Morgenkaffe

Der var engang - efter HSG'en, men før første behandlingsforsøg - hvor jeg kunne vågne om morgnen, og i den korte tid, lige mellem søvn og vågen tilstand, kunne jeg bilde mig selv ind, at det hele var en ond drøm. Det var ikke rigtigt, at jeg ikke kunne få børn, det var ikke rigtigt, at vi skulle igennem disse behandlinger, det var ikke rigtigt... Når det gik op for mig, at det var rigtigt, græd jeg mine salte tårer ned i morgen-, middags- eller aftenkaffen.... Jeg græd så meget i den første tid.

De tider er forbi. Første behandlingsforsøg gjorde det lysende klart, at dette var vores nye virkelighed, hvad end vi synes om den eller ej. Og disse morgner er nu en saga blot. Jeg ved når jeg vågner hvordan landet ligger, jeg ved det når jeg falder i søvn, og jeg ved det når jeg sover, da mine drømme ofte cirkler omkring det i mere eller mindre ubevidste cirkler.

Men jeg græder ikke så ofte over det mere. Jeg har accepteret det. Det er blevet en del af mit liv, min dagligdag, hvem jeg er. Jeg synes ikke det er fedt, eller retfærdigt eller i orden, men jeg kan ikke ændre det og derfor må jeg acceptere det.

Så jeg græder ikke længere ned i kaffen, det synes formålsløst, at tude over noget man ikke kan gøre hverken fra eller til ved. En gang imellem overmander tårerne mig da, det skal jeg ærligt indrømme, men det sker sjældnere og sjældnere. Om det har at gøre med accept, kynisme eller en trang til morgenkaffe uden fortyndende vand er ikke til at sige...

Tur med Tjago

Da jeg var barn og stor pige havde min veninde en hund, en airedaleterrier ved navn Tjago. Tjago er for længst draget til de evige jagtmarker, men i mange år var han vor trofaste følgesvend på ture rundt i området.
Min veninde og jeg gik tur med Tjago næsten hver aften. Det var ikke så meget det at lufte hunden eller os selv der var formålet for os, det var blot sidegevinster. Det primære formål var at få luftet tankerne.

Ofte måtte vi gå omveje og forlænge turen ud i det absurde, hvis der lige var noget mere vi skulle have vendt, drejet, dissekeret og diskuteret. Ja, nogle gange forsvandt hunden endog og når vi kom hjem langt senere, lå han der og ventede på os med et hundegrin og hovedet på sned.

Om det var en dreng fra klassen, vores fremtidsdrømme, hvad vi skulle have på til næste fest, hvem der havde sagt hvad i skolen eller noget helt femte vi talte om, var sådan set irrelevant. Intet var for stort eller for småt til at blive diskuteret på disse ture.

Vi talte og talte og talte, og det gør vi stadigvæk. Tjago er her måske ikke mere, men samtalerne er der stadig. De bliver blot eksekveret anderledes. Nu foregår de måske over en kop te eller kaffe, mens min venindes datter sover eftermiddagslur. Måske foregår de omkring barnevognen når vi tager hende ud på tur. En sjælden gang imellem, som fx i aften, foregår de endnu engang omkring en hundesnor, på en aftentur rundt i vores barndoms kvarter.

Emnerne har måske nok ændret sig, og det er en anden hund. Men ellers kunne denne aftens tur ligeså vel have foregået for 15 år siden, for da lavede vi nøjagtig det samme. Vi gik og vi talte. Som vi altid har gjort og som vi forhåbentlig altid vil, for hvor er det bare dejligt og hyggeligt.

Det er så vigtigt at tale tingene igennem, at få vendt og drejet alle sine tanker og få nye øjne på dem. Og dette gælder ikke mindst alle der kæmper mod den store sorg infertilitet er, den kæmpe belastning behandlingen er.

Så kære piger, med dette indlæg vil jeg ikke andet end opfordre jer alle sammen til at tage bedsteveninden under armen og gå en lang tur med Tjago - I vil takke mig senere.

