Tanker en tidlig julemorgen

Hmmm... Hvis man kan lære en ting af alt alt det her, så er det vist at man ikke skal stole en skid på mig, når jeg siger jeg vender tilbage snart hehe... det beklager jeg. Jeg beklager også, at min undskyldning er så lam, at det eneste jeg kan bruge er, at det har været svært at vide hvad filan jeg skulle skrive...

Jeg har skrevet i mange år. Og har aldrig oplevet en så massiv eller ophedet debat om noget som helst på min blog. Og når folk er rørende enige med een i over 4 år, så kan det godt komme som et chok for een, når de pludselig ikke er det... Nå, men lad os nu prøve alligevel, for det er juleaftensmorgen, og jeg tror ikke julefreden kan sænke sig over det lille hjem før dette indlæg er skrevet.... Så hermed et par tanker...

Jeg synes vi må starte med at skille æbler fra pærer... for på en eller anden måde blev adoption blandet ind i fjernelsen af mit underliv, og de to ting havde egentlig intet med hinanden at gøre. At få fjernet livmoderen handler kun om at højne min egen livskvalitet (det gør adoption måske også i sidste ende, men det er stadig en hel anden historie), fordi jeg er så utroligt træt af at være sygemeldt og halvt invalideret hver eneste måned, og at dette kun synes at blive værre for hvert år der går...

Jeg er nu henvist til Skejby til endo-specialisterne der. Nu må vi se hvordan det forløber. Om de finder noget denne gang. Min læge er bange for, at der sidder endo på tarmene, og at det dermed ikke vil afhjælpe problemet at fjerne livmoderen, og det kan der jo være noget om... så nu prøver vi det her. Jeg er egentlig ret ligeglad med hvad der sker, bare der sker et eller andet der kan ændre status quo.

Det behøver ikke at være en komplet ommøblering derinde, der skal blot ske noget! For situationen som den er, er simpelthen hverken rimelig eller holdbar. Hverken overfor mig, min omgangskreds eller min arbejdsgiver.

Så fik vi (måske) det på plads.

Og så til mine tanker om debatten og uenigheden. Jeg har virkelig gået og tænkt så det knagede over hvordan en hel tilfældig persons skrevne liv på internettet kan føre til så ophedet en debat. Mange af jer kender mig ikke, udover det jeg skriver her og eventuelt har skrevet andetsteds på nettet i de forløbne år...

I starten var jeg meget enig med Snowies kommentar om, at man så bloggen som en bog, der pludselig slet ikke førte historien derhen hvor man havde ønsket den.

Jeg tror, at trofaste læsere (som ikke kender bloggeren IRL - både Amocca her, men også andres bloggere for den sags skyld) kan komme til at få følelsen af, at de læser fiktion - en "god historie".

Vi kender formentlig alle følelsen af at sidde tilbage med en lidt træls fornemmelse, hvis en bog eller en film slutter anderledes, end man havde håbet - og derfor reagerer mange af I mere anonyme læsere formentlig, som I gør. I prøver at påvirke "bogens" afslutning. I hungrer efter en happy ending.

Denne enighed blev understøttet af, at Monja brugte ordene "Jeg synes ikke at din historie holder vand" og af det faktum, at jeg faktisk har filosoferet over denne teori før.

Denne fornemmelse, at det blot er en god historie, tror jeg er sand, hvis man ikke er trofast læser. Jeg tror, at hvis man som tilfældig læser dumper ind, så ser man blot det skrevne og glemmer hvad der ligger bag ordene. Jeg tror dog, at hvis man følger den samme blogger i mange år, at ideen om bloggen som bog lidt går fløjten. Læser man med i mange år, indser man at der sidder et menneske bag skærmen, især hvis dette menneske har følelser og erfaringer man kan forholde sig til og eventuelt selv har oplevet.

Det kender jeg da ihvertfald fra mig selv, fra de år hvor jeg var daglig gæst på op til 20 blogs. Jeg følte jeg kendte disse kvinder. Men det er jo en illusion at tro, at man kender et menneske blot fordi man har fået lov at læse en flig af deres liv.

