Svar på svar på tiltale...

Jeg troede meningen var tydelig nok i mit sidste indlæg, men det har den tydeligvis ikke været... Så som svar til den anonyme læser, som "for første gang synes jeg er galt på den", kommer her endnu en post med svar... Det er nu egentlig ret tilfredsstillende at vide, man kan have skrevet i så mange år, og at der stadig findes læsere som faktisk har været enig hele vejen igennem... Indtil nu altså...

Du skriver kun om fordele ved hysterektomien. Du afviser alle modargumenter - du overvejer dem ikke engang.

Jeg taler kun om fordelene ved hysterektomien. Korrekt! Udover at jeg vil mangle en livmoder kan jeg nemlig ikke se hulens mange ulemper - lige udover selvfølgelig selve operation og sygemeldingen derefter. Kunne jeg se flere ulemper end fordele ville jeg ikke overveje at få det gjort. Det er et stort indgreb og ikke noget man lige kan lave om. Dette er en nøje gennemtænkt beslutning. Det handler ikke om at give op eller om at straffe mig selv. Det handler om at højne min egen livskvalitet i det lange løb.

Ikke at ryge under et IVF-forsøg er altså ikke det samme som at være ikke-ryger. Så alene her er der noget at arbejde med. Jeg er ikke sikker, men er det 3 eller 4 forsøg du har gennemgået? Det er jo ikke alverden...Jeg kender mange der har brugt virkelig mange forsøg (og penge)og er blevet gravide. Personligt var jeg selv oppe på 6 ICSI før der var bingo - i en alder af 38 år.

Endnu engang (næsten) korrekt. Jeg har på intet tidspunkt været ikke-ryger. Jeg er holdt op hver gang jeg startede nedregulering. Jeg har været igennem 4 hele forsøg og 1 fryseforsøg. Om det er alverden og hvor meget man synes man skal igennem på behandlingens hellige alter det må være op til den enkelte at bedømme.

Du er ung - du har tiden for dig. Ved mindre du bare er så træt af dine månedlige gener og slet ikke har mere lyst og energi (og økonomi)til at kæmpe for bio-barnet, så afsted til lægen. Man ved altid selv når grænsen er nået. Men er der bare en lille bitte del af dig, der har mod på at kæmpe videre - måske om nogle år, så bør du droppe hysterektomi tankerne og så prøv hormoner og et par løbeture til at holde blodtrykket i skak i stedet.[...]Hvad med at give det 3 år til? Du holder op med at ryge - du bruger tiden til at komme i god form - og du tjener lidt penge og sparer sammen til 3 stk. IVF. Hvad med donor-æg?

Jeg har ingen lyst til at kæmpe. Det her skulle aldrig have været en kamp, det skulle have været en glædelig begivenhed, men det BLEV en kamp. Om man vil anse mig for at være "slået" et op til det enkelte individ at bedømme. Jeg selv anser det for at være "et klogt træk". Jeg har aldrig brudt mig om "krigs-allegorierne" når det kom til sygdom og død. Hvis man "taber kampen til kræften" er det så ens egen skyld man døde? Fordi man ikke kæmpede nok?
Pengene er ikke problemet, vi er 2 mennesker med gode jobs, havde vi lyst, havde vi pengene. Men det har vi ikke. Vores penge, tid og energi er brugt bedre andetsteds. Ikke her. Jeg har lyst til at sige, at jeg allerede føler jeg har spildt 5 år, men det er ikke helt sandt, for jeg har også fået meget godt ud af de sidste 5 år, men jeg agter ikke at spilde mere tid på dette, uforståeligt som det må være for nogle.

Jeg synes ikke at din historie holder vand - du fremstiller dit forløb som om du har gjort ALT og når det så ikke lykkedes, så kan du lige så godt ryde bordet fuldstændigt.

Korrekt! Omend du har lagt trykket forkert i sætningen. Jeg fremstiller mit forløb som om JEG har gjort alt. For det har jeg. For en anden person er det slet ikke nok og for en tredje er jeg gået for langt... Sådan vil vi altid være individuelle, selvom vi på mange måder er ens...

Et adoptionsforløb er fandme heller ikke sjovt (jeg var selv møllen igennem, da vi ikke troede at vi kunne få børn). De endevender dit liv. Det koster RIGTIG mange penge at adoptere, og det tager mange og lange år før man kommer igennem ventelisterne og får stillet barn i forslag.
Så man er lige så meget gennem vridemaskinene i et adoptionsforløb som ved IVF behandlinger.

