Nu mærker du lige et lille ...

Ja, i mit tilfælde mærker man faktisk prik, prik, prik...osv. For jeg er åbenbart meget svær at presse så meget som en dråbe blod ud af...

Jeg er godt selv klar over det, og jeg advarer dem altid om mine rullende årer, når jeg skal have taget blodprøver. For det meste, er de kæphøje til at starte med: "Ja, ja det går såmænd nok..." Det plejer dog ligeså stille at gå af dem, efterhånden som deres nåle har rodet rundt inde i min arm i op til flere minutter. Jeg erindrer stadig den stakkels sygeplejeelev, der for mange år siden grædende undskyldte, da hun stak mig for 6. gang i samme arm...

Laboranten idag var lidt mere af "duer ikke - væk!" kategorien... Så hun stak i een arm, den duede ikke, så i den anden arm, den duede heller ikke... og så gik hun i gang med mine hænder ...

Ja, tilsidst fik de da trukket en lille smule blod ud af mine genstridige årer, men de var ikke sikre på om det var nok. Så jeg blev sat til at vente, mens de centrifugerede blodet... så de var sikre på, at der var nok til at lave en test af.

Det var der heldigvis, så jeg slap for yderligere nålestik. Hvilket var godt det samme, da de var begyndt at tale om mine fødder og ører!!!

Jeg har heldigvis ingen skræk for nåle, og synes det er ret fascinerende at se blodet pumpe ud og ned i glasset (når de altså finder et sted der virker), og på en bizar måde morer det mig, at jeg kan være så svær at stikke i, at jeg kan få laboranter med 20 års erfaring til at få grå hår...