Selvom barnløsheden nok har domineret mit liv i mange år, så er det trods alt kun en facet af hvem jeg er. Jeg er meget mere end Amocca - den barnløse.
Jeg er også kone, søster, datter, veninde, moster, hundemor, svigerdatter, barnebarn og kollega og en hel masse andre ting. Og som tiden er gået, træder den barnløse Amocca i baggrunden og giver lidt mere plads til alle de andre Amocca'er.
Men her på bloggen, har den barnløse Amocca førsteprioritet, det har hun altid haft. Det er hende I har lært at kende, hende I er blevet "venner" med, hendes intime tanker og følelser I er fortrolige med...

Jeg kan godt forstå, at det må synes underligt og utroværdigt på en måde, når en god veninde så "pludseligt" ændrer personlighed. Men det er blot en anden facet af mig, der kommer til orde nu. Og hende må I nok lære at leve med, da bloggen ellers vil dø helt ud. For den barnløse Amocca er ved at være lidt bleg og træt i det - og gudsketakoglov for det! Jeg har dedikeret hele mit liv til barnløsheden i mange år, men den fylder så lidt efterhånden og det er virkelig en dejlig dejlig ting.

Men for de der stadig er i gang med behandling, de der stadig længes, håber og tror på behandlingen. Der er jeg nok ikke den rette længere. Ikke hermed sagt, at jeg ikke stadig sympatiserer med jer, at jeg ikke håber for jer at det lykkes, men det bliver ikke mig der skal være "det lysende håb" om at det KAN lykkes, hvis man bare bliver ved længe nok... Den rolle ønsker jeg ikke at spille.

Og det er nok egentlig hele humlen i mit "nye" liv. Jeg har muligheden for at vælge hvilke roller jeg ønsker at tage på mig. Det har jeg selvfølgelig altid haft, men i de år hvor alt var sovset ind i barnløsheden var der ikke mange valg. Der var kun een vej frem i mit hoved: flere forsøg! Og flere forsøg betød, at jeg måtte leve med smerterne og invalideringen hver eneste måned (lide i stilhed og alt det pjat) for ellers var det slut...

Sådan er det ikke mere. Jeg er blevet voksen, eller ihvertfald ældre, og mange erfaringer rigere. Og jeg har indset, at der er andre veje fremad end den ene jeg så, da jeg sad i mørket med min uendelig smerte. Og den frihed til at vælge, har gjort det muligt at leve igen. At kunne tage kontrollen over mit liv tilbage. Dermed kommer også ønsket om at forbedre mit liv og min livskvalitet - og der er jo ingen grund til at lide i stilhed med invaliderende smerter hver eneste måned, hvis der kan gøres noget ved det.

Alt det ovenstående skal ikke forståes, som at barnløsheden overhovedet ikke længere er en faktor i mit liv. Selvfølgelig er den det, det vil den nok altid være for os der har været igennem et forløb som dette, hvad end vi når målet eller ej. Men jeg tror det var Freudika der engang skrev, at "smerten er som et glasskår i hjertet. I starten er det skarpt og stikker hver gang man bevæger sig. Men som årene går og hjerteblodet har rullet forbi det mange mange gange, så afrundes kanterne til bløde buer. Det vil altid sidde i hjertet, du vil altid føle det, men det gør ikke nær så ondt mere".

Og det er præcis sådan det er... Så med denne allegori vil jeg slutte af. Det begynder at lysne udenfor, hunden er netop stået op og har lagt sig hos mig og det er juleaftensdag. Jeg ønsker alle der måtte kigge forbi en rigtigt glædelig jul her fra kaffebaren.

Wowser

Jeg skal love for at der er blevet griflet i kommentar sektionen ...

Jeg har en hel masse ting jeg gerne vil sige, men klokken er 1 om natten og jeg har være "Moster for fuld skrue" med niecerne hele dagen, så er så utroligt mørbanket og træt, så det må vente...

men fortsættelse følger i løbet af weekenden....

Tilykke, det virker!

Det er jo ikke nogen hemmelighed mere, at det ser ud til at nedskæringerne i Region Midt vil ende med at lukke de 2 største af regionens 3 fertilitetsklinikker, deriblandt Skejby. Og jeg er rasende, vred og afmægtig. Ikke fordi det berører mig længere, men fordi jeg synes det er så pisse uretfærdigt og kortsigtet for at sige det på godt jysk.

