Does my bum(p) look big in this?

Nu vi er i gang med at tale om fedme (og nu hvor Rikke har afsløret, at jeg ikke er rigtig i hovedet) så kan vi jo passende snakke videre her.

For alle ved jo, at noget af det anti-sjoveste (i hvert fald sådan stereotypisk) for en mand at blive spurgt om er, hvorvidt hans kone ser fed ud i et eller andet. Ligegyldig hvad han så end synes, er han nød til at sige nej. Selvom resultatet er, at hans kone mener han lyver og alligevel skifter tøj – da hun jo allerede har bestemt at hun ser fed ud, ellers var der jo ingen grund til at spørge jo....

Men for mænd gift med infertile kvinder er det der med fedme jo faktisk et hypotetisk spørgsmål efter x-antal hormonkure. Det betyder dog ikke, at de er sparet grumme spørgsmål... Faktisk er deres værste spørgsmål langt værre. Det er nemlig spørgsmålet: Ser jeg gravid ud i det her?

I en ikke så fjern fortid, kunne jeg finde på at stikke puder ind under blusen, eller ømt finde på at klappe min mens-udspændte / hormon-udspændte / post-ægudtagnings-udspændte mave, mens jeg drømte om hvordan jeg mon ville se ud, når jeg blev gravid.

Men jeg blev jo ikke gravid, og som ikke-gravid – ja faktisk er anti-gravid måske et bedre ord her - er der ikke noget værre end at indse, at den mens-udspændte mave til forveksling ligner en gravid topmave...

Skrækken over dem alle... Tanken om at nogen skulle finde på at sige tillykke, klappe den, eller stille spørgsmål til hvornår man skulle føde... Shit! (Ikke at noget af dette nogensinde er sket for mig, men det sker, som en af mine kommentatorer så uheldigt har oplevet...)

Så oh ve, oh, skræk at være manden der får stillet dette spørgsmål: Ser jeg gravid ud i det her? For som med det første spørgsmål, har man her som mand heller ikke en chance. Ligegyldigt hvad man(d) så end svarer, så er det et faktum, at konen har bestemt sig til, at hun ser gravid ud – og at en depressions-tudetur af de større er under opsejling....

Så nå maven ser sådan ud, er det bedste man kan gøre vel at styrte ud og proppe 13 point ned i den...

Kostomlægning

Vi er hoppet på vægtvogtervognen her i huset – det var ved at være den tid! De stædige kilo som jeg tog på under behandlingerne (og som KUN handler om hormoner, ikke om trøstespisning eller noget andet, nej nej...) de vil bare ikke af igen...

Nå, men kostomlægning er jo en god ting og alt. Og alligevel må jeg starte med en klage! Altså, hvordan forventer nogen, at jeg skal kunne overleve på 18 point om dagen, når 100g chokolade tager 13 af mine point? For de forventer vel ikke jeg skal leve uden min daglige chokolade dosis? Vel, da?

Men jeg er ikke sådan at slå af pinden, når jeg nu vil dette her vægtvogter noget. Og da det jo er tvingende nødvendigt at inkorporere 100g chokolade dagligt i min kostplan, ja så har jeg blot måtte tage dette til efterretning.

Man skal gerne spise 6 gange dagligt, en af disse måltider er jo så min chokolade. Så de resterende 5 måltider har i alt 5 point at gøre godt med. Så er det lige det med, at mælk i kaffen sandelig også koster point – og det kan vi jo heller ikke skære fra, hmmm.... Nå, men heldigvis er gulerødder da ”gratis”...

Det kræver lidt velvilje at kalde nedenstående for en sund og nærende kostplan, men den velvilje besidder jeg gerne, hvis det betyder 100g chokolade dagligt.

Amoccas kostplan:

Det er sundt med en kostomlægning, glæder mig allerede til at se resultaterne, hehe.

Bon appetit!

Fra før verden gik af lave

Den anden dag ryddede jeg op på de hylder vi har under vores sofabord... Huhada for en opgave. Det er ret tydeligt, at vi ikke har små børn her i huset, med alle de herlige ting vi har liggende i børnehøjde...