Pausefisk og delmål

Næsesprayen er kommet med posten her til morgen. Nedtællingen til d. 13. august er gået i gang. Det er det første delmål. Scanningen d. 25. august er delmål nr. 2. Vi skal ikke kigge længere end hvert delmål for nu. En dag af gangen.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler en sær tilfredshed med, at datoerne passer så mere eller mindre præcist... kald mig bare mærkelig. Vi startede vores første forsøg d. 12. februar og vi afsluttede det med den negative blodprøve præcis 2 måneder senere, d. 12. april. Vi starter så igen d. 13. august - 6 måneder efter starten af første forsøg og 4 måneder efter slutningen på det.

4 måneder er længe at være en ufrivillig pausefisk. Og jeg var da også umådeligt utilfreds med det først, jeg ville ikke vente, jeg ville igang. Som et utålmodigt barn stampede jeg vredt mine fødder i gulvet og surmulede. Hvorfor kunne jeg ikke tage et forsøg mere samtidig med eksamen? Hvorfor havde de nu ferielukket, når jeg var færdig med eksamen? Hvorfor skulle vi afvises? sur, sur, sur, lille bi omkring...

Men hvor meget jeg end havde imod denne lange pause, så var det godt for mig, set i bakspejlet. Først og fremmest bestod jeg min eksamen. Og fik sendt ansøgning afsted til min overbygning (og kom ind), ydermere fik jeg en sommer hvor jeg bare var mig - og ikke en navlebeskuende vanvittig kvinde. Jeg er klar nu, mentalt, og fysisk er min krop klar til at tage endnu en tur i denne vridemaskine.

Følelserne her før vores andet forsøg er helt anderledes end før første forsøg. Før vores første forsøg var jeg superspændt. Jeg glædede mig som en vanvittig til at komme "rigtigt" igang. Men de 2 måneder i foråret gjorde mig mange erfaringer rigere og (føles det nogen gange) 30 år ældre. Jeg ved nu hvad jeg går ind til. Er det godt eller skidt kan man spørge sig selv?

Der er gode ting ved det. Jeg har ny viden om min krop og dens reaktioner på hormonerne. Denne viden er mit våben, når jeg træder ind til scanning før optur, er jeg klar til kamp - og ingen skal spise mig af med 100 enheder denne gang - jeg ved nu, at min krop er en doven satan, der skal have et allerhelvedes stort kemisk spark bagi før den går igang med noget der bare ligner seriøs ægproduktion.
Jeg ved også, at jeg ikke behøver at frygte ægudtagningen på samme måde - det er da ingen dans på roser, det kan vi hurtigt blive enige om. Men i modsætning til hormonerne, så reagerer min krop eminent godt på bedøvende stoffer, så jeg skal nok klare det igen uden problemer.

Men problemet med min nyvundne viden er også, at jeg nu er realistisk klar over hvor mange ting der kan gå i skuddermudder i løbet af et sådant forsøg. Hvor mange variabler man hele tiden skal kalkulere med og hvor hårdt det er. Det er ikke fordi jeg ikke vil igang - slet ikke. Men på grund af den viden og erfaring mit første forsøg gav mig, så ved jeg hvad det er jeg skal i gang med - og det er ikke morsomt eller spændende på nogen måder. Det er sindssygt hårdt for både krop og sjæl - og derfor kan jeg godt have svært ved at glæde mig til det.

Den ambivalens er svær for udenforstående at forstå, som Freudika skriver om i et indlæg, og det er da klart. For jeg har selv problemer med at forstå det - og med at forklare det. For mig hjælper det, at dele tingene op. Sætte delmål konstant, som jeg kan leve op til. På den måde går dagene slag i slag, som de havde tænkt sig at gøre under alle omstændigheder, ligegyldigt hvordan jeg har det med det hele.

Sådan er livet jo indrettet. En dag af gangen. Og som Rikke altid siger: Husk at trække vejret.

Monday Monday

Hvor bizart er det, at jeg indtil videre altid er kommet igennem til Skejby kl. 10.07, når det er tid til at ringe? Indtil 10.07 får jeg blot: dut dut dut dut ... optaget konstant. Og netop som jeg er ved at blive vanvittig, når jeg har trykket genkald i 7 minutter, så går den igennem: duuuut duuuuut....

Nå, men hvorom alting er, så havde de sgq plads! Yiiiihaaa.... Så vi er med!

