Tuesday, May 31, 2005

Frihed til at være den pige jeg er...

Var det ikke en Triumph reklame? Hvor skidt står det til når man citerer sange eller reklamer som overskrifter på indlæg? Jeg ved det ikke, men jeg er sikker på, at det ikke er gode tegn på mental sundhed...

Nå, men den pige jeg er, er desværre en pige med en ret kort menstruationscyklus, og jeg er bange for at mens står for døren snarligst og det er aaaaaaalt for tidligt. Skejby genåbner først for tilmelding d. 9. juni - og jeg VIL med... Det er tid til forsøg nr. 2, og jeg vil ikke skubbes en måned mere på grund af en åndsvag mens uden tidsfornemmelse....

I kan nok se, at kommer vi med den 9. juni - så er der nedreguleringsstart i slutningen af juni, opreguleringsstart i midten af juli og ægoplægning omkring starten af august... så forsøget kunne på den måde være overstået inden studiestart. Det ville jo være fantastisk... Hvis mens kommer før, ja så skal vi vente til næste måned, det bliver så nedregulering i slutningen af juli, opregulering i midten af august og ægoplægning lige omkring studiestart....

Jeg ved dog ikke hvorfor jeg nærer håb om at det kan lade sig gøre, har jeg ikke lært endnu, at hver gang jeg lægger planer, så træder min forræderiske krop i karakter og skider mig op og ned af ryggen? Jeg burde have lært det på nuværende tidspunkt....

Men så må vi jo se om vi kan snyde den... Håber på at alt dette eksamensstress måske kunne udskyde mens lidt, så hvad vi leder efter her piger er metoder hvorpå man kan skubbe menstruationen... så jeg kan få frihed til at være pige jeg gerne vil være - nemlig den pige der er i gang med andet IVF forsøg... nogen gode forslag?

Labels:

Prøvebillede

Jeg er endelig færdig med min forbistrede opgave, den blev afleveret i morges kl 10, og nu skal jeg ikke tænke på den igen, før jeg skal op og forsvare den engang i slutningen af juni måned.

På grund af førnævnte forbistrede opgave, har jeg forsømt min blog noget i den sidste tid - da jeg har været ret presset tidsmæssigt. Jeg blev dog færdig - gudsketakoglov. Og nu, i dag, hvor jeg har haft masser af tid og mulighed for helt og holdent at hellige mig min elskede blog.... Ja, så står min hjerne på prøvebillede.... ikke et eneste forslag til interessante indlæg har den haft - jeg er ret skuffet over det!

Men nu vi taler om prøvebillede, kan jeg fortælle jer, at vi her i huset lider af "teknisk uheld"... Først brændte jeg mikroovnen af, (ups! Hvem kunne vide, at man ikke må tænde en mikroovn, uden at der er noget i den?) og idag afgik min mands computer ved døden... Typisk!

Jeg håber, at morgendagen bringer spændende indlæg og teknisk snilde...

Friday, May 27, 2005

Nyt ansigt

Vil bare lige være den første til at sprede nyheden, selvom jeg sidder med eksamensstress til langt over begge ører...

Alle sammen sig velkommen til Solsikke, Solsikke tag en kop kaffe på husets regning og lær de andre at kende :)

Monday, May 23, 2005

Langkildes artikel

Så fik vi fingre i artiklen, mange tak til Sille Anonym, som postede den som en kommentar i Søs' blog. Artiklen handler egentlig om lesbiske ret eller ikke ret til fertilitetsbehandling, og er skrevet i to dele. Den første del er Katrine Lilleøhrs holdning til emnet, den anden Niels Jørgen Langkildes. Jeg tillader mig kun at citere Niels jørgen Langkildes del af artiklen, idet Katrine Lilleøhrs del KUN handler om lesbiske, hvor Langkilde også udtaler sig mere generelt om kunstig befrugtning.
Som jeg har nævnt før, så synes jeg indblanding af de lesbiskes rettigheder mudrer debatten, min holdning til dette er stadig konfus, men jeg har talt om det tidligere, det kan I læse her.