Fandt fx 2 gamle næsesprays med lidt suprecur rester i, 1 stk kanylespand (ca halvfuld af gamle kanyler), op til flere æsker med nye nåle i til Puregonpennen, halve pakker af Progestan stikpiller osv osv...

Åh ja, medicinskabsagtige tilstande var der derinde.

Og fint inde i et hjørne stod disse fine små plastickrukker med diverse tilskud af Selen, zink, folinsyre, E-vitamin osv osv... fra dengang jeg ikke vidste at selv den stærkeste E-vitamin i verden ikke ville kunne gøre mig gravid...

Husker I, da jeg fandt graviditetstesten i badeværelsesskabet? Hvor bizart og ironisk jeg synes det var... Noget af det samme gjorde sig gældende her, om end jeg ikke synes det var bizart, så meget som jeg fandt det lidt rørende...

Altså på samme måde : aaaarrrrhhhh... som man ville tænke hvis man fandt en gammel Barbiedukke man havde holdt meget af som barn... Et øjebliks stille refleksion over en god tid, der nu er forbi.

Og det er vel også de disse små krukker symboliserer – om end den gode tid har været ovre i meget lang tid, men stadigvæk....

Nå, men årets fortsæt må vist være at rydde ud i bunkerne rundt omkring lidt tiere, så jeg ikke gang på gang konfronteres med ting jeg ikke rigtigt har lyst til at blive mindet om...

For jeg gider ikke rigtigt bruge mere tid på at tænke på hvordan det var, før verden gik af lave...

Som lovet...

Jeg havde jo lovet, at skrive noget om Gudsopfattelse, som en opfølger til indlægget om at kaste med ting healere.

Og man skal jo holde hvad man lover, og derudover følte jeg måske også, at jeg skulle prøve at forklare lidt nærmere, hvorfor disse såkaldte healere gjorde mig så vred med deres ytringer og påstande. Men efter dette, så lover jeg at stoppe med at snakke om Gud... Indtil næste gang jeg gør det

Jeg ringede til min bedstemor, for at diskutere dette med hende. Mine bedsteforældre er nogle af de mest troende menneske jeg kender, og samtidigt mennesker hvis livssyn jeg har dyb respekt for og faktisk også misunder lidt.

Min bedstemor er – som forventet – uenig med mig. Hun mener så absolut, at helbredelse via bøn og håndspålægning er muligt og at mirakler sker...

Men heller ikke hun bryder sig om den slags møder, hun kan – som jeg – godt forstå den desperation der kan drive nogle mennesker derhen, men hun frygter at mange af dem går skuffede derfra....

For Gud bestemmer selv når mirakler skal hænde og som oftest foregår det i stilhed. Jesus tog folk væk fra mængden når han udførte sine mirakler. Mirakler er ikke storslåede vanvittige tilskuertilløbsstykker. De er stille undere, der sker når de skal ske...

Det synes jeg er meget smukt sagt. Og selvom jeg måske ikke kan erklære mig enig, i en fast tro på hverken mirakler eller helbredelse via håndspålæggelse og bøn, ja så kan jeg godt respektere hendes mening.

Selv de der tror på Gud – fuldt og fast – og finder ro og glæde i hans kærlighed, ved at man ikke kan afkræve mirakler. Mirakler sker ikke på kommando, ligesom man heller ikke kan forvente at få alle bønner besvaret.

Så derfor gør disse healere mig så vrede. Hvem er de, at påstå, at de kan tvinge Gud til at udføre et mirakel på stående fod?

Frustration

Mit sidste indlæg var egentlig blot en øjebliksreaktion på noget der hidsede mig op, og ikke noget jeg havde tænkt mig at gå dybere ind i. Men det er jeg så endt med at have lyst til alligevel.

Jeg starter lige med et indlæg der mest af alt er en reaktion på en kommentar fra sidste indlæg, og så følger der – en af dagene, når jeg har haft lidt tid til at reflektere over det – et indlæg om Gudsopfattelse, og hvorfor disse såkaldte healere gør mig så vrede...

