Tuesday, January 15, 2008

These boots are made for walking lying in

Snowie er gravid, det er vist ingen hemmelighed, selvom hun vist egentlig ikke rigtigt skriver så meget om det (eller noget som helst andet) på sin blog, men det er hun altså.

Jeg skal være den første til at indrømme, at hvor meget jeg end elsker sne-pigen, og hvor meget jeg end under hende, og alle andre bibbere, at blive gravide, så er jeg bare pissedårlig til at håndtere graviditeter...

Babyer og børn er jeg fino med. Ingen kvaler der. Barnevogne, klapvogne, bleer og fedtede små hænder: no problemo. Men gravide maver.... puuuha! Det har jeg det svært med...

Men jeg er glad på hendes vegne alligevel, på trods af alt, og i et forsøg på at vise det har jeg kreeret nedenstående sæt babybooties til snebarnet.


Mine håndarbejdsmæssige evner kan ligge på et meget lille sted, så det er faktisk ret utroligt, at jeg har kreeret disse, så ros til mig for det... Og det er jo tanken og ikke udseendet på gaven der tæller, ikke sandt?

Jeg forventer selvfølgelig både klapsalver og rygklap over min utrolige overskudsagtige opførsel her... så sæt endelig i gang med det samme...

og ps: Ssssh! Ikke sige det til hende, for hun får dem først med posten imorgen ;)

Friday, January 11, 2008

Hvad er værst?

Jeg havde en samtale med en bekendt, for en lille uges tid siden. En bekendt, som i øvrigt også er læge. Når folk er læger, har samtaler det som oftest med at kredse om deres fag, sådan er det i hvert fald for mig... Jeg får altid sådan lyst til at spørge ham om sære lidelser jeg har set om på tv og des lige... For det meste holder jeg det i mig, men ikke altid....

Nå, men nok om det. Denne aften faldt samtalen på barnløshed og behandling, og jeg blev stillet et interessant spørgsmål.

Hvad er værst: aldrig at blive gravid via behandling, eller at blive gravid men abortere...

Det er jo et godt spørgsmål, og et spørgsmål jeg som sådan ikke kan svare på, da jeg jo aldrig har været gravid og aborteret... men hvis vi ser bort fra det, så kan jeg jo godt forsøge at filosofere lidt over dette spørgsmål, sådan rent tankespindsmæssigt...

Der var en tid, hvor jeg var vildt og voldsomt misundelig på folk der var blevet gravide og havde aborteret. Og et eller andet sted er det jo en vanvittig ting at være misundelig på, ikke?

Lad mig slå fast, at det ikke var fordi, at jeg troede – eller tror – at det er særligt fedt at abortere. Misundelsen lå i, at de jo i det mindste havde bevist, at det var muligt for dem at blive gravide overhovedet....
Der er selvfølgelig en magisk grænse her et eller andet sted, for man skal jo heller ikke blive ved og ved med at abortere, så går fidusen jo lidt af hele graviditets-tingen, men det er en anden snak... Men ja, skamfuldt som det er, så havde en lille del af mig ofte lyst til at sige til kvinder der aborterede: ”Nå, ja, men du ved i det mindste at du kan blive gravid...”

Det er jeg ikke mere. Som tiden er gået, må jeg nok erkende, at når det nu skal være, ja så tror jeg at det er nemmere at være mig. Altså ikke at blive gravid via behandling. I hvert fald hvis det aldrig lykkes. For jeg kan sætte mig ind i, at det må være næsten umuligt at stoppe, hvis testen een gang har vist to streger...For så må del vel kunne lykkes igen... Når man nu har bevist at man kan blive gravid, så må det jo for filan kunne ske een gang til, ikke sandt?

Det problem sidder jeg ikke med, jeg har aldrig haft så meget som skyggen af en to-streget test. Aldrig haft et hcg-tal der kunne læses som andet end et stort fedt nul. Og hvor deprimerende det end lyder, så tror jeg i sidste ende, at det må gøre min accept af tingenes tilstand nemmere, end det er for de kvinder der har stået med den to-stregede test og derefter må indse at døren alligevel er lukket...

For døren har aldrig været åben her, ikke så meget som på klem. Jeg har troet at jeg havde fundet et vindue flere gange, men hver gang har jeg opdaget at også det var låst.... og måske er det bedst sådan når alt kommer til alt...

Men det er jo nemt at skrive, at det er værre for dem end det er for mig, nemt at sige, at det nok er nemmere for mig at acceptere at sådan skulle mit liv ikke være. Og det er jo tomme floskler, når man endnu ikke er nået dertil, hvor det definitivt er forbi, og man er tvunget til at acceptere tingenes tilstand...

Men det var jo heldigvis også bare på et rent filosofisk plan, at vi diskuterede hvad der var værst, ikke sandt?

