Renovering af kaffebaren

Jeg synes efterhånden, med snart 2 år på bagen, at kaffebaren trængte til en gennemgående renovering. Dette har selvfølgelig ikke noget med at gøre, at alle andre skifter look og er vildt trendy eller noget - nej nej - sådan nogle medløbere er vi ikke her på Amoccas Kaffebar, det er blot en saglig konstatering af, at her trænger til en klat maling og et par nye duge på bordene...

Og det har kaffebaren så fået. Det er første gang jeg har vovet mig ud i noget så kompliceret som dette i forhold til html-halløj, og på trods af at jeg har fået meget meget meget (det kan ikke siges nok gange) hjælp af min kære mand, så vil jeg på forhånd undskylde evt. skønhedsfejl. Disse vil blive rettet med tiden, hvis og såfremt de skulle indfinde sig…

Og jeg kan se på sidste post, at jeg ikke nåede at skrive dette indlæg før første nævenyttige snude – aka RikkeS – havde set det nye design, men nu er det altså helt og aldeles offentliggjort – håber I synes om det…

Så nu håber vi på, at dette nye look vil inspirere indehaveren - yours truly - til at servere nogle lidt mere ophidsende indlæg end hendes eksamensresultater, og at vi igen kan lokke masser af folk til at nyde udsigten fra kaffebarens hyggelige vinduer.

God fornøjelse!

Besøgstid i tal

Frøken Hat var jo spændt på hvad artiklen havde at sige for mine statistikker her på bloggen, og sandt at sige var jeg da også selv en smule nysgerrig, så det blev selvfølgelig undersøgt....

"Og så er jeg spændt på at høre til statistikken på din blog i den næste uges tid. Tror der bliver et forfærdeligt rend her... ;-)"

Der er selvfølgelig ikke gået en uge endnu, men det ser ud til at Hendes Verdens læsere ikke ligefrem er de store nethajer, for selv om jeg da kunne klare et pænt antal besøgende mandag d. 15. maj, så kan det på ingen måde slå den stående rekord. Og siden mandag har tallet været støt faldende igen, ned til de sædvanlige ca. 100 daglige besøgende...

Mandagens besøgstal så således ud:

Dato	Page loads	Unique visitors	First time visitors	Returning visitors
15-05-2006	203	139	42	97

Og det er da fint, det er da absolut ikke en statistik man kan klage over på nogen måder, vel? Jeg mener 139 besøgende, ud af disse har 97 af de sædvanlige hoveder været forbi og 42 nye mennesker har logget på. Det kan man godt være stolt over som indehaver af kaffebaren.

Men den stående rekord blev som sagt på ingen måder slået. Denne blev sat d. 22. december 2005, den dag sidste forsøg endte i fiasko. Det var en helt almindelige torsdag lige før jul, hvor himlen faldt ned, men besøgstallene.... ja de gik sandelig op:

Dato	Page loads	Unique visitors	First time visitors	Returning visitors
22-12-2005	405	206	44	162

206 mennesker slog vejen forbi kaffebaren denne skæbnesvangre dag. Ud af disse var der 162 faste læsere og 44 nye. Sikke en dag...

Men selvom besøgstallene måske ikke er fløjet i vejret, så kan jeg berette, at der er kommet mails fra nær og fjern, ja helt så langt væk som Finland har man læst artiklen - så lidt har jeg da fået ud af mine "15 minutes of fame"...

Hvad gør vi nu, lille du?

Amoccas kaffebar er en kaffebar for infertile og andet godtfolk – for hvor godtfolk er, kommer godtfolk til, som man siger. "Temaet for kaffebaren er barnløshed generelt og min egen infertilitet up close and personal", det står der i min header.

Intet har som sådan ændret sig. Jeg er stadig infertil, stadig barnløs. Men jeg er ikke længere i behandling. Ikke længere BIB men BUB*. Hvor længe gider folk læse om en barnløs uden behandling? Hvor længe gider i høre mig klynke og tude og bitche over hvor uretfærdig jeg nogen gange synes verden er? Hvornår stopper jeg?

Jeg havde altid troet, at bloggen ville skifte karakter helt naturligt når jeg blev gravid, eller at jeg måske helt ville stoppe den og starte en ny, der handlede om graviditeten. For helt inde inderst, der er jeg en uforbederlig romantiker, som tror fuldt og fast på happy endings... Eller... det var jeg ihvertfald. Men jeg tog fejl, der bliver ingen graviditet at skrive om, så hvad gør vi så?

Adoption er uden tvivl det fremtiden vil bringe, men der er længe til. Hvad med tiden indtil da? Jeg tror ikke jeg er klar til at stoppe nu. Der er alt for meget ævl og bævl der stadig venter på at blive nedskrevet og publiceret, men vil der stadig være nogen til at læse det?

