Friday, April 15, 2005

Tilbage til debatten

Vi må tilbage til barnløshedsdebatten idag. Jeg ved godt at jeg havde skrevet i Søs' blog, at jeg ikke længere orkede den. Og det gør jeg egentlig heller ikke. For det trætter mig og gør mig ked af og vred, at alle disse mennesker, enten ikke kan eller ikke vil forstå hvordan jeg og andre i min situation har det.
De har ret til deres mening, det er jeg godt klar over. Men det ændrer ikke på hvordan jeg føler det når de ytrer den.

Grunden til at vi bliver nødt til at vende tilbage til debatten, ligger i RikkeS' blog, hvor jeg igår læste et indlæg om Infertility Stress Syndrome. Og det har ikke ville forsvinde lige siden. Jeg er dybt fascineret af det. Jeg læste opsummeringen af Dr. Millards undersøgelse om syndromet. Har i ikke læst det, så vil jeg gerne opfordre jer til det. Infertile eller ej. Der er skræmmende facts at finde.

For the acute phase of infertility related stress, the mean, or average stress score significantly exceeded published norms for rape. The mean ISS stress score for the acute phase of ISS was as high as the average score for persons experiencing a Life Threatening Event and Loss of Significant Other.

Jeg har kontaktet Dr. Millard i USA, for at få en komplet udgave af rapporten. Jeg er ikke 100% sikker på præcis hvad jeg skal bruge den til, men jeg bliver nødt til at have fat i den. Noget i mit baghoved siger mig, at den er vigtig.

Og hvorfor er den vigtig?

Måske er det det utopiske håb om, at få anerkendt Infertility Stress Syndrome som noget ægte - noget man reelt går igennem som infertil. Vi der har været det igennem ved udemærket hvor ægte det er, men hvis vi kunne få læger og psykologer til anderkende det, tror jeg det kunne skabe en anderledes forståelse for vores smerte, vores vrede, vores angst og vores sorg.

Måske er det troen på, at hvis vi, istedetfor personlige oplevelser, kan ligge videnskabelige facts på bordet. Facts baseret på læger og psykologers udtalelser. At vi så vil møde mere respekt i debatten, fra de andre (fertile) deltagere? At vi kan slippe for at blive kaldt klynkende, egoistiske og forkælede?

Måske er det blot for min egen skyld? For at læse sort på hvidt, at jeg ikke er bindegal. At det er naturligt at blive ked af det, når veninderne bliver gravide. At det er naturligt, at få lyst til at slå fremmede ned med baseballbats når de ytrer sætninger som: "Ja, vi prøvede jo også i 3 måneder før det lykkes, og vi var da meget utålmodige og bekymrede tilsidst".

Eller måske er det for, at sende den videre til politikere som Charlotte Dyremose (K), for at få hende til at forstå hvad det her drejer sig om. At få hende til at fatte, hvilke følelser der er involveret. Hvor store de er, hvor voldsomme og hvor svære at bearbejde. Og dermed forhåbentlig få hende, og andre, til at forstå, at dette her ikke drejer sig om penge.

Det var ikke sådan, at de vi fik at vide at vi aldrig kunne få børn naturligt. At min mand og jeg satte os ned, og sagde til hinanden: "Nå adoption er skidedyrt - lad os prøve fertilitetsbehandling, det er jo gratis."

4 Comments:

At 10:20 PM, Blogger Unknown said...

Det er helt sikkert en interessant undersøgelse - og jeg kan godt forstå dine tanker omkring den.
Jeg ville ønske at jeg kunne tro på at Dyrmose og andre ville tage sig tid til at læse - og forstå.
Barnløsheds debatten virker på mig hård og brutal - hvem er det egentlig lige der har besluttet at man ikke kan drive politik med følelser?
Jeg kan slet ikke finde ud af hvor jeg selv står. Jeg har det fint med at jeg selv har betalt for inseminationsforsøg - men jeg kan slet ikke kapere at det skal foregå i en gråzone - fordi jeg nægter at lyve for at få behandling. Og jeg kan ikke acceptere at jeg ikke har de samme muligheder som andre barnløse - ikke nødvendigvis gratis muligheder, men bare muligheder....
Måske skulle jeg bare gifte mig med Bedstevennen - og vupti - mange flere muligheder... Men se det ville jo være socialt bedrageri - og det kan jeg sgu ikke finde ud af.
Mnnnh... egentlig ikke ret meget en kommentar til din post - men et langt indlæg i sig selv ;)
God weekend
PUK

 
At 3:45 PM, Anonymous Anonymous said...

Hej Amocca

Jeg kan sagtens følge dig. I dag havde min mand og jeg faktisk en samtale med samme emne, hvor det irriterede mig at han ikke er lige så berørt af hvad andre mener. Pludselig siger han "du går meget op i, hvad andre mener om dig, gør du ikke?" Uh den sad. Han har jo ret. For mig er det meget vigtigt, at samfundet ikke ser mig som en klynker, men ser mit og vores problem som ægte, og ikke et luksusproblem.

Men for ham er det ikke vigtigt. Han behøver ikke en omverden der respekterer ham, han behøver bare selv at definere, hvad der er vigtigt for ham. Hvor jeg dog misunder ham. Hvor må det være en lettelse at kunne tænke sådan. Jeg ved ikke om det nogensinde vil lykkes mig bare at lægge sådanne dumme debatter bag mig, eller om jeg vil evig tid vil forsøge at retfærdiggøre mig for dem. Jeg har også læst om ISS og det forbavsede mig meget. Ikke fordi jeg ikke tror på det, men at det endelig er lykkedes at vise hvor slemt vi har det. Det er jo slemme slemme sager det her. Men faktum er at vi ikke kan ændre verden med vores nok så gode argumenter. Hvis vi lader være med at prøve gør vi slet ikke.... Jeg er i vildrede. Der er vist ikke så meget pointe i denne kommentar, men jeg føler med og som dig Amocca!

Knus,
Solsikke

 
At 11:11 AM, Anonymous Anonymous said...

Hmm...nu ligger landet sådan, at jeg er en af dem, som bare skal se en sædcelle også bliver jeg gravid. Og jo, jeg ved godt, hvor super heldig jeg er!!
- men jeg er også en af de piger, som er blevet voldtaget. To gange såmænd. Og kriser - ja, den dag man stopper med at se sig selv som offer, så er det, at man kan flytte bjerge i sine følelser. Jeg kan ikke fjerne de to voldtægter, men jeg kan fjerne følelsen af magtesløshed, ved at træde ud af offerrollen. Det tager tid - det tog tid.

Jeg påstår ikke, at du eller nogen anden står i en offerrolle. Og jeg tror, du har fat i det rigtige. Bruge energien på dét du KAN gøre noget ved. Nemlig at finde dokumentation og få det ud til så mange som muligt. Ikke for at nogen skal kunne forstå dig og din situation, for det tror jeg ikke man kan uden selv at have stået i din situatiuon, men for at øge viden på området. Viden skaber holdninger - viden kan ændre holdninger.

 
At 8:20 AM, Anonymous Anonymous said...

Det er jo et af mine ynglingsemner...

Det har også været vigtigt for mig at vide, at jeg var 'helt normal' og at alle de reaktioner jeg havde var at forvente under omstændighederne. Jeg har været meget langt ude i tovene i perioder og jeg kunne ikke selv forstå og acceptere hvorfor. Nu mere jeg læser om det, nu nærmere er jeg en helbredelse.

Hvis Dr. Millard skulle være så sød at sende dig den fulde rapport, ville jeg meget, meget gerne have en kopi.

 

Post a Comment

<< Home




Powered by Blogger