde...

Men nu har Fru Larsen altså været til kønsscanning og de venter sig endnu en lille pige! Så der er altså endnu en niece på vej.

Det "sjove" er, at da hun ringede og fortalte mig det, gjorde det ikke engang specielt ondt... Jeg kan ikke forklare hvorfor...

Måske er det endelig gået op for mig at det ikke er min graviditet, men hendes... Måske er det faktum, at der er en enkelt lille chance mere ved at bundfælde sig... Eller måske er det bare fordi jeg ikke kan se maven igennem telefonen? Jeg ved det ikke...

Men under alle omstændigheder: It's a Girl...

Bjørnetjenestetanker

I har skrevet rigtigt mange spændende ting i kommentarerne til sidste indlæg. Og jeg vil meget gerne prøve at kommentere lidt på det... For det er klart, at der er mange tanker bag ideen og I har da også sat tanker igang...

Først og fremmest vil jeg fremhæve denne kommentar fra Tina:

Nogle gange fortryder man det, man IKKE gør, fremfor det, man gør. Jeg håber, at det lykkes, men hvis ikke, så har i da prøvet det og sidder ikke tilbage og spekulerer på, om I lige skulle afprøve, om det var løsningen.

Den er en af de ting der vægter tungt i beslutningen. Jeg kommer simpelthen aldrig videre før jeg ved om dette er en reel mulighed eller ej. Og får jeg det aldrig prøvet, ja så vil det gnave i mit sind, at det kunne have lykkedes...

Så kommer vi til Sines, meget lange og spændende kommentar. Som indeholder rigtigt mange spørgsmål og ting at tænke over.

-Hvordan ville du have det med ikke at kunne få noget at vide om din biologiske far? Ja, jeg ved jo godt at du ligner ham så meget at der ikke er noget at være i tvivl om :-) men tænk nu hvis dit kommende barn også gør det og så en dag pludselig møder ham. Donoren altså.

Hvordan jeg ville have det med det, kan jeg ikke rigtigt svare på. Men i denne henseende er det vel ikke så forskelligt til de ting jeg skulle tackle havde jeg adopteret. Der vil altid være et aspekt af uvished vedr. det biologiske ophav. Og i en donorsituation, ville mit barn i det mindste kende halvdelen af sine gener...
Hvis mit barn kommer til at ligne donor ligeså meget som jeg ligner min biologiske far? Det er svært at sige hvordan jeg ville reagere i en sådan situation, men mit barn er vel mit barn - ligegyldigt hvem han / hun ligner. Jeg tror aldrig det med at møde donoren bliver aktuelt, så den slags overvejelser har jeg faktisk ikke gjort mig.

-Ville du bryde dig om at din mand fik et barn med en anden kvinde som du ikke kendte? Du skulle selvfølgelig være mor for barnet, men alligevel? Jeg tænker at din mand må elske dig meget højt siden han går med til dette!

Hvis situationen var den vi er i nu, men blot donoræg, hvor min mand fik et barn med en anden kvinde via mig - så ville jeg ingen problemer have med det. Det er egentlig det jeg gerne ville, da lægerne jo tror det er der fejlen ligger, men det er jo endnu ikke en mulighed i dette land.
Og ja, jeg tror og ved at min mand elsker mig meget højt! Men hans argumenter for at gøre det er, at hvis han er villig til at elske og kalde sig far til et barn vi henter i udlandet, som ingen af os er biologisk relateret til, så er han i sagens natur også mere end villig til at elske og kalde sig far til et barn, som er biologisk relateret til mig. Et barn hvis graviditet og fødsel han har fulgt på nærmeste hold.

-Hvad vil du fortælle Bjørn eller Bjørneline om den Bjørnetjeneste lægerne på Skejby har givet dig, hvis altså det lykkes?

Hvordan det skal klares - sådan rent praktisk - er jeg endnu ikke 100% afklaret med, men Bjørn eller Bjørneline skal kende sandheden. Ingen grimme overraskelser i en sen alder. Da vi bestemte os for forsøget, bestemte vi os også til en 100% ren og åben linie overfor familie, venner, bekendte og et evt. barn der skulle komme ud af det.

-Kan du/I klare at det ikke lykkes?

Det tør jeg ikke svare på. Men ikke at gøre det kan jeg heller ikke klare!

Adoption. Jeg kan ikke forklare jer hvorfor det er endt som det. Men jeg tror der er noget trods blandet i det inde i mit hoved, sådan noget: "Hvis jeg ikke kan få det som jeg vil have det - så vil jeg slet ikke have noget overhovedet!"
Manden min krydser jo fingre for at det ændrer sig igen en dag, men indtil videre kan jeg altså overhovedet ikke få mit hoved til at fungere i den retning. Måske kommer det igen hvis dette forsøg ikke virker, måske ikke. Kun tiden kan vise det. Men jeg tør ikke love noget i hverken den ene eller den anden retning lige nu.

Det blev vist en ret rodet post, med en masse citater smækket ind. Og det er ikke for at hænge nogen ud at deres citater er med, eller for at ignorere andre at deres citater ikke er med. Men synes nogle af de vigtigste pointer var i disse.