Jeg har ingen rosenrøde ideer om adoption, jeg er klar over hvad det indeholder og indebærer. Der er dog en væsentlig forskel ved de 2 "vridemaskiner": for enden af den ene venter en familie - det som vi startede på for 5 år siden - det som altid var målet...

Ja - sorry. Et langt og lidt vredt indlæg. Jeg er en trofast læser som har fulgt dig gennem mange år - og for første gang synes jeg du er gal på den. Bare min mening.

Du har al ret til at have din mening, og al ret til at mene at jeg "giver op", er dum i låget eller hvad du nu skulle finde på at kunne mene. Det er en af de spændende ting ved at smide sine inderste tanker og intime liv på nettet til offentlig skue - folk forholder sig til det og har en mening om det ;-)

Jeg håber du har fået de svar du søgte, i mine mange ord, hvis ikke, er det beklageligt, men ikke noget der ændrer så meget, hverken i din eller min verden...

Om happy endings og mellemstykker

Jeg har fået en mail, en rigtig dejlig mail faktisk. Fra en sød pige, og ny læser af min blog. Jeg håber det er ok med hende, at jeg citerer lidt af den her, da den har åbnet for lidt tanker...

Nu hvor jeg har læst hver side rub og stub, sidder jeg med en tom følelse indeni. Ved ikke helt, hvad jeg havde forventet… Jeg har vel læst den lidt som en bog, altså startede fra starten i 2004 og læste mig frem til juni 2008 uden at vide, hvad der ville ske næste dag, uge eller måned. Og måske i min forventning om den gode historie, blev jeg helt ude af mig selv, da der pludselig ikke var mere at læse. Ingen afslutning, ingen forvisninger om hvad fremtiden bringer.

Selvom jeg er langt mindre aktiv på Kaffebaren end jeg har været tidligere, så ser jeg den absolut ikke som lukket. Vi er blot nået til et af mellemstykkerne i ”Amoccas historie om barnløshed”... Der har været mellemstykker før. De fleste af dem fyldt med angst og vrede. Dette mellemstykke bliver bedre. Fyldt med hundebaby og grænseløs kærlighed.

Bloggen har ingen afslutning, får det måske aldrig... Hvem ved. Den tid og de ord jeg har lagt her i de forløbne 4 år er blevet så stor en del af mig, at jeg tvivler på at jeg magter nogensinde helt at give slip. Men jeg ved det ikke med sikkerhed.

Bloggen er for mig levende og den ændrer karakter alt efter hvordan jeg har det. I 2004 var der chok men optimisme. I 2005 var der håb, der langsomt svandt og angst der fyldte mere og mere. I 2006 var den et sted fyldt med sorg og vrede. Den var ikke et rart sted at være, men det var nødvendigt at få ud, for at kunne leve videre, for at kunne eksistere.

Nu skriver vi 2008 og bloggen er igen en hel anden. Barnløsheden fylder ikke ret meget herinde længere, men den er her. Malet i farverne på væggene, indprentet imellem hver en linie, allesteds nærværende, da bloggens liv opstod af den. Men hos mig er den overkommelig.

Og det er en god ting. Set fra en læsers side er det selvfølgelig ikke den ønskede slutning. Man vil jo gerne bekræftes i, at alt det her behandlingspjat er godt for noget, men set fra min side er det egentlig ok.

Måske behøver man ikke en Hollywood happy ending? Måske sker alting fordi det skal ske? Og måske ikke. Men faktum er, at jeg på nuværende tidspunkt i mit liv har det godt nok, også selvom der ikke er en slutning, eller i hvert fald ikke den slutning jeg oprindeligt havde håbet på.

Det er jo heldigvis sådan her i livet, at de færreste ting ender, de ændrer sig bare, det samme med vores historie. Vi har ændret os meget i løbet af de sidste 4 år, alt andet ville vel være mærkeligt, men målet er stadig det samme: ”At blive en familie”...

Det bliver bare på en anden måde end vi oprindeligt troede...

skråt op, skrid, du er for.... gammel???

Jeg har fået et bizart brev fra Skejby idag... Jeg er blevet vraget som ægdonor, det er så hvad det er... men begrundelsen? Alderskriteriet, skriver de...

