Amoccas nytårstale

2006 lakker mod enden, idag er jo årets sidste dag, så det må være tid til den årlige nytårstale her på bloggen.
Men før vi ser frem på året der kommer, så lad os lige se et år tilbage. I 2005 skrev jeg følgende om udsigterne til 2006:

Hver nytår i de sidste par år har jeg tænkt: næste år er du mor eller i hvert fald gravid. Næste år bliver bedre. Jeg vil ikke begå fejlen igen, og tro, at 2006 bliver et bedre år. Jeg ved, at jeg hverken er mor eller gravid næste år. Jeg tror at 2006 bliver endnu et lorteår, men i det mindste vil jeg ikke længere skulle leve i uvished og angst for fremtiden.

Og det er såmænd sandt nok: 2006 blev endnu et lorteår. Men jeg synes nu ikke angsten eller uvisheden forsvandt. Jo, angsten for hvordan det næste forsøg og det næste forsøg osv. skulle gå, men uvisheden for fremtiden hærger stadig...

2006 har været et mærkeligt år. I starten af året, da smerten efter sidste forsøg stadig var ny, rå og blødende var det præget af trangen til at stikke af fra det hele.

Det blev dog desværre hurtigt slået fast, at flugt ikke var en mulighed. Man kan ikke løbe fra problemet, hvis man selv er problemet, vel?

Men det der med at løse problemet var heller ikke så nemt, så i stedet valgte jeg en anden vej ud: fortrængning og fiksering på noget andet.
Denne nye fiksering, som egentlig var sund nok, er desværre gået noget i stå her i andet halvdel af 2006, men ideen med at prøve at fokusere på noget andet, har jeg da forsøgt at holde.

Midt på året blev jeg ”moster” igen til en smuk lille pige. Jeg havde haft det utroligt svært med min venindes graviditet, men da hun først var kommet til verden forsvandt al ambivalensen heldigvis. Hun er lige så yndig som sin søster – den lille – og jeg elsker hende allerede lige så højt.

Og som året begyndte at gå ned af bakke gjorde jeg desværre også... Tydeligvis har fortrængningen ikke rigtigt hjulpet, eller noget i den retning. Det er jo i hvert fald gået helt i kage for mig...

Nå, men tilbage til fremtiden, om man så må sige. 2007 bliver et anderledes år. Slutningen på 2006, og de ting der er sket må få konsekvenser.
Jeg har accepteret, at jeg ikke kan skrive mit speciale på 4 måneder i starten af året, og at jeg eventuelt skal tage et par af vinterens eksaminer om. Det betyder i praksis, at jeg har meldt SU’en fra, og at jeg i 2007 arbejder fuld tid samtidig med, at jeg får skrevet mit speciale i løbet af året – uden tidspres på grund af mangel på SU og så videre...

2007 bliver også året, hvor der skal besluttes definitivt, om vi skal tage imod den bjørnetjeneste fra Skejby eller ej, og om adoption er vejen for os...

Så 2007 bliver i sandhed et anderledes år. Efter denne forvirrende lange smøre er der vist ikke meget andet at gøre, end at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår.

PS! Har boykottet nytårsforsætterne i år, de bliver alligevel aldrig til noget...

Last christmas

Nu hvor vi er ved det med julen...

Så kan vi vel ikke helt undgå at erindre, at det nu er 1 år siden at alting gik fuldstændigt i stykker for allersidste gang...

Men det var jo selvfølgelig sidste jul... Og denne jul er der jo ikke noget der kan gå i stykker... eller... nå, jo. Mit hoved... hmmm.... nå, lad os ikke dvæle ved det længere end nødvendigt...

Men julen er ikke sjov, smadrede forsøg eller ej, julen er børnenes fest og alt det der, ikke sandt? Og for sådan nogen som mig, ja der er julen også den årligt tilbagevendende markering af, at der er gået endnu et år, uden at jeg er gravid eller har fået et barn.

Endnu et år med ego-gaver under juletræet. Og ikke fordi der er noget galt med den slags gaver, de er jo dejlige, men gaverne skulle jo have været anderledes...

Allerede i 2003 skulle der have ligget barnevogn, puslebord, tremmeseng, suttekæder, sparkedragter og småbitte strømper under juletræet...

