Tanker en tidlig julemorgen

Hmmm... Hvis man kan lære en ting af alt alt det her, så er det vist at man ikke skal stole en skid på mig, når jeg siger jeg vender tilbage snart hehe... det beklager jeg. Jeg beklager også, at min undskyldning er så lam, at det eneste jeg kan bruge er, at det har været svært at vide hvad filan jeg skulle skrive...

Jeg har skrevet i mange år. Og har aldrig oplevet en så massiv eller ophedet debat om noget som helst på min blog. Og når folk er rørende enige med een i over 4 år, så kan det godt komme som et chok for een, når de pludselig ikke er det... Nå, men lad os nu prøve alligevel, for det er juleaftensmorgen, og jeg tror ikke julefreden kan sænke sig over det lille hjem før dette indlæg er skrevet.... Så hermed et par tanker...

Jeg synes vi må starte med at skille æbler fra pærer... for på en eller anden måde blev adoption blandet ind i fjernelsen af mit underliv, og de to ting havde egentlig intet med hinanden at gøre. At få fjernet livmoderen handler kun om at højne min egen livskvalitet (det gør adoption måske også i sidste ende, men det er stadig en hel anden historie), fordi jeg er så utroligt træt af at være sygemeldt og halvt invalideret hver eneste måned, og at dette kun synes at blive værre for hvert år der går...

Jeg er nu henvist til Skejby til endo-specialisterne der. Nu må vi se hvordan det forløber. Om de finder noget denne gang. Min læge er bange for, at der sidder endo på tarmene, og at det dermed ikke vil afhjælpe problemet at fjerne livmoderen, og det kan der jo være noget om... så nu prøver vi det her. Jeg er egentlig ret ligeglad med hvad der sker, bare der sker et eller andet der kan ændre status quo.

Det behøver ikke at være en komplet ommøblering derinde, der skal blot ske noget! For situationen som den er, er simpelthen hverken rimelig eller holdbar. Hverken overfor mig, min omgangskreds eller min arbejdsgiver.

Så fik vi (måske) det på plads.

Og så til mine tanker om debatten og uenigheden. Jeg har virkelig gået og tænkt så det knagede over hvordan en hel tilfældig persons skrevne liv på internettet kan føre til så ophedet en debat. Mange af jer kender mig ikke, udover det jeg skriver her og eventuelt har skrevet andetsteds på nettet i de forløbne år...

I starten var jeg meget enig med Snowies kommentar om, at man så bloggen som en bog, der pludselig slet ikke førte historien derhen hvor man havde ønsket den.

Jeg tror, at trofaste læsere (som ikke kender bloggeren IRL - både Amocca her, men også andres bloggere for den sags skyld) kan komme til at få følelsen af, at de læser fiktion - en "god historie".

Vi kender formentlig alle følelsen af at sidde tilbage med en lidt træls fornemmelse, hvis en bog eller en film slutter anderledes, end man havde håbet - og derfor reagerer mange af I mere anonyme læsere formentlig, som I gør. I prøver at påvirke "bogens" afslutning. I hungrer efter en happy ending.

Denne enighed blev understøttet af, at Monja brugte ordene "Jeg synes ikke at din historie holder vand" og af det faktum, at jeg faktisk har filosoferet over denne teori før.

Denne fornemmelse, at det blot er en god historie, tror jeg er sand, hvis man ikke er trofast læser. Jeg tror, at hvis man som tilfældig læser dumper ind, så ser man blot det skrevne og glemmer hvad der ligger bag ordene. Jeg tror dog, at hvis man følger den samme blogger i mange år, at ideen om bloggen som bog lidt går fløjten. Læser man med i mange år, indser man at der sidder et menneske bag skærmen, især hvis dette menneske har følelser og erfaringer man kan forholde sig til og eventuelt selv har oplevet.

Det kender jeg da ihvertfald fra mig selv, fra de år hvor jeg var daglig gæst på op til 20 blogs. Jeg følte jeg kendte disse kvinder. Men det er jo en illusion at tro, at man kender et menneske blot fordi man har fået lov at læse en flig af deres liv.