Og nu til artiklen:

Etisk Råds arbejde med kunstig befrugtning bragte flere overraskende oplysninger.
Over 6 pct. af de nyfødte danske børn er undfanget ved en eller anden form for kunstig befrugtning. Der er tale om en foruroligende vækst. Årsagerne er mange. En del kvinder går således alt for sent i gang med at få børn, andre ødelægges af kønsygdomme, og endelig er der forureningsskader.
Personer, som på den ene eller den anden måde har skader, som forhindrer, at de kan få børn, kan behandles med offentlig betaling; men kunstig befrugtning bør ikke være en sag for skatteborgerbetalt behandling.
Man betaler selv, når man adopterer børn. Kunstig befrugtning bør sidestilles hermed. Vi lever i en verden, hvor overbefolkning er et stort problem. Vi skal derfor ikke lave skatteborgerfinansierede ordninger, som gør det meget billigere at få børn ved kunstig befrugtning, end hvis man adopterer et barn.
At vi har et sundhedssystem, som har svært ved at få pengene til at slå til, bør også nævnes. Den offentligt betalte behandling skal komme alle til gode – uanset om man er enlig eller i fast parforhold og uanset den seksuelle orientering.
Læger og klinikker, som arbejder med kunstig befrugtning, bør være underlagt en autorisationsordning, som sikrer børnene den bedst mulige start på tilværelsen. Ligesom ved adoption kan der være par, som ikke er egnede til at blive forældre. Samfundet skal ikke aktivt medvirke til, at der kommer flere børn til verden i stærkt belastende omgivelser.
Det bedste for et barn er at have én far og én mor. Desværre sker det mange gange, at en far eller en mor bliver alene med et eller flere børn. Det giver et ekstra pres på den ene voksne, og derfor stiller samfundet da også ekstra ydelser til rådighed for enlige forældre.
Det vil ikke være klogt bevidst at sætte et barn i verden til forhold, som er så meget sværere. Lesbiske par skal ikke kunne købe kunstig befrugtning. Et barn har krav på én far og én mor. At vokse op både med kvindelige og mandlige rollemodeller er vigtigt. At vokse op i en familie med en anden seksuel orientering kan desværre ofte give anledning til ekstra mobning af børnene.
Samfundet skal aktivt understøtte familien bestående af far og mor og børn. Lovmæssigt er det ikke muligt at stifte familier med f.eks. en mand og to kvinder eller to kvinder og en mand. Det er jeg godt tilfreds med. Det giver børnene de bedste opvækstbetingelser at have én far og én mor.
Skulle man åbne for, at lesbiske og enlige skulle få kunstig befrugtning, så må skatteborgerne være forberedt på, at man også skal have skattebetalte rugemødre for ikke at diskriminere de homoseksuelle mænd.
Niels J. Langkilde, medlem af Etisk Råd


Ok, lad os starte med en af de allerførste sætninger: "Over 6 pct. af de nyfødte danske børn er undfanget ved en eller anden form for kunstig befrugtning. Der er tale om en foruroligende vækst." Det har manden absolut ret i, men hvordan man kan tale om en foruroligende vækst og så samtidig mene at, "Kunstig befrugtning bør ikke være en sag for skatteborgerbetalt behandling", er mig en gåde???
I mine øjne må man indse, at danske par har ondt i fertiliteten, og det skal der gøres noget ved! Hans tal siger 6%, LFUB's seneste tal siger at 1 ud af 5 par har brug for en eller anden form for hjælp! Det er 20% af de danske par. Hos nogen er der måske kun tale om en enkelt hormonkur og så hjem i dobbeltsengen, så det tæller vel ikke som kunstig befrugtning, men det er vel stadig en facet af den offentlige fertilitetsbehandling?

Årsagerne til den foruroligende vækst er ifølge Langkilde: "kvinder går for sent i gang med at ville have børn, andre ødelægges af kønssygdomme og endelig er der forureningsskader." Og til dels har han sikkert ret, men jeg synes det billede er meget unuanceret! Hvad med de uforklarligt barnløse på 26 år? De har ingen kønssygdomme og de er vel heller næppe at betragte som for gamle? Hvad med endo-pigerne? Pigerne med PCO? Dem der har haft kræft? Dem hvor underlivsbetændelse har ødelagt æggelederne? Ingen af de ovenstående kan vel betragtes som livsstilfaktorer, at disse kvinder har taget et valg i livsstil og derfor må leve med konsekvenserne? Faktum er, i mine øjne, at man ikke kan skære alle over en kam og sige: "Nåja, men du levede for udsvævende da du var ung, eller du gik i gang for sent, så det kan ikke være vores problem!"