øhm nå, kan man så tænke ved sig selv, når man er 29 år og fylder 30 til december. Begundelsen: Alderskriterie, er baseret på de æg jeg har lavet i mine 3 forsøg derude. De mener, at mine æg ligner de æg "gamle" kvinder laver, så derfor får jeg altså ikke lov at donere...

Det er da egentlig lidt deprimerende, er det ikke? At falde for et alderskriterie fem et halvt år før man egentlig når den alder...

Den usædvanlige donor

Og så havde jeg idag været en tur ude på Skejby til en samtale om ægdonation. Denne tid havde jeg fået inden forsøget på Herlev, og det kunne da have været rart om jeg havde skullet fortælle dem, at jeg måtte udskyde at donere pga. gravididtet, men sådan skulle det jo ikke være...

Nå, men samtalen gik fint. Endnu engang blev det påpeget, at jeg var en "usædvanlig" donor, pga. de manglende børn, men jeg forsikrede dem om (endnu engang) at jeg altså ikke har noget problem med at forære mine æg væk - børn eller ej...

Jeg gjorde dem iøvrigt også opmærksomme på, at jeg egentlig synes det var en kende diskriminerende, at de havde ønsket at høre fra min mand vedrørende donation, da jeg vil vædde min højre arm på, at det modsatte ikke villet have været tilfældet, hvis han havde ønsket at donere sæd... De kunne godt se hvad jeg mente, og ville helt sikkert tage det til efterretning...

Nå, tilbage til samtalen. Jeg kom liiiige til at nævne, at det ville være spild af tid, at sætte mig på en lang protokol til donation, da jeg lavede dårlige æg på en sådan, men at vi nyligt havde fået bevist, at jeg kunne lave rigtigt fine æg på en kort protokol... Og at i samme åndedrag fik jeg vist også liiiige spurgt om muligheden for at konvertere donorforsøget aka. bjørnetjenesten, til et kort forsøg med min mands sæd, da vi jo tydeligvis sagtens kan lave fine æg sammen, så længe jeg ikke bliver nedreguleret...

Umiddelbart synes lægen at dette var en rimelig aftale, men hun kunne ikke love noget. Så nu må vi se hvad de siger, når det er blevet diskuteret lægerne imellem...

Nå, men til sidst sagde hun så, at hun synes det ville være bedst, om jeg tog mit fryseforsøg og et evt. forsøg på skejby inden jeg donerede til andre, da muligheden for graviditet jo er bedro desto yngre jeg er...

Under alle omstændigheder holder klinikkerne jo sommerferie nu, så vi har helt indtil midten af august måned til at bestemme os for hvad vi gør og ikke gør og hvornår vi har tænkt os at gøre det...

Yderst passende

Dagens blodprøve var som forventet negativ...

Og dagen var - yderst passende - ligeså negativ. Jeg stod op klokken 4! Hvilket altså er midt om natten, hvis I spørger mig. Det kan godt være, at det allerede er lyst, og fuglene synger gladeligt. Men midt om natten er det nu alligevel. På dette tidspunkt af døgnet er temperaturen dog tålelig kan jeg fortælle jer...

Grunden til at jeg stod op midt om natten var, at jeg skulle være i Herlev kl. 9 for at få taget min blodprøve. Og det var jo dybt åndssvagt, for der var jo slet ingen grund til at få den taget under alle omstændigheder. Men sådan hænger denne verden jo desværre ikke sammen...

Så derfor fandt jeg altså mig selv, siddende i et regional tog klokken lort om morgnen, på vej mod Fredericia, hvor jeg skulle skifte tog, da der åbenbart ikke går nogle direkte tog til København så tidligt? Dette undrede mig såre, idet jeg var sikker på at jeg havde tjekket tidspunktet.... men åbenbart ikke.... hurra for DSB eller mig, jeg ved det ikke....

Ydermere glemte jeg min telefon, hvilket var en kende kritisk. Da jeg havde lovet min nye souschef, at han blot kunne ringe hvis der var noget, jeg har jo trods alt været ledig det meste af dagen.

Jeg skulle også have ringet og vækket min søster kl. 7. Da vi skulle mødes i Herlev kl. 9. Da jeg ikke kunne få en direkte togforbindelse til København, blev jeg selvfølgelig også forsinket og kunne selvfølgelig ikke ringe og meddele dette til Herlev...