Men tilbage til dette indlæg, for i kommentarerne til der til står der følgende fra en anonym skribent:

Aner jeg en mindre frustration over, at healing ikke virker i din verden??

Øøøh, nej! Du aner ikke en mindre frustration over at healing ikke virker i min verden, du aner en større – alt overvældende – frustration over at Jeg ikke virker, at Gud ikke virker, at lægevidenskaben ikke virker, at INTET virker i min verden....

En frustration over, at alt hvad jeg har lært fra barnsben ikke længere holder. At jeg ikke kan hvad jeg vil, blot jeg er villig til at arbejde for det. At der findes ting jeg ikke kan ”lære”, lige meget hvor meget jeg så læser og øver mig....

For det er jeg ikke vant til. Og jeg bryder mig ikke om det.

Det har måske i nogle henseender været en sund lærestreg, at finde ud af, at nogle ting kan man ikke få, lige meget hvor meget man så ønsker dem, og hvor meget man så er villig til at ofre for at få dem, men den har sandelig været hård og gjort ondt....

Og den havde nær ødelagt mig totalt!

Og det er selvfølgelig her, at miraklerne kommer ind. Når den menneskelige evne siger stop og ikke kan mere, så må man enten acceptere det, eller give sig til at håbe på mirakler...

Men den ventetid kan blive lang og ødelæggende og ende uden resultat... Nøjagtig, som de sidste par års behandlingsforløb har gjort for os.

Så, nej, dette handler ikke om en mindre frustration over at healing ikke virker i min verden. Det er frustration, vrede og skuffelse – over mig selv, Gud og verden som helhed....

Nogen gange er det nødvendigt at kaste med ting...

Her til aften er jeg blevet frygteligt uvenner med mit fjernsyn. Det viste Kaare Sands Reportagen, og denne gang var han af sted på noget vækkelsesmøde værk, hvor såkaldte healere kan helbrede folk ved håndspålæggelse og bøn...

Al respekt for troende mennesker, det er da dejligt for dem, at de føler at Gud hjælper dem i deres liv, at deres tro giver dem en mening med livet. Men lad venligst være med at sidde på landsdækkende fjernsyn og påstå, at du har givet blinde mennesker synet tilbage...

Manden sad og så programmet, med en blanding af vantro og sarkastisk morskab, mens jeg surfede på den bærbare i sofaen. Og selvom jeg egentlig ikke så det, ja, så sad jeg alligevel og blev mere og mere irriteret over disse prædikanters udtalelser og at folk var så overivrigt villige til at tro på dem...

Men, på den anden side, så har vi vel alle været der, hvor vi i desperation og håbløshed er villige til at tro på hvad som helst, der vil gøre situationen bedre.

Nå, men tilbage til vækkelsesmøderne på fjernsynet... Som jeg sad og blev mere og mere irriteret over hvad jeg hørte og så med et halvt øje, foreslog manden at skifte kanal, men det synes jeg alligevel ikke han behøvede... Hvis han gerne ville se det – jeg var jo ligeglad – så det jo ikke...

Men så skete der det, at en af prædikanterne opremsede de ting de skulle bede for i aften. Skæve ben, mavesår, diskusprolaps og des lige... Og som rosinen i pølseenden på folk som skulle helbredes af den helende gudstro, ja der var sørme et barnløst par...

I ren refleks tog jeg min cigaretpakke og kylede den imod fjernsynet!

Manden skiftede ret hurtigt kanal efter denne afbrydelse, og jeg fik raset lidt imod idioterne i fjernsynet, barnløshed og Gud.

Jeg har vist nævnt mit lidt forvirrende forhold til Gud før, og det viser sig åbenbart, at jeg er mere troende end jeg troede. For hvis jeg ikke troede på Gud var der vel ingen grund til at være gal på ”ham”, vel?

Og gal på ”ham”, det er jeg. Gud kan ikke bruges til en skid i min situation eller i ret mange andre situationer hvis I spørger mig. For ligegyldig hvad disse healere så end påstår, så er der mange ting der ikke kan helbredes ved hjælp af bønner og håndspålæggelse – faktisk vil jeg gå så langt som til at påstå, at det er meget få ting der kan helbredes på denne måde...