Så er der hans holdninger om forældre egnethed: "Ligesom ved adoption kan der være par, som ikke er egnede til at blive forældre. Samfundet skal ikke aktivt medvirke til, at der kommer flere børn til verden i stærkt belastende omgivelser." Jeg tror ikke personligt at jeg ville have noget at frygte, skulle der blive opstillet en forældreegnethedstest i forbindelse med fertilitetsbehandling. Men af rent princip ville jeg blive edderspændt arrig! Det er simpelthen formynderi af den værste skuffe. Der er en grund til at adoptiv forældre skal erklæres egnede, de børn de får, har oplevet forfærdelige svigt når de modtager dem. De bliver forflyttet fra deres hjem og nationalkultur og skal opvokse i en hel anden. Der er mange ting på tavlen allerede når adoptivforældre modtager et barn. Når forældre via IVF, IUI eller ICSI "modtager" deres barn, er tavlen ren! Det er nøjagtigt den samme situation at føde sit "reagensglasbarn" som det er at føde det barn der blev til hjemme i hr og fru jensens dobbeltseng!

Og før der er nogen der begynder at pibe op om, at nåja, men hvad nu hvis de er narkomaner eller alkoholikere osv osv. Så lad os lige se på kendsgerningerne. Jeg tror ikke på, at der er en eneste person der har gennemgået fertilitetsbehandling, mand eller kvinde, der ikke ville kunne skrive under på at det psykiske pres i dette forløb er så hårdt, at det nok helt automatisk skal sortere psykisk uegnede folk fra! Ikke dermed sagt, at der ikke er nogen der slipper igennem nåleøjet! Det er der sikkert... Jeg har ikke umiddelbart kunnet finde nogle statistikker der viser det, men tilgengæld er jeg sikker på at praktisk talt ALLE børn der er blevet til via kunstig befrugtning i den grad er ønskebørn!

Nå tilbage til nogle af de andre argumenter: "At vi har et sundhedssystem, som har svært ved at få pengene til at slå til, bør også nævnes. Den offentligt betalte behandling skal komme alle til gode" Ja, så synes jeg jo virkeligt det bliver speget! Den offentlige betalte behandling skal altså komme alle til gode - undtagen dem der skal have hjælp til at få børn! nå! Ja, det ved jeg næsten ikke hvad jeg skal sige til. Det offentlige sygehusvæsen bruger 1 til 2 promille af deres budget på fertilitetsbehandling, gad vidst hvad de bruger på sportsskader, fedme- og rygningsrelaterede sygdomme, frivillig sterilisation, fjernelse af fodvorter etc. etc. "Vi er alle lige, men nogle er mere lige end andre", eller hvad?

"Vi lever i en verden, hvor overbefolkning er et stort problem. Vi skal derfor ikke lave skatteborgerfinansierede ordninger, som gør det meget billigere at få børn ved kunstig befrugtning, end hvis man adopterer et barn." Jeg henviser til de mange kloge svar Rikke har givet før på dette lalleglade argument: Der findes ikke millioner og atter millioner af børn derude der bare venter på et par glade danske forældre. Der findes mange fattige børn, der findes børn der dør af sult, der findes lande der er overbefolkede. Dette betyder ikke, at regeringerne i disse lande frigiver disse børn til udenlandsk adoption. Og hvem spørger adoptions bureauerne om de synes det ville være fedt at tre eller firdoble deres ventelister? Hvor lang ville ventetiden på et barn da være?
Danmark er næppe hvad nogen kan kalde overbefolket, vi får færre og færre børn, og med brugerbetalt fertilitetsbehandling kan jeg kun se en sådan trend fortsætte.

Friday, May 20, 2005

Er vi der snart?

Ja, det synes nærliggende at stille spørgsmålet, for jeg synes vi kører i ring... idag må vi nemlig (igen igen) tilbage til debatten....

Niels Jørgen Langkilde skrev d. 9.4.2005, i Berlinske Tidende, at kunstig befrugtning skal sidestilles med og være lige så dyrt (og besværligt) som adoption.
Ifølge Langkilde, er infertilitet ikke et reelt problem som sundhedsvæsenet skal betale for, og i øvrigt er det kvindernes egen skyld, grundet kønssygdomme og barneønske i en for sen alder! Kazlam! Så fik vi den. Jeg var 25 år gammel da vi begyndte på projekt baby - jeg skulle nok være begyndt noget før... som fx da jeg var 16, før min blindtarm sprang - eller hvad? Denne mand sidder i Etisk råd - og i folketinget (han er sikkert bedste ven med partifællen Charlotte Dyremose)! Oh ak og ve, hvor kunne det ske.