Man åbnede op for ægdonation i 2007, man brugte tid, kræfter og ressourcer på at forsøge at få et register sat op på Skejby, og nu skal det så bare lukkes ned igen?

Man har tænkt sig at lukke den eneste klinik i jylland der tilbyder ægsortering, stakkels de par der pludselig kommer i klemme der. Det vil jo være en voldsom belastning i tabt arbejdsfortjeneste og kørsel (to ting som regionen iøvrigt også ender med at skulle betale for via §56 ordningen).

Man har tænkt sig at lukke en fertilitetsklinik på et undervisningshospital, hvor vanvittigt er det? Skal Århus virkelig stå i den pinlige situation at være det eneste universitetshospital i Norden uden mulighed for at tilbyde fertilitetsbehandling? at forske i det og lære det fra sig? Hvad blev der af de bevingede ord om Danmark som et førende land indenfor forskning og viden?

Politikerne i Region Midt har grangiveligt regnet ud at de vil spare en forfærdelig masse millioner ved at sammenlægge klinikkerne, og besparelsen skal findes i det utopiske håb, at de barnløse vil søge i det private istedet...

Det kommer ikke til at ske hvis I spørger mig. Nogen vil nok, da ventelisterne jo vil ende ude i det groteske, hvis samtlige patienter i region Midt skal sluses igennem Brædstrup.... Men de fleste vil søge til klinikkerne i naboregionerne og dermed skabe øges pres og ventetid på klinikkerne der.... og regningen på disse behandlinger? Ja, de bliver jo sendt direkte tilbage til Region Midt.... Så det er jo en fup-besparelse, der ser fint ud på papiret, men som ikke holder en meter i virkeligheden...

Skejby har årligt ca. 12.000 konsultationer om året. Og modtager ca. 600 nye henvisninger hvert år. Jeg kender ikke tallene for Skive, men lad os bare sige det er det halve.... Det er saftsuseme mange mennesker der pludselig skal køres igennem Brædstrups døre...

Og hvad med kompetencerne, specialisterne, flyttes de med? Eller ender de i de private system?

Det er så "nemt" at skære fertilitetsklinikkerne væk, for det er jo en relativ lille befolkningsgruppe det rammer. Det er en gruppe der ikke er "rigtigt" syge, så der kommer ingen lig på bordet som Ekstra Bladet kan mæske sig i.
Og de fleste af gruppen har ikke synderligt lyst til at stå offentlig frem, så på den måde slipper man for en hel del ballade....

Men for fanden da, hvor er det kortsigtet! 7% af en fødselsårgang kan i øjeblikket takke fertilitetsklinikkerne for at de overhovedet blev til. Og jeg tvivler på at denne procentsats vil falde i de kommende år.
Vi skal være taknemmelig for indvandringen i dette land, for ellers ville vi langsomt dø ud som nation, vi føder ikke nok børn til at opretholde vores befolkningsgrundlag, og med tiltag som disse, kan man med held evt. barbere en procentsats mere af fødselsraten...

Jeg er så vred og skuffet, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal sige (og dermed også har problemer med at formulere mig på skrift), andet end jeg er glad for at jeg ikke længere skal i behandling via det offentlige....

Havde der været tvivl i mit sind om hvorvidt jeg skulle tage bjørnetjenesten eller ej, så er den tvivl da vasket væk nu.... Så tillykke til Region midt, det virker tydeligvis, I har hermed potentielt sparet et par tusinde kroner på mig....

Hvad er værst?

Jeg havde en samtale med en bekendt, for en lille uges tid siden. En bekendt, som i øvrigt også er læge. Når folk er læger, har samtaler det som oftest med at kredse om deres fag, sådan er det i hvert fald for mig... Jeg får altid sådan lyst til at spørge ham om sære lidelser jeg har set om på tv og des lige... For det meste holder jeg det i mig, men ikke altid....

Nå, men nok om det. Denne aften faldt samtalen på barnløshed og behandling, og jeg blev stillet et interessant spørgsmål.

Hvad er værst: aldrig at blive gravid via behandling, eller at blive gravid men abortere...