Og det første der skete da jeg trådte ind i toget? Remmen på min håndtaske brast og spredte tamponer og cigaretter ud over hele gulvet. Fedt!

Alt i alt en lorte dag - yderst passende, egentlig...

Bloody hell

Så var der frisk rødt blod og en hel del af det... Så tror nu altså nok vi ligesom kan konkludere, at det var det... Men hey - fik da lov at gå een dag længere end normalt, ikke sandt? (eller er det to? jeg kan ikke finde ud af det)... Blodprøven er da ihvertfald i overmorgen...

Men jeg havde jo lovet jer endnu en test at stirre jer skævøjede på, så det får I, også selv om jeg bløder...

Og den er ligeså en-streget som den anden er jeg bange for...

Nu har den ligget i en time og er stadig lige negativ... Så det bliver den uden tvivl ved med at være... Er det for tidligt at åbne en flaske hvidvin kl. halv et på en søndag?

Gravearbejde, part III

Blodprøvesvarene er kommet fra Herlev, og ganske som forventet er jeg frifundet på alle områder...

Jeg har ikke forhøjet mandligt kønshormon, jeg har ingen stofskifte-problemer, ingen sære eller usædvanlige hormon udsving (ihvertfald ikke på papiret...) og lider sandelig heller ikke af nogen former for Hepatitis eller HIV - det er jo altid godt at vide...

Så nu er den altså ikke længere, end at jeg er meldt klar til at deltage i forsøget og vi kan melde os til ved næste mens, hvilket skræmmende nok bliver indenfor de næste 3 uger...

Huhadada, ja jeg ved ikke hvad I tænker, men mine tanker er, at det jo er lige om lidt, og det er saftsuseme en skræmmende tanke...

Jeg havde jo lovet at fortælle mere om forsøget, hvis jeg blev godkendt, men det må lige komme i en snarlig post, for klokken er rigtigt mange og jeg skal på job imorgen tidlig...

Og nu kan der vist heller ikke koges mere suppe på den overskrift, vel?

1 + 1 = 2...

Jeg har fået et brev, og det er jo altid dejligt. Men dette brev var ekstra dejligt, for det viser, at man faktisk kan ændre verden... et menneske af gangen...

Forfatteren af brevet, har venligst givet mig lov til at bruge hendes ord her på bloggen. Mange tak for det. Af hensyn til hendes privatliv, har jeg redigeret brevet en smule og udeladt enkelte passager, men meningen er vist stadig klar nok...

Hej. Jeg vil bare gerne takke dig. Vi kender ikke hinanden, dog må jeg indrømme at jeg måske kender dig lidt, da jeg ofte læser med på din blog.

Nå, men det var det med takken, jeg prøver at forklare:
Tømte i går postkassen og åbnede et brev fra Fertillitetsklinikken. Til alle patienter stod der. Jeg blev lidt fortørnet, da jeg nu i 1½ år har været mor til en lille pige fra Sydafrika og for mindst 4 år siden tog den endelige beslutning om aldrig mere at udsætte min krop og mit parforhold for flere behandlinger.

Så idag falder jeg lige over din blog og indlægget om æg-donation. Jeg kan kende mange af de synspunkter og følelser som de kommenterende har. Jeg har altid tænkt at jeg ville donere æg, men kunne ikke før jeg selv havde fået barn. Det ville være for mærkeligt for mig at tænke på at der gik et barn rundt et sted og jeg ikke havde nogen.

Nu er bøtten vendt. Efter at min datter er blevet mit barn, har mine følelser mht biologi og genetisk slægtskab ændret sig. Jeg vil ringe til klinikken på mandag og spørge om jeg virkelig stadig står registeret som patient, og hvis jeg gør, om jeg så kan donere æg.

Tak fordi du tager emnet op. Jeg var så langt væk fra den verden, at jeg aldrig ville være kommet i tanke om det selv.

Er det ikke et dejligt brev?

Jeg føler mig helt glad og stolt! Tænk at lille mig sådan kan påvirke en anden person. Og tænk hvis alle der ønskede at donere, hver kunne få en anden person til det... Så er mulighederne for et reelt register i Danmark jo faktisk en mulighed! Er det ikke utroligt at tænke på?

En plus en er to, to plus to er fire og fire plus fire er pludselig mange...

Mavefornemmelsen

Der var flere spændende kommentarer til sidste indlæg, men jeg tror at Rikke vist sagde det som flere tænkte, så lad mig citere hendes kommentar og svare ud fra den...