Og det bedste af det hele? Jeg starter næsespray d. 13. august og skal dermed scannes d. 25. august. Det vil sige, at jeg er færdig med nedregulering og i gang med optur når jeg starter mit nye studie. Det er jeg super glad for, da jeg ikke er den store fan af min egen personlighed på nedregulering... og derfor gerne ville slippe for, at det var denne personlighed, dette alter ego, mine nye medstuderende mødte som den første - før de mødte mit sande jeg ;o)

og her til sidst, har vi fælles sang (i en let revideret udgave) med den passende navngivede gruppe: "The Mamas & The Papas"

Monday, Monday, so good to me
Monday mornin', it was all I hoped it would be
Oh Monday mornin', Monday mornin' couldn't guarantee
That Monday mornin', the one Skejby would pick would be me

Monday, Monday, can't trust that day
Monday, Monday, sometimes it just turns out that way
Oh Monday mornin' you gave me no warnin' of what was to be
Oh Monday, Monday, I am so happy, that Skejby picked me

Sunday bloody Sunday

Ja, så kom det, kun en enkelt dag forsinket og Plets skjulested blev fundet igår lørdag...

Pålidelige kilder har fortalt mig, at Skejby igen er oppe på at tage 3 ind daglig, så måske er der alligevel en mulighed for at komme med når jeg ringer i morgen. Man har jo lov at håbe...

Cybervirkelighed

Der var engang, hvor det liv jeg levede på nettet var fuldstændigt løsrevet fra mit virkelige liv. Sådan er det ikke mere. Efter vi startede i behandling er grænserne blevet meget mudrede. For det første er det meste af anonymiteten på nettet gået fløjten ved ikke at være anonym her, og samtidig bruge mit normale netnavn herinde...
For det andet har jeg mødt ufatteligt mange af disse mennesker, disse cybervenner, i det virkelige liv. Så hvad er de nu? Folk jeg kender på nettet? eller folk jeg kender i den virkelige verden? Måske er det folk jeg kender på grund af nettet?

De to verdener glider efterhånden sammen i en grad, hvor jeg ikke rigtigt kan skelne hvem der hører til hvor. Jeg føler, at jeg kender mange af mine cybervenner ligeså godt som jeg kender de mennesker jeg ses med i den virkelige verden, nogle af dem føler jeg kender mig bedre, ved mere om hvad der foregår indeni mig, inden mange i min virkelige omgangskreds gør.

Det er infertiliteten der har gjort grænserne så flydende. Det er grundet infertiliteten, at jeg har meldt mig ind i utallige forums og startet denne blog. Og derved har infertiliteten også været grunden til, at jeg har mødtes med så mange mennesker fra nettet og har "mødt" så mange mennesker i cyberspace, på forums og her i blogland.

Blogland vokser støt, vi bliver flere og flere, da jeg startede med at blogge i sin tid var der kun Rikke, mig selv og M.S i vores lille samfund. Efterhånden er der kommet flere til, i starten ganske langsomt, men efterhånden udvides blogland næsten ugenligt med nye bloggere. Bare i denne uge har vi fået to nye, Freudika og Linda - velkommen til piger. Begge piger jeg har "kendt" via forums i længere tid og begge piger jeg har mødtes med i den virkelige verden.

Men måske er det passe´at tale om den virkelige verden og cyberspace? Måske bør jeg indse, at de begge er lige dele af den samme virkelighed. Min nye cyber-virkelighed.

Hvor er Plet?

Når man tænker på, at jeg forventer min mens imorgen eller i overmorgen, så har jeg det forbavsende godt. Og det er da lidt irriterende. Ingen maveonde, ingen renden på toilettet og mærkeligst af alt: ingen pletteri.... Faktisk ingen tegn på overhængende besøg af mens... Mystisk!

I en anden tid, et andet liv, var jeg måske nok begyndt at håbe på, at miraklet var sket, at mens ville holde sig væk. Men den tid er længst ovre. Jeg ved, at jeg ikke er gravid, det ved jeg med mere sikkerhed end jeg ved at solen vil stå op imorgen.

Så alt dette efterlader mig med, er en let irritation over min egen krop og et spørgsmål: Hvor er Plet?

Telefontid

Nu nærmer sig endnu engang tiden hvor vi skal til at ringe ind - forventer mens fredag eller lørdag. Det er jo fordelen ved at have en kort cyklus. Men jeg nærer ingen forhåbninger om, at vi kommer med.