Der er desværre ikke noget nyt i, at medlemmer af det etiske råd ikke ser dette som et reelt problem. 4 af rådets medlemmer (Niels Jørgen Langkilde, Anette R. Nissen, Kit Louise Strand og Peter Øhrstrøm) mener, at kunstig befrugtning udelukkende bør foregå med fuld brugerbetaling enten i privat eller offentligt regi. Kit Louise Strand, har jo allerede gjort sig populær her i blogland med sin kommentar om "klynkeri", i DR's debatudsendelse. Og nu mener Langkilde altså at det er vores egen skyld... Jeg kan næsten ikke vente til Peter Øhrstrøm og Anette Nissen udtaler sig om emnet.... *grrrr*

Jeg har desværre ikke artiklen, kun fået et referat af den, men hvis nogen ligger inde med en kopi af Berlingske Tidende fra den dato ville jeg da meget gerne læse den i sin helhed :)

OBS: Det er netop gået op for mig, at Søs har skrevet et brev til Langkilde på sin blog, vi er åbenbart flere der fik kaffen galt i halsen ;)

Monday, May 16, 2005

Spørgsmålet der aldrig kom

Endnu en 30 års fødselsdag. Denne gang på mandens side af vennekredsen, ud over fødselaren kendte jeg ikke en sjæl. Vi sad til bords med to andre par - vældigt flinke. Begge med en bette unge omkring de 1½ år. Som aftenen gik, fortalte min bordherre mig praktisk talt det samlede forløb, af hans kones graviditet og fødsel og hans søns dagplejehistorier. Min anden bordherre viste mig billeder af hans yndige lille datter. Intet af dette var overraskende. Jeg smilede og nikkede, udstødte de rette lyde på de rette tidspunkter. Jeg fortalte ikke om min infertilitet - jeg orkede det ikke.

Da samtalen først faldt på graviditeter, var jeg dog nær kløjs i salaten. Begge par var blevet gravide efter 14 dage uden p-piller (fedt hurra tillykke - undskyld mig mens jeg brækker mig) og det grinte vi så lidt (anstrengt) af. Hvorefter min ene bordherre ytrer sætningen: "Folk bør virkelig blive fortalt hvor fertile kvinder er lige efter de stopper på p-pillerne, de tror jo at der vil gå 6 måneder til et år, men 14 dage senere er de jo gravide".
I det øjeblik mærkede jeg min mands hånd omkring min, og han gav den et lille klem. Om det var fordi han ville sige: "det er ok skat, vi ved bedre", eller om det var håbet om at tilbageholde lænkehunden, den spytsprøjtende, rasende, snerrende, blodskummende, rødstrømpede, infertile lænkehund, tør jeg ikke sige. Men det hjalp, og jeg holdt tand for tunge.
Jeg kender ikke disse mennesker, og støder nok næppe på dem igen, før vi når fødselarens bryllup, eller næste runde fødselsdag. Der var ingen grund til at tørre bordet og mandens ansigt af med mit hjerteblod.

Da historien om graviditeten, fødslen, glæden ved sønnens narrestreger begyndte, satte jeg mit indre æggeur igang - hvor længe ville der gå før spørgsmålet kom: "Skal I ikke også snart til at have børn?" Imens jeg lyttede og nikkede kørte mit hoved panisk sætninger igennem, hvad skulle jeg svare? Jeg var blank. Manden havde gang i en diskussion om pauselån og rentesatser, der var ingen hjælp at hente i den retning. Hvad skulle jeg svare?

Fuldstændigt vanvittige indslag om døde potteplanter, hvide møbler og fedtede fingre, ingen plads i bilen, påstande om at tage på jordomrejse hver 14. dag eller decideret had mod alle mennesker under 1 meter dukkede op i mit hoved, men blev alle afvist.... Mine potteplanter har det måske ikke godt men døde er da ikke (endnu), vi ejer kun få hvide møbler, de er fra IKEA, jeg overlever såmænd nok at de får fedtede fingre på sig, vi har en mercedes benz med masser af plads på bagsædet, vi tager ikke på jordomrejse hver 14. dag - og kommer næppe heller til det nogensinde - og jeg ønskede ikke at fremstå som en person der hadede dværge.... Krampegråd og en borddame der haster på toilettet, er heller ikke det svar man forventer til den sætning, så det blev også afvist som en mulighed...... Jeg støvsugede hvert et hjørne af min hjerne for de normale forsvarsmekanismer, men fandt ingen. Jeg begyndte at blive stakåndet af skræk. Nu var han nået til den lidt melankolske stund, hvor han fortalte om hvor glad man blev når den lille purk rakte armene op imod een efter en lang dags arbejde.... Nu kommer det... Hvad skal jeg svare?