Jeg kan godt forstå at de lige må høre din mand først. For jeg får nemlig helt ondt i maven når jeg læser det her. Jeg kan ikke forklare hvorfor rent logisk. Måske er det fordi jeg tror/husker/føler at din egen situation ikke er rigtigt afklaret, lukket og slukket.

Det er fuldstændigt korrekt, at min egen situation endnu ikke er 100% afsluttet eller afklaret, men den ene ting udelukker ikke nødvendigvis den anden... Jeg kan jo stadig gå tilbage i behandling på et senere tidspunkt, selvom jeg donerer æg væk nu... Hvis jeg altså nogensinde skulle få lysten og troen tilbage...

Har du slet ingen følelser omkring det her? Kan du virkeligt godt skille tingene ad? Vil du aldrig komme til at føle at en anden kvinde har fået 'dine børn', - de børn som du måske aldrig selv får? Vil du med garanti ikke blive mere bitter?

Lad os starte med det sidste først: Bitterheden! Jeg tror slet ikke det er menneskeligt muligt, at blive mere bitter end jeg er på nuværende tidspunkt... men når det er sagt, så tror jeg på ingen måde at denne bitterhed vil blive forstærket af, at andre folk får børn af mine æg.
Folk vil få børn hvad end jeg kan eller ej (så meget har jeg da lært at acceptere, hehe), hvilke æg disse børn kommer af, er egentlig ikke relevant i min bog...

Der er en selvfølgelig den absurde tanke, at jeg en dag kunne møde et barn, som jeg ville kunne genkende mig selv i - men ideen er så langt ude og urealistisk, at jeg end ikke kan lade den slå rod...

Jeg ville ikke genkende disse børn. Hjernen ser hvad vi ønsker den skal se. Derfor genkender folk mig, som min venindes søster, når jeg bliver introduceret som moster Anna - på trods af at vi ikke ligner hinanden overhovedet...

Jeg tror på, at jeg kan skille tingene ad. Jeg har aldrig haft nogle kvaler med hensyn til donormateriale... Jeg ville til hver en tid have modtaget donoræg eller sæd hvis det kunne have hjulpet os. Jeg ved, at æg og børn ikke er det samme i min bog. Og jeg tror aldrig jeg vil tænke, at nogen har fået "mine" børn...

Jeg har haft denne samtale med min veninde, som er mor til to. Hun kunne ikke gøre det, siger hun. Men hun ved jo også hvordan hendes børn ser ud! Jeg ved det ikke, og kommer nok heller aldrig til at vide det...
Under alle omstændigheder ville disse æg ikke blive til mine børn, de ville (forhåbentlig) blive til andre folks børn... Andre folks børn er ikke mine, ligegyldigt hvilket genetisk materiale de så kommer fra....

Manden og jeg har også snakket om det. Som jeg, var han let undrende over hvorfor de ville snakke med ham. Det er min krop, mine æg, min beslutning...

Om I er overbeviste ved jeg ikke, men jeg synes absolut at diskussionen er interessant, og jeg skal indrømme, at jeg har overvejet mange ting grundet jeres kommentarer...

Men når alt kommer til alt, så synes jeg egentlig, at den glæde og håb jeg kunne give nogen via mine æg er en rigtig god ting. Og jeg synes også om tanken om, at alle disse unge sunde raske æg som jeg smider ud måned efter måned, ikke bare bliver spildt på ingenting...

Og min mavefornemmelse, den er helt i orden...

Donor, donor, donor

Idag skal det handle om donation af alskens ting, men ikke sæd... Så hvis I troede at dette var det længe ventede indlæg om bjørnetjenesten, så tog i fejl...

Jeg er organdonor, hvis jeg bliver kørt ned af en bus imorgen må de tage hvad de vil have fra mig... Jeg har brugt en del tid på at overbevise min bedre halvdel om, at skulle det ske, så skal han lade dem tage alt brugbart... For hvis jeg er død har jeg jo intet at bruge dem til, så giv dem dog til nogen der kan få noget ud af dem...

Vidste I, at een død rask person kan redde 4 syge menneskers liv?

Jeg er også bloddonor, eller rettere var bloddonor, indtil idag, hvor jeg blev slettet af registeret. Jeg kan ikke bebrejde dem noget, det er kun i ca halvdelen af tilfældene det lykkes dem at hive blod ud af mine genstridige vener... Men det er da stadig en træls ting at blive kasseret...

