Blogworld

Jeg elsker min blog, jeg elsker at skrive på den, jeg elsker at få kommentarer. Jeg elsker at linke mig selv videre, fra blog til blog til blog, og pludselig ende steder man aldrig havde forestillet sig man ville komme. Hvad skulle jeg foreksempel have til fælles med en sort amerikaner, som er bøsse og buddhist? Intet! Men jeg læser alligevel på hans blog, fordi jeg synes den er spændende.

Det er derude, i den engelsksprogede verden, at blogsene virkelig kommer til deres ret. Det er derude man finder kendisser med egen blog, og blogs med op til 350 kommentarer på hver eneste indlæg. Det er derude, at blogs kan "ændre verden". Jeg har overvejet nogen gange om man burde have skrevet på engelsk? Men mit emne er så følelsesmæssigt nært for mig, at jeg er ret sikker på, at beslutningen om at skrive på mit modersmål var den rigtige.

Når man skriver på dansk er man også lidt mere beskyttet. Der er trods alt kun så og så mange danskere. Du udstiller ikke din verden til hele verden, kun til hele Danmark. Og det er ligesom lidt mere privat alligevel på den måde. Jeg har ingen ide om hvor mange husstande der er i Danmark, eller hvor mange af dem der har computere med internetopkobling. Men jeg går ud fra, at vi taler om et par millioner. Det er jo ikke så slemt.... ;-)

Nogle gange føler jeg, at jeg burde have gået i gang med at blogge længe før. For det er jo noget jeg nyder, så meget. Men hvad skulle jeg have skrevet om, spørger jeg mig selv? Mit liv som Århusianer? Der er nok en grund til, at jeg først startede med at blogge, da infertiliteten blev en del af mit liv.

Som sagt, så elsker jeg min blog. Og den bliver mig mere og mere kær, for hvert indlæg jeg skriver, for hver kommentar jeg får tilbage. Men fra jeg startede bloggen tilbage i august/september 2004 og til nu, har den ændret karakter.

Den var oprindeligt ment som intet andet end en slags kalender, som familie og venner kunne kigge i, og holde øje med hvor vi var i behandlingsforløbet. Men bloggen fik sit eget liv, som månederne gik, og nu handler den både om, at vise venner og familie hvor vi er i forløbet, men også om barnløshed generelt og infertilitet up close and personal. Og det passer mig fint.

Og så er vi tilbage til anonymiteten og inde/ude af skabet diskussion igen, den har vi taget før på andre blogs. Jeg er som sagt ude af skabet. Næsten alle i min familie har URL'en til min blog, har de den ikke, skyldes det sikkert, at de ikke har internet.

Det er måske paradoksalt, at nogen skulle ønske at publicere deres dagbog på nettet, idet en dagbog i bund og grund er noget meget privat og intimt - og nettet er det absolut modsatte. Men, det viser sig jo, at de gode kommentarer er mange mange flere end de dårlige, så selvom du udstiller dig selv, så synes jeg at det er det værd.

Og som sagt drejer det sig næppe om mere end potentielt et par millioner brugere.

Men det er jo potentielt. Og ikke reelt. Statcounter fortæller mig, at jeg i gennemsnit har 51 besøgende om dagen. Det er faktisk mange. Ud af disse, er 42 gæster der har været her før. Så jeg har altså også mange gengangere. Det er jeg super glad for. Jeg ved, at mange af disse gengangere, er mine bloggende infertile medsøstre, nogle af dem er kvinder der "kender" mig fra fora rundt omkring på nettet. Og jeg er glad for at have så mange cybervenner, der læser og svarer så trofast.

Men mange andre mennesker, venner og familie fra den virkelige verden, læser også denne blog er det gået op for mig. Flere end jeg troede. Og det er dejligt, når de engang imellem stikker hovedet ud af busken og siger, at de er her... Det glæder mig....

Så tak til alle der læser med, både cybervenner, venner ude i den virkelig verden, familie og også til helt fremmede, som blot føler en trang til at udtrykke deres mening i en kommentar.

For det er vel i kommentarerne, at bloggen virkelig får et liv. Indtil der forekommer en dialog er den vel blot en flad side med skrift på. Men når folk reagerer på mine indlæg - om det er så er med latter, tårer, vrede eller eftertænksomhed - så får bloggen et liv. Et liv som nogle gange fører den i retninger man ikke selv havde regnet med... Og det er det der gør det så sjovt og spændende at blogge.

Så tag en ny kop kaffe på min regning og nyd en rundtur i blogworld. I kan gøre det ved at følge mine links i venstre spalte, ved at følge dem jeg har lagt i dette indlæg. Eller i kan lade skæbnen føre jer...