Det er jo et godt spørgsmål, og et spørgsmål jeg som sådan ikke kan svare på, da jeg jo aldrig har været gravid og aborteret... men hvis vi ser bort fra det, så kan jeg jo godt forsøge at filosofere lidt over dette spørgsmål, sådan rent tankespindsmæssigt...

Der var en tid, hvor jeg var vildt og voldsomt misundelig på folk der var blevet gravide og havde aborteret. Og et eller andet sted er det jo en vanvittig ting at være misundelig på, ikke?

Lad mig slå fast, at det ikke var fordi, at jeg troede – eller tror – at det er særligt fedt at abortere. Misundelsen lå i, at de jo i det mindste havde bevist, at det var muligt for dem at blive gravide overhovedet....
Der er selvfølgelig en magisk grænse her et eller andet sted, for man skal jo heller ikke blive ved og ved med at abortere, så går fidusen jo lidt af hele graviditets-tingen, men det er en anden snak... Men ja, skamfuldt som det er, så havde en lille del af mig ofte lyst til at sige til kvinder der aborterede: ”Nå, ja, men du ved i det mindste at du kan blive gravid...”

Det er jeg ikke mere. Som tiden er gået, må jeg nok erkende, at når det nu skal være, ja så tror jeg at det er nemmere at være mig. Altså ikke at blive gravid via behandling. I hvert fald hvis det aldrig lykkes. For jeg kan sætte mig ind i, at det må være næsten umuligt at stoppe, hvis testen een gang har vist to streger...For så må del vel kunne lykkes igen... Når man nu har bevist at man kan blive gravid, så må det jo for filan kunne ske een gang til, ikke sandt?

Det problem sidder jeg ikke med, jeg har aldrig haft så meget som skyggen af en to-streget test. Aldrig haft et hcg-tal der kunne læses som andet end et stort fedt nul. Og hvor deprimerende det end lyder, så tror jeg i sidste ende, at det må gøre min accept af tingenes tilstand nemmere, end det er for de kvinder der har stået med den to-stregede test og derefter må indse at døren alligevel er lukket...

For døren har aldrig været åben her, ikke så meget som på klem. Jeg har troet at jeg havde fundet et vindue flere gange, men hver gang har jeg opdaget at også det var låst.... og måske er det bedst sådan når alt kommer til alt...

Men det er jo nemt at skrive, at det er værre for dem end det er for mig, nemt at sige, at det nok er nemmere for mig at acceptere at sådan skulle mit liv ikke være. Og det er jo tomme floskler, når man endnu ikke er nået dertil, hvor det definitivt er forbi, og man er tvunget til at acceptere tingenes tilstand...

Men det var jo heldigvis også bare på et rent filosofisk plan, at vi diskuterede hvad der var værst, ikke sandt?

Avis overskrifter

Lad mig skynde mig at starte med at sige, at jeg er sart og jeg ved det godt. Jeg ved også godt, at jeg er i en meget psykisk følsom situation i øjeblikket og at der ikke skal så meget til, for at jeg føler mig ramt...

Idag læste jeg en artikel i Jyllandsposten med overskriften: "Barnløse ønsker tvillinger". Den handler om problematikken om et eller to æg op. Første ting der generede de sårbare nerveender var:

"Undersøgelse viser, at over halvdelen af de barnløse par foretrækker at få tvillinger, så de slipper for behandling for at få barn nummer to."

Så vi slipper for det? Er det bare mig, eller får de det til at lyde som om det er lidt for besværligt, så det gider vi sku egentlig ikke...? Der er da ingen tvivl om, at mine store håb er tvillinger her i tredje forsøg. Men det handler nu ikke om, at jeg vil "slippe" for at gå alt dette igennem igen - det handler om, at dette nok er min eneste mulighed for at få et biologisk barn - og ja gu' er det hårdt at gå igennem - men ligefrem at jeg ikke "gider" at gå det igennem igen for et barn mere, det synes jeg er lige stridt nok... Eller er jeg lige hys nok nu og misforstår med vilje formuleringen?

Nummer to ting der skurrede var afslutningen på artiklen:

"Hver fjerde befrugtning ender med en tvillingefødsel, hvis kvinden får lagt to æg op."