Og så kommer ideen med bloggen jo frem. Hvorfor skriver jeg? Og hvem skriver jeg til? Oprindeligt blev bloggen startet som en kalender, som de første par røvsygt kedelige indlæg kan bevise, men som tiden gik, blev erfaringer og følelser til ord og de ord blev til mange lange indlæg. Jeg skriver for min egen skyld, ingen tvivl om det. Denne blog har været terapi for mig. Men jeg skriver også for andre, og jeg skriver fordi jeg ønsker respons. Uden respons er her intet, kun en flad side, der lige så vel kunne have været skrevet på en serviet og derefter smidt væk.

Men vil Amoccas bedrifter stadig finde genklang blandt jer, på trods af manglen på hormoner, selvom Hank aldrig igen vil træde i karakter, selvom jeg aldrig igen vil skrive om de interessante stævnemøder med vaginalscanneren?

Jeg vil derfor vende spørgsmålet til jer, kære læsere. Hvad gør vi nu?

_______________________________

*BIB = Barnløs i Behandling
BUB = Barnløs uden Behandling

Det er da også en måde at fejre det på...

Tænk engang: d. 15. september 2004 skrev jeg mit allerførste (og yderst kedelige) indlæg i bloggen. Så i går kunne jeg fejre eet års jubilæum. Jeg havde faktisk selv glemt det igår, og fik derfor ikke gjort noget for at markere dagen, men det var der så en anden der valgte at gøre for mig...

Jeg har nemlig haft besøg af min allerførste "troll" idag. Ordlyden i troldens kommentar, er ikke særligt intelligent, eller interessant i denne henseende, men det faktum, at denne kommentar er her overhovedet, se det er interessant.
Man kunne vælge at opfatte kommentaren som en fornærmelse, men det ser jeg ingen grund til. Istedet vil jeg betragte den som en kompliment. Og hvorfor så det, spørg I måske jer selv?
Jo, jeg er af den klare opfattelse, at det, at jeg har fået besøg af en troll, er en sikker indikator for, at min side er populær og velbesøgt - der er jo ingen grund til at forsøge at lave ballade, et sted hvor der ikke er nogen der gider, at reagere på balladen, og det er jo det en troll vil...

Troll
One who posts a deliberately provocative message to a newsgroup or message board with the intention of causing maximum disruption and argument

kilde: Urban Dictionary

Hvis man sammenholder troldebesøget med statcounter, som viser 109 daglige besøg gennemsnitligt, så synes jeg egentlig at jeg har grund til at være stolt af mig selv og glædes over kaffebarens popularitet. Og det er da også en måde at fejre et jubilæum på, ikke?

Internationale relationer

Jeg har i løbet af den sidste uge tiltrukket brugere fra 8 forskellige lande: USA, Mexico, Ungarn, Norge, England, Spanien, Portugal og Danmark. Dem fra Danmark og Norge kan jeg forstå. Men gad vidst hvordan de andre er endt her? De har næppe fået hvad de kom for, eftersom hele sitet er på dansk....

I mandags havde jeg iøvrigt rekordhøjt antal besøgende på siden. 80 besøg på een dag! Min tidligere rekord lå på 59 daglige besøg - så det var noget af et hop.

Ak ja, hvad man dog ikke kan bruge statcounter til.

Det er blevet så moderne...

Ja, på de andre blogs jeg læser med i, er det blevet så moderne ;-) at reflektere over bloggens indhold, formål og brugere. Så jeg vil da hoppe med på trenden... (man er ved medløber haha).

Min blog er, i modsætning til mange andre blogs, ikke 100% anonym. Og det har heller aldrig været meningen. Bloggens adresse blev givet til Gud og hvermand da jeg startede den, da dens oprindelige formål var at give familie, venner og bekendte information om hvordan vores forløb på Skejby skred frem...

I den mellemliggende tid er der flere andre der har koblet sig på, og det er oftest netbekendte der skriver kommentarer herinde. Jeg tror dette hænger sammen med, at venner og bekendte ofte ikke ved hvad de skal skrive til mine indlæg. Det er også helt i orden...

Jeg tænker nogen gange over om der mon er mange af dem, bloggen oprindeligt var tiltænkt for, der læser med. Men det må jo være op til dem, om de vil gøre sig synlige ved kommentarer eller ej.

Nu hævder jeg så at bloggen ikke er anonym og alligevel bruger jeg ikke mit rigtige navn. Dette kan måske undre nogen, men nu har jeg heddet Amocca på nettet så længe, at det navn bare hænger ved når jeg er online. Fx har jeg nogen gange problemer med at underskrive mine e-mails med mit rigtige navn, da det ofte synes mere "rigtigt" at bruge mit alias: Amocca...

Men tak til alle mine læsere, fordi I hænger på, om I så er andre bloggere, forumvenner, tilfældige forbipasserende, venner eller familie.
Om I vil give jer til kende herinde må være helt op til jer. Jeg kan jo se på min "counter" at jeg har besøgende hver dag - og det er nok for mig :-)