Skejby har nemlig fået en ny læge og vist også nogle nye sygeplejersker, grundet barsel. Dette gør, at de i øjeblikket kun tager 1 en om dagen til behandling. Så man skal eddermame være heldig for at være den ene - den første der ringer ind den dag. Og er der en en uafviselig samme dag - ja så er der jo slet ingen grund til at ringe ind overhovedet... *suk*

Men det er der jo ikke noget at gøre ved. Og bliver vi afvist denne gang er vi da i det mindste uafviselige næste gang, i august måned.

Falske forhåbninger eller solstråle?

Jeg ved ikke hvor mange af jer der modtager "Kimen", til jer der ikke gør kan jeg fortælle, at det er medlemsbladet fra Landsforeningen for Ufrivilligt Barnløse. Denne udgave har en personligt historie - "Pernilles historie". Pernille har endometriose og har været igennem 5 forsøg i det offentlige, 2 IVF og 3 ICSI, uden success. Derefter videre på privatklinik stadig uden resultat...

Et besøg hos en clairvoyant fortalte hende, at hun ville blive naturligt gravid. De begyndte begge at tage kanonkuren og tog afsted på ferie - og sandelig så om hun ikke blev gravid helt af s selv. Dette er jo vidunderligt, for Pernille og hendes mand.

Artiklen efterlader mig dog med en lidt dårlig smag i munden, da den for mig at se, opfylder alle de gamle floskler (køb en hund / tag på ferie / byg om... etc.), plus jeg synes, at den får kanonkuren til at fremstå som et vidundermiddel...

Jeg har gjort min mening om kanonkuren klar tidligere. Hvis du bliver gravid efter en kanonkur var du nok blevet gravid under alle omstændigheder, er min holdning. Det er blot en omgang hundedyre vitaminpiller. De skader ikke, men jeg tvivler også oprigtigt på, at de gør nogen gravide...

Jeg ved ikke hvorfor, måske er jeg bare for hys og for overfølsom, men jeg synes at de to ting der nævnes i artiklen, clairvoyance og kanonkur, er at give folk falske forhåbninger. Ok, dette skete for Pernille og hendes mand - fair nok. Men det vil måske ske for 1 ud af 1000 barnløse par, der gentager forsøget...

Hvad synes I? Giver en sådan artikel falske forhåbninger, der kun kan føre til skuffelser? Eller er jeg blevet alt alt for kynisk? Er solstrålehistorierne hvad vi har brug for, for at vide at det kan lade sig gøre, alt det vi kæmper for?

Fornuft og følelse

Behandling er lige dele fornuft og følelse. Man siger til sig selv, at der fornuftsmæssigt ikke er nogen grund til at man ikke skulle blive gravid, så det skal nok gå. Men følelsesmæssigt er man skrækslagen og svinger imellem lige dele håb og desperation. Fra den højeste tinde til den dybeste afgrund.

Lige fra første færd var vi enige om, at lykkedes de tre forsøg ikke, ville vi gå videre til adoption. Det er det mest fornuftige. Vi kunne bruge år og tusinder og atter tusinder af kroner i det private system, uden at få noget som helst ud af det - andet end knuste drømme og en flad tegnebog. Og hvor ville vi da finde pengene til adoption derefter?

Gener betyder ikke så meget for mig, jeg ville da gerne, at jeg kunne genkende mig selv eller min mand i mit barn, men det er ikke det vigtigste for mig. Jeg ville gladeligt have brugt donoræg eller donorsæd, havde det været der problemet lå, så i den forstand kunne adoption jo være en fin løsning. Og det er nok et af de eneste punkter, hvor fornuften og følelsen taler samme sprog.

Så rent fornuftsmæssigt er adoption altså den eneste rigtige løsning, hvis ikke et af disse tre forsøg lykkes. Fornuft. Problemet med fornuften er, at følelserne ikke vil følge den. Sætningen sætter mig i en følelse af åndeløshed jeg knap kan beskrive. "Nej, nej, nej", skriger hver eneste fiber i min krop. Det er ikke det jeg vil. Jeg vil være gravid, jeg vil have maven, jeg vil føle barnet sparke. Jeg vil have fødslen, jeg vil have den nyfødte op på min mave - jeg vil have min mand der, os to og den lille ny.
Jeg vil have disse forunderlige første måneder med, hvor alt går op i søvnmangel og lortebleer og forundring over hvor denne lille skabning kom fra. Jeg vil se barnet vokse, jeg vil se det første smil, den første tand, opleve at barnet selv kan holde hovedet, rulle om på maven, sidde uden støtte... Jeg vil have det hele.