Selvom barnløsheden nok har domineret mit liv i mange år, så er det trods alt kun en facet af hvem jeg er. Jeg er meget mere end Amocca - den barnløse.
Jeg er også kone, søster, datter, veninde, moster, hundemor, svigerdatter, barnebarn og kollega og en hel masse andre ting. Og som tiden er gået, træder den barnløse Amocca i baggrunden og giver lidt mere plads til alle de andre Amocca'er.
Men her på bloggen, har den barnløse Amocca førsteprioritet, det har hun altid haft. Det er hende I har lært at kende, hende I er blevet "venner" med, hendes intime tanker og følelser I er fortrolige med...

Jeg kan godt forstå, at det må synes underligt og utroværdigt på en måde, når en god veninde så "pludseligt" ændrer personlighed. Men det er blot en anden facet af mig, der kommer til orde nu. Og hende må I nok lære at leve med, da bloggen ellers vil dø helt ud. For den barnløse Amocca er ved at være lidt bleg og træt i det - og gudsketakoglov for det! Jeg har dedikeret hele mit liv til barnløsheden i mange år, men den fylder så lidt efterhånden og det er virkelig en dejlig dejlig ting.

Men for de der stadig er i gang med behandling, de der stadig længes, håber og tror på behandlingen. Der er jeg nok ikke den rette længere. Ikke hermed sagt, at jeg ikke stadig sympatiserer med jer, at jeg ikke håber for jer at det lykkes, men det bliver ikke mig der skal være "det lysende håb" om at det KAN lykkes, hvis man bare bliver ved længe nok... Den rolle ønsker jeg ikke at spille.

Og det er nok egentlig hele humlen i mit "nye" liv. Jeg har muligheden for at vælge hvilke roller jeg ønsker at tage på mig. Det har jeg selvfølgelig altid haft, men i de år hvor alt var sovset ind i barnløsheden var der ikke mange valg. Der var kun een vej frem i mit hoved: flere forsøg! Og flere forsøg betød, at jeg måtte leve med smerterne og invalideringen hver eneste måned (lide i stilhed og alt det pjat) for ellers var det slut...

Sådan er det ikke mere. Jeg er blevet voksen, eller ihvertfald ældre, og mange erfaringer rigere. Og jeg har indset, at der er andre veje fremad end den ene jeg så, da jeg sad i mørket med min uendelig smerte. Og den frihed til at vælge, har gjort det muligt at leve igen. At kunne tage kontrollen over mit liv tilbage. Dermed kommer også ønsket om at forbedre mit liv og min livskvalitet - og der er jo ingen grund til at lide i stilhed med invaliderende smerter hver eneste måned, hvis der kan gøres noget ved det.

Alt det ovenstående skal ikke forståes, som at barnløsheden overhovedet ikke længere er en faktor i mit liv. Selvfølgelig er den det, det vil den nok altid være for os der har været igennem et forløb som dette, hvad end vi når målet eller ej. Men jeg tror det var Freudika der engang skrev, at "smerten er som et glasskår i hjertet. I starten er det skarpt og stikker hver gang man bevæger sig. Men som årene går og hjerteblodet har rullet forbi det mange mange gange, så afrundes kanterne til bløde buer. Det vil altid sidde i hjertet, du vil altid føle det, men det gør ikke nær så ondt mere".

Og det er præcis sådan det er... Så med denne allegori vil jeg slutte af. Det begynder at lysne udenfor, hunden er netop stået op og har lagt sig hos mig og det er juleaftensdag. Jeg ønsker alle der måtte kigge forbi en rigtigt glædelig jul her fra kaffebaren.

Jajaja...

...jeg ved det godt, jeg holder verdens længste weekender... eller noget... Hvis det så bare var sandt...

Jeg har ting der skal skrives, noget der skal siges, kommenteres og vendes i plenum... Men for nu er jeg lidt blank...

Forsættelse følger... snart... på ære eller noget....