Jeg fandt aldrig ud af hvad jeg skulle svare, for spørgsmålet kom aldrig! Jeg fatter ikke hvorfor eller hvordan....? Men det kom aldrig....

Friday, May 13, 2005

I desperationens hellige navn

En surftur rundt på forskellige BIB-fora fører altid til en masse indlæg om alternative behandlingsmetoder. Der er mennesker derude der tjener fedt på vores ulykke - ingen tvivl om det. Det er der intet nyt i, folk rundt omkring i verden har i århundreder forsøgt sig med mere eller mindre virksomme midler i deres desperate forsøg på at opnå alskens ting og sager.

For hjælp til barnløse, er de mest gængse der nævnes rundt omkring, ting som kanonkuren og fertil forte. To sider af samme sag, og hvis du spørger mig, blot nogle meget meget meget dyre vitaminpiller. Men jeg er godt klar over, at for nogle er de verdens ottende vidunder. Og fred være med det - jeg tror bare ikke på at de virker. Bliver du gravid efter en kanonkur, var du nok blevet gravid under alle omstændigheder.

Zoneterapi og akupunktur er nok de næst mest nævnte typer for alternativ behandling i behandlingsfora. Og her bliver det knap så sort og hvidt som jeg føler det er ved pillerne. Det er rimeligt alment accepteret, at zoneterapi fx. kan bruges til at gøre kvinders cyklus mere regelmæssig. Kan det gøre dig gravid? Jeg tvivler. Akupunktur har jeg selv gode erfaringer med, i andre sammenhænge, og jeg tror på at det er gavnligt ved fx ægoplægning (jvf. forsøg med akupunktur på Trianglen), men kan det gøre dig gravid? Igen står jeg tvivlende.

Og så kommer vi derud hvor det virkeligt bliver spændende. Hvis man googler lidt kan man nemlig finde alskens former for behandlere, som hævder at de kan hjælpe barnløse par, så længe parret er villig til at gribe dybt i lommen.

Der er fx kinesiologer, som vil lægge urteflasker på din mave og prøve at lokalisere hvilke urter DU lige står og mangler. Der er auralæsere, som vil rense din aura for de urenheder der blokerer for graviditet. Der er terapeuter med varme sten, der hævder, at alle spændingerne vil løsnes og graviditeten vil derefter være nært forestående. Der er åndemagere og indianske regndansere, ak ja, der er ingen ende på listen over mystiske healere, shamaner og clairvoyanter - som alle hævder at kunne hjælpe os...

Og i desperationens hellige navn overvejer vi faktisk at sige ja!

Men før vi afskriver det hele som spild af tid og penge, så lad os lige nævne en vigtig faktor i alt det her: Placebo effekt! Tankens kraft er utrolig - så jeg vil medgive at, hvis man vitterligt TROR på, at en af de ovenstående ting virker, så virker det sikkert også (hvis man altså fysisk fungerer)... Men generelt tror jeg ligeså vel på, at jeg kunne blive gravid ved at tisse op af en mur ved fuldmåne, som jeg kunne ved hjælp af en aurarensning....

Men, hvis du læser dette, og ikke har æggeledere, men alligevel blev gravid naturligt efter at have besøgt en clairvoyant/ kinesolog/ blomstermassør/ auralæser/ tankpasser - er jeg selvfølgelig villig til at æde mine ord.... og bede om adressen ;)

Tuesday, May 10, 2005

Ode til venskabet

Idag skal det handle om venskaber. Der findes mange forskellige former for venskaber - denne type for gensidig samhørighed som vi finder her i blogland, er såmænd også en form for venskab, cybervenskaber tror jeg man kalder det - oh fagre nye verden.

Men der findes også andre venskaber, venskaber ude i den "virkelige" verden, hvor mennesker mødes ansigt til ansigt og ikke blog til blog. Jeg vil ikke prøve at sætte ord på hvilke venskaber der er vigtigst, for de begge vigtige på hver sin måde.

I blogland finder jeg støtte og forståelse på en måde som mine venner i den "virkelige verden" ikke ville kunne give, da de aldrig har stået i situationen selv, og nok heller aldrig kommer til det. Man kunne påpege, at jeg i blogland ikke kender de mennesker jeg snakker med, men det er ikke helt rigtigt. Jeg går sammen med jer, igennem en af de sværeste oplevelser i vores liv. Vi deler følelser, glæder, sorger, op og ned ture - er det ikke det venner gør? Hvad der mudrer grænserne endnu mere er, at jeg faktisk har mødt nogle af jer... og sikkert kommer til at at møde flere endnu.