Jeg vil ikke have flere års papirnusseri og venten og et barn på omkring et år, der ankommer på et fly fra et fremmed land. Et barn med ar så dybe, at jeg måske aldrig vil kende til dem eller helt forstå dem. Det er ikke det jeg vil.

Jeg er ikke så naiv at tro, at dette ikke kan ændre sig. Jeg nærer ingen tvivl om, at jeg kunne elske en adopteret søn eller datter lige så højt, som jeg kunne elske et biologisk barn. Jeg ved, at bliver det sådan, så bliver dette min drøm. Andet er ikke muligt, mennesket kan ikke leve uden drømme, men drømme kan ændre sig - og de gør det.

Men jeg er ikke klar til at give slip på den ovenstående drøm endnu. Tanken om at skulle gøre det, gør så ondt indeni, at jeg er sikker på, at hvis jeg overgav mig til smerten kunne jeg dø af den. Det føles som om mit hjerte bliver flået i to, at alt inden i mig bliver revet i tusinde stykker. Jeg er ikke klar endnu til at vedkende mig denne smerte og se den i øjnene. Jeg ved, logisk, at jeg ikke dør af den. Smerten vil blive overvundet, hvis det kommer dertil, og nye drømme vil genopstå af asken af de gamle. Men ikke endnu.

Der er stadig to forsøg tilbage, det må og skal lykkes i et af dem. Hvis ikke, må vi tage diskussion igen til den tid. Jeg ved ikke om det da bliver fornuften eller følelserne der vinder, det er for tidligt at sige på nuværende tidspunkt...

Aura for laura - Amoccas bukser flagrer....

Jeg har vist gjort min mening om ting som auralæsning, shamaner, regndans osv. klart i et tidligere indlæg. Derfor er det også med blandede følelser jeg bliver nødt til at skrive dette indlæg og indrømme min tvivl...

Jeg var til en polterabend for et par uger siden. En af løjerne vores kommende brud skulle igennem var en auralæsning - jaja, vor herre bevares, tænkte jeg ved mig selv, lidt harmløs sjov, det skader jo ikke nogen. Nu skete der så det forunderlige, at denne kvinde ramte plet på mere eller mindre hver eneste punkt hun nævnte ved vores kommende brud. Derefter var der fri adgang for alle, og hun ramte plet ved samtlige af de andre deltagere der gik op til hende....

Og det er så her filmen knækker, for hvis jeg var så sikker i min latterliggørelse af denne form for "ting" tidligere, så burde det jo ikke være noget problem at gå derop og gøre det.... vel? Men da det kom til stykket turde jeg simpelthen ikke... Jeg var skrækslagen for, at hun skulle fortælle mig, at jeg skulle gå i gang med adoption med det samme, for dette ville ikke virke.... *ryster på hovedet af mig selv*

Eller måske var det fornemmelsen af, at dagen ville blive knap så sjov, hvis jeg skulle konfronteres med det enorme had og bitterhed mod mig selv, min krop og verden i al almindelighed, som uden tvivl må kunne ses i min "aura"? Gad vidst om hun blot ville tage en sprittusch og male hele billedet sort?

Nå men som sagt gjorde jeg det ikke - på trods af mine tidligere sarkastiske kommentarer, til en veninde og medpolterabenddeltager, om troværdigheden i sådanne menneskers udsagn. Så hvad kan vi udlede af det? At jeg er en kylling, vil jeg tro? At jeg tydeligvis ikke er helt så sikker på hvad jeg i virkeligheden tror på, når det kommer til stykket? At jeg er et fjols, for nu ville jeg ønske jeg havde gjort det ;o)?

Jeg ved det ikke, men måske er jeg ikke helt så skråsikker i min overbevisning om "det alternative" alligevel, men for fanden da.... hvorfor gjorde jeg det ikke? Havde jeg gjort det kunne jeg jo have fået syn for sagen, så kunne jeg have bedømt om min tidligere latterliggørelse af konceptet var korrekt, eller om jeg evt. skulle tage mine holdninger op til revision? Nu står jeg bare i et tomrum - hvor jeg på den ene side er lettet over, at jeg ikke udsatte mig selv for det og på den anden side er irriteret over at jeg ikke prøvede...