Igen er jeg nok lidt hys, men tager denne sætning på nogen måder hensyn til, at det altså kun er omkring en 30% af os der overhovedet bliver gravide? Og at ud af den gruppe, er der altså omkring 20-25% der får tvillinger (af dem der får lagt 2 æg op). Eller får den det til at lyde som om, at hver gang man ligger to æg op, så vil hver fjerde oplægning resultere i tvillinger...

Men ok, overdrivelse fremmer vel forståelsen, eller hvad?

Nå, men nok om mine sarte nerver og hysse tendenser. Kristeligt dagblad havde nemlig også en interessante artikel, som handler om noget helt andet, men som egentlig er relevant i sammenhængen alligevel. Den hed: "Europas velfærd trues af lave fødselstal", og handler om de lave fødselsrater i Europa. Vi får (surprise, surprise) simpelthen ikke børn nok.

"I Danmark er fødselsraten 1,78, og ikke siden 1968 har den ligget på den rigtige side af de 2,1, der skal til for at opretholde befolkningen.

Familieminister Lars Barfoed (K) mener dog ikke, at tiden er inde til drastiske indgreb herhjemme.

– Men hvis tendensen fortsætter, er der ikke tvivl om, at vi på længere sigt står med det problem, at vi ikke får børn nok til, at vi kan vedligeholde samfundet, siger ministeren."

Hmmmm... Er det bare mig, eller kunne fx tvillingefødsler og/eller adgang til barn nr 2 via offentlig fertilitetsbehandling mon hjælpe på denne rate? Eller er jeg for naiv...

Føler du dig skarp idag?

For gør du det, må du gerne smutte forbi DR's debatforum, hvor de diskuterer barnløshed i øjeblikket, og lige smække en skarp spiddende kommentar på fra de infertiles side...

Jeg føler mig absolut ikke skarp idag.

Men jeg vil gerne prøve at se på debatten om barnløshed sådan helt objektivt (yeah right! - who said that?) Nej, ok. Det er nok ikke muligt i min situation. Men jeg vil ihvertfald gerne lige se på debattens forskellige parter, og kommentere lidt på den. Det må man vel gerne - også selv om man ikke kan være objektiv, fordi man står i lort til halsen...?

Jeg synes at debatten kompliceres yderligere ved, at de blander inseminering af lesbiske ind i det. Det bliver en svær debat synes jeg. For bør en 100% sund og rask og fertil kvinde modtage offentlig støtte til at blive insemineret? Umiddelbart vil mit svar jo være nej! Men hvad så med lesbiske som vitterligt er infertile? Skal de så diskremineres imod blot fordi de er lesbiske? Umiddelbart ville mit svar her jo være nej! Da jeg ville mene, at enhver med en "reproduktiv skade" skulle have lov til at blive behandlet... ligesom jeg synes at enhver med en knæ- eller rygskade skal behandles...

Jeg ved helt ærligt ikke, hvad mit syn er på inseminering af lesbiske...

Men så kommer vi til en anden del af debatten. Den (for mig personligt) virkeligt ubehagelige del. Der hvor det går op for mig, at rigtigt mange mennesker i Danmark, faktisk mener at mit problem er et luksusproblem. Lad mig sige det ærligt: Jeg ville ikke ønske det her for min værste fjende! Jeg kan ikke - og vil ikke - acceptere, at det skulle være et luksusproblem.
I et land hvor 1 par ud af 5 har brug for hjælp på den ene eller den anden måde for at blive gravide... synes jeg ikke vi kan tale om et luksusproblem. Jeg synes vi taler om noget der begynder at minde om en "folkesygdom"...

Og så er der dem(og de er i mine øjne de værste), som mener at hvis man ikke kan reproducere sig selv, ja så er det nok fordi man ikke skal! De kan gøre mig så edderspændt rasende, at jeg slet ikke ved hvad jeg skal sige...
Det er normalt også disse mennesker, der kan finde på at sige, at kunstig befrugtning er unaturligt og forkert - og at næste skridt på vejen, er menneskelig kloning og skabelsen af en hær af undermennesker (dette hverken kan eller vil jeg kommentere på anden måde end ved at rulle med øjnene)...

Debatten er hot i øjeblikket, og ikke kun om insimering af lesbiske, selvom det selvfølgelig er den del af det medierne kaster sig over... eftersom det virkelig er noget der kan få folk ud af lænestolene.

