Up, up, up and away

Tænk engang, at man kan gå 5 måneder uden en vaginal scanning og slet ikke savne det? Utroligt men sandt.

Nå, men selvom jeg ikke savnede det fik jeg det alligevel i dag, og ret skal være ret, det var kortvarigt og uproblematisk og alt så fint ud. Lægen var en jeg ikke havde set siden min endometriose scanning for næsten et år siden, så vi brugte lige lidt tid på, at vise familiefotos og fortælle anekdoter se hvad der var hændt i forløbet siden den scanning.

Herefter ventede lægen høfligt med at forlade rummet indtil jeg havde fået mine bukser på igen, en egenskab jeg sætter højt hos læger, og jeg var derefter ladt tilbage med sygeplejersken, som havde mine stoffer parat.

Som den junkie jeg er, rakte jeg med små svedige hænder grådigt ud efter kasserne med ampuller af Puregon. My precious. 200 enheder daglig mirakelkur, der, om alt går vel, får hedeture og hidsigshedsanfald til at blive en saga blot. Dobbelt dosis i forhold til starten af sidste stimuleringsperiode.

Og som jeg ikke havde savnet vaginalscanningen, men fik en alligevel, så har mit maveskind uden tvivl heller ikke savnet at være nålepude, men det får det nu lov til under alle omstændigheder.

Så er der dømt optur folkens.