Venskaber opbygges på grund af et fællesskab af den ene eller den anden art. Måske gik man i skole sammen, måske studerede man sammen, måske var man kolleger eller måske gik man bare altid til de samme fester. Et eller andet har vi alle haft tilfælles med vores venner i tidernes morgen, og det er på denne fælles grund venskabet er opstået.
Men verden ændrer sig, og med den personerne i den. Og det er her venskaber må stå deres prøve. Kan de ændre sig med denne nye situation og stadig eksistere blot i en anden form? Nogle kan, andre ikke. MS, skriver idag om et venskab der langsomt er ved at smuldre grundet mangel på forståelse og gensidig støtte. Den slags gør ondt helt ind i hjertet. Men venskaber er som ægteskaber, i lyst og i nød. Man skal kunne støtte hinanden - også når verden ramler og det hele gør ondt.

Vi her i blogland, er bundet sammen af vores fælles infertilitet, og vores venskaber er nye i den forstand. Vi har ikke kendt hinanden før, så vi har ikke måttet omdefinere venskabet til at passe med denne nye situation. Men selv det vil ændre sig. Vi bliver godt nok aldrig fertile igen, men efterhånden som årene går, vil hvert enkel af os finde nye veje, om det bliver en graviditet, adoption eller et liv uden børn er ikke til at sige, men vores situationer VIL ændre sig... Vil vore cybervenskaber følge med? Det kan kun tiden vise.

Jeg har ikke mange venner ude i den virkelige verden, jeg er en privat person, der ikke ofte deler ud af mine følelser. Dette gør mig svær at komme helt tæt på. Jeg har mange bekendtskaber, men kun få venner. Min allerbedste veninde, har kendt mig siden børnehaveklassen. Vi har fulgt hinanden i alt, også igennem hendes graviditet og min infertilitet. Tanken om at miste hende giver mig åndenød. Jeg priser mig lykkelig for, at hendes smukke datter kom til verden inden alt dette kaos havnede i mit liv, men jeg håber og tror på, at selvom det ikke havde været sådan, at jeg havde fundet styrken til at være der for hende, som hun har været der for mig.

Til hende, min familie og mine andre venner vil jeg gerne sige tak. Tak til dem, for tålmodigt at have siddet igennem mine rablende monologer, for at have lyttet til mine skuffelser og mine sorger, for forsigtigt at have forsøgt sig med råd og vejledning, for at have trådt mig over tæerne og gjort mig mere ondt, men mest af alt for at have prøvet at forstå! For deri ligger vigtigheden i et venskab - i forsøget! Forsøget på at forstå. Ikke nødvendigvis at de forstår 100% blot det at de prøver....

Sunday, May 08, 2005

Er det vores egen skyld?

"Men er det ikke os selv, der gør det til et "grimt" stempel, hvis vi gemmer os væk og lader som om vores situation ikke gør os sårbare. Er det ikke os selv der skaber tabuet, hvis vi ikke vil stå frem og sige, hvordan det påvirker os? Hvorfor er det, at vi er så bange for omverdenen?"


Ovenstående er et citat fra søs i indlægget om klubmedlemsskaber. Og jeg synes faktisk hun tildels har ret. Vi er selv medskabende til at gøre vores situation til tabu, ved ikke at ønske at stå frem. Den der tier samtykker, siger man. Så når vi ikke orker at blande os i den offentlige debat: luksusproblem vs. ikke luksusproblem... Er det så ikke vores egen skyld, at de ikke hører fra dem der har været der, og ved hvordan det er? Når vi harmes over indslag på TV, hvor forstokkede kællinger siger vi jo bare kan adoptere, og vi ikke tager bladet fra munden.... Er det så ikke vores egen skyld, at kællingerne forbliver forstokkede? Når vi brokker os over LFUBs mangel på synlighed, men selv er usynlige.... Er det så ikke vores egen skyld, at der ikke bliver lavet om på status quo?

Hvis man vil ændre verden, bør man så ikke starte med sig selv?

Så er der lagt op til debat piger!