Men der er jo også mange andre dele af debatten. Som fx. donation af æg og frysetiden for befrugtede æg. Disse er ikke ting den menige danske befolkning har ret mange meninger om. Men det er der andre der har. Som fx Etisk Råd.

Etisk råd har diskuteret de planlagte lovforslag vedr. kunstig befrugtning. Og her må jeg sige, at jeg virkelig synes at det var en skam, at de ikke havde taget nogen med på råd, som vidste hvad det handlede om.... *suk*

Jeg er stadig rødglødende rasende over de fuldtsændigt vattede argumenter som formanden for etisk råd kommer med vedr. ægdonation. Jeg har kommenteret dette i Miras blog. Jeg fatter ikke at feministerne ikke har kastet sig over dette - istedetfor at spilde deres tid på hvorvidt nøgne kvinder i reklamer er kønsdiskriminerende eller ej. For i mine øjne lyder det som om, at kvinder må være svagere og dummere end mænd, og derfor ikke kan klare presset ved frivillig donation af æg.

Men ok, det er jo kun een af rådets medlemmers mening. Der er flere andre, endog et par stykker, der slet ikke mener at ægdonation bør være tilladt! Men det er nok nemmere at danne sig en mening hvis man selv læser det.

Med hensyn til opbevaringstid af fryseæg, maner etisk råd til forsigtighed vedrørende at forlænge opbevaringstiden, da man ikke kan forudse hvilke følger dette vil have...

(...)komme på tale at begrænse anvendelsen af kunstig befrugtning og specifikt at fastlåse den nuværende opbevaringstid på 2 år, fordi det er umuligt at forudsige, hvilke følgevirkninger udviklingen på længere sigt vil have for vores opfattelse af mennesket og menneskelivet, herunder vores idéer om kønnet, kærligheden, familien og den genetiske variation.

Måske er det bare mig, for det er selvfølgelig rådets job at diskutere de etiske aspekter i alting. Men det her bliver bare for meget sødsuppe for mig. Skulle min opfattelse af kærlighed og familie ændres fordi jeg får lov at have æg i fryseren i 5 år istedet for 2? Jeg er forvirret...

Hvilket fører mig tilbage til min overskrift. Føler du dig skarp i dag? For så kan det være, at du kan skære det ud i pap for mig?

Syltede og frosne æg

I england kan man købe pickled eggs - syltede æg. Det ser ikke lækkert ud.
I IVF-verdenen kan må få frosset sine æg ned, og så senere prøve at sætte dem op igen i en naturlig cyklus og se om man bliver gravid af det - et såkaldt fryseforsøg.
Disse fryseforsøg har ringere chancer for at blive til en graviditet end forsøg med friske æg - men der er dog en chance trods alt.

Lad os lave et tankeeksperiment. Lad os sige, at vi er heldige i første forsøg og at vi endog har nok gode æg til at ligge nogle i fryseren. Vi vil i så fald være blevet dobbelt velsignede, for disse æg kan vi få lov at få sat op og dermed (med lidt held) opnå at få to børn ud af vores behandling...

Der er kun een hage ved det - æggene må max ligge i fryseren i 2 år, og vil man bruge dem skal man henvende sig til Skejby om oplægning 4 måneder før "udløbsdatoen".
Det vil sige, at skulle vi være så heldige at blive gravide, ville vi have 10 måneder til at glædes over vores første barn inden vi skulle blive gravide igen. Dette er selvfølgelig et "luksusproblem" og er vi så heldige, jamen så tager vi da et barn mere der - no problemo.

Men hele ideen bag dette indlæg var at fortælle, at der skulle have været et lovforslag igang i øjeblikket om at sætte frysetiden op til 5 år - så også infertile par selv kunne vælge hvor lang tid der skulle være mellem deres børn.
Dette forslag er nu blevet syltet, kan jeg læse i "Kimen" (det blad vi modtager fra Landsforeningen for ufrivilligt barnløse), Og det er jeg godt skuffet over må jeg sige. Samme forslag skulle også indeholde nogle lempelser indenfor loven om ægdonation - lempelser der virkelig mangler hvis I spørger mig...

Det er surt når der går politik i æggene, og syltede æg ser nu engang ikke særligt lækre ud....