Mere om MERIT

Ved godt at jeg ikke ligefrem var over begejstret sidst jeg skrev om MERIT-undersøgelsen, eftersom jeg simpelthen ikke troede på resultaterne. Denne mangen på begejstring blev gjort endnu mere klar, da jeg læste mig frem til Lindenbergs syn på sagen:

Re: Nyhed fra 27% til 48% IVF
From: Svend Lindenberg
Date: 23 jun 2005

Det hele drejer sig om citations fejl. Undersøgelsen Merit studiet viser at der er lige mange gravide i begge gruppe der bliver behandlet, både dem med Menopur og dem der bliver behandlet med Gonal-F. Forskellen vises i æggenes udseende, men dette har ikke haft nogen indvirkning på graviditetsresultaterne.

Men nu er jeg kommet lidt i tvivl igen, om der mon er noget om det. "Medical News Today" skriver d. 23. juni 2005, at det drejer sig om en meget mindre (og mere troværdig) forskel, nemlig 27% successrate på Menopur og 22% på Gonal-F - men det er dog stadig en forskel....

Er dog stadig utilfreds med, at undersøgelsen bygger på så relativt en lille forsøgsgruppe på 730 kvinder, den er foregået på tværs af 10 lande, man skulle have troet at de ville have kunnet få flere med? Ligeledes er jeg ærgerlig over, at man ikke kan finde mere information om hvordan målgrupperne var opdelt med hensyn til alder, barnløshedsårsager osv.
Men ok, 5% forskel er jo 5% forskel .... Holder dog stadig på, at kvinder er forskellige og de derfor vil reagere forskelligt på de forskellige former for stimulationsmedicin. Så tror stadig ikke, at vi alle sammen bare skal forlange Menopur og dermed tro at vores lykke er gjort...

Endnu et nyt ansigt

Og denne gang er jeg først haha tag den, alle i ferieskiderikker...

Jeg vil gerne have lov til at byde Qvinde velkommen, i vores eksklusive klub af kvindelige infertile bloggere. Jeg håber du vil nyde vores selskab, og at du vil finde lige så stor glæde ved at skrive og få kommentarer på dine tanker som jeg har fundet.

Tag en kop kaffe på husets regning og se dig lidt omkring.

Appendix "M" for Mand

Da dette forhandlingsbeløb formaliserede sig og vi skulle udfylde de første papirer, grinte vi meget af, at mandens rolle nærmest var reduceret til et appendix. Hvis Amocca skulle udfylde ti sider, skulle jeg udfylde én - og sådan har det været hele vejen.

Vi fandt stor morskab i det, og joken blev ikke mindre da vi fandt ud af, at selv på de reagensglas der skal indeholde mandens bidrag - ja - selv der var mit navn ikke nævnt.

Men midt i alt ræset, må man som mand også erkende nogle andre ting. Nogle ting, som faktisk slet ikke er sjove. Slet ikke når man sætter sig ned og tænker over det. Erkendelsesprocessen kan være svær, og for mig har det faktisk taget ret lang tid, førend det er gået op for mig, hvad min rolle egentlig er.

Appendix. Ganske vidst ikke et ubetydeligt appendix – men afgjort et appendix. Jeg skal være den støtte som altid er der, uanset hvad. Mest fordi jeg intet kan gøre ved den sorg amocca føler. Intet. Man er fuldstændig magtesløs. Og pludselig finder man sig selv som tilskuer til en væsentlig del af sit eget liv, og det kan være usædvanligt svært til tider. Appendix er min rolle i dette forløb - altid tilstede, men uden direkte funktion.

Når Amocca er glad over et godt resultat eller en god udvikling, så er jeg der til at dele glæden. Når det er dårlige nyheder – eller ingen nyheder – så er jeg der også. Desværre må man nøgternt erkende at der er væsentligt flere ned- end opture i sådan et forløb, så i perioder skal man være en konstant støtte.

Jeg er selvfølgelig helt på det rene med, hvor svært og hårdt hele dette forløb er for Amocca. Jeg har læst rapporten om Infertility Stress Syndrome - og det er lidt af en eye-opener, som virkelig sætter tingene i perspektiv. Den giver en flig af indsigt i hvad Amocca kæmper med og imod.