Men det gjorde der ikke, og nu 3 år senere, ligger de der stadig ikke. For der er stadig ingen grund til at de skulle være der...

Så er der noget at sige til, at med mindet om sidste jul i erindringen og med udsigten til endnu en jul hvor intet er forandret, at det kan være svært at komme i julestemning?

I gaze out the window
This cold winter's night
At all of the twinkling lights
Alone in the darkness
Remembering when the dream was mine
Everybody's smiling
The whole world is rejoicing
And everyone's embracing
Except for you and I

Baby I miss you
Most at Christmas time
And I can't get you
Get you off my mind
Every other season comes along
And I'm all right
But then I miss you, most at Christmas time

Mandefald

Eller bør det hedde kvindefald? Hold da op... Hvad sker der dog med vores elskede Blogland?

Ok, jeg er med på at her har været stille i et stykke tid, men alligevel... Jeg måtte med skræk indse, at noget der mindede om halvdelen af mine links i linkssektionen nu er blogs med store ”lukket” skilte på...

Det begynder jo at minde om en spøgelsesby herinde efterhånden...

Nå, men nu er der ryddet op i linkssektionen... Kan det gøre det ud for julerengøringen, monstro?

Og nu, hvor jeg alligevel er i gang med at skrive om ingenting, så kan jeg jo ligesågodt fortsætte, med at fortælle jer, at eksamensresultaterne er udskudt til efter jul – hvilket er dødirriterende, for så ved jeg stadig ikke om jeg er købt eller solgt – men det er der jo ikke noget at gøre ved...

Og på en mere fantastisk note kan jeg så fortælle jer, at efter mange mange timers arbejde i de sidste par dage, ja så er der, sådan helt officielt blevet sat det sidste punktum her til aften, lige omkring kl 22. Så jeg kan med stolthed i stemmen råbe: "Jeg er fææærdig..." I morgen står den så bare på print og indbinding...

Åååh, det er da en ren velsignelse at kunne skrive her og ikke mindst at tænke på..

Julepynt

Selvom julestemningen kan ligge på et meget lille sted i disse dage, med eksamenspres, opgaveskrivning, alt for meget arbejde og den helt generelle julestress... ja, så ser det sandelig ud til at det bliver jul alligevel... det er faktisk lige om lidt... vidste I godt at det faktisk er i denne uge?

Shit!

Er ikke færdig med julegaverne endnu, mit hjem ligner lort, opgaven er stadig ikke færdig - og skal afleveres lige om lidt, eksamensresultaterne er endnu ikke blevet offentliggjort, så jeg ved stadig ikke om jeg har bestået eller ej, jeg har 4 milliarder ting jeg stadig skal nå og julepynten er endnu ikke sat op...

Nå, ja, og nævnede jeg at jeg ikke orker noget som helst overhovedet?

Nå, men mine problemer og ting jeg ikke kan nå eller orke, ændrer jo ikke på, at det altså snart er jul, så julestemningen bør vel på den ene eller anden måde snart nå bloggen. Og hvis den ikke gør det nu, så når den det vist ikke...

Så, glædelig næsten-jul til jer alle sammen.

Hurra, hurra, hurra

Idag er det Amoccas fødselsdag, hurra, hurra, hurra...

Jeg har fødselsdag i dag, mandag d. 11. december. Fandens fødselsdag kaldes datoen også . Hmmm, passende? Det er sidste stop før jeg runder det frygtede 3 og 0. Og for at være helt ærlig synes jeg egentlig ikke, at der er ret meget at fejre. Men konventionen foreskriver jo festivitas på en sådan dag...

Dette betyder dog ikke det store, men jeg har dog tilbragt søndagen i selskab med mine forældre. Mødtes op med mine bedsteforældre på en rasteplads på Ejer Bavnehøj - ja det er ikke sådan når alting skal passes ind... Og mandagen står i opgaveskrivningens navn og middag med manden om aftenen...

Fødselsdage er mærkedage der bliver mindre og mindre sjove som man bliver ældre. Og især fordi jeg synes de minder mig om alle de ting jeg heller ikke nåede dette år...

Men fødselsdag det har jeg altså. Så hurra for mig...