Thursday, May 05, 2005

Klubmedlemsskab

Der findes så mange klubber i verden, nogle er mere officielle end andre. Dette er en af de mere uofficielle, vi har ingen nedskrevne vedtægter, ingen faste ugentlige møder og ingen generalforsamlinger. Men, vi er alle medlemmer af en eksklusiv lille klub, som kræver meget af sine medlemmer.
Kontingentet betales i menneskelige omkostninger - og er højt - adgangskravene er skrappe - og ikke sjove at komme igennem. Men slipper man igennem nåleøjet er man mærket for livet - og man kan måske nok få sat sit medlemsskab på standby, men kan aldrig melde sig helt ud igen, hvis man først har været medlem af de infertiles klub.

Problemet med klubben er, at vi ikke har noget synligt mærke. Vi bærer ikke rygmærker eller tatoveringer, og dette kan gøre det svært, for gamle som nye medlemmer, at genkende ligesindede på gaden. Nogle medlemmer foretrækker det sådan, andre ville ønske, at vi alle bar en sort streg i panden som vi kunne genkende hinanden på.

Denne mangel på synlighed gør klubbens individuelle medlemmer meget sårbare overfor ensomheden. HBT taler om ensomheden i sit sidste indlæg. Om hvor alene man kan føle sig, når alle omkring een får børn og man ikke selv har nogen og heller ikke sådan lige har udsigt til at få dem. Hvordan vennernes fokus (forståeligt nok) flyttes over på poderne og væk fra een selv. Anina og Maj, giver mødrenes side af historien i deres kommentarer, hvilket gør diskussion endnu mere interessant ;), men det er en diskussion vi gemmer til en anden dag. Klubben af infertile er det vigtige i dette indlæg, men før vi vender tilbage til den og manglen på synlighed, så lad os lige snakke om moderskabet.

Graviditeten og moderskabet er andre klubber man får medlemsskab af. Disse klubber er noget mere eftertragtede en vores, ja, de er faktisk så eftertragtede, at alle os, der er medlemmer af den infertile klub, higer efter medlemsskab der. I disse klubber gør de meget ud af synligheden. I graviditetsklubben er maverne synlige beviser på deres medlemsskab, og i moderskabsklubben kan medlemmerne også let genkendes på deres afkom.

Men på trods af deres synlighed, og deres noget mere eftertragtede ventelister, så er deres klubber ikke nødvendigvis vigtigere end vores. Vores klub er meget vigtig! Vi ønsker måske ikke at være medlemmer, men ved at være det, og ved at dele ud af vores viden, følelser og erfaringer tjener vi et vigtigt formål for både nye som for gamle medlemmer.

Og uden at ovenstående skal lyde som om, at jeg har fundet mit kald i livet som informatør indenfor infertilitet, ja så synes jeg alligevel at det er et vigtigt formål. Dette formål fører mig tilbage til ensomheden, og til vores klubs mangel på synlighed. Da jeg først fik diagnosen, ufrivilligt barnløs, følte jeg mig alene i verden. Der var ingen andre som mig - sådan føltes det. Men, jeg fandt jo så ud af, at der er andre som mig. Masser af dem faktisk. Der er en hel klub fuld af kvinder som mig. Over alt i det ganske danske land (og også uden for disse grænser), sidder der kvinder der har det nøjagtigt som mig. Det var en åbenbaring at finde dem - de ligesindede - de andre medlemmer.

Men hvad gør vi for at højne synligheden? Nogen der er ferme på en symaskine? Det kunne være rygmærker var vejen frem?


Måske noget i denne stil? ;) Billede lånt fra Chez Miscarriage

Tuesday, May 03, 2005

Politik

Nu er valget jo godt nok ovre for denne gang. Men det skal nu alligevel handle lidt om politik i dag. På en uskyldig surftur rundt på nettet igår, havnede jeg ved en fejl på kristendemokraternes hjemmeside. Og det skulle man måske ikke tro, at der umiddelbart var noget spændende ved, men jeg havnede midt i deres princip program, hvor jeg fx kunne læse deres holdninger til kunstig befrugtning... Der læste jeg følgende:

Ved befrugtning af menneskeæg uden for kvindens krop er det spirende menneskeliv ubeskyttet og i fare for overgreb. Reagensglasmetoden bør afløses af metoder, hvor befrugtningen sker i kvindens krop. Indtil det sker, må man i det mindste sikre, at reagensglasbefrugtning kun praktiseres uden frembringelse af overskydende befrugtede æg. Ufrivillig barnløshed må søges løst gennem tilbud om adoption...