Men det er svært. Vi er kun mennesker, og jeg er ikke en pind anderledes - der er gode og dårlige dage. Hvis min elskede hustru er ked af det - ja - så er der bare ikke plads til selv at have en dårlig dag, hvis man sætter tingene lidt på spidsen.

Ingen kan forberede dig på det emotionelle stress man oplever, som mand til en kvinde der er ufrivilligt barnløs. Det er ekstremt. I perioder skal man altid være den glade og optimistiske - og det er hårdt. Nogle dage skal man være mere på end andre - og indimellem knækker filmen da også.

At gå igennem dette forløb betyder også, at man selv, i længere perioder, mister en skulder at læsse af på. Det gør det endnu mere hårdt. Men man ved bare, at hvis man ikke ignorerer ens egne behov, så ryger vi først for alvor ned i et dybt hul. Og ender vi begge i det hul, så skal vi være meget stærke for at hive os selv, og hinanden, op igen.

Tror jeg. For selvom vi mange gange har danset på kanten af dette hul - og indimellem har dinglet ud over kanten - ja, så er vi her stadig. Og guderne skal vide at jeg elsker Amocca mere end noget andet på denne planet - og selvom det er hårdt, så skal vi nok komme igennem. Sammen. Fandme!

Heldigvis er mænd, undertegnede inklusive, generelt ikke gode til at bekymre sig om ting der ikke er nært forestående. Det har været usynlig ven hele vejen, som ofte har været med til at holde troen og dermed lade være med at ryge ned i det famøse hul. Det skal også siges at det var helt klart værst i starten, men vi er slet ikke kureret endnu. Det sker først når de små kommer :-)


Jeg ved godt at hele denne smøre lyder melodramatisk, og det er slet ikke meningen - men det er svært at beskrive med andre ord. I det ovenstående kommer jeg nemt til at lyde som et offer, og det er jeg bestemt ikke. Jeg er her ganske frivilligt, men håber bare at kunne give lidt indsigt til omverdenen, set fra min side, som appendix "M" for Mand.

Der er et "VI" i IVF (ihvertfald hvis man læser det baglæns)

Ja, jeg er jo ikke alene i alt dette, så posten idag skal handle om manden i mit liv og i min behandling. Min mand er min klippe. Han er mit faste holdepunkt. Hele min verden væltede i august sidste år, men han blev stående. Og for det skylder jeg ham uendeligt meget tak.

Vi er så "heldige", at det kun er mig der er noget galt med. Min mand er helt normal (ihvertfaldt i fertilitetsøjemed). Dette er jo en god ting, så har vi da kun et problem at slås med...
Men i starten var det faktisk lettere problematisk for mig. Jeg følte, at det nok ville være bedre om han forlod mig, for han kunne jo sagtens få børn hvis han blot havde en kone der "virkede" (jaja, martyrium og alt det der... beklager *ruller med øjenene*), jeg er kommet mig over dette. Han forlold mig nemlig ikke, og har så vidt det vides heller ingen planer om det ;)

Men når man nu er helt og aldeles fertil, og mand, dvs. ham der blot "afleverer klatten" ved ægudtagning, hvordan er det så, at gå igennem et opslidende behandlingsforløb for at få nogle ønskebørn, som man sagtens kunne have fået - havde det ikke været for den defekte kone (ok der er tydeligvis stadig lidt bitterhed tilbage - undskyld!)

Vores ønske om behandlingens resultat er selvfølgelig det samme. Men vi har forskellige roller i forløbet, og vores følelser og håndteringer af det, har været forskellige. Min mand har, i mine øjne, generelt været mere positiv, mere fortrøstningsfyld. Jeg tror egentlig ikke at mænd hører den der klassiker inde i hovedet "jeg bliver aldrig (mor) far".... Men måske tager jeg fejl?

Hvad jeg ved er, at min mands sorg har været en anden end min. Jeg ved, at vi i det første halve år - igennem udredningsprocessen - kørte meget sololøb. Jeg kunne ikke håndtere andet og andre end mig selv, heller ikke ham... så han blev skubbet ud på et sidespor (stakkels mand)...

Men hvordan er det egentlig at være ham? Det er der kun een der kan svare på...

Og i den anledning har jeg overtalt ham til at skrive en post om hans rolle og følelser omkring infertiliteten og vores behandlingsforløb.

Posten vil indfinde sig snartligst, så tag venligst godt imod mit livs kærlighed: G!