Labels:

Tuesday, January 08, 2008

Så er der da lidt tid til at beslutte sig i...

Har fået brev fra Herlev. De vil blot minde os om, at vi har 3 befrugtede æg i fryseren fra forsøget derovre...

"For god ordens skyld vil jeg derfor lige sikre mig, at I ved, at de frosne æg kan anvendes indtil d. 29. maj 2012. Det er natuligvis helt frivilligt om I ønsker at anvende æggene."
Vi havde nu heller ikke troet at der ville blive tale om tvang... Men vi har da lidt betænkningstid må man sige...

Labels:

Friday, January 04, 2008

Kalender

Ja, så blev det jo 2008, det går godt nok hurtigt! Time flies when you're having fun... eller noget i den retning.

Nå, men i anledning af årsskiftet har jeg købt en kalender, dette synes måske ikke som en usædvanlig ting at gøre, men i mit tilfælde er det faktisk ret usædvanligt.... Jeg har nemlig i årevis kun haft studiekalendre, I ved, den slags der er halvt det ene og halvt det andet år... Og det betyder jo, at man køber sig en ny kalender hver sommer, og altså ikke ved årsskiftet...

Og nu tænker I nok ved jer selv: "Øh ok... og hva' så?" Og det er i sådan set i jeres gode ret til at tænke... Men for mig er det faktisk en ret stor ting. Det er sådan helt symbolsk. Et eller andet med at acceptere, at jeg rent faktisk ikke er studerende længere, (at jeg ikke har skrevet mit speciale ser vi her stort på), at jeg er sådan een der arbejder og at året faktisk går fra januar til december og ikke fra juli til juni...

Jeg ved at Fru Larsen vil sætte pris på det hehe, da det er flere år siden hun proklamerede, at jeg burde tage mig sammen og få en rigtig "voksen-kalender"... Og det har jeg så altså fået nu! Jojo, så nu kan jeg skrive aftaler ned for hele året, hvis jeg altså havde nogen...

Men faktisk, så elsker jeg nye kalendre. Der er sådan et eller andet dejligt ved sådan en helt ny frisk ren kalender, helt uden aftaler endnu... Blanke sider der bare venter på at blive fyldt... Eller er det bare mig der er lidt sær på det punkt?

Labels: ,

Tuesday, January 01, 2008

Amoccas nytårstale

Året 2008 er få timer gammelt, og her sidder jeg i min sofa just hjemvendt fra nytårsfest i Århus... Grunden til vor tidlige hjemkomst er ikke, at alderen er begyndt trykke, men derimod en grum omgang influenza eller omgangssyge eller hvad det nu er jeg lider af... rask er jeg ihvertfald ikke... Men nok om det.

På vejen hjem i bilen, sad vi og snakkede lidt om, hvilket år det havde været og hvilket år det mon ville blive... Og nu sidder jeg som sagt her i min sofa, og så er det vel naturligt, at fortsætte samtalen fra bilen, via bloggen, som en nytårstale om 2007...

I sidste års nytårstale skrev jeg, at året 2007 ville blive et anderledes år, det havde jeg helt ret i, dog ikke på den måde jeg havde forventet...

2007 blev ikke året hvor jeg fik skrevet mit speciale, det blev heller ikke året hvor jeg bestemte mig til at tage bjørnetjenesten ude på Skejby, og det blev heller ikke året hvor vi fik taget stilling til om adoption var sagen for os...

Til gengæld blev 2007 året hvor vi tog imod et tilbud om et forsøg på Herlev, det blev året hvor vi pludselig stod med 3 fryseæg efter at have troet i flere år, at mine æg var totalt skod... Det blev også året hvor vi pludselig stod som husejere, og dermed året hvor jeg kunne ytre sætninger som: "Jeg har været i haven..", for første gang i mit liv.
Og så blev det året hvor jeg faktisk blev lidt glad igen, en ting som jeg tror mine omgivelser har sat megen pris på. Et år hvor jeg faktisk har kunne leve lidt igen og kunnet fokusere på lidt andet end min sorg, min elendighed og min barnløshed, og det er jo en god ting!

Så alt i alt må man sige, at 2007 faktisk har været et positivt år, alt til trods, og tro mig det var tiltrængt i denne husholdning... Vi blev gift i 2003 - i medgang og modgang sagde de i kirken. Men siden da har vi ikke haft ret meget andet end modgang, og nu synes vi egentlig at en smule medgang ville være helt på sin plads... Og sådan et år har 2007 faktisk været...

På trods af alt det det ikke var!

Jeg vil ikke begynde at spå om 2008, for jeg får sjældent ret når jeg spår, men jeg vile dog bruge denne anledning til at ønske jer alle et godt og lykkebringende nytår rundt omkring i de små danske hjem...

Labels:




Powered by Blogger