Pausefisk og delmål

Næsesprayen er kommet med posten her til morgen. Nedtællingen til d. 13. august er gået i gang. Det er det første delmål. Scanningen d. 25. august er delmål nr. 2. Vi skal ikke kigge længere end hvert delmål for nu. En dag af gangen.

Jeg ved ikke hvorfor, men jeg føler en sær tilfredshed med, at datoerne passer så mere eller mindre præcist... kald mig bare mærkelig. Vi startede vores første forsøg d. 12. februar og vi afsluttede det med den negative blodprøve præcis 2 måneder senere, d. 12. april. Vi starter så igen d. 13. august - 6 måneder efter starten af første forsøg og 4 måneder efter slutningen på det.

4 måneder er længe at være en ufrivillig pausefisk. Og jeg var da også umådeligt utilfreds med det først, jeg ville ikke vente, jeg ville igang. Som et utålmodigt barn stampede jeg vredt mine fødder i gulvet og surmulede. Hvorfor kunne jeg ikke tage et forsøg mere samtidig med eksamen? Hvorfor havde de nu ferielukket, når jeg var færdig med eksamen? Hvorfor skulle vi afvises? sur, sur, sur, lille bi omkring...

Men hvor meget jeg end havde imod denne lange pause, så var det godt for mig, set i bakspejlet. Først og fremmest bestod jeg min eksamen. Og fik sendt ansøgning afsted til min overbygning (og kom ind), ydermere fik jeg en sommer hvor jeg bare var mig - og ikke en navlebeskuende vanvittig kvinde. Jeg er klar nu, mentalt, og fysisk er min krop klar til at tage endnu en tur i denne vridemaskine.

Følelserne her før vores andet forsøg er helt anderledes end før første forsøg. Før vores første forsøg var jeg superspændt. Jeg glædede mig som en vanvittig til at komme "rigtigt" igang. Men de 2 måneder i foråret gjorde mig mange erfaringer rigere og (føles det nogen gange) 30 år ældre. Jeg ved nu hvad jeg går ind til. Er det godt eller skidt kan man spørge sig selv?

Der er gode ting ved det. Jeg har ny viden om min krop og dens reaktioner på hormonerne. Denne viden er mit våben, når jeg træder ind til scanning før optur, er jeg klar til kamp - og ingen skal spise mig af med 100 enheder denne gang - jeg ved nu, at min krop er en doven satan, der skal have et allerhelvedes stort kemisk spark bagi før den går igang med noget der bare ligner seriøs ægproduktion.
Jeg ved også, at jeg ikke behøver at frygte ægudtagningen på samme måde - det er da ingen dans på roser, det kan vi hurtigt blive enige om. Men i modsætning til hormonerne, så reagerer min krop eminent godt på bedøvende stoffer, så jeg skal nok klare det igen uden problemer.

Men problemet med min nyvundne viden er også, at jeg nu er realistisk klar over hvor mange ting der kan gå i skuddermudder i løbet af et sådant forsøg. Hvor mange variabler man hele tiden skal kalkulere med og hvor hårdt det er. Det er ikke fordi jeg ikke vil igang - slet ikke. Men på grund af den viden og erfaring mit første forsøg gav mig, så ved jeg hvad det er jeg skal i gang med - og det er ikke morsomt eller spændende på nogen måder. Det er sindssygt hårdt for både krop og sjæl - og derfor kan jeg godt have svært ved at glæde mig til det.

Den ambivalens er svær for udenforstående at forstå, som Freudika skriver om i et indlæg, og det er da klart. For jeg har selv problemer med at forstå det - og med at forklare det. For mig hjælper det, at dele tingene op. Sætte delmål konstant, som jeg kan leve op til. På den måde går dagene slag i slag, som de havde tænkt sig at gøre under alle omstændigheder, ligegyldigt hvordan jeg har det med det hele.

Sådan er livet jo indrettet. En dag af gangen. Og som Rikke altid siger: Husk at trække vejret.