Gud ikke kan ændre på min fertilitet. Gud kan ikke gøre mig gravid. Gud kan ikke gøre min mand til far. Gud kan ikke gøre alting godt igen. Så fri mig for bøn og håndspålæggelser, både i mit liv og i mit fjernsyn...

Hvordan har du det?

For nogle uger siden stillede min psykolog mig ovenstående spørgsmål: Hvordan har du det? Ikke ligefrem det sværeste spørgsmål i verden skulle man mene, men det var det åbenbart for mig.

Meningen er, at man skal besvare dette spørgsmål ved at knytte nogle følelser på hvordan man har det. Og åbenbart er hverken: fint, ok, udemærket eller godt nok, en følelse…

Og det efterlader så mig i et dilemma, for jeg synes jo egentlig jeg har det fint. Godt nok. Udemærket. Helt ok. Og nærmere kan jeg ikke rigtigt komme det, for at være helt ærlig…

Jeg endte med at blive ret irriteret på psykologen, for hvorfor skulle han blive ved med at stille mig det åndssvage spørgsmål, når han ikke godtog nogle af mine svar som valide?

Det har generet mig i flere uger, på sådant et bizart plan, hvor jeg nærmest kun kan grine af det. For hvor latterligt er det, ikke at kunne svare på hvordan man har det?

Og når jeg nu ikke selv kan, så må den norske sanger Kurt Nielsen gøre det for mig:

”All in all it’s wonderful, but isn’t there something missing?”

Efter nærmere eftertanke, må jeg indse, at det nok ikke er Kurt der udtrykker sig bedst om dette emne for mig. Men at jeg måske skal vende mig imod min elskede Robbie Williams, og indse, at måske er det egentlig problem, at jeg ikke har lyst til at vide hvordan jeg har det:

She asks me how I'm feeling, well, I don't want to think that hard.

A walk down memory lane

I weekenden var jeg til 10 års jubilæum med mine gamle gymnasiekammerater. Tænk engang at det nu er 10 år siden vi drønede rundt i en lastbil med huer på og hujede af folk vi kørte forbi...

Før arrangementet havde jeg været vældigt i tvivl om hvilken strategi jeg skulle vælge hvad angår barnløshedshalløjet, for jeg vidste jo, at jeg ville blive spurgt. Det er jo uundgåeligt til et sådant arrangement, hvor de tre mest brugte sætninger er: Hvad laver du så nu? Er du gift? og Har du børn?

Jeg havde overvejet "børn lugter og er grimme" strategien ... påstanden skal helst efterfølges af en lettere skinger latter. Men, jeg plejer jo aldrig at lyve om det, så det føltes også mærkeligt at skulle gøre det nu, overfor mennesker som engang betød en hel masse for mig.
Jeg overvejede selvfølgelig også ærlighed, men for at være ærlig er det sgu lidt af en partykiller, ikke sandt? Festligt lag, fadbamser og hjerteskærende smerte og sorg hænger ikke særligt godt sammen...

Så hvad endte det med, spørger I jer selv? Det endte med et brag af en fantastisk fest, der startede klokken 10 om formiddagen lørdag og endte med at jeg gik i seng kl 7 søndag morgen, sov to timer, for derefter at hive mig selv op af sengen og på arbejde - fy føj, det var en hård arbejdsdag at komme igennem...

Og barnløshedsproblematikken? Tja... Jeg lavede ingen større offentlig bekendtgørelse, men hvis folk spurgte fik de et ærligt svar. Ingen reagerede på en måde der sårede mig, hvilket jeg ikke rigtigt ved om handler om at de som mennesker er rarere end den generelle offentlighed, eller om at jeg efterhånden er ved at være lettere immun efter så mange år i gamet? who knows...

Men alt i alt, en super dag / aften / nat / morgen, i godt selskab, med masser af vino fino og latter. Hvis det ikke kan få een til at savne de gode gamle gymnasiedage, hvor de største bekymringer handlede om hvor festen skulle holdes, eller hvorvidt man ville blive flået levende for ikke at have lavet sin tysk aflevering til tiden, ja så ved jeg ikke hvad kan...