Thursday, January 27, 2005

Syltede og frosne æg

I england kan man købe pickled eggs - syltede æg. Det ser ikke lækkert ud.
I IVF-verdenen kan må få frosset sine æg ned, og så senere prøve at sætte dem op igen i en naturlig cyklus og se om man bliver gravid af det - et såkaldt fryseforsøg.
Disse fryseforsøg har ringere chancer for at blive til en graviditet end forsøg med friske æg - men der er dog en chance trods alt.

Lad os lave et tankeeksperiment. Lad os sige, at vi er heldige i første forsøg og at vi endog har nok gode æg til at ligge nogle i fryseren. Vi vil i så fald være blevet dobbelt velsignede, for disse æg kan vi få lov at få sat op og dermed (med lidt held) opnå at få to børn ud af vores behandling...

Der er kun een hage ved det - æggene må max ligge i fryseren i 2 år, og vil man bruge dem skal man henvende sig til Skejby om oplægning 4 måneder før "udløbsdatoen".
Det vil sige, at skulle vi være så heldige at blive gravide, ville vi have 10 måneder til at glædes over vores første barn inden vi skulle blive gravide igen. Dette er selvfølgelig et "luksusproblem" og er vi så heldige, jamen så tager vi da et barn mere der - no problemo.

Men hele ideen bag dette indlæg var at fortælle, at der skulle have været et lovforslag igang i øjeblikket om at sætte frysetiden op til 5 år - så også infertile par selv kunne vælge hvor lang tid der skulle være mellem deres børn.
Dette forslag er nu blevet syltet, kan jeg læse i "Kimen" (det blad vi modtager fra Landsforeningen for ufrivilligt barnløse), Og det er jeg godt skuffet over må jeg sige. Samme forslag skulle også indeholde nogle lempelser indenfor loven om ægdonation - lempelser der virkelig mangler hvis I spørger mig...

Det er surt når der går politik i æggene, og syltede æg ser nu engang ikke særligt lækre ud....

Labels:

Monday, January 24, 2005

Vi er med!

Ja, det er helt uforståeligt. Havde slet ikke troet på det - men jo, den rare dame sagde ja til mig da jeg ringede i morges... :)

Jeg er helt rundt på gulvet lige nu, ør i hovedet og forvirret, for jeg troede slet ikke på det. Dette var noget der I så lang havde været laaaaaaangt ude i fremtiden, så det er slet ikke til at forstå at vi nu er der hvor vi kan starte.

Lidt praktisk:
Vi skal til sygeplejekonsultation d. 7. februar, hvor vi får udleveret hormonerne og får at vide hvordan, hvornår og hvor ofte vi skal bruge dem.
D. 12. februar starter jeg på næsespray - dette er det hormon der skal nedregulere mig og sætte mig i overgangsalder
og d. 1 marts skal jeg ind og scannes for at tjekke at nedregulereringen er tilfredsstillende. Hvis den er det skal jeg i gang med at stikke mig selv :)

Det bliver spændende

Labels:

Friday, January 21, 2005

Det er blevet så moderne...

Ja, på de andre blogs jeg læser med i, er det blevet så moderne ;-) at reflektere over bloggens indhold, formål og brugere. Så jeg vil da hoppe med på trenden... (man er ved medløber haha).

Min blog er, i modsætning til mange andre blogs, ikke 100% anonym. Og det har heller aldrig været meningen. Bloggens adresse blev givet til Gud og hvermand da jeg startede den, da dens oprindelige formål var at give familie, venner og bekendte information om hvordan vores forløb på Skejby skred frem...

I den mellemliggende tid er der flere andre der har koblet sig på, og det er oftest netbekendte der skriver kommentarer herinde. Jeg tror dette hænger sammen med, at venner og bekendte ofte ikke ved hvad de skal skrive til mine indlæg. Det er også helt i orden...

Jeg tænker nogen gange over om der mon er mange af dem, bloggen oprindeligt var tiltænkt for, der læser med. Men det må jo være op til dem, om de vil gøre sig synlige ved kommentarer eller ej.