Så i de tidlige morgentimer, hvor jeg altså ikke kunne få lov at give blod, valgte jeg at traske hen til fetilitetsklinikken i den anden ende af hospitalet, for at høre om jeg evt. kunne få lov at donere æg...

Og halleluja, for en velkomst! Der blev næsten rullet en rød løber ud for mig... Læger blev kaldt ud af møder og patienter fik lov at vente...

Skejby håber at sætte et register op i løbet af forsommeren og sommeren og håber, at have det igang til efteråret. Det er spændende nyt, og de søger donorer... Så har du ikke andet at give dig til, så meld dig under fanerne...

Jeg forklarede de kære læger om mine tvivl om æggenes kvalitet og om de mon mente at jeg var en brugbar kandidat... Og de hiver min journal op med ordene: "Men de var jo da gode nok til at du selv blev gravid med dem..." Øøøh nej! Det gjorde jeg jo så ikke...

Og så blev der stille i lokalet. Som om nogen havde smidt en bombe. Lægerne stirrede på mig, som var jeg en ukendt ny art. "Højst usædvanligt", blev der mumlet. "Og du vil stadig gerne donere dine æg væk?"...

Ja, jeg vil gerne donere mine æg væk. At jeg ikke selv kunne bruge dem behøver jo ikke nødvendigvis at betyde, at andre ikke kan. Jeg har haft æg til oplægning i alle mine forsøg, ikke superæg, men dog æg til oplægning...

Jeg har ikke noget forhold til mine æg, jeg tænker ikke ved mig selv, at hvert af mine æg er en lille Josephine eller en lille Mikkel... Det er blot celler. Celler der er nødvendige for en befrugtning og skabelsen af et lille nyt menneske, men dog ikke andet end celler...

På grund af vores "usædvanlige situation" som de så diplomatisk kaldte det, så ønsker de dog også at tale med min mand. De vil sikre sig, at han ikke går rundt og har ondt i maven over tanken om at jeg forærer mit arvemateriale væk...

Det er egentlig ikke en problemstilling jeg har tænkt nærmere over, det er jo min krop og mine æg... og når jeg nu ikke kan bruge dem til noget, så giv dem da til nogen der kan...

Dø, Plet, Dø

Det er tirsdag og jeg er har fået besøg af plet. *Suk* Så, jeg er bange for at det var det...

Jeg ved godt, at alt håb ikke er ude endnu, men det lover jo ikke godt. Det er totalt identisk scenario til sidste gang. Der skulle jeg have taget blodprøve mandag og begyndte at plette fredag. Nu er det tirsdag og jeg skal have taget blodprøve fredag...

Jeg hader Plet!

Nu mærker du lige et lille ...

Ja, i mit tilfælde mærker man faktisk prik, prik, prik...osv. For jeg er åbenbart meget svær at presse så meget som en dråbe blod ud af...

Jeg er godt selv klar over det, og jeg advarer dem altid om mine rullende årer, når jeg skal have taget blodprøver. For det meste, er de kæphøje til at starte med: "Ja, ja det går såmænd nok..." Det plejer dog ligeså stille at gå af dem, efterhånden som deres nåle har rodet rundt inde i min arm i op til flere minutter. Jeg erindrer stadig den stakkels sygeplejeelev, der for mange år siden grædende undskyldte, da hun stak mig for 6. gang i samme arm...

Laboranten idag var lidt mere af "duer ikke - væk!" kategorien... Så hun stak i een arm, den duede ikke, så i den anden arm, den duede heller ikke... og så gik hun i gang med mine hænder ...

Ja, tilsidst fik de da trukket en lille smule blod ud af mine genstridige årer, men de var ikke sikre på om det var nok. Så jeg blev sat til at vente, mens de centrifugerede blodet... så de var sikre på, at der var nok til at lave en test af.

Det var der heldigvis, så jeg slap for yderligere nålestik. Hvilket var godt det samme, da de var begyndt at tale om mine fødder og ører!!!

Jeg har heldigvis ingen skræk for nåle, og synes det er ret fascinerende at se blodet pumpe ud og ned i glasset (når de altså finder et sted der virker), og på en bizar måde morer det mig, at jeg kan være så svær at stikke i, at jeg kan få laboranter med 20 års erfaring til at få grå hår...