Så, altså egentlig må min mand og jeg ikke få hjælp fordi vi skal have IVF (på trods af at vi dog opfylder alle deres andre krav, vi er af forskelligt køn, vi er stabile skatteydere og vi er gift), og hvis vi endelig skal have behandling, så skal vi ihvertfald sørge for at vi har så ringe chancer som muligt ved max at tage 2 æg ud...

Nå, dette promptede mig så til en lille søgning rundt på de forskellige partiers hjemmesider, for at finde ud af hvor de står i forhold til kunstig befrugtning. Det var ikke så nemt endda. For kunstig befrugtining er hverken smart eller sexet eller interessant politisk på anden måde. Men lidt fandt jeg da i min søgning...

SF's Kamal Qureshi melder klart ud, at han er for inseminering af enlige samt lesbiske par - så hep til Puk! Konservative er imod inseminering af enlige, lesbiske og HIV-smittede - men siger intet andet om kunstig befrugtning. Venstre har tydeligvis ingen holdning til emnet og det samme gælder Dansk Folkeparti og Social Demokraterne - det er ihvertfald ikke noget man kan læse sig frem til på deres hjemmeside... Men hos Radikale Venstre stødte jeg på guld. Radikale venstre er tilhænger af en lempelse af loven for inseminering af lesbiske og enlige plus de ønsker ægdonation ligestillet med sæddonation! Sådan Johan (eller burde det være: Sådan Marian(ne))....

Sunday, May 01, 2005

Hvem sidder der bag busken

Hvor er du? Spørger Søs i nedenstående indlæg. Jeg er lige her - men jeg har gemt mig bag en joggingbusk. For jeg gider ingenting lige i øjeblikket. Så jeg er iklædt joggingbusk camouflage gear - og kan ikke ses med det blotte øje...


I går var vi til 30 års fødselsdag. Ja, sådan går det jo i enhver vennekreds, selvom jeg gerne ville bilde mig selv ind, at vi stadig alle sammen er i starten af tyverne, så passer det ikke helt hvis man giver sig til at tjekke fødselsattester og årstal...

Det var en hyggelig aften, men som vinen røg indenbords, kunne jeg godt mærke at jeg blev nødt til at stoppe... Nobody likes a sappy drunk - og især ikke mig! Jeg hader når folk giver sig til at hyle ved festlige lejligheder, fordi de ikke kan overskue deres liv ligeså snart promillen stiger... Så jeg lod være med at drikke videre...

Jeg kan ikke præcis pin pointe hvor det gik galt...Der er flere muligheder:
  • Måske var det den bette unge på 6 måneder som smilede glad til mig ("ja, det var jo ikkke lige meningen vi skulle have een så hurtigt efter nr. 1")
  • Måske var det værtsparret lille datter (min lille "niece") på halvandet som hele tiden ville op til mig (Nogen gange får jeg bare lyst til at kramme hende ind til mig og tude ned i hendes silkefine hår)
  • Måske var det samtalerne om hvorvidt værtsparret mon ikke snart skulle have een mere...(ikke før jeg har fået!!!!)
  • Måske var det spørgsmålene om jeg mon ikke snart var færdig med min uddannelse...(Nej, det varer lidt endnu, har jo skudt nogle eksaminer pga. behandlingen)
  • Måske var det spørgsmålene om hvornår jeg holdt op med at ryge? (da jeg startede på hormoner)
Hvem ved hvad det det var? Men faktum var, at havde jeg drukket mig fuld havde tårene presset sig på. Så det undlod jeg. Istedet forlod vi festen ret tidligt. Jeg undskylder til værtsparret, hvis de læser med her - men jeg var så træt, så træt, så træt og jeg er ikke til at stole på i øjeblikket...

Og det er endnu een af de ting der generer mig ved at være BIB'er - det at man ikke kan stole på sig selv længere. Engang - BC - før behandlingcirkusset kunne jeg stole 100% på mig selv. Ligegyldigt hvor fuld jeg drak mig, ville jeg blot være glad og beruset. Jeg ville måske nok blive "klog" at høre på... men selv hvis jeg skulle blive trist, ville jeg aldrig begynde at tude, jeg havde styr over mig selv.
Nu, kan jeg ikke stole på mig selv længere. Hvis tårerne vil ud, så kommer de ud - ligegyldigt hvad jeg så ellers mener... Og det er belastende. Det er belastende, ikke at have 100% kontrol over sig selv mere...

Så, nu sidder jeg her bag min busk og vil bare være i fred. Jeg håber jeg kommer ud igen i morgen.




Powered by Blogger