Sidst men ikke mindst, så spørger HBT om hvornår vi går igang. Og det er et frygteligt godt spørgsmål, som jeg ikke kan svare på. Det bliver ikke lige nu, lige nu nyder jeg nok bare visheden om at håbet er tilbage - omend det er i revideret form og lillebitte - men håb er nu engang håb, ikke sandt?
Måske til sommer, når eksamensræset er overstået og minderne om julens katastrofe er mere på afstand. For jeg er endnu ikke ovre det traume, det må jeg jo indrømme. Og hvor megen håb der ligger i endnu et forsøg, så ligger der jo også en lige del risiko for en negativ test endnu engang - og den skal man være mentalt klar til at tage. Og det er jeg ikke lige nu.

Så vi venter, med håbet i behold, på vores bjørnetjeneste.

Flashback og afsløring

Det var altså ikke med vilje jeg holdt jer hen så længe ... Har bare lige haft lige rigeligt travlt i det der pseudoliv der foregår uden for skærmen. Men nu er eksamensopgaven afleveret og påsken står for døren, så nu må det vist også være tid til at udløse spændingen...

For at forklare jer hemmeligheden, må vi lige lave lidt flashback til januar måned, hvor vi havde afsluttende samtale på Skejby. Indholdet af denne samtale har - usædvanligt nok - været udeladt fra bloggens sider tidligere, da jeg ikke følte at det var min ret at publicere om andre folks følelser.

Men nok snak. Tilbage til januar og føromtalte samtale:

I dagene op til havde jeg inde i mit hoved lagt en slagplan for hvad samtalen skulle handle om (læs: Amocca på sine grædende knæ tiggende for et forsøg mere - bare et lille et?)...
Men aftenen før samtalen reagerede manden endelig på de sidste halvandet års skuffelser, ved at melde klart ud, at lige meget hvad Skejby så ville tilbyde, så ville han ikke have noget som helst af det... Ikke flere forsøg, ikke mere helvede, ikke mere, aldrig mere...

Indsæt her billede af Amocca i chok!

Morgnens samtale var en prøvelse, for at sige det mildt. Lægen gjorde det klart, at de mente at alle forsøg var gået så godt som de overhovedet kunne gå, der var intet de kunne ændre på som ville optimere vores chancer.

Tro mig, jeg havde vredet mit hoved med alt; lige fra kort behandling over ændring af stimulering til menopur til AHA på æggene - men jeg kunne desværre også selv forklare argumenterne for hvorfor ingen af disse metoder ville give et bedre resultat *suk* og lægen var rørende enig.

De tror, at der ligger en fejl i mine æg, altså en eller anden form for uforklarlig faktor, som vi kan smide oven i vores manglende æggeledere problem. Der er dog een anden mulighed - omend sandsynligheden for at det er korrekt, er mikroskopisk lille ifølge vor kære læge - og det er, at vi simpelthen ikke passer sammen.

Det eneste Skejby derfor følte at de kunne tilbyde, var et forsøg med donorsæd. Omend lægen lagde stærkt tryk på, at hun mente det ville være at gøre os en bjørnetjeneste, at hive os igennem endnu et mislykket forsøg...
Og ved min side sad jo en mand, som havde givet klart udtryk for, at nej nej nej ikke mere - ligegyldigt hvad... Bjørnetjeneste på den ene side. Blank afvisning på den anden side. Det var ikke rigtigt en mulighed, vel?

Og så fast forward til april måned og nutiden:

Tre måneder er nu gået, og manden min har tænkt og fordøjet (og muligvis fortrængt hvordan Hank opfører sig haha), og har med stor klogskab indset, at jeg aldrig kommer videre før jeg har fået syn for sagen... om man så må sige...

For hvad jeg heller ikke har fortalt er, at jeg er gået fuldstændig i baglås hvad angår adoption. Jeg kan overhovedet ikke tænke på, eller overveje det som en mulighed længere. Hvorfor kan jeg ikke rigtigt svare på, men sådan er det, sådan har jeg det...

Min kloge mand mener, at det er fordi jeg i mit lille forskruede hoved mener, at der er en anden løsning, og at den løsning hedder donorsæd. Og så længe jeg ikke har prøvet det, så vil jeg altid kunne sige: "det kunne have virket!" Og han har nok ret.

Vi har nu snakket med Skejby og de har givet grønt lys for, at vi kan melde os til et sidste forsøg, denne gang med donor, når vi er klar - omend de endnu engang gjorde det klart, at det nok er at gøre os en bjørnetjeneste.

Ordet bjørnetjeneste er selvfølgelig ikke rart at have kædet sammen med sit sidste forsøg, men så længe forsøget ligger forude, og så længe vi er igang med det, ja så lever håbet dog! Og håb har vi været i stort underskud af her i huset i den sidste tid...

Så det var altså den store hemmelighed: Return of the bib!

International woman of mystery

Det er blevet april.

Der plottes, tænkes, overvejes og grubles i det lille hjem...

Forklaring følger, det lover jeg. Men for nu, er jeg:

Amocca - International woman of mystery!