Nu hævder jeg så at bloggen ikke er anonym og alligevel bruger jeg ikke mit rigtige navn. Dette kan måske undre nogen, men nu har jeg heddet Amocca på nettet så længe, at det navn bare hænger ved når jeg er online. Fx har jeg nogen gange problemer med at underskrive mine e-mails med mit rigtige navn, da det ofte synes mere "rigtigt" at bruge mit alias: Amocca...

Men tak til alle mine læsere, fordi I hænger på, om I så er andre bloggere, forumvenner, tilfældige forbipasserende, venner eller familie.
Om I vil give jer til kende herinde må være helt op til jer. Jeg kan jo se på min "counter" at jeg har besøgende hver dag - og det er nok for mig :-)

Labels: ,

Sunday, January 16, 2005

Telefonkæde?

Hvor er det egentlig mærkeligt, menstruation er jo ikke normalt noget man går og sukker efter skal komme - ihvertfald ikke her i huset. Og det er da ihvertfald ikke noget som ens omgangskreds normalt har nogen former for interesse i...

Men nu sidder jeg her og overvejer om der bør oprettes en telefon eller sms kæde, for sikken en interesse der er vedrørende min cyklus... hahaha...

Meget mystisk fornemmelse, at andre folk er så intimt indblandet i ens liv at de sidder og venter på hvornår man mon har tænkt sig at få menstruation... hmmmm.

ja,ja... jeg skal nok fortælle når det kommer ;)

Labels: ,

Wednesday, January 12, 2005

Informationsmøde

Så kom den 12. januar endelig; dagen for IVF-informationsmødet på Skejby. Og Gud bevar mig vel hvor var det kedeligt.... gaaaab...

Lægen havde en enormt monoton og søvndyssende stemme og var enormt dårlig til at præsentere. Oveni det sagde hun intet af interesse...
Det første stykke tid overvejede vi faktisk om vi var gået forkert! Hun lavede ikke ret meget andet, end at vise os kurver over hvor lang tid det tog "normale" par, at blive gravide... og derefter fortælle os, at det derfor ville være en god ide at blive henvist til en fertilitetsklink, hvis man ikke var blevet gravid efter 1 til 2 år...

Hmmmm... correct me if I am wrong... men sidder vi ikke på en fertilitetsklinik?

Resten af hendes foredrag var ligeså kedeligt og irrelevant, så jeg vil ikke bruge tid på at gengive det her.

Herefter kom der en laborant som var vældig sød. Hun gav os lidt teknisk baggrund om hvad de gør ved æggene. Ikke ligefrem noget vi ikke vidste, men ok information og heldigvis ingen fare for at falde i søvn under foredraget ;-)

En sygeplejerske og en sekretær fulgte, sygeplejersken var vældig god. Sekretæren havde ikke rigtigt styr på noget som helst... men fik så også at vide, at hun var ny, så skidt pyt...

Alt i alt, intet nyt under solen og ingen information vi ikke selv kunne have læst os til, i den ganske udmærkede folder vi alle har fået tilsendt...

Labels:

Tuesday, January 04, 2005

2005

Så skriver vi 2005. Tiden flyver. Det er i dag d. 4. januar. Havde jeg ikke fået det afbud tilbage i november skulle jeg have været indlagt til kikkertoperationen om 2 dage. Heldigvis er det da overstået. Istedet ser vi frem til den 12. januar hvor vi skal til infomøde på Skejby.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg kan ikke ikke længere klare den samme spændte forventning omkring det møde som jeg havde i starten af december. Det er jo blot et møde, der skal jo ikke ske en skid - vi får nok knap noget at vide som vi ikke ved i forvejen. Jeg føler mig træt og opgivende - og synes at alt ligger så forbandet langt fremme i tiden. Og det er jo helt forkert - det er meningen at jeg skal være positiv og fremadrettet og tro på at dette er vores år....

Men det er svært at tro på. Det virker så uoverskueligt og umuligt. Procentsatserne siger ca. 20 % chance for succes... men det betyder jo altså ca 80% risiko for fiasko... Sådan skal man ikke tænke...

Håber positiviteten finder tilbage når vi kommer igang.

Labels:




Powered by Blogger