Tilbage til debatten

Vi må tilbage til barnløshedsdebatten idag. Jeg ved godt at jeg havde skrevet i Søs' blog, at jeg ikke længere orkede den. Og det gør jeg egentlig heller ikke. For det trætter mig og gør mig ked af og vred, at alle disse mennesker, enten ikke kan eller ikke vil forstå hvordan jeg og andre i min situation har det.
De har ret til deres mening, det er jeg godt klar over. Men det ændrer ikke på hvordan jeg føler det når de ytrer den.

Grunden til at vi bliver nødt til at vende tilbage til debatten, ligger i RikkeS' blog, hvor jeg igår læste et indlæg om Infertility Stress Syndrome. Og det har ikke ville forsvinde lige siden. Jeg er dybt fascineret af det. Jeg læste opsummeringen af Dr. Millards undersøgelse om syndromet. Har i ikke læst det, så vil jeg gerne opfordre jer til det. Infertile eller ej. Der er skræmmende facts at finde.

For the acute phase of infertility related stress, the mean, or average stress score significantly exceeded published norms for rape. The mean ISS stress score for the acute phase of ISS was as high as the average score for persons experiencing a Life Threatening Event and Loss of Significant Other.

Jeg har kontaktet Dr. Millard i USA, for at få en komplet udgave af rapporten. Jeg er ikke 100% sikker på præcis hvad jeg skal bruge den til, men jeg bliver nødt til at have fat i den. Noget i mit baghoved siger mig, at den er vigtig.

Og hvorfor er den vigtig?

Måske er det det utopiske håb om, at få anerkendt Infertility Stress Syndrome som noget ægte - noget man reelt går igennem som infertil. Vi der har været det igennem ved udemærket hvor ægte det er, men hvis vi kunne få læger og psykologer til anderkende det, tror jeg det kunne skabe en anderledes forståelse for vores smerte, vores vrede, vores angst og vores sorg.

Måske er det troen på, at hvis vi, istedetfor personlige oplevelser, kan ligge videnskabelige facts på bordet. Facts baseret på læger og psykologers udtalelser. At vi så vil møde mere respekt i debatten, fra de andre (fertile) deltagere? At vi kan slippe for at blive kaldt klynkende, egoistiske og forkælede?

Måske er det blot for min egen skyld? For at læse sort på hvidt, at jeg ikke er bindegal. At det er naturligt at blive ked af det, når veninderne bliver gravide. At det er naturligt, at få lyst til at slå fremmede ned med baseballbats når de ytrer sætninger som: "Ja, vi prøvede jo også i 3 måneder før det lykkes, og vi var da meget utålmodige og bekymrede tilsidst".

Eller måske er det for, at sende den videre til politikere som Charlotte Dyremose (K), for at få hende til at forstå hvad det her drejer sig om. At få hende til at fatte, hvilke følelser der er involveret. Hvor store de er, hvor voldsomme og hvor svære at bearbejde. Og dermed forhåbentlig få hende, og andre, til at forstå, at dette her ikke drejer sig om penge.

Det var ikke sådan, at de vi fik at vide at vi aldrig kunne få børn naturligt. At min mand og jeg satte os ned, og sagde til hinanden: "Nå adoption er skidedyrt - lad os prøve fertilitetsbehandling, det er jo gratis."